I'll Be Your Platinum | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Færdig
"Lige netop som jeg tror, at det ikke kan blive værre, rammer en kraftig hovedpine mig, og mit blik flakker rundt, indtil jeg til sidst lukker mine øjne hårdt i for at stoppe forvirringen i min hjerne. Forsigtigt ruller jeg min krop sammen til en lille kugle og snapper efter vejret. Min blodige hånd med de mange snitsår knuger om den sorte jakke, jeg har på, i et hårdt tag, fordi jeg af en eller anden grund er overbevist om, at det vil aflede mig lidt fra smerten, men det hjælper nu ikke meget. En masse minder vælder ind over mig som tusinde lynslag, og selvom jeg prøver at forhindre dem i at tage plads i mit hoved, ved jeg, at det er for sent. Alle erindringerne kravler altid rundt over det hele i mit indre kaos."

91Likes
148Kommentarer
4124Visninger
AA

3. "Keep it together. Smile on your face, even though your heart is frowning.”

”Min far har opdaget alle de ting, du har skrevet,” mumlede Nina stille og pressede læberne imod hinanden. ”Han blev virkelig vred.”

  Vi befandt os i en park, og imens vi havde gået, var himmelen så småt blevet mere og mere formørket. Solen havde for længst kastet sine sidste stråler.

  ”Får jeg ballade?” spurgte jeg og løftede kækt mit ene øjenbryn.

  ”Justin, det her er seriøst!” udbrød hun. ”Han kan ikke lide os sammen.”

  ”Det må jeg vel lave om på,” svarede jeg med et træk på skuldrene. ”Lad mig snakke med ham.”

  Jeg havde før hørt Nina fortælle mig om sin far, men jeg følte altid, at hun overdrev en smule, for hendes far kunne da umuligt være så striks omkring alting. Ikke?

  ”Det tror jeg ikke er en god idé,” svarede hun ærligt og bed sig i læben. ”Min far er virkelig streng og ikke mindst overbeskyttende. Lige siden min mor døde, har han været over mig hele tiden.”

  ”Det er vel, fordi han savner at have nogen at tage sig af,” svarede jeg og trådte frem imod hende for at gribe hendes hånd og give den et beroligende klem. ”Jeg er sikker på, at jeg kan få ham overbevist ham om, at jeg ikke er så slem.”

  ”Jeg tør ikke løbe den risiko,” hviskede hun nervøst og stirrede ned på vores sammenflettede hænder. ”Sådan noget kan man ikke bare gøre. Så let giver han sig ikke.”

  ”Stol på mig,” bad jeg hende om og sendte hende et opmuntrende smil, ”jeg skal nok få ham på andre tanker.”

  ”Du forstår altså ikke. Han – ” ”Nina.” Jeg kiggede hende dybt i øjnene og lod min venstre hånd køre op og ned ad hendes ryg. ”Jeg skal nok tale ham til fornuft. Jeg kan sagtens spille høflig, hvis jeg har lyst.”

  ”Jeg håber, at du har ret …” sagde hun tøvende.

  ”På et eller andet tidspunkt skal jeg jo møde ham, ikke? Det er altid det mest nervepirrende øjeblik i et forhold – at møde forældrene,” påpegede jeg, og hun nikkede.

  ”Det er bare … Justin, jeg er så nervøs,” sukkede hun.

  ”Det skal du ikke være,” forsikrede jeg hende om. ”Jeg skal nok give ham det bedste indtryk nogensinde, det lover jeg dig.”

  ”Og du er 100 % sikker på, at du har lyst til at møde ham?” spurgte hun, og jeg nikkede straks.

  ”Selvfølgelig. Jeg vil gerne møde mit livs kærligheds far. Desuden kan han da ikke være så værst.”

  Hun lo over mine ord og lænede sin pande imod min for derefter at lade vores læber snitte hinanden. ”Vi skal nok klare os igennem det her.”

***

”Hr. Benzon, mit navn er Justin,” hilste jeg og rakte hånden frem i en høflig gestus. Han stirrede lidt på den med et frastødt udtryk i ansigtet, som om den var overdynget med bakterier, men tog den dog i sidste ende.

  ”Goddag, Justin,” sagde han i et koldt tonefald.

  ”Det er en fornøjelse endelig at møde dig,” fortalte jeg ham med det mest charmerende smil, jeg kunne få frem. ”Nina har fortalt mig en masse ting om dig, så at se dig i egen, høje person er virkelig en ære.”

  ”Gem de fine ord, til du skal møde præsidenten,” svarede han uden at foretrække en mine. ”Jeg ved, hvilket spil du kører her, men du skal vide én ting; lige meget hvor meget du så end prøver på at charmere mig, så vil du aldrig være andet end en dum, lille dreng.”

  Jeg stirrede overrasket på manden foran mig, dog uden at sige noget.

  ”Og jeg ved derfor også, at du ikke er god for min Nina,” fortsatte han. ”Hun har brug for en rigtig mand og ikke en, der blot vil knuse hendes hjerte og efterlade hende itu.”

  ”Jeg ville aldrig knuse hendes hjerte,” modsagde jeg og rystede på hovedet for at understrege min pointe. ”Hun betyder virkelig meget for mig.”

  ”Det siger du måske nu,” sagde han med en brysk stemme, ”men kommer du tilbage om et par år, tør jeg vædde med, at de ord ikke længere vil være sande.”

  Jeg fugtede mine læber og åndede tungt ud, inden jeg lod de næste ord forlade min mund. ”Jeg elsker hende.”

  ”En svag dreng som dig kender ikke til begrebet at elske,” svarede han igen. ”Jeg har været i dit sted før. Da jeg var yngre, plejede jeg at være præcis som dig. Rebelsk. Drilsk. Jeg troede, at livet var en leg. Jeg ved, hvordan din person er. Vær en fornuftig knægt og træf det valg, jeg selv skulle have truffet, imens det var muligt.”

  ”Og hvad er det?”

  ”At stikke af, imens legen er god.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...