Amnesia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg ved intet om mig selv. Hvem jeg er, mit navn, min familie, mine venner, min fortid, hvor jeg kommer fra. Intet - Seraphine.

Seraphine er en pige som vågner op hjemme hos en fremmede der fandt hende og gav hende hendes navn. Seraphine ender så med at bo hos denne fremmede, men der er en hemmelighed om Seraphine som ingen kender til, ikke engang hende selv. Seraphine får lov til at leve sit liv i fred og ro, men det kom ikke til at vare længe da mærkelige væsner dukker frem i hendes hverdag desperate efter hendes liv. En dag hvor hun bliver omringet af disse væsner kom der to personer frem som redder hende, men kort efter finder hun ud af at de ikke er fra denne verden. Nysgerrige over hvorfor de er efter hende tager de hende med sig tilbage hvor et mere forskruet liv venter hende.

0Likes
1Kommentarer
484Visninger
AA

6. Kidnappet

"Du ved hvad, det gjorde meget ondt, det lille trick du gjorde med kniven"

Vi var stadigvæk på gaden og jeg så direkte på hans ansigt som havde et venligt, men falskt smil på læberne mens han spredte en følelse af ren vrede rundt omkring. Han fik mig til at skælve og jeg havde lyst til at sparke ham hurtigt og stikke af men mine ben havde givet op efter at jeg havde løbet så meget at mine muskler var overbelastet. Kvinden kom frem bagved mig med sit krusede hår blæst til alle sider med nogle sprækker i mellem hvor jeg kunne se hendes ildrøde ansigt som eksploderede af ren vrede.

"Hvor vover du at gøre dette imod mig din dumme DØDELIGE!"

Hun trak et våben op fra sin lomme og var ved at slå mig med det hvis det ikke var for at manden reddede mig. 

"Så så vi skal have hende med os i live at du ved det"
"men ville det ikke være nemmere at tage hende med os hvis vi dræbte hende og så tog hendes sjæl med os? På den måde kan hun jo ikke stikke af"
"På den måde kan hun ikke komme tilbage og vi hvis vi dræber hende er vi nødtil at holde øje med hende indtil enten vi eller hun kommer videre"

Kvinden kiggede bare væk og så vredt op i luften hvor hun så ignorerede ham. Han forsøgte at få hendes opmærksomhed igen men hun ville ikke en gang værdige ham et blik. Jeg gjorde mit bedste på at snige mig væk mens det var at drengen var distraheret af at få kvindens opmærksomhed og mens kvinden ikke ville se i min eller hans retning. Det lykkedes mig hurtigt at komme væk og jeg løb så min vej så hurtigt som muligt da det slog mig, hvor skulle jeg tage hen? Jeg kunne ikke komme hjem hvor de ville finde mig, men det var ret sent og ikke mange ville tage en fremmed ind i deres hjem så sent om aftenen. Jeg begyndte bare at vandre rundt omkring i byen uden noget som helst sted at ville hen. Butikkerne var sikkert lukkede på det her tidspunkt og jeg kunne finde på intet end at vandre rundt i byens gader og gyder. 

"Der er du jo, du ved, det var ret koldt af dig at efterlade mig i den isblok"

Jeg kunne se monstret fra i går stå foran mig og jeg blev helt blank. Der var ingen tanker i mit hoved, min krop stod bare stille og jeg så bare tomt på ham, hvorfor? Aner jeg ikke. Jeg stirrede og stirrede mens han bare kom nærmere og nærmere, han troede nok at jeg var paralyseret på grund af skræk men i virkeligheden så gjorde jeg bare ingen ting, hvad nyttede det dog alligevel? Jeg begyndte at høre nogle råbe mit navn men det lød så fjernt at jeg intet gjorde og blev. Jeg kunne se to store skygger hoppe over mig og hen til monstret mens de begge trak hver deres våben og sloges med ham. Jeg stirrede bare tomt til det var slut og blev så båret væk. Hvad skete der? Hvorfor gjorde jeg ikke noget? Min krop var bare som sunket i cement og blev båret væk. En portal åbnede sig så foran os og jeg begyndte at forstå at mens jeg bare var gået helt blank, havde jeg altid haft en følelse at det hele nok skulle gå, selv hvis jeg ikke bevægede mig, så jeg lod vær'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...