I'll Be Your Platinum | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Færdig
"Lige netop som jeg tror, at det ikke kan blive værre, rammer en kraftig hovedpine mig, og mit blik flakker rundt, indtil jeg til sidst lukker mine øjne hårdt i for at stoppe forvirringen i min hjerne. Forsigtigt ruller jeg min krop sammen til en lille kugle og snapper efter vejret. Min blodige hånd med de mange snitsår knuger om den sorte jakke, jeg har på, i et hårdt tag, fordi jeg af en eller anden grund er overbevist om, at det vil aflede mig lidt fra smerten, men det hjælper nu ikke meget. En masse minder vælder ind over mig som tusinde lynslag, og selvom jeg prøver at forhindre dem i at tage plads i mit hoved, ved jeg, at det er for sent. Alle erindringerne kravler altid rundt over det hele i mit indre kaos."

91Likes
148Kommentarer
4132Visninger
AA

4. ”Used to tell me, ’sky’s the limit’, now the sky’s our point of view.”

”Min far kan ikke tales til fornuft,” sukkede Nina. ”Han forstår ikke den kærlighed, vi har. Han vil aldrig lade mig have det her forhold med dig.”

  ”Nå, men det var da synd for ham,” svarede jeg med et træk på skuldrene, inden jeg med et drillende tonefald tilføjede: ”Han går glip af at lære en meget høflig og yderst velopdraget dreng at kende.”

  ”Du forstår ikke, Justin,” mumlede hun og trådte et par skridt væk fra mig. Vi stod ude foran hendes hus, og mørket var ved at tage til, men solen havde nu stadig nogle stråler at kaste. ”Han vil ikke lade os ses sammen mere.”

  ”Hvad mener du?” spurgte jeg med rynkede bryn og trådte frem imod hende, så jeg ikke længere stod lænet op ad min bil.

  ”Jeg mener det, som jeg sagde.” Ikke en eneste gang mødte hun mit blik, da hun udtalte ordene, og jeg vidste, at hun ikke havde let ved at sige det hele direkte til mig. Nina havde altid haft svært ved sådan nogle øjeblikke.

  ”Slår du op med mig?” Aldrig havde min stemme været mere skrøbelig og tvivlsom.

  ”Lad være med at kalde det det,” sagde hun sagte, stadig uden at møde mit blik. ”Det er jo ikke noget, jeg har lyst til. Det her … Det går bare ikke. Ikke med min far.”

  ”Så det her er altså den sidste dag, vi nogensinde ses igen?” spurgte jeg, og min stemme var det eneste, man kunne høre udover de mange græshoppers stille violinspil.

  Nina svarede ikke, og det tog jeg som et ja. Jeg stirrede sørgmodigt på hendes dirrende læber, og da hun skulle til at vende sig om for at tage hjem, greb jeg hendes hånd, så hun vendte mit ansigt mod mit, inden jeg pressede mine læber mod hendes i et desperat kys. Måske det sidste.

  ”Hvis det her er det sidste, jeg ser til dig,” mumlede jeg mod hendes læber, ”er jeg nødt til at vise dig noget først.”

  Med de ord sagt hjalp jeg hende ind i bilen igen for derefter at køre væk.

***

”Jeg ville ønske, at jeg havde taget mit kamera med,” fortalte hun mig og stirrede på de mange dansende lys. Vi befandt os på toppen af taget af en lejlighed, jeg engang havde boet i. Selvom jeg ikke længere boede der, elskede jeg stadig at være deroppe, og første gang, jeg havde været deroppe, havde jeg svoret for mig selv, at når jeg fandt den rette pige, skulle hun se den flotte udsigt.

  ”Her er virkelig smukt, er her ikke?” Jeg kiggede over på hende, og hun nikkede straks med et smil på læberne. ”Jeg har længe haft i tankerne at tage dig med herop. Jeg ville bare gerne vente til det rette øjeblik.”

  ”Jeg er glad for, at du viste mig det.”

