Hænder


3Likes
0Kommentarer
472Visninger

1. Hænder

Han gnider dem nervøst sammen, mens han rokker uroligt frem og tilbage. Man kan se blodårerne. Han mumler noget utydeligt. Snakker med sig selv. Han bliver pludselig stille. Lyden af en bildør der smækker, har bragt ham tilbage til virkeligheden. Det er tidligt på morgenen. Han kigger gennem det dunkle værelse over på en ensom dør. Der er ikke mere end hans kuffert, en kommode og sengen i værelset. Stiv som et bræt rejser han sig fra sengen og kigger forsigtigt ud af vinduet. Der er den. Bilen. Selvom han ikke kunne se det, vidste han udmærket godt, hvem sad bag rettet. Han bander. Kan ikke løbe sin vej, men har på ingen måde lyst til at blive. Lad mig nu være i fred. Hvorfor er det nødvendigt at plage en mand langt ud på det sene efterår af hans liv? Han stirrer sorgfuldt på bilen, men det er ikke hvad han egentlig ser. Han ser en ung smilende kvinde i tyverne. Tungt sætter han sig ned på sengen igen. Han mindes en aften for snart halvtreds år siden. Havets brus og varmen fra det store bål. En lykkelig aften fyldt med hede kys og glæde. Fyldt med sang og sjov. Lykke. Han knuger sine hænder hårdt sammen. Det er ikke længere noget, han kan vende tilbage til. Han havde lagt sit liv i hendes hænder. Hun havde lagt sit liv i hans. Han kigger ned på hans hænder. Hvor er det nu? Hvor er hun blevet af? Alt han kan se er de hænder han altid har haft. Intet mere, intet mindre.

Han kigger endnu en gang over på døren. Ligesom han står den alene. Ligesom han står den hvor den altid har stået. Ligesom han er den låst. Døren kan låses op af nøglen som passer. Det samme kan han, men nøglen er blevet væk. Han ved ikke hvor eller hvornår. Det er bare sådan.  Det skete sikkert for mange år siden. Ja. Det er han næsten sikker på. Men livet går. Snart er det gået fra ham. Og livet standser ikke før slutningen. Aldrig.

Han kigger ud af vinduet op på de tunge grå skyer. Rejser sig op igen og prøver at få øje på bilen. Sara, min pige. Hvorfor behøvede du at komme her. Jeg kan ikke mere. Lad mig nu gøre som jeg vil. Han mumler noget mere, men det er for utydeligt. Det banker på døren. Hans ben går mod døren mens han selv stadig sidder på sengen. Han åbner døren og kigger på hende. Far, siger kvinden i døren. Kom nu hjem. Det her gør ikke tingene bedre. På ingen måde. Hun smiler et stift smil. Det er fyldt med varme. Sara. Manden på sengen har rejst sig og er endnu en gang forenet med sit kødelige selv. Sara, jeg kan ikke. Ikke uden hende. Det ved du. Han kigger hende ikke i øjnene. Hun græder. Det ved han at hun gør. Man kan i et stykke tid ikke høre andet end svage hulk og de regndråber der så småt begynder at falde. Han kigger over på sin kuffert. Der er ikke meget i den, men det var heller ikke meningen. Han kigger på Sara. Så, så, min pige. Lad nu være med at græde mere. Han lage forsigtigt en hånd på hendes skulder. Han bevæger sig tættere på og lægger begge arme omkring hende og knuger hende ind til sig. Begynder at stryge hende over håret. Så, så. Det skal nok gå. Far har bare brug for at være alene i et stykke tid. Det er det hele. Så, så, Sara. Sshh. Han kigger hende i øjnene nu. Hun kigger ind i hans. Vil du ikke bare komme hjem? Det er ikke tiden at være alene. Far, hver nu sød. Han sukker. Jeg kan virkelig ikke. Det kan du ikke gøre noget ved. Hun kigger væk. Vrister sig ud af hans favntag. Det kan du ikke være mig bekendt. Det kan du ikke være børnene bekendt. Så går hun. Sara, Vent. Vent, kalder han efter hende. Men hun venter ikke. Hun kommer ikke tilbage. Det har han sådan set fortjent, men han ser alligevel såret ud.

