Amnesia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg ved intet om mig selv. Hvem jeg er, mit navn, min familie, mine venner, min fortid, hvor jeg kommer fra. Intet - Seraphine.

Seraphine er en pige som vågner op hjemme hos en fremmede der fandt hende og gav hende hendes navn. Seraphine ender så med at bo hos denne fremmede, men der er en hemmelighed om Seraphine som ingen kender til, ikke engang hende selv. Seraphine får lov til at leve sit liv i fred og ro, men det kom ikke til at vare længe da mærkelige væsner dukker frem i hendes hverdag desperate efter hendes liv. En dag hvor hun bliver omringet af disse væsner kom der to personer frem som redder hende, men kort efter finder hun ud af at de ikke er fra denne verden. Nysgerrige over hvorfor de er efter hende tager de hende med sig tilbage hvor et mere forskruet liv venter hende.

0Likes
1Kommentarer
530Visninger
AA

3. Væsenet ved Havet

Jeg var på vej hjem fra arbejdet og sagde farvel til Elise så snart vi skulle gå hver vores vej. Det var blevet pænt mørkt men jeg bekymrede mig ikke for det nabolag jeg boede i var meget fredeligt og der var sjældent nogen ude på gaden i det her mørke. Jeg besluttede mig for at tage en omvej og gå hen til kysten. Min drøm var stadigvæk i mine tanker men ikke på den dårligt måde. Fred og ro var noget som jeg elskede og altid holdt af. Jeg så på bølgerne slå mod væggene af sten og sprøjte op i luften i form af små krystaller som skinnede i lyset af månens skær. Så smuk en ting havde jeg aldrig set før. Kort efter begyndte mit syn at forsvinde som når man slukkede lyset i en biograf. Jeg troede at jeg bare lukkede dem selv langsomt men jeg opdagede kort at det ikke var mig der gjorde det. Foran mine øjne blev det helt sort.

"My lady, my lady! der er kommet nyheder om..."
"tisk, tisk, tag det dog roligt. Lad en anden tage sig af det. Jeg ved allerede hvad der er sket, ingen store problemer du kan selv vælge hvem. Jeg har ikke lyst til at tage mig af det på sådan en smuk nat. Se selv på disse smukke dråber i luften, ligner de ikke små krystaller i månens blide skær?"

Jeg begyndte at kunne se igen langsomt og forsigtigt kunne jeg igen se det store hav foran mig. Hvad var det? Et stykke af min hukommelse? Jeg begyndte at forsøge at huske tilbage men det var væk. Alt hvad jeg kunne huske af det stykke var de små krystaller der skinnede blidt foran mig. Jeg havde åbenbart set dem før men intet kunne måle sig med dem. Mit forrige jeg var åbenbart enig med mig i at de var smukke. Jeg stoppede med at se på dråberne og kiggede ud på horisonten af det mørkeblå hav. Jeg var ved at vende mig om og gå hjem da jeg opdagede en mørk skygge langt, langt ude. Jeg begyndte at råbe efter personen men det så ikke ud til at de kunne høre mig. Jeg begyndte hurtigt at løbe ud til ham. Hvem var det? Hvad lavede han derude? Jeg frøs. Jeg fik et tydeligt syn af personen da jeg var kommet lidt tættere på. Det var ingen person men et monster. Et monster i form af en mand men havde tre øjne og munde overalt på hans arme. Jeg var stivnet og stirrede forskrækket på ham. Han så ikke til at have set mig men den uro jeg havde skabt i vandet fik hans ene øje til at opdage mig. Munden på hans ansigt åbnede sig og viste mig en tunge i form af en slanges hvor han sagde

"Der er du jo"

og skyndte sig hen imod mig. Det gik så hurtigt og jeg troede at jeg skulle dø da jeg blev skubbet ned af en høj bølge som fik ham til at ramme intet. Hvad skete der? Hvad var han? De spørgsmål var det eneste jeg kunne tænke på og jeg løb så så hurtigt som jeg kunne tilbage til kysten, men han fangede mig ved at svinge sin tunge langt ud så det var som et reb og svang den om min hals. Han begyndte at stramme til og jeg mistede langsomt vejret. Skulle jeg nu dø her? Mit syn forsvandt langsomt og jeg følte langsomt min krop give op. Mit liv indenfor min hukommelse passerede forbi mig og stoppede ved synet af min bedstemors glade smil. Nej, NEJ jeg ville ikke dø, ikke her og nu, min bedstemor venteer på mig derhjemme tænkte jeg og så snart jeg fik åbnet mine øjne var jeg parat til at gøre mit bedste på at komme fri igen, men jeg opdagede da at tungen omkring min hals var blevet til aske og monsteret bagved mig var i stor brand selvom vi stod i vand til hofterne. Han skreg og skreg i smerte og jeg kunne ikke andet end at se på ham i rædsel. Hvad skete der?

"Du, du skal ikke tro at du slipper afsted med det her! Der er mange andre ligesom mig. Du skal ikke tro at du er i sikkerhed for ligesom mig er der mange andre Daemonium efter dit liv. AHAHAHAHAHA!"

og væk var han. Han var blevet fuldstændigt til aske og en lille rød kugle var tilbage. Hvad var den røde kugle? Jeg blev ligeglad og skyndte mig ud af vandet og hjem hvor jeg fandt min bedstemor med en telefon i hånden og tårer trillende tårer på hendes kinder. Hun smed den hurtigt og gav mig et stort kram. Jeg var glad for at jeg var kommet tilbage. Hun var blevet så bekymret for mig og kunne nu ikke gøre andet end at græde af lykke og kramme mig. Jeg gav hende så et stort kram selv  og lovede så at jeg aldrig ville gøre hende så bekymret igen, men en ting blev i mine tanker. Monstret havde kaldt sin slags for daemon og havde fortalt mig at der ligesom ham var mange andre der ville være efter mit liv. Hvorfor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...