What is love?!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 maj 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2013
  • Status: Igang
Okay, den handler - som de fleste måske allerede har gættet - om kærlighed. Kan lige hilse at det måske ikke lige er for sarte sjæle ... tjek aldersgrænsen!
Kort sagt er det pigen Lee, der er i gang med at tage sin uddannelse, men med et ændres venskaber sig til noget hun aldrig ville have troet kunne se for hende. Hvad vil der mon ske? Og hvem er det hun møder? Læs den og få svarene.

13Likes
6Kommentarer
1094Visninger

2. andet

 

Stille var jeg vandret ned af  trappen fra Christophers lejlighed. Hvad var der lige sket for mig? Jeg havde virkelig ikke tænkt over det her.

Vinden tog lidt i mit hår da jeg gik ned langs gaden. Jeg havde virkelig ikke lyst til at tage hjem, men jeg blev jo nød til det før eller siden. Ikke mindst bare for at få noget nyt tøj på og et bad.

Længere fremme kunne jeg skimte toppen af vores lille lejligheds kompleks. Det røde tegltag fortalte mig at der ikke var mere tid tilbage. Jeg følte mig forfærdelig beskidt som jeg stod der på måtten foran vores dør. Min hånd kørte forsigtigt hen over håndtaget for at tage mod til sig og rykke ned i det.

En knirkende lyd lød da den åbnede. De normalt hvide vægge var badet i skygger fra gulv til loft. Inde fra var der helt stille. Ikke en eneste lyd. Alt lys var slukket og gardinerne rullet ned. Det var næppe sådan det så ud før vi gik.

Mine fødder baksede deres sko af og fortsatte ned ad gangen. Intet lys overhovedet. Ingen lyde. Jeg gik ned til Sophies værelse. Hvis hun stadig sov, ville det forklare det hele.

Døren var lukket, men jeg åbnede den bare forsigtigt og trådte ind. Dynen var helt flad og der slog det mig at jeg ikke havde set noget af hendes overtøj hænge ude i gangen.

Jeg satte hurtigt derhen for at sikre mig at det var rigtigt, eller nærmere håbede jeg på at det bare var en løgn min hjerne ville bilde mig ind. Typisk. 

Mine øjne lavede et elevatorblik på væggen med vores knage, men alt var mit. Jeg kunne ikke forstå det. Var hun bare skredet? Bare sådan uden videre fordi hun troede at Christopher og jeg havde kysset?

Det kunne umuligt være sandt, sådan var hun ikke. Eller sådan havde hun i hvert fald aldrig været overfor mig. Somme tider havde jeg i smug set hende med det mest bitchede attitude.

Jeg var mundlam, helt uden åndedræt. Mine øjne var tøre, uden en enste tåre. Stuen var lige så mørklagt som resten af huset. Min røv fik placeret sig i sofaen, mens mine øjne stirrede tom ud i luften.

Der måtte ligge et eller andet under. Mine øjne flyttede sig ned på stuebordet. En meget lille hvid papirlap lå med mit lav skrevet uden på. Var den fra Sophie?

Mine fingre kunne slet ikke styrer sig og åbnede det lille brev. Kun meget få ord.

Ik' ring eller skriv

Jeg kommer tilbage

Sophie

Det mente hun da for fanden i helvede da ikke. Gjorde hun? Bare sådan uden videre? Dilemma: skulle jeg være den gode veninde og lade være med at ringe til hende, og bare sidde her helt alene og vente på at hun kom tilbage? Eller være den nysgerrige der bare måtte vide det og have svar på alt?

Jeg følte mig dum da jeg undlod at ringe til hende og bare prøve at lade det ligge så godt som jeg nu kunne.

Min mobil bibbede sagte. Jeg stak fingrene i lommen i håb om at det var hende, der havde lyst til at fortælle mig hvad fanden, der forgik i hendes hoved. Mine håb blev blæst væk med det samme at jeg så navnet på skærmen.

