I'll Be Your Platinum | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Færdig
"Lige netop som jeg tror, at det ikke kan blive værre, rammer en kraftig hovedpine mig, og mit blik flakker rundt, indtil jeg til sidst lukker mine øjne hårdt i for at stoppe forvirringen i min hjerne. Forsigtigt ruller jeg min krop sammen til en lille kugle og snapper efter vejret. Min blodige hånd med de mange snitsår knuger om den sorte jakke, jeg har på, i et hårdt tag, fordi jeg af en eller anden grund er overbevist om, at det vil aflede mig lidt fra smerten, men det hjælper nu ikke meget. En masse minder vælder ind over mig som tusinde lynslag, og selvom jeg prøver at forhindre dem i at tage plads i mit hoved, ved jeg, at det er for sent. Alle erindringerne kravler altid rundt over det hele i mit indre kaos."

91Likes
148Kommentarer
4184Visninger
AA

6. "I’ll be your platinum, I’ll be your silver, I’ll be your gold.”

Jeg kunne mærke, hvor nervøs Nina var. Hun var begyndt at fortryde. Jeg fandt det en smule morsomt, at hun det ene øjeblik kunne være all in og det næste komme på helt andre tanker.

  Jeg lod min hånd flette sig ind i hendes, inden jeg gav den et beroligende klem. ”Rolig nu.”

  ”J-Jeg tror ikke, at det her var en god idé,” mumlede hun nervøst og bed sig i læben. ”Min far bliver så vred, når jeg kommer hjem.”

  ”Så må vi håndtere det sammen på det tidspunkt,” svarede jeg med et opmuntrende smil. ”Lad os nu bare leve i nuet, ikke?”

  ”Jamen Justin, du forstår ikke,” sukkede hun. ”Så ligetil er det altså ikke, og det er du nødt til snart at se i øjnene. Du lever alt for meget, som om alt er en leg. Livet er altså mere seriøst end det.”

  ”Det er det kun, hvis du selv begrænser dig,” gav jeg igen. ”Nina, du giver aldrig dig selv løse tøjler, og det har du brug for. Bare en uge væk fra din far. Tro nu på mig, når jeg siger, at det er for dit eget bedste.”

  ”Jeg er bange, Justin,” hviskede hun, og hendes øjne var så småt begyndt at blive blanke. ”Det her er virkelig farligt. Min far er ikke bare sådan en, man kan lege julelege med.”

  ”Det ved jeg,” svarede jeg. ”Det har jeg regnet ud. Og jeg skal nok prøve på at tage mig af ham, når vi kommer tilbage.”

  ”Lige siden min mor gik bort, så … har hans temperament været meget stort. Det er virkelig let at gøre ham vred – især når det gælder mig.”

  ”Det er klart. Du er trods alt det eneste, han har tilbage. Og derfor vil han ikke give slip på dig,” fortalte jeg hende, og hun nikkede stille.

  ”Jeg ville bare virkelig ønske, at han kunne lade mig tage mine egne valg,” sagde hun sagte.

  ”Lad os nu bare tage væk for en kort stund og – ” Længere nåede jeg ikke, før jeg kraftigt bremsede min bil, imens hjertet sad i halsen på mig, for en skikkelse var pludselig trådt ud på vejen. Det var kun med nød og næppe, at jeg undgik at køre personen ned.

  ”Hvad fanden?” mumlede jeg og kiggede på Nina. ”Er du okay?”

  Hun sank en klump og undlod at kigge på mig. ”Det er min far.”

  Følelsen af frygt steg gradvist i mig, og inden længe kriblede den rundt i hele kroppen. Jeg var ikke meget for at indrømme det, men jeg var bange for ham. Aldrig havde jeg haft sådan et problem i et forhold. Faktisk havde jeg aldrig været forelsket nok i pigen til at kæmpe så meget for hende, men med Nina var alt så anderledes. Hun havde ændret mig, og det samme havde jeg med hende.

  ”Stig ud af bilen,” forlangte faren i et bryskt tonefald. Inden længe adlød Nina tøvende, og jeg var hurtig til at følge trop. Trangen til at beskytte hende drev mig.

  ”Hvad er det, du har gang i?” hvislede han vredt henvendt til Nina og gik frem mod os, så han endte med at stå en halv meter fra os.

  ”U-Undskyld, far.” Andet kunne hun ikke få frem. Ængstelsen i hendes blik var tydelig, og jeg kunne se på den måde, hendes øjne flakkede rundt, at hun havde lyst til at grave sig ned i et hul. ”Undskyld. Jeg mener det virkelig.”

