Summer Love - 1D - ((PÅ PAUSE))

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Igang
Rose Skylar, mødte Liam Payne da hun var 15 år, da hun var i sommerhus. De blev straks forelskede i hinanden, men da ferien var slut skulle de sige farvel, de lovede at holde kontakten, men kun nogle måneder efter deltog Liam i X-factor, og ja, så kender i historien. Lige nu er han verdenskendt, har en kæreste og ja, han er kendt. Men hvad sker der når de mødtes igen efter to år adskillelse, og når de er på sommerhus på samme tid igen, men når han den her gang har Danielle med? og hvad sker der når den gamle flirt dukker op igen? Når de fire andre drenge kommer, og nogle uventede følelser bliver vækket til live?

11Likes
6Kommentarer
976Visninger
AA

2. 1.

Bilen stoppede op, og jeg så ud af vinduet, og så et velkendt lille hus foran mig. 

En masse minder strømmede i gennem mit hoved. 

"Tror du at en stjerne er et menneske?" spurgte jeg. Vi låg ude på stranden, og så på nattehimlen hvor der var en masse stjerner. Jeg så på ham, og jeg kunne se han overvejede sit svar. Han havde sikkert ikke regnet med at han ville få det spørgesmål.

 Jeg kunne ikke lade vær med at smile, "tror du?" spurgte han, og så på mig. Jeg overvejede et øjeblik hvad jeg skulle sige. "Jeg tror at vær gang en stjerne er gået ud, er et liv tabt, men den stjerne der lyser alle mest er et nyt liv," svarede jeg langsomt, og rykkede mig tættere på ham. "Sådan har jeg aldrig tænkt på det før," mumlede han, og tog armen om mig, og kyssede mit hår. Jeg så op på ham, og kyssede ham en enkelt gang på munden. "Jeg elsker dig," mumlede han mod mit hår.

 Jeg nødt at være tæt på ham, at mærke han berørninger og hans kys. Jeg ville aldrig glemme ham.

"I lige måde."

Jeg kunne ikke lade vær med at smile ved mindet.

Liam. 

Min Liam.

Kun min. 

Men nu er det ca. et år siden, og der er så meget der er sket siden da, jeg har endda hørt at han har fået kæreste på, og han nu lever livet som kendt. 

Jeg sukkede dybt, gid vi aldrig skulle have sagt farvel, gid han sad her lige nu, og holdte om min hånd.

"Kom nu, Rose," sagde min far utålmodigt, og det var der jeg fandt ud af at alle var gået ud af bilen, og de ventede kun på mig. 

Jeg gik langsomt ud, bare for at irritere dem lidt. 

"Har vi alle tasker?" spurgte min mor stresset og farede rundt, min far nikkede kort, "drengene har taget taskerne," og med drengene, mener han min brødre. Jeg er den eneste pige i familie. Undtagen min mor selvfølgelig, men det er noget andet. 

En storebror, Luke, på 18 år, en lillebror, og Simon, på 12 år. 

"Vent, jeg glemte min mobil!" udbrød jeg, "så skynd dig og hent den," sagde min far opgivende, og gav mig bilnøglen, jeg nikkede bekræftende, og gik hen i mod bilen.

Da jeg så et velkendt savnet ansigt, som kiggede mod min retning. 

Det kunne ikke passe, det måtte være skæbnen. 

Jeg smilede bare ved synet af ham. 

Han så mig. 

Han gav mig et langtrukkent elevatorblik, og endte ved mit ansigt igen. 

Han så direkte ind i mine øjne, og jeg kunne antyde et lille smil på hans læber. 

Liam. 

Min mave eksploderede af alle de følelser der skulle være plads til. 

Det kan ikke passe det her, den dreng der betød aller mest for mig, stod foran mig. 

"Rose!" kaldte min mor på mig, og jeg huskede derfor hvad jeg lavede her, jeg åbnede bilen og fik fat i min mobil. 

