You makes me smile

Emmas drøm om den sterneklare himmel bliver til virkelighed.
Dog ikke som hun havde forstillet sig.
Hun møder Niall Horan, som er med i det verdenskendte boy band One direction.
Hvad mon der sker imellem dem?

Dette er en lille novelle, håber at i kan lide den:)

1Likes
0Kommentarer
375Visninger
AA

1. Stjerneklar himmel

En stjerneklar nat. De mange tusinder prikker på himlen lyser op.
Det eneste jeg kan se er himlen med dets stjerner.
Himlen er en mørk ocean blå farve. Måske med et strejf af turkis.
Jeg hører en sige noget til mig, men jeg kan ikke helt finde ud af hvad.
Ordene danser ind i mit hoved, og jeg..


”Sorry mam’?
Mam’?”
Stemmen blev pludselig tydlig.
Jeg satte mig op med et sét.
Jeg sad nede i parken, og da jeg vendte mig om stirrede jeg ind i de smukkeste blå øjne. Det var næsten som om, de lignede den himmel jeg havde drømt om.
”Oh you are awake!”
De blå øjne blev fulgt af et smil, de sødeste kinder, og det hele sad på et ansigt.
Jeg havde det som om jeg stadig var i drømmeland, for hans måde at snakke på, den er magisk.
”Can you please tell me where I can find Tivoli?” Hans irske accent kunne tydeligt høres.
”Yeah. Yeah of course! I can follow you to Tivoli if..” Jeg nåede ikke at sige mere før jeg fik et tydeligt ja, og der bredte sig et genert smil på hans læbe.
Jeg fik en varm følelse inde i kroppen da han tog min hånd og hjalp mig op og stå.
Vi gik stille ud af parken, ingen sagde noget men alligevel havde jeg det som om det på ingen måde var akavet. Vi smilte til hinanden. Vi smilte bare. Intet andet.

Før vi vidste af det, stod vi ude foran Tivolis indgang.
”So my name is Niall, if you didn’t know that” Han grinte kort, og i dét han kiggede på mig igen kunne jeg se hvad han mente!
Jeg kom i tanke om de smukke blå øjne, de dansende ord, den irske accent. Det hele gav mening!
”Maybe you wanna go in Tivoli with me? The lads are here at seven O’clock, so we got lot of time!” Han spurgte mig om jeg ville med ind i Tivoli. Niall James Horan spurgte mig. Mig? Jeg nikkede kort, og i dét jeg nikkede tog han min hånd og førte mig hen til stedet hvor man skulle købe billetter.
”Two persons!” Det med at høre hans stemme gav mig gåsehud. Ikke må den dårlige måde, men det gav et sus i kroppen.
Måden han stod og smilte til mig, måden han bare var som person.
Det hele var perfekt!

Efter vi var kommet ind sagde han hurtigt til mig ”Seriously, we need tyo get some food! I’m starving!” jeg kunne ikke lade være med at grine, men jeg stoppede hurtigt. Mit æsel-grin skal ingen person i denne verden tortureres med!
”No, don’t stop laughing! You got a wonderful laugh!” Jeg rødmede. Jeg smagte på de søde ord. Han vidste virkelig hvad han skal sige for at gøre en glad!
Vi gik stille og roligt og snakkede.
Jeg fortalte hvad jeg hed, hvor jeg boede og nogle praktiske ting, men lige pludselig stormer det frem med teenage piger: ”WE LOVE YOU NIALL! OH NIALL CAN I HAVE A PICTURE?” Jeg blev skubbet hård i siden, og faldt til jords. De vilde teenagepiger trådte flere gange på mig, de lagde slet ikke

mærke til at jeg rent faktisk lå nede på jorden. Det eneste de tænke på, var at se Niall.
Jeg kendte selv den følelse, men nu hvor det er mig der ligger på jorden, er det ikke lige så sjovt. En pige kommer løbende, jeg troede at hun ville hjælpe mig op. Tværtimod. Hendes fod rammer mit ben. Nej, det rammer ikke bare mit ben. Det var som om hun med al sin kræft prøvede at sparke mig væk. Som om jeg var en eller anden lille tissemyre der bare skulle trædes på, og så ville jeg dø.
Jeg kiggede på Niall, men han lagde ikke mærke til mig.
Ikke bare det mindste.

