Det Uundværlige [Pause]

Tasha flygter fra alt det hun kender uden at vide hvorhen. Hun starter med at fortryde, men da en mystisk kvinde tilbyder hende hjælp begynder hendes liv for alvor at blive interessant.

2Likes
4Kommentarer
470Visninger

1. Forhindingen

Tasha stirrede nådesløst på den ældre mand der sad i stolen overfor hende. Hans trætte øjne afslørede det frastødende blik, der hvilede på Tasha.

"Jeg undskylder den måde du bliver bragt hertil på" sagde han, og foldede hænderne i skødet.

"Men du må forstå at det er nødvendigt"

Hvis ikke det var fordi der stod en muskuløs mand og spærrede for døren, var hun flygtet fra længst. Så jo, hun så godt at det var nødvendigt at gøre ting som at bære hende hele vejen herhen. Men hun så bare ikke hvorfor.

"Du behøver ikke at flygte hver gang du kommer her, Tasha, jeg vil kun hjælpe dig" Tasha satte armene over kors og rystede blidt på hoved

"tro det eller ej," sagde hun, da et skævt smil dannede sig på hendes læber

"Jeg har ikke brug for hjælp" Hun rejste sig op, og gik roligt hen imod den kraftige mand der stod foran døren. Hun smilede venligt idet hun sagde,

"Jeg tror det er tid til at jeg tager hjem nu" manden foran hende kunne ikke lade hver med at grine, og det forstod hun egentlig godt. Hun lignede jo blot en lille hjælpeløs pige på 15 år, som bare havde det lidt svært der hjemme og havde brug for en psykologs hjælp. Men det var hun ikke. Det kunne godt være at hun var lav og at hun kun var 16, Men hun var i stand til alverdens ting, og hun havde aldeles ikke brug for en psykolog, som oven i købet også var pisse træt af sit arbejde.

 

Psykologen sukkede, da Tasha blev ved med at stå og vente.

"Du skal ingen vejene før vi to har fået os en snak" han nikkede kort til den muskuløse mand der derefter sørgede for, at jeg satte mig hen i stolen igen.

"Jamen så snak dog jeg har jo ikke hele dagen!" Sagde Tasha irriteret, og begyndte provokerende at studere hendes negle. Endnu engang sukkede han før han begyndte at tale.

"Dine forældre fortæller mig at du..." Han tav et øjeblik og Tasha løftede øjenbrynene hun var spændt på at se hvilken sætning han ville bruge.

"Opfører dig underligt." Det var ikke det ord Tasha havde forventet, men det gik an.

"De siger at du kun er hjemme 1 til 2 gange om ugen, og at du ikke svare når de taler til dig." Tasha trak kort på skuldrene mens hun nikkede, det var vel sandt nok.

"Du skal fortælle mig, hvad der får dig til de ting." Tasha kiggede undrende på psykologen, da han mere lød som en politibetjent der var i gang med en afhøring, end en psykolog der prøvede at hjælpe.

"Bare roligt, alt hvad du siger, er fortroligt" sagde han sukkende, som var det en fast replik.

Tasha havde bestemt ikke tænkt sig at dele noget som helst med ham, hun måtte bruge sine træk med omhu, og finde en måde at komme ud af dette fængsel på. Det var selvfølgelig altid en fordel at være en god skuespiller.

Tasha ændrede langsomt hendes ansigts udtryk. Hun rejste sig op og slentrede hen til det store vindue der næsten fyldte en hel væg. "Det har bare været så svært med..." Sagde hun og stoppede for at trække vejret dybt. "Min mor og far kom op og skændes og jeg gemte mig men så..." Tasha nåede til vinduet og kiggede ud. Der var ca. 3 meter ned, det ville hun ikke klare uskadt.

Dog stod der en lukket container lige under, det vil sige at der kun var 2 meter ned og plastik låget ville tage hendes fald.