Da jeg så derhen igen, var han ikke alene. 

Nej, en pige med mørkt krøllede hår, kom gående i mod ham, og han tog hende ind til sig. 

Præcis som han gjorde mod mig. 

Jalousien pumpede i mig, og jeg havde lyst til at græde, hvilket jeg ikke forstod. Jeg havde ingen grund til det, han var kommet videre. Selvfølgelig, det troede jeg også selv jeg var da han stod der. 

Liam's synsvinkel:

Da hun stod der, og så på mig.

Vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle gøre af mig selv, det virkede jeg uvirkeligt. 

Hun kunne ikke være der. 

Efter mange måneder var jeg endelig kommet videre, og så stod hun der igen. 

Jeg stod bare der, og overvejede op til flere gange at gå hen til hende, og holde om hende. Mærke hendes arme omkring mig, som jeg havde længtes så meget efter. 

Jeg hørte hendes mor kalde på hende, og hun ledte efter noget i bilen. 

Danielle kom gående i mod mig med et stort smil. Jeg havde lånt sommerhuset af mine forældre, til mig, Danielle og drengene. Men hvordan kunne jeg vide at hun ville være der. 

Jeg mødte Danielle's blik, og hendes øjne var fyldt med kærlighed. 

Jeg tog armen omkring hende, og holdte hende helt tæt på mig, og da jeg så ovre på hende igen, stod hun som forstenet, hendes ansigt var stramt, og det så ud som hun ville væk herfra. Det så ud som om hun skulle til at græde. 

"Hvem er det?" hviskede Danielle, og så op på mig. "En gammel ven," sagde jeg kort. Jeg ville nødig fortælle sandheden, da hun bare ville blive så jaloux, og så skulle vi op og skændtes. "Det ser ikke ud som om det bare er en "gammel ven"," mumlede hende langsomt, og jeg undlod at svare hende. 

Jeg så ovre på Rose igen, men hun var forsvundet. En skuffelse strømmede i gennem mig. 

"Kom nu, Liam," sagde Danielle utålmodigt, og trak i mit ærme. Jeg havde mest af alt lyst til at vente på hun skulle komme ud igen, men da jeg var sammen med Danielle, gik jeg modvilligt med hende. 

Lige meget hvor meget jeg prøvede kunne jeg ikke glemme hende, hun var i mine tanker hele tiden. 

Der var en stilhed i mellem os, og jeg kunne se på Danielle at hun følte sig utilpas ved situationen, og hun havde op til flere gange åbnet munden, for at sige noget, men lukkede den så igen. 

Det var som om hver ting mindede mig om hende, vi havde så meget fortid, så mange minder. 

Jeg skulle se hende, det skulle jeg, jeg skulle snakke med hende. 

Jeg kunne ikke vente mere, så jeg rejste mig op fra sofaen som vi havde plantet os på.

"Hvad skal du?" spurgte Danielle forvirrede, og jeg overvejede at fortælle sandheden, men det ville ende galt. 

"Bare gå en tur," løj jeg kort, og tog min sko på, og gik uden hun noget at spørge om hun måtte komme med. 

Jeg hadede at lyve, det gjorde jeg virkelig. Men jeg fandt ingen anden udvej. Det var nødvendigt, jeg plejer ellers ikke lyve, det er kun meget sjældent. Jeg gik mod hendes sommerhus, og fandt vej til hoveddøren. 

Et øjeblik overvejede jeg om jeg skulle gå tilbage igen, men jeg tog mod til mig og bankede på. 

Nu var det for sent at fortryde, gjort var gjort. 

Da jeg efter noget tid blev jeg utålmodig, da ingen åbnede, og jeg bankede på igen. 

Langt om længe hørte jeg nogle trin som bliver højere og højere, og en person som jeg havde savnet stod foran mig. 

Rose. 

________________________________________________________________________________________________________________

Det er ikke det længste, i know. Men jeg skulle lige i gang. Kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...