Summer Love - 1D - ((PÅ PAUSE))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Igang
Rose Skylar, mødte Liam Payne da hun var 15 år, da hun var i sommerhus. De blev straks forelskede i hinanden, men da ferien var slut skulle de sige farvel, de lovede at holde kontakten, men kun nogle måneder efter deltog Liam i X-factor, og ja, så kender i historien. Lige nu er han verdenskendt, har en kæreste og ja, han er kendt. Men hvad sker der når de mødtes igen efter to år adskillelse, og når de er på sommerhus på samme tid igen, men når han den her gang har Danielle med? og hvad sker der når den gamle flirt dukker op igen? Når de fire andre drenge kommer, og nogle uventede følelser bliver vækket til live?

11Likes
6Kommentarer
928Visninger
AA

5. 3

Liam's synsvinkel:

Rose havde været mere i mine tanker, end hun måtte. Jeg fattede ikke hvorfor jeg ikke bare kunne glemme hende? Komme videre i livet? Jeg havde ikke vist mig udenfor en dør de sidste dage, og drengene havde en dag været bekymret for mig, men jeg vidste jeg aldrig kunne fortælle dem det. De ville ikke forstå det.

"Hey," sagde en stemme fra min højere side af, og Danielles kønne ansigt dukkede op. "Hej," svarede jeg kort - og måske en anelse for hårdt, får i et øjeblik så hun helt såret ud.

"Er du sur på mig?" spurgte hun og plantede sig i sengen ved min side, "nej, hvorfor tror du det?" løj jeg og smilede kort, hun trak bare på skulderene, og rykkede lidt væk fra mig. Åh nej, det lignede hun skulle til at græde.

"Jeg er bange for at miste dig Liam," sagde hun, og så sørgmodigt på mig. "Det er jeg virkelig," jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. En tårer trillede ned af hendes kind, og hun så væk.

"Sig noget," mumlede hun næsten utydeligt, "hvad vil du have jeg skal sige?" spurgte jeg, et hulk forlod hendes læber, og hun så på mig med øjnene fyldt med vand.

"Hvorfor er du sådan der?" hulkede hun, og så væk. "Lige siden den pige kom, har du ignoreret mig. Du har opført dig underligt, hvad er der med den pige?" spurgte hun, og rettede sig op. "Der er ikke noget, det lover jeg," løj jeg, og prøvede at virke så overbevisende som jeg kunne. Hun nikkede bare, og tørrede forsigtigt sine øjne, og rejste sig langsomt op, og uden et ord var hun forsvundet ud af værelset.

Endelig fik jeg ro til at tænke.

Jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle stille op med Rose. Hun gjorde mig så forvirret. Jeg ved ikke om jeg savner hende, eller bare de minder. Livet er jo gået videre - og jeg burde være kommet videre, det er jo gået et helt år! Men når jeg ser hende, kommer alle følelserne op igen. Jeg sukkede over mine egne forvirrede tanker. Jeg kunne slet ikke finde ud af det her.

Jeg savnede hendes ansigt. Jeg savnede hendes arme omkring hende, og uden jeg vidste det havde jeg rejst mig op, og gået ud af mit værelset. Alles blikke var på mig da jeg kom ud i stuen, de så uforstående på mig, og det ville jeg også selv havde gjort hvis jeg var dem.

Jeg gik ud i gangen uden et ord, og hentede min sko, og "jeg smutter lige," mumlede jeg, og var næsten sikker på de ikke hørte mig, men så åbnede jeg døren, og gik ud af den. Den kolde luft gik mig i møde med det samme jeg trådte ud af døren.

Der var hun, hun havde også lige trådt ud af døren, og hun havde også set mig. Hun bar en skraldepose i hånden, og hendes ansigt ændrede sig fra et muntert et, til et mere dystert et.

Mine ben styrede mig, og jeg var allerede på vej hen i mod hende. Hun skyndte sig at smide posen ud, og skulle til at vende sig om og gå ind igen, men jeg fik fat i hendes håndled, og fik hende drejede hende om, så hendes ansigt var lige for an mit.