  ”Bliver det her virkelig vores sidste aften sammen?” Jeg lod mine hænder finde hendes og stirrede hende dybt ind i øjnene. De øjne, jeg kunne fortabte mig når som helst, og som jeg ikke kunne forestille mig at leve uden at kigge ind i bare én gang om ugen.

  ”Jeg ville ønske, at jeg kunne svare nej, men …” Hun tav, og jeg kunne se, at hendes øjne var begyndt at blive blanke, så jeg skyndte mig at trøste hende.

  ”Shh, det skal nok gå,” hviskede jeg og sendte hende et opmuntrende smil. ”Alt skal nok gå. Det lover jeg.”

  ”Ikke uden dig.” Hendes stemme skælvede faretruende, og hun gav et lille snøft fra sig.

  ”Du må ikke spilde nogen tårer over mig,” sagde jeg stille og kærtegnede blidt hendes kind. ”Du skal nok finde en anden og komme videre.”

  ”Jeg har ikke lyst til at komme videre.”

  ”Det er du nødt til,” sukkede jeg. ”Lad os nu bare nyde den sidste tid, vi har sammen.”

  Hun nikkede og tørrede sine øjne, inden hun plantede et kys på mine læber, og jeg lod mine hænder finde hendes lænd. Automatisk låste hun sine arme omkring min nakke, som hun altid plejede, og det fik en følelse af savn frem i mig. Jeg var virkelig nødt til at nyde hendes berusende duft, imens jeg kunne.

  Mine læber bevægede sig længere ned langs hendes hals, og i et kort øjeblik forsvandt alt omkring os, som var vi de to sidste overlevende i verden. Langsomt og forsigtigt fik jeg smuglet en seddel ned i lommen på hende, og heldigvis lagde hun ikke mærke til min handling.

  ”Vi må vist nok hellere se at komme hjem,” mumlede jeg mod hendes læber, da vi endelig trak os, og hun nikkede. ”Klokken er halv syv, og jeg gætter på, at din far forventer, at du er hjemme til aftensmad.”

  ”Det har du vist ret i.”

  Jeg stirrede lidt på hende med et skævt smil, som fik hende til at rynke brynene. ”Hvad?” spurgte hun endelig med et løftet øjenbryn.

  ”Jeg synes bare lige, at du skal vide,” begyndte jeg, ”at denne her lejlighed er femstjernet og meget luksuriøs, så du behøver ikke at gå alle trapperne ned.”

  ”Hvad mener du?” spurgte hun uforstående, og jeg trådte endnu et skridt frem imod hende, så der kun var få centimeter imellem vores kroppe.

  ”Jeg mener det her,” svarede jeg og lod mine arme vikle sig rundt om hendes ben, før jeg kastede hende hen over min skulder, og hun begyndte at hvine højlydt.

  ”Justin!” udbrød hun leende og begyndte at sprælle, imens latteren fyldte alt omkring os.

  ”Velkommen til Justin-ekspressen! Næste stop: Ninas hjem!” sagde jeg med en pædagoglignende stemme.

  Nina sukkede af mig og rystede grinende på hovedet. ”Du er simpelthen så skør, du er.”

  ”Og det er det, du elsker ved mig,” fuldendte jeg hendes sætning, inden jeg begav mig ned ad trapperne.

***

Turen hjemad havde gået stille og roligt. Ingen af os havde sagt et eneste ord – mest fordi vi begge var forberedte på, at det nok var sidste gang, vi så hinanden. Da tiden kom til, at hun åbnede bildøren, greb jeg desperat hendes hånd, og hun vendte sig uforstående.

  ”Bare vid, at jeg elsker dig, Nina,” sagde jeg sagte og sank en klump. ”Lige meget hvad.”

  Hendes blik fandt jorden, hvilket gjorde hendes øjenvipper ekstratydelige, og efter noget tid svarede hun mig endelig. ”Farvel, Justin.”

  Med de ord sagt slap hun min hånd og begav sig op mod sit hus. Selv startede jeg min bil, imens jeg havde sedlens ord i tankerne.

  Meet me tonight at the train station at 11:00.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...