I'll Be Your Platinum | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Færdig
"Lige netop som jeg tror, at det ikke kan blive værre, rammer en kraftig hovedpine mig, og mit blik flakker rundt, indtil jeg til sidst lukker mine øjne hårdt i for at stoppe forvirringen i min hjerne. Forsigtigt ruller jeg min krop sammen til en lille kugle og snapper efter vejret. Min blodige hånd med de mange snitsår knuger om den sorte jakke, jeg har på, i et hårdt tag, fordi jeg af en eller anden grund er overbevist om, at det vil aflede mig lidt fra smerten, men det hjælper nu ikke meget. En masse minder vælder ind over mig som tusinde lynslag, og selvom jeg prøver at forhindre dem i at tage plads i mit hoved, ved jeg, at det er for sent. Alle erindringerne kravler altid rundt over det hele i mit indre kaos."

91Likes
148Kommentarer
4133Visninger
AA

5. "We could be starving, we could be homeless, we could be broke.”

Hun var endnu ikke dukket op. Jeg vidste ikke, om jeg helt var skuffet, for jeg kendte jo ikke grunden til, at hun ikke var kommet. Noget sagde mig, at hendes far holdt hende i skak, mens noget andet fortalte mig, at hun bare havde fået kolde fødder. Nina havde altid været lidt af et dydsmønster, så hun var nok ikke meget for at bryde sin fars regler.

  Jeg lod de ting, jeg havde taget med, dumpe ned på asfalten ved siden af mig. Langt væk rungede kirkeklokken melankolsk, og de mange klokkeslag fulgte de vedvarende bip-lyde, den telefon, jeg havde i hånden, kom med. For hvert tredje bip lød den tunge klokke. Og så holdt telefonen op med at ringe. Hun havde ikke taget den.

  Jeg vendte mig om for at bukke mig ned og samle tasken med mine ting op. Hun havde brændt mig af. Jeg havde ikke lyst til at indse det, for det virkede bare så … ikke hende. Alligevel havde jeg også frygtet, at det her ville ske. Nina var ikke meget for at sige sin far imod, så chancen for, at hun også ligefrem flygtede bort sammen med den dreng, han afskyede mest, var ikke så stor. Hvorfor havde jeg forventet, at hun ville komme?

  Fordi at hun er loyal, hviskede en stemme inden i mit hoved, og den stemme havde ret. Hvis der var noget, vores forhold var bygget op på, så var det tillid. Vi havde aldrig svigtet hinanden. Men én gang skulle vel være den første.

  Noget indeni mig tænkte også over, om hun mon overhovedet havde set sedlen, men det var jeg ret sikker på, at hun havde. Nina plejede altid at tjekke sine bukselommer, før hun smed sit tøj til vask, og eftersom hun var lidt af en hygiejnefreak og derfor skiftede tøj hver dag, så havde hun højst sandsynligt inspiceret sine lommer.

  Jeg befandt mig igen i bilen. Mine fingre trommede lidt på rattet, imens jeg funderede over, hvad jeg skulle gøre nu. En del af mig havde lyst til at tage hen til Nina for at se, om hun selv havde valgt at brænde mig af, eller om noget havde forhindret hende i at komme. En anden del af mig havde lyst til bare at tage hjem og glemme alt om hende. Problemet var bare, at det ikke var så ligetil. Jeg kunne ikke ’bare’ glemme hende’. Hun betød alt for meget.

  Det var årsagen til, at jeg efter lidt tids tænken satte bilen i gear og startede motoren.

***

Først bankede jeg én gang. Så to. Og de to blev så senere til tre. Jeg kunne se Nina, men hun havde endnu ikke lagt mærke til mig, som stod på den anden side af hendes vindue. Selv befandt hun sig imellem sin seng og den væg, en sort kommode stod lænet op ad. Hendes ansigt var ikke til at se, for det var gemt imellem hendes to knæ, som hun havde trukket op til sig. Hun så virkelig … trist ud.

  Jeg tillod mig selv at banke på ruden igen, denne gang lidt højere end de andre gange, og langt om længe kiggede hun undrende op mod mig, og den nedtrykte grimasse blev hurtigt forvandlet til et overrasket ansigtsudtryk. Hun var hurtig til at rejse sig og bevæge sig hen imod mig, og jeg bed mærke i, at hun trådte på en seddel, som lå og flød på gulvet. Det var ikke svært at genkende min egen håndskrift. Så hun havde altså set den.

  ”Justin, hvad laver du her?” spurgte hun og kneb øjnene sammen.

  ”Da du ikke dukkede op, så …” Jeg kunne se på hendes bedrøvede øjne, at hun havde det dårligt over at have ladet mig møde op til ingenting. ”Jeg blev nødt til at bekræfte for mig selv, at du virkelig ikke gad mig mere.”

  ”Det er slet ikke sådan, det hænger sammen,” hviskede hun stille. ”Min far er hjemme, så jeg kan ikke rigtigt snige mig ud. Desuden så … Jeg er bange, Justin. Min far kan virkelig let blive vred og komme til at gøre nogle ting, han senere kommer til a fortryde. Tro mig, du vil ikke i kamp med ham.”

  ”Du burde ikke leve med sådan en far,” argumenterede jeg. ”Du lever i frygt. En dag, når eller hvis du trodser ham, kommer han sikkert til at gøre dig ondt, og hvis det sker, så vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv for ikke at have stoppet ham.”

  Hun gav et tungt suk fra sig. Hendes kølige, blå øjne mødte mine, og det føltes, som om vi i evigheder stirrede på hinanden.

  ”Tag med mig,” bad jeg hende endnu en gang om. ”Vær sød at tage med mig. Hvis du ikke gør … så kan vi aldrig ses igen.”

  ”J-Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” mumlede hun grødet og skjulte sit ansigt bag sit hår, så hendes øjne ikke var til at se. ”Jeg vil ikke have dig til at gå, Justin, men du er også nødt til at se realismen i øjnene. Det her er ikke en plat kærlighedsfilm, som ender lykkeligt lige meget hvad. Så let er alt ikke. Det kan godt være, at du indtil nu har levet dit liv uden regler, men sådan hænger alt ikke sammen.”

  ”Ikke hvis du har den holdning, som du har. Det kan let blive så let,” insisterede jeg endnu en gang. ”Bare tag væk med mig. Jeg er ligeglad med, om det så bare er for en kort stund. Alle minutter med dig er mere værdifulde end alverdens guld, og jeg kan ikke bære tanken om, at det her måske er sidste gang, vi ses.”

  ”Nina?” En stemme forstyrrede os, og vi kastede begge ængsteligt et blik hen mod døren, hvor stemmen havde lydt. ”Hvem er det, du snakker med?”

  Stemmen kom nærmere og nærmere, og det var ikke svært at genkende den. Det var hendes far.

  ”Hjælp mig ud ad vinduet!” forlangte Nina og tog fat i mine hænder. Overrasket stirrede jeg på hende, men da jeg ikke fandt et eneste spor af tvivl i hendes øjne, voksede et smil langsomt på mine læber.

  ”Er du helt sikker på det her?” spurgte jeg og betragtede hendes ansigt nøje, imens hun smagte på mine ord.

  Skridtene på den anden side af døren blev tydeligere og tydeligere, og derfor havde Nina ikke meget tid til at tænke, men jeg kunne se på hende, at hun var helt sikker på, at det var det her, hun ville. Faktisk havde jeg aldrig set hende mere sikker i en sag. Så da hun uden den mindste skælven i stemmen svarede: ”Helt sikker,” tøvede jeg ikke med at hjælpe hende ud ad vinduet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...