Christopher

Min ånde slap over mine læber i et støn. Hvad ville han nu? Skulle han ikke et eller andet? Jeg var jo lige skredet efter ... Noget sneg sig ind i mine tanker. Han havde kendt Sophie før festen. Måske ikke til den gode side, men det kunne måske forklare hvad, der forgik.

Med nyt håb åbnede jeg hurtigt smsen. 

Hej. Det er mig Christopher - hvis du ik' allerede ved det. O.o Øh ... jeg tænkte på om du havde lyst til at lave noget en eller anden dag? Jeg ved godt at det måske er lidt underligt, men jeg tænkte bare ... ;)

Var det bare det han ville? Jeg var sikker på at selv hvis sitiutionen var anderledes ville jeg stadig ikke "lave noget med ham". Fattede han slet ikke hvad der lige var sket?

Christopher ... Kan desværre ik'

En anden måde at sige: det kan du godt glemme makker. Nu manglede jeg bare at han forstod min lille hentydning.

Hvorfor ik'?? O.o

Fatsvage møgunge. 

Hvad er der lige sket mellem os?? + Sophie

Vi havde sex!! -.- Har bitchen dræbt dig?? ;)

Bitch?!

Glem det

Morgen sur?? Syntes ellers at det var en god start på dagen ... ;) Noget galt med Sophie??

Tror du selv?? Privat historie

Argh come on Lee :D Har du brug for hjælp til at styre hende?? O.o

Mig? Brug for hjælp? Kom videre i livet kammerat.

Hun er væk, okay?!

Jeg vidste at jeg blev nød til at sige det før eller siden.

WOW!! Det havde jeg ikke lige set komme ... O.o ;)

Nej det havde jeg squ heller ik'

Tårerne løb næsten ned af mine nu. Hvorfor var hun bare skredet? Og uden at fortælle det til mig?

Fald ned, hun kommer sikkert tilbage pus <3

Pus? Fattede han ingen ting? Hun ville jo ikke komme tilbage, i hvert fald ikke lige nu.

Nej

Nej havd??

Nej, hun efterlod en seddel

Kunne jeg virkelig betro mig så meget til ham? Det kunne godt være at jeg kun lige havde mødt Christopher, men jeg følte at jeg kunne være åben over for ham.

Hvad står der så på den lille ven?? <3

Du skal ikke flirte med mig nu

Det der lille pus pjat og alle hjerterne var ved at blive for meget.

Okay :'( *snøft, snøft* Hvad står der på den der seddel??

Virkelig? Snøft, snøft?

Kan jeg stole på dig??

Måske

Glem det -.-

Hvad troede han lige at han lavede? Legede en leg med mig?

Bare for sjov ;) Selvfølgelig kan du stole på mig skat <3

Skat?? Virkelig??

Hvis han begyndte på det igen …

Ups, en smutter O.o

En smutter?

Lee, du kan godt stole på mig. Har du brug for hjælp så sig til :)

Lidt sødt. Det måtte jeg altså indrømme.

Kom her over

Okay, en adresse??

Med en smule tøven smsede jeg adressen til Christopher. Der gik ikke ret lang tid før der blve ringet på døren. Mine fødder fik mig til at gå som en zombie gennem stuen. Endnu en gang blev der ringet på døren. Jeg stod lidt og tøvede før jeg tog fat i håndtaget og rykkede ned.

Et ansigt med et flot skævt smil ventede på den anden side af døren. Et flot, charmerende, skævt smil som jeg ikke havde tid til at se på nu på den måde. Mine øjne kiggede op og fangede to bekymrede.

"Hej," sagde han og trådte lidt frem for at se om jeg ville lukke ham ind. "Du ser ikke for godt ud." Hans tonefald var blevet mere bekymret. Han åbnede armene som tegn til at jeg skulle give ham et kram.

Forsigtigt lænede jeg mig ind mod ham, og lod to arme omslutte min krop. En dejlig varm følelse sneg sig gennem min krop. Han gjorde et eller andet ved mig.

