Amnesia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg ved intet om mig selv. Hvem jeg er, mit navn, min familie, mine venner, min fortid, hvor jeg kommer fra. Intet - Seraphine.

Seraphine er en pige som vågner op hjemme hos en fremmede der fandt hende og gav hende hendes navn. Seraphine ender så med at bo hos denne fremmede, men der er en hemmelighed om Seraphine som ingen kender til, ikke engang hende selv. Seraphine får lov til at leve sit liv i fred og ro, men det kom ikke til at vare længe da mærkelige væsner dukker frem i hendes hverdag desperate efter hendes liv. En dag hvor hun bliver omringet af disse væsner kom der to personer frem som redder hende, men kort efter finder hun ud af at de ikke er fra denne verden. Nysgerrige over hvorfor de er efter hende tager de hende med sig tilbage hvor et mere forskruet liv venter hende.

0Likes
1Kommentarer
476Visninger
AA

5. Mødet med de to mystiske personer

Jeg var helt knust. Min bedstemor levede ikke længere og jeg var nu alene i det store hus. Jeg kunne føle tomrummet og følelsen af sorg suse rundt i min krop som biler på en motorvej. Jeg sad bare i min seng med hovedet ned i mine knæ mens jeg tænkte på min afdøde bedstemor. Hvorfor? hvorfor skulle det her ske for mig? Mit bryst begyndte at gøre ondt og jeg kunne mærke smerten i mit hjerte vokse sig større og større. Jeg kunne høre dørklokken ringe mange gange, men jeg flyttede mig ikke en tomme. Jeg kunne ikke, tanken om at et monster kunne dukke op foran mig var alt for skræmmende for mig og tanken om at flere blev spist var endnu værre. Jeg blev bare i det mørke rum som jeg havde lukket mig selv inde i, den mørke dejligt kolde verden.

"hey er du sikker på at det er hende?"
"ja jeg er, Seraphine Lane, bedstemor Lera Lane. Hun skulle bo her"
"måske men der efter hvad vi ved så burde hun være en pige der arbejder hårdt hele tiden, men hende her sidder bare herinde og græder hele dagen lang"

Jeg hørte stemmer fra mit vindue og ville kigge ud, men en hver muskel i min krop ville ikke bevæge sig. Jeg blev bare hvor jeg var og hulkede videre.

"tjek igen. Det kan umuligt være hende her"
"jeg har allerede tjekket fem gange og det er her, lev med det"

Jeg begyndte at stirre på vinduet og så to skygger fra den andenside af det. Frygten om at der var to andre monstre på den andenside af glasset skræmte mig og fik mig til at flytte mig for første gang i lang tid. Jeg løb nedenunder for at se om jeg havde et våben men alt hvad jeg kunne finde var en skarp køkkenkniv. Jeg tog den hårdt og fast om håndtaget og sneg mig hurtigt ovenpå. Jeg frøs, jeg kunne nu se at der var to skygger oppe på mit værelse som talte. Hvordan kom de ind uden at knuse glasset? Sikkert et monster trick. Jeg begyndte at bevæge mig langsomt tættere og tættere på til jeg var lige henne ved dørsprækken. Det lignede to normale mennesker, en dreng og en pige. De så ud til at være omkring min alder og de lignede hinanden en smule, søskende måske? Jeg var lige ved at hoppe ud af døren og svinge med min kniv da eg kom til at falde lidt forover og min dør begyndte at knirke. Jeg kunne føle deres skarpe blikke hen imod min retning og ud af ren panik skyndte jeg mig ud og svang den mod en af dems arm. Den begyndte at sidde fast og jeg fortrød så at jeg ikke havde to med mig. Jeg begyndte at stikke af mens jeg kunne høre manden bande af mig mens jeg stak af. Fodtrinene fra kvinden kunne jeg høre lidt bagved mig og jeg begyndte at løbe hurtigere end før. Det føltes som et endeløst ræs som førte mig rundt i byens mange gader. Jeg endte på gaden hvor jeg havde mødt monster nr. 2 og nær selv var blevet spist. Iskulpturen af ham var der ikke længere og jeg begyndte at blive vred over at han måske var på fri fod igen. Jeg begyndte at knytte mine næver og vendte mig om mod kvinden som var omkring 5 meter væk fra mig

"LAD. MIG. VÆ-RE!!!"

råbte jeg med alt hvad min stemme kunne og da jeg så mig efter hende bagefter var hun væk. Jeg begyndte at vende mig om og ville løbe videre men blev stoppet da mit ansigt ramte en mands brystkasse. Manden fra før med kniven i sin arm bøjede sig hen imod mig så vi nu stod ansigt til ansigt. Jeg rystede over alt i min krop og faldt om på halen da mine ben gav op.

"Se Val, det er jo hende"

Det er jo hende, hende hvem?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...