I'll Be Your Platinum | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 maj 2013
  • Opdateret: 30 maj 2013
  • Status: Færdig
"Lige netop som jeg tror, at det ikke kan blive værre, rammer en kraftig hovedpine mig, og mit blik flakker rundt, indtil jeg til sidst lukker mine øjne hårdt i for at stoppe forvirringen i min hjerne. Forsigtigt ruller jeg min krop sammen til en lille kugle og snapper efter vejret. Min blodige hånd med de mange snitsår knuger om den sorte jakke, jeg har på, i et hårdt tag, fordi jeg af en eller anden grund er overbevist om, at det vil aflede mig lidt fra smerten, men det hjælper nu ikke meget. En masse minder vælder ind over mig som tusinde lynslag, og selvom jeg prøver at forhindre dem i at tage plads i mit hoved, ved jeg, at det er for sent. Alle erindringerne kravler altid rundt over det hele i mit indre kaos."

91Likes
148Kommentarer
4126Visninger
AA

7. "But the grass ain't always greener on the other side."

Og nu ligger jeg så her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min stolthed er væk, og det samme er min lyst til at fortsætte, for hun er væk. ”Der er flere fisk i havet,” ville en god ven typisk sige, men hvad hvis hun var pigen? Vil jeg så nogensinde kunne komme videre?

  Mine tanker vandrer hvileløst rundt i mit hoved med tusinde ubesvarede spørgsmål i favnen. Hvad mon Nina laver lige nu? Tænker hun lige så meget på mig, som jeg tænker på hende? Har hendes far gjort hende ondt? Og vigtigst af alt: Var vores kærlighed værd at kæmpe for? Jeg går ud fra, at de spørgsmål for evigt vil forblive ubesvarede.

  Man ville tro, at kulden omkring mig skulle dulme smerterne i hele min krop, men sådan er det desværre ikke. Faktisk gør kulden bare det hele værre, fordi den også giver mig en følelse af, at flere knive stikker i mig overalt. Ikke en eneste del af mig er hel længere; jeg er blevet splittet til tusinde stykker, som højst sandsynligt aldrig vil kunne lappes sammen. I hvert fald ikke uden hendes hjælp.

  Trafiklysene skærer mig i øjnene, hvilket får mig til at klemme dem i. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu. Skal jeg blive liggende? Skal jeg prøve på at rejse mig op på trods af, at alle mine lemmer højst sandsynligt er kommet til skade? Skal jeg råbe efter hjælp? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke noget længere. Aldrig havde jeg troet, at hele mit liv ville afhænge af én enkelt pige. Hvad er det ved Nina, som har formået at vende op og ned på alt?

  En del af mig ville ønske, at jeg aldrig havde mødt Nina, for så ville jeg ikke ligge her. Så ville jeg stadig leve livet, som var det en leg, uden en eneste bekymring. Alligevel er jeg mere end glad for, at jeg fik den ære at kigge ind i hendes inddragende, smukke øjne, indsnuse hendes berusende duft og holde om hendes sårbare krop. For mig har det været det hele værd.  

  Og det er vel det, der er med kærlighed. Hvis den er stærk nok, så vil man gøre alt for den, man elsker. Også selv hvis det ender med at være et totalt flop – som det jo gjorde i mit tilfælde. Jeg ved ikke, om jeg fortryder. Jeg kan ikke tænke klart nok til at vide det. Alle mine tanker modsætter hinanden. De er bare ét stort kaotisk rod.

  Jeg udstøder et tungt suk og vender mig, så jeg har udsigt op mod de klare stjerner. Det gør ondt at ligge med så rettet en ryg, for jeg har mest af alt lyst til at krybe sammen til en lille kugle, men jeg bliver liggende; betragter de glimtende stjerner. Det er det syn, jeg vil glide bort til.

  ”Justin!” Ninas stemme lød advarende, og jeg undveg kun med nød og næppe den frodige busk foran mig.

  ”Rolig nu, Nina,” grinede jeg og cyklede op ved siden af hende. ”Jeg skal nok passe på, min skytsengel.”

  ”Dig og dine kommentarer,” sukkede hun, inden hun udstødte en lyd, der lød som en blanding af et suk og et fnis. ”Nogle gange er du så latterlig og kikset, ved du godt det?”

  Minderne er ikke færdige med at lege med mit sind. De kommer stadig væltende, som jeg ligger og betragter den sorte himmel, men nu kommer de i små glimt. Ninas melodiske stemme lyder flere gange i mit hoved, hvor de gentagne gange nævner mit navn. Og hver gang er der et spor af noget nyt i den. Først latter, dernæst bekymring, bagefter gråd, og sådan bliver det ved.

  ”For helvede da også!” Selvom jeg sad i min bil, var det høje udbrud ikke til at tage fejl af. Jeg kørte hurtigt ind til siden, hvorefter jeg steg ud af bilen. En pigelignende skikkelse stod ved en bil, der virkede alt for stor i forhold til hendes størrelse.

  ”Har du brug for hjælp?” spurgte jeg med et skævt smil, inden jeg lagde armene over kors, imens jeg bevægede mig over til pigen.

  ”Det er bare mit dæk …” sukkede hun og rullede med øjnene. Hun havde langt, lysebrunt hår, et sæt lyseblå øjne og nogle fyldige, buede læber. ”Det er vist blevet punkteret af en eller anden, og jeg har ikke nogen mobil, så jeg kan ikke ringe efter hjælp.”

  ”Du må gerne ringe fra min,” tilbød jeg og rodede lidt i mine lommer. ”Her.”

  Hun stod et kort øjeblik og kiggede nøje på den, som om jeg ikke var til at stole på, men så tog hun imod den. ”Tak.”

  En halv times tid senere kom nogle folk og hentede hendes bil. Da de var kørt væk, vendte jeg mig langsomt imod hende. ”Har du brug for et lift?”

  ”Øhm … ja, tak,” svarede hun og tillod sig selv at sende mig et lille smil. ”Mit navn er for resten Nina.”

  ”Det er hyggeligt at møde dig, Nina,” sagde jeg, inden jeg rakte en hånd frem imod hende. ”Mit navn er Justin.”

  Og det er de minder, jeg glider bort til. De dansende trafiklys toner langsomt bort, og mit syn formørkes yderligere og yderligere, indtil alt, jeg er efterladt med, er farven sort. Sort, sort og atter sort. Den sidste lyd, jeg hører, er lyden af sirener, men dem tager jeg mig ikke af. De kan være lige meget. Jeg er nemlig for længst gledet hen et andet sted; et sted, hvor Nina stadig er ved min side. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...