Amnesia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg ved intet om mig selv. Hvem jeg er, mit navn, min familie, mine venner, min fortid, hvor jeg kommer fra. Intet - Seraphine.

Seraphine er en pige som vågner op hjemme hos en fremmede der fandt hende og gav hende hendes navn. Seraphine ender så med at bo hos denne fremmede, men der er en hemmelighed om Seraphine som ingen kender til, ikke engang hende selv. Seraphine får lov til at leve sit liv i fred og ro, men det kom ikke til at vare længe da mærkelige væsner dukker frem i hendes hverdag desperate efter hendes liv. En dag hvor hun bliver omringet af disse væsner kom der to personer frem som redder hende, men kort efter finder hun ud af at de ikke er fra denne verden. Nysgerrige over hvorfor de er efter hende tager de hende med sig tilbage hvor et mere forskruet liv venter hende.

0Likes
1Kommentarer
509Visninger
AA

9. Rundturen Del 1.5

"Vågn op! Vi skal helst blive færdige med rundturen i dag!"

Jeg åbnede mine øjne i håb om at det hele bare havde været en drøm, men da jeg fik øje på de kalk hvide sten i værelset og det store maleri af solsystemet oppe på loftet, vidste jeg at det hele var sandt. Jeg gjorde mig klar så hurtigt som muligt og skyndte mig hen til Valerie og Clement. I dag skulle vi fortsætte rundturen og bagefter det ville jeg blive til en forsøgskanin, det glædede jeg mig i den grad ikke til. Vi skulle skynde os siden de helst ville blive færdige i dag så vi tog en genvej gennem et rum som jeg ikke burde være i, som de ikke burde være i. Mens vi løb igennem lokalet kunne jeg se at stedet var stort med et højt loftstag som var lavet af glas hvor jeg kunne se denne verdens himmel. Dog var den noget anderledes da jeg så at vi var ligeunder noget som lignede solen og rundt omkring den var der noget der lignede hologrammer af alle planeterne (plus pluto) og ud af dem dukkede der mange glimt op i mange forskellige farver. Der var døre højt oppe med et stjernetegns symbol på hver af dem og lige i midten var der en stor stjerne på. Dette sted var fyldt med lys og mange smykke farver, dette rum var i den grad magisk. 

Så snart vi var ude af lokalet tjekkede de om nogen havde set os og hev mig hurtigt afsted til det næste stop. Mens jeg blev hevet igennem slottet fik jeg et hurtigt glimt fra slotsgården hvor jeg kunne se en mand på en bro. Han så meget anderledes ud end alle de andre her. Nok havde han en speciel uniform på sig ligesom vice- og kaptajnerne men der var intet stort badge på hans arm som alle vice-kaptajnerne og jeg kunne ikke se en eneste tatovering på ham som viste at han var kaptajn. Faktisk kunne jeg ikke en gang se hans hud for hans uniform dækkede ham fra tå til hals og resten af ham, hans hals og hoved var dækket af bandager så det eneste man kunne se af ham var hans øjne. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over det. Havde han fået en alvorlig skade i en kamp? Hvis det var, burde der være blod på hans bandager. Blodet af skaden burde have blødt igennem og man burde nok ikke lade en der har fået sådan en alvorlig skade gå frit rundt istedet for på en hospitalsseng. Jeg fik en lyst til at spørge dem om ham men rundvisningen var det eneste på deres hoveder og det eneste de tænkte på, et simpelt spørgsmål fra mig ville aldrig nå dem desuden så var han allerede ude af syne alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...