Selvom at der ikke var gået lang tid siden jeg så ham sidst, stak en følelse af savn allerede igennem min krop. Denne følelse var nu blevet erstattet af varmen, der vældede gennem min krop i dettte øjeblik.

"Lee?" en hand strøg mig over håret før han fortsatte. "Kan vi prøve at gå indenfor? Jeg kan prøve at hjælpe dig." Jeg slappede af i mit greb om ham og bakkede ind modstuen. Stille fik jeg sat mig ned i sofaen igen. "Du kan bare ikke holde dig væk fra mig vel?" Jeg sad bare og stirrede på ham. Mente han virkelig det? "Ej det var bare for sjov Lee. Måtte jeg se den der seddel?"

Mine øjne gled end på bordet foran mine knæ. Den hvide papirlap lå der stadig, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage den op. Christopher havde sat sig ved min side og lagde nu en tøvende hånd på min ene skulder. Han måtte have fulgt mit blik, for han havde taget sedlen op fra bordet og lod sine øjne køre ned over den.

"Er der sket noget mellem jer?" spurgte han med en røstet stemme. Jeg rystede svag på hovedet, og lod mig begrave hovedet i mine hænder. "Du skal ikke græde Lee, det er jo ikke din skyld." De to varme arme omsluttede igen min krop. Jeg løftede hovedet og begravede det derefter i hans skulder.

"Jeg ved det ikke," forsøgte jeg mig frem med en grådkvalt stemme. "Jeg var kommet hjem fra dig. Lysene var slukket i hele huset og alle gardinerne var trukket for." Jeg tog en skælvende indånding. "Jeg prøvede at kalde på hende, men der var ingen, der svarede. Hun var ikke på sit værelse og hendes overtøj hang ikke ude i gangen. Der gik det ligesom op for mig at hun ikke var her." På trods af hele sitiutionen begyndte jeg at grine."Jeg havde sat mig i stuen og der fandt jeg sedlen." Jeg var færdig og tillod mig at se op.

Christopher var helt stille. Han sad bare og stirrede ud i luften. Hvad tænkte han mon på? Vidste han noget? Eller var han helt tom for muligheder ligesom mig? "Hvad tror du hun laver?" forsøgte jeg mig en smule frem.

"Øh … Lee?" sagde han, og lød en smule mere nervøs end bekymret. Jeg nikkede for at få ham til at fortsætte. "Du ved jeg kendte Sophie ik'?" Igen nikkede jeg, men med en rynke i panden denne gang. "Jeg gjorde noget, og hun har ikke tilgivet mig endnu." Han smilede skævt for sig selv og så ned i jorden. Hvad var det han havde gjort? Og hvorfor måtte jeg ikke vide det?

"Du havde gjort noget?" prøvede jeg som den lille hjælpende han da han var gået lidt i stå. Christopher vågnede en smule mere op og så mig ind i øjnene.

"Så efter festen og du ved … hun troede måske at … Ja," han stoppede og begyndte at smile. Et sødt glimt havde bredt sig i hans øjne. "Jeg tror bare at hun trænger til en pause." Jeg prøvede at få det hele til at hænge sammen. Hvorfor havde hun så været så glad og overvældede for at fortælle mig hvem han var?

"Ja måske," sagde jeg bare. På den ene side brændte jeg nærmest op inden i for at få besvaret alle mine spørgsmål, men på den anden kunne jeg ikke klare mere lige nu. "Tror du at hun kommer i skole?" spurgte jeg forsigtigt.

"Det ved jeg ikke Lee. Det er jo Sophie vi snakker om her," smilede han til mig. Christopher kunne være virkelig sød når det gjaldt. Han trak mig ind i endnu et stort bjørne kram. "Har du brug for at jeg henter et eller andet?" Jeg rystede på hovedet, lidt bange for at han ville slippe. "Skal jeg gå?" sukkede han.

"Nej!" fik jeg sagt højt og tydeligt. "Jeg kan ikke klare at være alene lige nu." Christopher så forstående ned på mig med de der kærlige øjne.

