Summer Love - 1D - ((PÅ PAUSE))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Igang
Rose Skylar, mødte Liam Payne da hun var 15 år, da hun var i sommerhus. De blev straks forelskede i hinanden, men da ferien var slut skulle de sige farvel, de lovede at holde kontakten, men kun nogle måneder efter deltog Liam i X-factor, og ja, så kender i historien. Lige nu er han verdenskendt, har en kæreste og ja, han er kendt. Men hvad sker der når de mødtes igen efter to år adskillelse, og når de er på sommerhus på samme tid igen, men når han den her gang har Danielle med? og hvad sker der når den gamle flirt dukker op igen? Når de fire andre drenge kommer, og nogle uventede følelser bliver vækket til live?

11Likes
6Kommentarer
979Visninger
AA

3. 2

Rose's synsvinkel. 

Hvad lavede han her? Hvad bildte han sig ind? Følelserne poppede i mig, og jeg mærkede vreden pumpe frem. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg blev vred, men det gjorde jeg. Han gik og knuste mit hjerte, og nu kommer han vadene tilbage med sin nye kæreste. 

"Ja?" spurgte jeg tydeligt og hårdt, jeg stirrede ind i hans øjne, og jeg kunne sagtens se han følte sig utilpas ved situationen. 

"Rose," sagde han dumt og kløede sig akavet i håret. "Kom nu til sagen," sagde jeg utålmodigt, og trippede med den ene fod. Forstod han ikke hentydningen? Han skulle ikke være her. 

"Længe siden," sagde han roligt, og så ned i jorden. "Meget," svarede jeg, og sendte ham et irriteret blik. 

Hvem fanden troede han han var? Troede han bare han bare kunne komme og gå som de passede ham. 

"Jeg skal snakke med dig," sagde han pludselig efter mange sekunders stilhed, som føltes som flere timer. 

"Nå, så det vil du," mumlede jeg, og prøvede at få ham til at kigge på mig.

"Seriøst, Rose," sagde han halvirriteret, og løftede hovedet, så jeg fik lov til at se ind i hans brune øjne, "Rose," mumlede han roligt, men man kunne godt se hvor anspændt han var. 

"Jeg skal snakke med dig," gentog han igen, "så snak," svarede jeg. 

"Hvorfor er du sur på mig?" spurgte han, jeg himlede med øjnene, og udløste et opgivende suk, "hvad tror du selv? Ærligtalt," spurgte jeg, han gjorde mig sur og irriteret. 

"Hvor skulle jeg vide det fra?" sagde han en smule højt, så jeg blev nødt til at tysse på ham. "Min familie er lige derinde," sagde jeg og lavede en håndbevægelse for at bekræfte hvad jeg mente. Jeg tog et skridt hen i mod ham, så han bakkede nogle små skridt tilbage, og så lukkede jeg døren efter mig. Så vi stod udenfor.

"Hvorfor er du her?" spurgte jeg lavt, og så på ham. Hans øjne var fyldt med så meget skyldfølelse. Jeg havde savnet ham, meget.

"Hvordan kan du tro at du bare kan komme og gå som det passer dig?" spurgte jeg, og mærkede gråden presse på, "den måde du bare gik på sidste år, og nu kommer du igen, med din nye kæreste" sagde jeg med en svag stemme. 

"Tror du det var let for mig bare at gå?" udbrød han pludseligt, og slog ud med armene, "tror du det var let for mig at sige farvel?" Jeg undlod at svare, jeg havde ikke flere ord. 

Han gik et skridt tættere på mig, og kærtegnet blidt min kind. "Det tog kun to uger for mig at falde for dig, Rose," mumlede han, og jeg kunne straks mærke tårerne presse sig på. "Hvorfor skrev du så ikke? Vi kunne havde skrevet, og holdt kontakten," nærmest hviskede jeg, jeg følte mig så svag, så hjælpeløs. 

Han bakkede et skridt væk fra mig, "jeg skulle væk fra følelserne, jeg skulle komme videre i mit liv, ikke bare hænge fast," sagde han forsigtigt, "jeg havde ikke regnet med at se dig igen," jeg rystede på hovedet, og mærkede nogle dråber på min næse. 

