Amnesia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2013
  • Opdateret: 24 sep. 2013
  • Status: Igang
Jeg ved intet om mig selv. Hvem jeg er, mit navn, min familie, mine venner, min fortid, hvor jeg kommer fra. Intet - Seraphine.

Seraphine er en pige som vågner op hjemme hos en fremmede der fandt hende og gav hende hendes navn. Seraphine ender så med at bo hos denne fremmede, men der er en hemmelighed om Seraphine som ingen kender til, ikke engang hende selv. Seraphine får lov til at leve sit liv i fred og ro, men det kom ikke til at vare længe da mærkelige væsner dukker frem i hendes hverdag desperate efter hendes liv. En dag hvor hun bliver omringet af disse væsner kom der to personer frem som redder hende, men kort efter finder hun ud af at de ikke er fra denne verden. Nysgerrige over hvorfor de er efter hende tager de hende med sig tilbage hvor et mere forskruet liv venter hende.

0Likes
1Kommentarer
489Visninger
AA

1. Hvem er jeg?

Jeg står på et hav. Små bølger kommer frem under mig selvom jeg ikke står på det, nej jeg svæver lige over. Jeg ser land lige foran mig som bevæger sig længere og længere væk fra mig. Himlen over mig er blå og i samme farve som det hav jeg står på. Skyerne over mig svæver bare forbi og alt er bare helt fredeligt og fyldt med ro. Jeg er alene på det åbne hav mens jeg ser på tingene bevæge sig længere og længere væk fra mig. Jeg kunne bare falde i søvn her og slappe af i evig tid. Ja, i evig tid. Jeg lukker slapt mine øjenlåg sammen og kort efter da jeg åbner dem igen er alt hvad jeg ser er et loft. 

Jeg kigger mig omkring og ser en stol, et bord, en plante, en dyne, et spejl, et vindue og et bord. Alt er pastelfarvet og jeg kan se solen skinne indad vinduet ved min side. Jeg kigger på min arm der ligger slapt på dynen, den er omringet af bandager. Jeg begynder at høre døren knirke og ind kommer der en gammel dame med en lille sølvbakke som bærer på en skål suppe. Hun sætter sig på stolen ved min seng og lægger bakken på bordet. Hun smiler til mig og først nu kan jeg have et godt kig på hende. Hun har pænt mange rynker  ansigtet, jeg ville gætte på at hun er omkring 70 år. Hun har nok ikke langt igen. Hun har en lang kjole på med en strikket sjal over sine skuldre. Hendes grå hår er sat bagved i en knold der ligger og slapper af på hendes nakke. Hun er ikke så høj og hun har en stok ved sin side.

"Hvordan har du det?"

Jeg stirrer tomt på hende. Hvordan har jeg det? Aner det ikke. Jeg kunne ikke føle nogen smerte, var det så godt? Smerte var der ikke men jeg kunne ikke føle nogen følelse. Jeg var ikke glad, jeg var ikke trist, jeg følte ikke noget. Jeg begyndte at hviske ordet 'tomt' til hende og jeg kunne se på hende at hun godt kunne høre mit svar.

"Hvad hedder du så? og hvor kommer du fra?"

Jeg vendte mit blik op mod loftet og begyndte at tænke. Hvad hedder jeg? Hvor er jeg? Jeg ved det ikke. Jeg begyndte at svare hende og hun begyndte så at se mere trist ud end før. Jeg stirrede på hende og til sidst brød hun stilheden og sagde

"Jeg må hellere ringe til en læge. Der er en skål suppe på bakken her, bare tag for dig"

Efter det gik hun ud igen og smækkede døren. Jeg begyndte at spise suppen og kiggede mig omkring hvor jeg så hviskede til mig selv i stilhedens ro og fred.

"Hvem er jeg"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...