En hån strøg mig ned over kinden. Den bløde hud standsede ved min hage og en finger strøg mig hen ad læben. Varmen løb rundt i min krop. Som en stor brusende elv - umulig at tæmme.

Hans ansigt var så tæt på mig at det var rædselsfuldt fantastisk. Jeg ville have ham tættere på, men jeg kunne ikke. Mine tanker kunne ikke glemme hvad et enkelt kys kunne fører til tideligere. Det ville jeg ikke kunne lade ske igen. I hvert fald ikke loge foreløbig.

Det føltes som om jeg havde kendt Christopher i en evighed. Som om jeg kunne fortælle ham alt. Dele alt med ham. gøre alt med ham. Det var en fantastisk følelse, men forfærdeligt at jeg ikke kunne tillade mig at det skulle fører til mere.

Den varme finger havde sluppet min læbe, og jeg åndede ud. Hånden havde taget fat om min kæbe og trukket mig hen til Christopher ansigt. Jeg kunne ikke, men jeg ville. Jeg kunne ikke, burde jeg? Nej, bestemt ikke, men jeg kunne ikke lade være.

Forsigtigt lod jeg mine læber berøre hans. Det sitrede i min krop. Jeg kyssede ham igen, men kunne så heller ikke tillade mig mere. Der måtte ikke ske mere. Jeg trak mit ansigt fra hans.

"Vil du ikke?" Christopher lød skuffet. Hvorfor skulle han lige spørge om det hver gang? "Sophie er her ikke husker du nok." Et lidt skræmmende tonefald, var sneget sig ind i hans hæse stemme.

"Jeg vil kysse dig, men …"

"Men?" spurgte han og ville have mig til at ende den værste sætning i mit liv.

"Men jeg vil ikke have det til at blive til mere, Christopher." Han så mig ind i øjnene med de der forstående glimt. "Kan du forstå det?" Han måtte forstå det. Det skulle han bare. Det blev han nød til.

"Selvfølgelig," smilede han, og den skræmmende undertone var forsvundet som dug for solen. "Jeg skal nok stoppe dig, det lover jeg, Lee." Jeg smilede og lænede mig ind mod ham.

Vores læber mødtes og tændte en ild i mig. Det var fantastisk. Det var ubeskriveligt. Mine øjne lukkede sig og hænderne sneg sig om til hans nakkehår. Fingerne snoede sig legende ind i den store manke, mens et støn slap over mine læber. Christophers hænder havde plantet sig på hver side at mit ansigt, og sørgede for at jeg blev hvor jeg var.

Jeg slap hans læber og så ham direkte ind i øjnene. De var tændte af de skønneste julelys. Hvad var der lige sket. Der næsten ikke engang gået 24 timer, men hele mit liv var allerede blevet vendt på hovedet.

Tårerne pressede sig på da alt vendte tilbage igen. Jeg havde brug for stilhed til at tænke over det, men jeg ville heller ikke være alene.

"Så," sagde en stemme og nogen tørrede tårerne væk. Jeg så op. Han sad der stadig. Som om han havde læst mine tanker sagde han: "jeg er lige her, og går ikke før du siger det."

Mine krop faldt sammen og jeg landede med hovedet på Christophers varme, trykke skød. Jeg græd, både af glæde og over stitutionen. Glæden over Christopher, der omsrogsfuldt strøg mig hen over kinden.

Døren var låst så det gjorde ikke noget hvis jeg faldt i søvn, og Christopher havde lovet at blive. Han kunne gå ind og finde en seng hvis det blev nødvendigt. Jeg tillod mig at lukke øjnene og flyde med strømmen af mørk varme hen i søvnen.

_____________________________________

Okay det var et ret kort kapitel - sorry. Jeg syntes bare at jeg ville ligge det ud til jer pga. det var noget tid siden jeg havde lagt et ud sidst :) Håber at det er okay. Skriv hvis der er noget, som ikke hænger sammen, kan gøres bedre eller hvad I syntes, der fungerer :)

Knuz

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...