Han tog undskyldende min hånd, men jeg rystede på hovedet, "Liam, stop," mumlede jeg, og åbnede døren, grebet om min hånd blev svagere og svagere, og inden vi gav slip gav han den et klem, og jeg gik indenfor. Jeg kunne ikke styre min tårer i røg bare ned af mine kinder, og jeg så ud af vinduet, og så Liam ude i regnvejret. Han så vred ud, samtidig såret ud. 

Jeg rystede overalt på kroppen, og så på mens han sparkede hidsigt til en sten. Han så hen i mod mig, og vi havde øjenkontakt i nogle sekunder, indtil jeg valgte at bryde den, og løbe op på mit værelse. 

Jeg smed mig i sengen, og lod tårerne få frit løb. 

Liam. 

________________________________________________________________________________________________________________

Liam's synsvinkel. 

Jeg vågende op med en underlig følelse i maven, det var i dag drengene skulle komme. 

Men hvis jeg skulle være ærlig, var det det sidste jeg orkede lige nu. Misforstå mig ikke, jeg elsker jo mine drenge, men jeg havde bare lyst til at sidde på mit værelse, og tænke. 

Efter mødet med Rose i går, fik jeg nogle ting på plads. Hun var ikke ovre mig, det var sikkert. Men jeg var ikke sikker på mine følelser, og jeg gider ikke i gennem den samme tid som jeg gjorde, ikke mere sorg. 

Døren til værelset blev åbnet, og Danielle's ansigt kom til syne. "Godmorgen," sagde hun muntert, og gik hen i mod og smed sig i sengen. "Drengene kommer om 20 min," sagde hun og puttede sig ind til mig, hun så op på mig, og lod sine læber strejfe mine. 

Det føltes forkert, det var ikke Rose's læber, jeg trak mig fra hende, og hun så forvirret på mig. "Jeg har det dårligt," undskyldte jeg, og fjernede mig hurtigt fra hende, man kunne tydeligt se hun følte sig afvist, og jeg kunne ikke bebrejde hende, overhovedet. "Der er morgenmad," sagde hun koldt, og slentrede ud af værelset. 

Jeg sukkede irriteret, og rejste mig modvilligt op, og gik ud i køkkenet, hun sad i sofaen og så et eller anden program, og gav mig ikke et blik, da jeg kom. 

Hun var virkelig god til at spille fornærmet, jeg tog noget æg og bacon ovre på en tallerken, mens jeg stadig havde blikket fast på hende. Jeg må indrømme jeg havde skyldfølelse.

Jeg spiste noget af min mad, til jeg besluttede mig for at rejse mig op, og gik hen til dig. "Danielle," sagde jeg, og smed mig ned ved siden af hende. Hun svarede ikke, havde bare blikket fast tv'et. 

"Hvorfor gider du mig ikke mere? Lige siden i går da den der tøs kom, har du været lige glad med mig," hun så virkelig ud som om hun skulle til at græde, og det var jo ikke løgn det hun sagde, så jeg tog bare armen omkring hende, og kyssede hende på håret. 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. 

Vi så tv, da nogle drengestemmer rungede hele stuen, og jeg kunne ikke lade vær med at smile. 

Harry kom kastende ned på sofaen, og tog fødderne op på bordet, og tog sin mobil frem. "Jamen hej til dig også," grinede jeg, og han så kun et øjeblik op, men hans blik gik ned på mobilen, jeg himlede med øjnene, og med det samme kom Louis løbende, og smed sig ved siden af Harry. "Fede," mumlede Harry, og rykkede sig irriteret.

"Er der noget mad?" hørte jeg Niall spørge om, og jeg kunne ikke lade vær med at grine, og jeg rejste mig op, da jeg så Eleanor kom gående hen i mod Danielle.  Jeg fandt nogle chips til Niall, og han spiste grådigt af dem. 

"Hvor er Zayn?" spurgte jeg, da jeg ikke havde fået øje på ham endnu, "han kommer først om en uge eller to," sagde han med munden fuld af chips, jeg nikkede forstående, "Perrie var vidst blevet syg," fortsatte han, og tog endnu en håndfuld chips ind i munden, det så ikke så charmerene ud. 

Alle drengene sad klistret foran tv'et, og pigerne sad og snakkede, mens jeg gik forvirret rundt, jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ad mig selv. Mit blik endte ud af vinduet, og i et øjeblik beundret jeg den smukke natur, da en smuk skikkelse kom frem.