Tasha vente sig om og fortsatte hendes falske historie. "så så jeg min far slå min mor og hun skreg og..." Tasha brød nu blidt ud i falske tåre. Hun satte sig på gulvet med ryggen mod vindues væg. Psykologen, der Efterhånden var begyndt at få medfølelse med hende, gik hen og satte sig på knæ foran hende. Du behøves ikke sige mere." Sagde han trøstede og rakte rundt om Tasha, for at give hende et kram. Mod sin vilje svang Tasha også hendes arme rundt om ham, og begravede hendes tårefyldte ansigt i hans skjorte.

Da han slap hende smilede han venligt før han begyndte at tale.

"Se, så slemt var det heller ikke vel?" Tasha tørrede hendes tåre væk og snøftede, før hun smilede en smule. Denne, såkaldte, psykolog havde tydeligvis ingen viden om omverdenen.

Hvis man 'græder' så er det jo nok slemt din idiot, havde hun lyst til at råbe, men gjorde det dog ikke. Tasha rejste sig op og tog en dyb indånding, nu var det nu.

Hun blinkede en smule med øjnene og gned dem endnu engang. "Kan jeg få et glas vand" sagde hun lavmeldt og lod som om at hun prøvede at smile, tråds hendes ’triste’ tilstand.

"Selvfølgelig" sagde psykologen smilende og kiggede over på den muskuløse mand der med det samme gik ud for at hente vand. Døren var fri og Tasha kunne i princippet godt løbe ud af den, men hun ville nok blive fanget på trappen. I stedet brugte hun muligheden til at vinde mere af hans tillid.

Tasha stirrede på døren i et par sekunder og vente så blikket væk. Hun smilede til psykologen, der smilede tilbage. Nu var han fanget i hendes spind og der kunne ikke være mistanke om Tashas flugt forsøg.

Hurtigt kom den muskuløse mand tilbage med et lille glas vand, som Tasha drak af med jævne mellemrum.

"Så sig mig," sagde psykologen og satte sig tilbage i stolen.

"Hvad skete der så med din mor og far" Tasha kiggede ned i gulvet og fortalte, en smule mere nedkølet, videre.

"Da min far havde slået hende to gange faldt han på knæ sammen med min mor og sad og grad. Senere da han skulle komme ind på mit værelse for at sige godnat havde jeg spærret døren" Tasha holdte en pause og tog endnu en dyb indånding. "Jeg var bange for at han ville gøre det samme mod mig." Igen blev Tashas øjne langsomt fylde med tåre men denne gang fortsatte hun med at fortælle "Og med årene blev det kun være, nogen gange kom jeg hjem fra skole kun mødt af en grædende mor, smadrede vaser og iturevet papirer.

Jeg begyndte at undgå min far mere og mere, og for den sags skyld også min mor." Tårende trillede ned af Tashas kinder da hun rejste sig op og vente sig mod vinduet. Hun trak vejret dybt og højt, så hun var sikker på at psykologen kunne høre vibrationerne i hende åndedrag. "Har du noget imod at jeg åbner vinduet?" Spurgte hun og snøftede et par gange, før hun drejede hoved en smule for at smile.

"Nej, nu skal jeg hjælpe dig" sagde han venligt, som det lille u vidne lam, der snart skulle være måltid for en sulten løve.

Tasha smilede for første gang rigtigt da han skubbede det nederste af vinduet op og den friske luft trang ind. "Da jeg var omkring 10," sagde Tasha og kiggede fraværende ud over de lave tage. "Lærte jeg mig selv at lyve. Jeg smilede selvom jeg ikke var glad, jeg gav komplimenter selv hvis mit had var stort," Tasha vendte sig om og kiggede på psykologen der havde sat sig til rette i stolen og spændt ventede på endnu en historie.

"Jeg fik folk til at tro at jeg kunne lide dem, også selvom de gav mig kvalme," Tasha rystede på hoved, som var noget hun fortryd, derefter vente hun sig om og satte håndfladerne i højre side af vindueskarmen.

"Og det gør jeg endnu" sagde hun til sidst, før hun sprang ud af vinduet og landede, mere eller mindre, sikkert på det lukkede container låg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...