  ”Dig.” Han rettede nu sit kolde blik mod mig. ”Det her er din skyld. Du er ikke noget godt for min datter, og selvom jeg altid har vidst det, så har du i hvert fald lige gjort det klart for mig. Du frembringer hendes rebelske side, og det er ikke noget, hun har brug for. Du er ikke godt selskab for Nina.”

  ”Det er du sgu da heller ikke,” svarede jeg igen. ”Det er ikke meningen, at en datter skal være bange for sin far. Det er ikke meningen, at en datter ikke har nogen som helst frihed til at tage sine egne valg.”

  Han trådte et skridt frem, så hans væmmelige røgånde kunne lugtes tydeligere end nødvendigt. ”Du holder dig fra hende. Hører du? Jeg vil ikke høre mere fra dig, knægt. Alt, du lukker ud, er lort.”

  Nina sendte mig et sigende blik, som bad mig om at stoppe. Nervøsiteten lyste ud af hendes blå øjne, og jeg vidste, at hun var urolig på mine vegne.

  ”Kom, Nina. Vi tager hjem nu,” befalede han og greb Ninas arm, hvilket gav hende intet andet valg end at følge efter ham.

  ”Far, det gør ondt,” klynkede hun og prøvede at trække sin arm til sig, men det hjalp ikke. Han hørte ikke efter. ”Det gør ondt.”

  ”Hørte du hende ikke?” råbte jeg efter faren, så han brat vendte sig om med flammende øjne. ”Slip hende.”

  ”Jeg har fået nok af dig, knægt. Skrid nu bare hjem til dig selv, vil du?” vrissede han mellem sammenbidte tænder. ”Hvad med, at du blander dig lidt uden om andres liv.”

  ”Sgu da ikke når du gør Nina ondt,” gav jeg igen. ”Og slip hende så.”

  ”Du skal ikke kommandere rundt med mig. Du er bare en svag, nyttesløs dreng.” Og der blev det hele bare for meget. Vredt trådte jeg frem og skulle til at vriste Nina fri fra det stramme greb, men da kom det første slag. Selvom jeg vidste, at han havde let ved at blive voldelig, så overrumplede det mig alligevel, og jeg endte mig at ramle ind i bilen bag mig, men jeg var hurtig til at rejse mig op.

  Jeg bliver nødt til at beskytte Nina. Det var den eneste tanke, der kørte igennem mit hoved igen og igen. Tankerne overdøvede Ninas desperate skrig, som tiggede faren om at stoppe. Men det gjorde han ikke. Inden længe ramte en knytnæve min kæbe endnu en gang, og det sortnede kort for mig, men jeg kom vaklende på benene igen.

  Denne gang var det mig, der hårdt gav ham et skub, så han blev nødt til at genfinde sin balance, og det så jeg som min chance til at lange ud efter ham. Jeg ramte ham, men det var tydeligt, at slaget ikke gjorde synderligt meget ved ham – bortset fra at han nu var endnu vredere end før.

  Dette resulterede i, at han med al sin kraft hamrede sin hånd imod mit ansigt, og for mig føltes det, som om jeg fløj flere meter bagud. Jeg fik ikke engang tid til at komme mig, for få sekunder senere mærkede jeg flere spark i maven.

  Jeg glippede med øjnene imellem de mange smerter. Det var svært for min hjerne at følge med i, hvad der skete; finde hoved og hale på det hele. Alt gik bare så hurtigt. Og pludselig var Ninas skrig væk. Tilbage var mine klynkende støn af smerte.

  Jeg havde ikke lyst til at åbne øjnene. Nederlaget var for meget at tage. Jeg ville ikke se i øjnene, hvad der lige var sket. Jeg havde kæmpet for den pige, jeg elskede, og jeg havde tabt. Og først nu havde jeg indset, at livet virkelig ikke var så let som en leg. Jeg kunne ikke bare sno mig igennem alle problemerne. Noget i mig havde været så overbevist om, at min kærlighed for Nina ville kunne overvinde alt på sin vej, men det, jeg havde glemt i min boble af lykke, var, at det kun var noget, der skete i dårlige fantasy-bøger.

  Så jeg blev liggende der på den kolde asfalt lige ved vejen med lukkede øjne, imens jeg undrede mig over, om jeg mon nogensinde ville blive fundet. Jeg var lidt ligeglad nu, for jeg havde mistet alt, hvad der havde holdt mig gående. Jeg havde mistet hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...