Hendes lange flotte mørke hår blæste i den kraftige vind, hun havde en kort løst hvid kjole på, og blæste i takt med hendes hår, hendes kind ben var tydelige, men der var noget anderledes ved hendes ansigt, noget som jeg kun havde set en gang da det var vores sidste gang. 

Hendes blik var fyldt med sorg, det var ikke den glade pige som bare udstrålede lykkelighed, alle elskede hende, hun kunne få en hver til at smile, men det her var anderledes. 

"Skal vi ikke gå en tur? Naturen er så skøn her," sagde Eleanor muntert, og jeg fjernede mit blik fra Rose, til Eleanor. 

"Det kunne var hyggeligt," sagde Danielle, og nikkede bekræftende. "Det synes jeg ikke," sagde jeg pludselig, og rystede på hovedet, "kom nu Liam," sagde Louis, og jeg vidste han kun sagde det, for at vinde point hos Eleanor. 

"Nej.." sagde jeg bestemt, jeg skulle ikke ud til Rose, nej bare nej, men jeg fik ikke et ord indført, får det så ud som om de allerede havde besluttet sig, og allerede taget sko på og det hele, jeg sukkede irriteret, og gjorde det samme. 

Jeg vil fortryde det her i den grad. 

________________________________________________________________________________________________________________

Rose's synsvinkel. 

Jeg gik rundt udenfor og nødt det gode vejr, mens alle minderne strømmede i gennem mig. 

Han holdte om mig, og hans ansigt nærmede sig mit. "Du er så smuk," mumlede han mod min kind, så jeg fik kuldegysningerne. Følelserne strømmede i gennem mig, og jeg smilte. Hans læber ramte mine. Endelig. Jeg smilede i kysset, og tog hånden bag hans nakke, og åbnede min mund, og lod hans tunge ligeså stille glide ind. Jeg havde ventet på det her. Lige siden jeg så ham, var der noget ovre ham, han trak sig væk, og så kærligt på mig, jeg smilede forsigtigt, og kyssede ham en enkelt gang, og nussede hans kind. Jeg kunne lide, nej, jeg elskede ham. Men ingen af os havde sagt ordet endnu..

Jeg smilede med mindet, og mærkede et tårer trille ned af kinden. Pludselig hørte jeg en masse drenge råb, og jeg så automatisk rundt, og så fire drenge og to piger kom løbende ned af stranden, den første jeg fik øje på, så også på mig. 

Liam. 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg synes han kom på nogle irriterende tidspunkter. 

De kom tættere på, og jeg valgte at se væk, og lade som om jeg ikke havde set dem. Hvilket var umuligt, for jeg havde lige haft øjenkontakt med en af dem.. men ja.. altså.

"Rose!" hørte jeg en sige bag mig, nej, gå. 

"Liam," mumlede jeg, jeg vidste det var Liam, hvem skulle det ellers være?

"Hvad laver du her?" spurgte han og jeg mærkede hans ånde mod min nakke, han stod alt for tæt på mig. 

"Det samme som dig," mumlede jeg og vendte mig om så jeg fik øjenkontakt med ham igen. 

"Liam," var der en der råbte, og Liam vendte lyttende hovedet, og en fyr med krøller dukkede frem. Jeg gætter på det er Harry, alle kender One Direction. Alle. Seriøst. 

"Hvem er det?" spurgte han Liam om, og jeg tvang et smil op. 

"Rose," svarede han koldt, og så på mig igen. Han nikkede bekræftende, og gav mig elevatorblikket. 

"Harry," sagde han venligt, og nikkede til mig som et hej, jeg smilede det sødeste smil jeg nu kunne lave. Jeg kunne mærke Liam skulede til mig. 

Lige pludselig kom en velkendt mørkhåret pige hen i mod Liam, Hun krammede ham, og jeg kunne sagtens regne ud hvem det var.

Jalousien bredte sig i mig, og jeg kunne ikke skjule det, at jeg var vred.  Det kunne jeg ikke skjule, så uden et ord vendte jeg mig om, og gik mod strande, og lod tårerne løbe ned af kinderne. 

Jeg følte mig så svag når jeg græd, han gjorde mig svag. 

Han havde en irriterende virkning på mig, han fik nogle irriterende følelser frem i mig, Lige meget hvor meget jeg prøvet at skubbe dem væk, kom de snigende tilbage. Jeg hadede det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...