Jeg løb. Jeg vidste ikke hvor hen, men jeg løb. Alt hvad jeg kunne.
Jeg fandt et toilet, og i det jeg fik låst døren, flød tårerne ud af mig som vandfald.
Jeg følte mig trådt på, bogstaveligt talt.
Jeg havde fodaftryk på ben og arme, og en masse hudafskrabninger.
Jeg græd og græd, alle følelser kom ud.
Jeg vidste ikke hvorfor jeg græd. Det med at det gjorde ondt, eller den følelse af at Niall glemte alt om mig og koncentrerede sig om fansene.

Jeg tog noget papir, tørrede mine øjne og gik derefter ud.
Jeg følte mig så alene, lille mig i den store verden.
En sidste tåre ramte jorden, da jeg lige pludselig hører noget bag mig.
”Emma?!” Jeg kunne høre at det ikke var en dansker, men det var hans varme stemme.
Jeg vendte mig om, og han kom løbende hen til mig med et varmt kram.
”What happens?!” Han lød meget bekymret, men jeg ville helst ikke sige at jeg følte at han glemte mig.
”Nothing, it was just all these.. Fans..” Min stemme var hæs, og jeg kunne mærke at jeg stadig havde ondt.
”Oh god, seriously? Come with me, let me find som place where we can be. You’re hungry?” Han gav mig et sidste knus, og vi fandt hurtigt en restaurant.

På restauranten, blev Niall hurtigt genkendt af tjeneren der hurtigt spurgte om hun måtte få hans autograf til hendes lille datter på 10. Niall som den venlige person han er, skrev autografen i ro og mag.
Vi blev placeret ved et bord, længst væk fra indgangen.
Han hjalp mig med stolen og vinkede en tjener hen til os.
”So I’m gonna take.. hm…  The ribs!” Han smilte glad, og så derefter på mig.
”Øhm jeg tror jeg tager en portion lasagne” tror det var første gang jeg havde snakket dansk med en person siden jeg mødte Niall.
”So, Emma.. I just wanna say thanks for showing me where Tivoli was! I really enjoy to be with you” han rødmede en smule og kiggede ned i bordet med et smil på læben.
Jeg kunne ikke tro at de ord kom ud af hans mund, og var ment til mig.
Ud over alt det med fansene havde jeg virkelig haft en fantastisk dag!
”I really like you..” Hans stemme lød urolig, som om han regnede med at jeg ville afvise ham. Jeg smilte og fik tåre i øjnene.
”I like you too!”
Vi sludrede videre, og under aftenen blev det mørkere udenfor.
”Maybe we should go home now?” Jeg grinte stille. Jeg havde ikke lyst til at slutte denne perfekte aften, men kl var snart tolv.
Jeg rejste mig for at gå på toilettet, men lod mine ting blive.

Niall havde pakket vores ting, og betalt regningen.
Han tog min taske og gjorde klar til at vi kunne gå.
Da jeg ikke havde regnet med at det ville blive så mørkt og koldt før jeg tog hjem, frøs jeg. Som den gentleman han var, tog han sin jakke af og placerede den på mine skuldre.
Vi gik hånd i hånd og han fulgte mig hjem.
Ingen af os havde tænkt over at han egentlig skulle være sammen med de andre drenge, men vi var lidt ligeglade.
Vi nåede til min hoveddør og vi stod bare og kiggede hinanden dybt i øjnene.
Han kyssede mig hurtigt på kinden, og vinkede farvel.
Jeg gik indenfor i varmen, og opdagede at jeg stadig havde hans jakke på.
Den duftede af ham.
Jeg tog min mobil frem, og jeg havde fået en sms.
”Hey sweety. It was the most wonderful day. Maybe you wanna meet another day? Thanks again! xx Nialler”
Det gav et sus i kroppen. Den bedste dag i mit liv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...