Rose's synsvinkel: 

Jeg forstod ikke hvorfor han blev ved med at opsøge mig, det var svært for mig at komme videre, når han hele tiden var der. Jeg udløste et støn, og så ned i jorden.

"Hvorfor Liam?" spurgte jeg, og rystede på hovedet. Han svarede ikke, og derfor lod jeg mig selv se op på ham. Hans så eller nej, han stirrede på mig. "Jeg synes du skal gå nu," sagde jeg og vred mig ud af hans greb om min hånd. "Rose, vent," sagde han, "hvad er der Liam? For en gang skyld kan du så ikke bare lade mig fucking være?! Jeg gider ikke høre på dig, fat det nu, jeg..." jeg nåede ikke at høre mere, da et par læber ramte mine.

WTF?

Det tog nogle sekunder for mig, før min hjerne ville reagere på det, skubbede jeg ham hårdt væk, og så forskrækket på ham. Vreden pumpede i mig, og jeg gik tættere på ham.

"Hvorfor Liam, hvorfor?" nærmest hviskede jeg, fordi min stemme var så svag og mat. Han så undskyldene på mig, og tårerne dannede sig i mine øjne. "Rose," mumlede han, og så forlegent ned i jorden. "Svar mig, Liam. Hvorfor?" vrissede jeg og skulle knytte mine hænder for at prøve at holde vreden inde. "Jeg ved det ikke," mumlede han, og kløede sig i håret, jeg grinede håneligt.

"Hvad med Danielle?" spurgte jeg, og tørrede arrigt mine øjne, da tårerne trillede ned af mine kinder.

Han undlod at svare, og så væk.

Jeg kunne se han ikke havde tænkt sig at gå væk foreløbelig, så uden at tage mine sko, maste jeg mig forbi ham, uden at give ham et blik. "Hvor skal du hen?" råbte han efter mig, "et sted hvor du ikke er!" skreg jeg efter ham, og kunne ikke styre min vrede, jeg havde lyst til at skrige.

Jeg kunne ikke holde ud at være her, der for mange minder der strømmede ind på min indre skærm, hver gang jeg så et sted hen. Jeg sukkede, og gik ned på stranden og satte mig ned. Jeg sukkede, og da jeg endelig fik styr på mig selv, lod jeg mig slappe af.

Det hele var så underligt, det hele gav overhovedet ikke mening. Han gjorde mig så forvirret, att jeg fik hovedpine fordi jeg tænkte så meget.

"Rose," var der en der kaldte på mig, jeg sukkede da jeg udmærket godt vidste hvem det var, og da han dukked op ved min side, og satte sig ved siden af mig, styrtede vreden op i mig igen.

"Kan du huske det?" spurgte han, og et øjeblik vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men da det gik for mig hvad han mente, smilte jeg svagt.

Han huskede det:

"Du er tosset," grinede han, og gik tættere på mig. "Men du kan lide mig alligevel," fastlog jeg, og lod mine øjne fange hans. Han tog nogle skridt, og stod helt tæt på mig. "Selvfølgelig," mumlede han, og hans pegefinger strejfede min kind, så det fik kuldegysningerne frem på mine arm, min mave  nærmest fordi der skulle være plads til alle mine følelser. Jeg smilede, og bevægede min ansigt tættere på hans. "Hvad tænkte du endelig da du så mig første gang," hviskede jeg, og så afventende på ham. "Hvordan dine læber føltes," svarede han ærligt, og fjernede et hår fra mit ansigt. "Seriøst?" fnes jeg, og han nikkede. "Tænkte du nogensinde på hvordan mine læber føltes?" spurgte han usikkert, og bed sig i læben. Jeg bevægede min hoved tættere på hans. "Jeg tænkte ikke på andet," sagde jeg lavt, og smilede svagt.

__________________________________________________________________________________

SÅ KYSSEDE LIAM ROSE!! Tror i de bliv kærester igen? - og hvad med søde Danielle? Tak fordi i læser med! <33333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...