Forandringen (13+)

Hej folkens jeg hedder Laura og jeg lever i en fantastisk verden..lige indtil for 2 måneder siden hvor min mor døde af kræft.. Min papfar og min rigtige far stod tlbage med ansvaret for mig og min bror og lidt min søster men hun er 22 så hun bor ikke hjemme mere.
Laura eller jeg er en pige der ikke rigtige bryder sig om Justin Bieber, ikke på grund af hans udseende eller sangstemme, men ALLE mine "venner" elsker ham, de er ikke rigtige mine venner jeg har svært ved at finde tryghed hos folk efter min mors død.
Nå men håber i vil læse med og husk lige at smid et like og en kommentar hvis i vil have mere!!
Det skal lige siges der også er vold og stoffer med, til de sarte sjæle ;)
Skriv hvis vil have en til jer selv skal nok lave en!

26Likes
24Kommentarer
2170Visninger
AA

34. kapitel 34

Lauras synsvinkel:

Det var så hårdt at sige til Jusitn jeg ikke kendte ham, jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe hjem ti ham, tilgive ham, kysse ham, holde om ham, i det hele taget bare være tæt på den dreng jeg stadig elsker så højt, men nej så havde han vundet, jeg er ikke svag, jeg skal kunne klare mig uden ham! Jeg vil klare mig uden ham. Min moster havde da godt nok spurgt indtil om der var sket noget alvorligt, jeg sagde nej, hun havde sikkert kunne mærke jeg ikke gad snakke om det, Simon var ikke hjemme, han var over hos en der hedder Jakob, det er han tit, jeg kiggede ned på min mobil, intet svar fra Justin, men skulle jeg ringe til Simon, jeg vil så gerne fortælle om mig og Jusin, men det måtte vente, han var sammen med sin ven, jeg skal ikke forstyrre det, det er som om at lige siden jeg flyttede her til, har jeg ødelagt hans hverdag, jeg græde hele tiden, men kun sammen med ham, han køber så meget is til mig, nogen gang dropper han endda venner for min skyld, jeg havde selvfølgelig sagt han bare kunne tage af sted, jeg kan jo godt klare mig uden ham! Eller det skal jeg kunne, jeg har jo Justin, elle havde… Men det vidste Simon ikke! Og det skulle han heller ikke vide, endnu! På et tidspunkt kommer hele verden ti at vide det, men jeg vil have mit normale liv igen, eller mit liv har ALDRIG været normal, ikke siden min mors død, nu hvor jeg tænkte over det, så er det lang tid siden jeg har været hos hende, jeg nåede ikke at tænke det igennem før jeg var smuttet ud af døren.

Min mors gravsted er ikke det pæneste, men det er flot, lide som hende, hun var ikke en model, men hun var flot, rigtig flot! Folk siger jeg ligner hende, når de siger det følger jeg mig smuk, så ved jeg at jeg er smuk! Jeg satte mig ned ved siden af, kyssede to af mine fingrer og lagde dem, der hvor hendes navn står, så lukkede jeg øjnene og hviskede ”Mor, jeg ved du kan se mig, du kan se alt hvad jeg laver, jeg håber du er stolt, selvom jeg er en djævel til tider, men du kender mig, sådan er jeg, jeg har det fra far, som du jo nok godt ved hvor er, jeg besøger ham ikke, jeg tør ikke, jeg bliver bange, eller nej jeg er bange, bange for at se hvordan han ser ud, bange for hvordan han er nu, nu hvor ingen af os er hos ham, hverken dig, mig eller Mette, han har ikke nogen tilbage, jeg ville ønske det ikke var sådan, men sådan er det. Du kan sikkert også se alt det med mig og Justin, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, det hele virker underligt, han virker underlig, han smed mig bare ud, som om jeg var noget skrald, som om han aldrig har haft elsket mig, hvad gør jeg mor, jeg savner ham, hvem skal jeg dog snakke med. Jeg savner dig. Jeg elsker dig. Jeg er stolt af dig, vi ses i himlen. Mor.” Jeg smilte svagt, men der så jeg en person, en person jeg ikke lige regnede med ville være her, hvorfor her? Hvad lavede han dog her? Havde han ikke travlt, med alle andre end mig.

Justins synsvinkel:

Der sad hun, med lukkede øjne og snakkede med hendes mor, hun er smuk, så smuk, der røg tårer ned af hendes kind, jeg havde så meget lyst til at kramme hende, holde om hende, men jeg var bange, bange for at blive afvist, ikke igen! Jeg elsker hende, det har jeg altid gjort. Hun åbnede øjnene, et lille smil var til at se, men da hun så mig forsvandt det, hun rejste sig og begynde at gå, jeg fulgte efter hende, jeg vidste godt hvor hun skulle hen, hen til den lille bænk der er ved søen, den sad vi altid ved når vi var kede af det, når vi ikke vidste hvad der skulle ske, jeg sang for hende, altid for hun blev glad, jeg elsker hendes smil, latter og gode humør, men nu, nu er hun kun trist. Jeg satte mig på bænken, ved siden af hende, hun var ikke gået da hun så mig, det er i det mindste godt, jeg sagde ikke noget, jeg kiggede bare på hende, hendes smukke ansigt, som passede så godt til resten af hende, hun var perfekt, jeg elsker hende ”undskyld” det var det eneste jeg kunne sige til hende lige nu, hun kiggede på mig, man kunne se en tåre, den røg ned af kinden på hende, jeg tørrede den hurtigt væk ”Hey se på mig” det gjorde hun så ”Du skal ikke græde, vi skal nok løse det her! Det lover jeg” ”Hvorfor gjorde du det Justin, hvorfor skrev du med hende pigen, hvorfor smed du mig ud” Der røg flere tårer ned af hendes kind, jeg trak hende ind ti let kram, overraskende nok trak hun sig ikke væk, hun holdte bare om mig, flere og flere hyl kom fra hende ”Skat, jeg kunne aldrig, aldrig finde på at være dig utro, jeg har aldrig haft noget med den pige, hun var forlovet den gang jeg mødte hende, og nu holder de bryllup, vi er blevet inviteret, og da jeg sagde du skulle gå, jeg troede du var min mor, mine øjne sveg nemlig helt vildt da jeg vågnede, så jeg havde svært ved at fokusere, det lignede dig der kom ind, men så byttede jeg fuldstændig om og blev forvirret så jeg forvekslede dig med min mor! Det var derfor, Laura jeg elsker dig, det har jeg altid gjort, og det vil jeg altid gøre” Hun sagde ikke noget men lukkede bare sine øjne ”Justin, syng for mig, lide som i gammel dage!” jeg grinte lidt men begynde så at synge ’nothing like us’ 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...