Amnesia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg ved intet om mig selv. Hvem jeg er, mit navn, min familie, mine venner, min fortid, hvor jeg kommer fra. Intet - Seraphine.

Seraphine er en pige som vågner op hjemme hos en fremmede der fandt hende og gav hende hendes navn. Seraphine ender så med at bo hos denne fremmede, men der er en hemmelighed om Seraphine som ingen kender til, ikke engang hende selv. Seraphine får lov til at leve sit liv i fred og ro, men det kom ikke til at vare længe da mærkelige væsner dukker frem i hendes hverdag desperate efter hendes liv. En dag hvor hun bliver omringet af disse væsner kom der to personer frem som redder hende, men kort efter finder hun ud af at de ikke er fra denne verden. Nysgerrige over hvorfor de er efter hende tager de hende med sig tilbage hvor et mere forskruet liv venter hende.

0Likes
1Kommentarer
512Visninger
AA

4. Vrede

Lige siden den oplevelse henne ved havet har jeg ikke turde komme i nærheden af den igen. Jeg har også sørget for at jeg ikke længere skulle arbejde så sent så jeg ikke ville møde andre af dem. Jeg har haft held indtil videre og har ikke mødt nogle flere af hans slags men jeg er stadigvæk forsigtig. Hvad mente han med at der var flere af hans slags som var efter mit liv og hvorfor? Jeg kunne ikke lade værre med at tænke på det. Jeg kunne ikke sove, ikke spise og dårligt nok tale. Jeg havde skreget i så lang tid sidst at jeg var blevet helt hæs. Min bedstemor begyndte at blive urolig for mig og jeg endte med en uge fri fra skole så jeg kunne nå at få det bedre. Jeg blev inde på mit værelse som jeg var blevet bedt om men hurtigt begyndte jeg at kede mig. Verdenen omkring begyndte at være helt stille og det eneste som jeg kunne komme i tanke om at gøre var at lukke mine øjne og forsøge at falde i søvn, på den måde ville jeg kunne se hende så snart jeg ville vågne op igen, det var sikkert. Lyset begyndte at forsvinde på indersiden af mine øjenlåg og så forsvandt jeg til drømmeriget.

Det var mørkt udenfor og hun var stadigvæk ikke kommet hjem endnu. Jeg kiggede rundt og så mig omkring for at finde en seddel som hun måtte have lagt da hun kom hjem igen. Hun ville nok ikke at have villet vække mig siden jeg havde haft det så dårligt for tiden, men skrækken kom over mig som et lyn da jeg intet fandt, ikke en gang et spor om at hun havde været hjemme. Jeg begyndte at løbe udenfor med mine jakke og nøgler. Jeg havde ringet til politiet og de var på sagen men jeg var alt for urolig for hende. Hun var allerede meget gammel og svag så chancen for at hun var død var ikke så langt væk. Jeg begyndte at løbe hen til alle hendes venners huse men ingen af dem havde set hende, jeg løb til hospitalet for at se om hun var indlagt men der var hun heller ikke, der var ikke et eneste spor. Jeg begyndte at gå hjem da jeg blev forskrækket af et tungt og højt åndedrag. Normalt ville det ikke være skræmmende for nogen men jeg havde en anelse om hvad det kunne betyde. Jeg vendte mig langsomt om og foran mig så jeg et stort og grotesk monster foran mig. Dets krop var en stor bjørns på to ben og den havde noget der lignede tentakler. Dets hoved var som en fisks med syle lange og spidse tænder hvor noget savl som var syre flød ud af munden af den. Jeg begyndte at løbe min vej og heldigvis for mig var den ikke så hurtig som den så ud til men jeg kunne stadigvæk ikke løbe fra den. Jeg blev ved med at løbe og løbe mens jeg skreg men ingen kom og se hvad der var igang. Det var nat og månens skikkelse var det eneste lys som var tændt omkring mig. Jeg begyndte at miste pusten men jeg kunne se at monsteret kun legede med mig. Jeg snublede så over en kant og slog mit knæ, jeg forsøgte at rejse mig hurtigt op men monsteret var lige foran mig og grinte af glæde. Syren fra dens mund begyndte at sprøjte og ætsede mit tøj. Jeg kunne ikke lade værre med at stirre på den af skræk, men det var så kun til den sagde

"Hi hi hi. Først får jeg lov til at spise en gammel dame og nu en ung Eques"

Jeg stivnede. Han sagde gammel dame, hvilken gammel dame. Jeg begyndte at råbe af ham mens jeg stillede ham spørgsmålet. Hans øjne begyndte at puffe ud af hans hoved og nærmere til mine. Han begyndte at fnise igen og sagde så

"Årgh ikke rigtigt nogen. Hun var bare en olding, hun havde sikkert ikke meget tid igen. Hi hi jeg ville vædde med at hun ikke rigtigt havde nogen tilbage hos sig. Dog blev hun ved med at skrige et navn Sera, Sera tror jeg nok"

Min rysten stoppede og nu var jeg bare gal. Sera var hvad mine bedstemor kaldte mig. Han havde spist hende, han havde ædt min bedstemor. Jeg så rødt, vreden begyndte at pulsere i mine årer og jeg fik lyst til at dræbe ham. Jeg begyndte at tænke mere på had og at dræbe ham og glemte fuldstændigt at han var ved at spise mig. Jeg knyttede min højrehånd og knugede mine den så hårdt at mine negle borede sig ind i min hud. Min hånd begyndte at føles varm og blev bare varmere med tiden. Han stoppede med at grine og så snart at han havde sænket sit hoved for at æde mig slog jeg ham med min højre knugede hånd så hårdt som jeg kunne. Nok gav det ikke så meget en skade, men jeg ville i det mindste gerne have givet ham et slag for hvad han gjorde. Min vrede begyndte at sænke sig og min puls begyndte at falde til ro. Jeg havde givet ham et slag fuld af min vrede og nu havde jeg intet imod at dø og komme hen til min bedstemor. Jeg var ved at lukke mine øjne så jeg ikke behøvede at se på men jeg følte en hvis kulde. Jeg gøs. Monsteret foran mig var blevet til en stor klump is. Jeg så på ham stå helt stille inde i den og lidt kunne jeg høre noget i vinden der hviskede til mig

"Jeg, jeg kommer efter dig igen og så skal jeg nok få min hævn"

Det var monsterets stemme. Han kunne åbenbart stadigvæk tale og derefter løb jeg så hurtigt som muligt. Han vidste ikke hvor jeg boede så hvis jeg kunne komme hjem uden nogen andre af de monstre så ville jeg kunne klare mig. Nu var det eneste jeg kunne tænke på var at overleve for min bedstemors skyld. Jeg ville starte i skole igen noget tidligere og arbejde en hel del mere var hvad jeg havde besluttet, men hvis jeg vidste at jeg ikke ville have fået min vilje så havde jeg i det mindste sagt farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...