Han går hen af landevejen. Hans kuffert kommer bragene efter. Bussen kører ikke længere end til her. Dejlig klart og solrigt. Sommeren viser sig fra sin bedste side. Snart er han ved målet. Han standser et øjeblik for at kigge ud over markerne. For at mærke lugten af en næsten glemt sommer. For at huske. Han ser ud til at være splittet. På den ene side er han på nippet til at græde. På den anden side ser han glad ud. Hun er her. Dette er stedet de første gang mødtes. Hun er hvor end han kigger hen. Altid lige ved siden af ham. Smilende og glad. Pludselig er det ikke længere ham selv, der går på landevejen. Det er en ung mand. Fyldt med livsmod og dårlige vitser. Pigen ved siden af ham griner alligevel. Manden slæbende på en kuffert er ikke mere end et spøgelse. En illusion skabt af et mareridt. Det unge par spankulerer lykkeligt hen ad vejen. Grinende og fyldt med flirtende smil. Vejen fortsætter i en direkte linje op til diget. Lige så snart parret når digets top, blæser vinden dem øjeblikkeligt i møde. Vinden blæser pigen og den unge mand væk, som om de aldrig har været der. Tilbage står kun den gamle mand med den nu alt for tunge kuffert. Han er igen alene.

Der er ikke mange på stranden. Det ser han straks. Grunden er han heller ikke længe om at regne ud. Bølgerne. Store og truende bevæger de sig hen over vandet, hvorefter de forsvinder langt inde over stranden. Ikke det rigtige vejr til at bevæge sig ned på stranden i. Han går hen ad diget. Kigger skiftevis ud over havet og haverne op til diget med små tilhørende sommerhuse. Der er meget som har forandret sig. Ikke meget af det gamle er tilbage. Gammelt er blevet erstattet med nyt og bedre. Bedre. Er nyt altid bedre? Trappen, der fører ned mod huset fra minderne, er stadig et godt stykke væk. Diget føles nærmest endeløst. Bare lidt længere så er du der, mumlede han til sig selv.

Og der var den. En smal trappe, der fører ham til en lidt bredere - men stadig smal - overdækket sti, dukker frem på højre side af diget. Der dukker pigen op igen, mens den unge mand forbliver væk. Kufferten får han med næsten intet besvær ned for enden af trappen. Stien er ujævn så det er ikke helt så nemt som han havde troet det ville blive at transportere kufferten. Til sidst lader han den bare stå ude i siden. Jeg kommer tilbage lige om lidt så det går nok.

Endelig dukker huset frem i hjørnet af hans synsfelt, men det er ikke som han husker det. Selvfølgelig er det ikke det. Der er lidt under halvtreds år siden han sidst har været her. Chokket bliver ikke mindre af den grund. Ikke det mindste. Der har ikke været nogen garage der. Huset har været rødt, men er nu en lys blå farve. Bedet foran huset er forsvundet. Pigen går ikke længere ved siden af ham. Det her sted er ikke et sted han kender. Det er ikke et sted hun kender. Desperat kigger han efter noget, han kan genkende, men finder intet. Hvor er det? Hvor er det? Det er der ikke. Hun har forladt stedet. Huset ved stranden er ikke længere hvad det var.

Manden sidder på en bænk længst oppe på stranden. Malingen skaller af. Heller ikke denne har han set før. Kufferten har han stående ved siden af bænken. Udtryksløst kigger han ud over det oprørte hav. Betty, hvor er du blevet af? Hvorfor har du forladt mig? Du tog min nøgle, og det liv jeg gav dig, med dig. Hvor er du? Han kigger stadig ud over havet. Hans øjne er fyldt med længsel. Han rejser sig ikke. Han bevæger sig ikke ud af stedet. Bliver bare siddende og kigger ud over havet. Hans åndedræt bliver tungere og tungere. Langsommere og langsommere. Foran ham står En gammel kvinde pludselig. Betty. Læberne bevæger sig, men ikke en lyd kommer ud. Han kan ikke bevæge sig. Kvinden bevæger sig længere og længere væk. Af alle kræfter forsøger han at bevæge sig. Vent Betty, tænker han. Ikke en gang hans læber flytter sig nu. Vent! Lige med et er han fri. Han rejser sig op og går med vaklende skridt over til kvinden. Han omfavner hende og hun gengælder omfavnelsen kærligt. Peter, hvor har jeg dog savnet dig. Manden kigger hende dybt i øjnene. Og jeg dig, Betty. Og jeg dig.

På en dejlig klar og solrig men dog også lidt blæsende sommerdag går et gammelt ægtepar. Hånd i hånd går de hen ad diget og nyder dagen og hinandens selskab. Lykkelige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...