Secrets n' Lies // One Direction

Hvordan ville du havde det hvis din søster var blevet myrdet? Og hvad så med hvis morderen vender tilbage til skolen? Hvad nu hvis at det du troede var sandheden, slet ikke er sandheden? Men løgnen? Sådan er det for Aya.
***
Så, denne novelle er rigtigt en skole opgave, som jeg så har skrevet om. Så jeg beklager at tingene går så hurtigt, men 12 sider er kind'a the limit for vores lærer. Han er gammel i ve'. Anyway, enjoy. :)
- AU - Fanfiction -

4Likes
19Kommentarer
607Visninger
AA

5. Too much at one time?

07 August 2013

 

Jeg er lige blevet færdig med min fysiktime, og er på vej hen til mit skab. Jeg åbner det, og smider mine bøger ind. Jeg står egentlig bare der lidt, og sukker. Gangen er tom, men det er kun fordi at jeg fik senere fri end de andre. Jeg beklager altså at mine resultater ikke er lige så gode som de andres i fysik, men nu regner jeg heller ikke lige med at blive en sindssyg professor vel? Nej. Godt. Tak. Men jeg ved godt hvorfor at jeg ikke klarede mig så godt til testen i dag. Alle hemmelighederne og løgnene, kører stadig rundt i mit hoved.

,,Hey, er du okay Aya?” Det giver et sæt i mig, da nogen åbenbart er her. Jeg vender mig rundt, og ser Louis stå lidt væk fra mig. Jeg griner lidt, og fugter så kort mine læber.

,,Eh ja, prøven var bare svær.”, svarer jeg ham hurtigt. Jeg lukker mit skab i, og kører en hånd gennem mit hår. Jeg er nødt til at fortælle ham det. Nej, jeg kan ikke. Efter skole. Der gør jeg det. Argh. Jeg sukker indvendigt, og begynder at gå hen mod kantinen.

,,Nej, jeg mener det med Eleanor.”, stopper han mig. Jeg stivner, og trækker på skuldrene.

,,Det er underligt at se hende på gangene igen, men vi vidste jo at hun ville komme tilbage.”, svarer jeg ham. Jeg sukker stille, og smiler kort til ham. Jeg forstår faktisk ikke hvorfor Rose aldrig forelskede sig i ham. Jeg mener, han er venlig, køn, sjov og klog? Hvad kan man mere forlange? Jeg vender bare fronten mod dørene ind til kantinen igen. Jeg træder ind, og går hen til pigerne. Altså Jade og Perrie.

,,Noget nyt?”, hører jeg Perrie spørg nysgerrigt. 

,,Jeg har haft prøve i fysik, så jeg har ikke lige haft tid til at lure på Løgnerne”, svarer jeg kort tilbage. Dog griner jeg lidt, og pigerne griner med. Alt det her, det er nok en ordentlig mundfuld i sig selv. Jeg savner mit liv uden bekymringer, og en søster der altid passede på mig. Jeg finder mit æble frem, og begynder at spise det. Jade tager sine høretelefoner frem, og jeg lurer lige hvad hun skal til at høre. In Your Atmosphere af John Mayer. Hun elsker ham. Hun skal faktisk også til koncert med ham. Jeg ville også gerne have været med, men jeg havde været for doven til at købe billetter. Tjaa, jeg er pænt doven. Lige som mine klistermærker. Ren dovenhed. Mit værelse er heller ikke det kønneste. Min mor siger at jeg skal rydde op, men det ender...

,,Hey Perrie...Hej piger...”, jeg hører en velkendt stemme og kigger op. Hvem vover at forstyrer min yderst interessante tankegang? Oh, Harry. Jeg kigger hen på Perrie, og bider mig lidt i læben. Hun løfter bare et øjenbryn, og smiler kort.

,,Hej Harry.”, svarer hun ham kort. Vi husker alle tre helt klart, at han er indblandet i ulykken.

,,Må jeg sætte mig?”, siger han venligt. Men jeg tror ikke på hans venlige irriterende smil. Han var med til at....at... Jeg kan ikke engang tænke på det. Jade rykker uroligt på hendes stol, mens at mit blik søger ned i bordet.

,,Okay...”, svarer Perrie med en ligegyldig tone. Harry sætter sig over for os, og ellers er her bare stille. Jeg løfter så blikket, og kigger på ham med et smil.

,,Nå, hvad lavede du så i går?”, spørger jeg med en venlig tone. Jeg spiser videre af mit æble, og lægger mærke til at pigerne hopper med på den. Vi ved jo godt hvor han var, men nu skal vi lige se hvor god en løgner han er. Jeg ser ham finde sin sandwich frem, mens at jeg bare venter på et svar.

,,Hjemme, der sker jo ikke så meget i byen her for tiden. Men Liam holder en fest på fredag, hvis I er interesserede?”, svarer han mig med en latterlig irriterende tone. Eller sådan lyder det i mit hoved, for andre lyder han sikkert super venlig. Urgh. Jeg kigger kort på Jade, og kan godt se at hun finder sig meget ubehageligt tilpas ved denne akavede situation. Jeg møder Perries blik, og hun trækker bare på skuldrene. Det er jo hos Liam, og efter hvad jeg husker så er han ikke en løgner.

,,Okay, hvad tid?”, svarer jeg venligt og kigger på ham. Han giver mig væmmelser. Tænk at han og Louis er bedstevenner?

,,Klokken otte”, svarer han skævt smilende. Han rejser sig så, og smiler tilfredst. ,,Så ses vi”, siger han kort inden at han går mod udgangen af kantinen. Vi sidder bare, men spiser ikke.

,,Sååå, vi skal til fest på fredag”, siger Jade med et smil på læben. Jeg griner lidt, og det samme gør Perrie. ,,Jep, det skal vi”, tilføjer Perrie.

 

Resten af skole dagen gik fint, men det var jo også først nu  jeg skulle snakke med Louis om Harry. Om det hele faktisk. Perrie og Jade skulle begge to et eller andet vigtigt med deres forældre, så nu er jeg bare helt alene om det her. Tak. Jeg har min taske over skulderen, mens at jeg bevæger mig ned af gangen. Jeg vil prøve at fange Louis ved skolens udgang. Jeg har ikke tænkt mig at gå op til hans klasse, og stå og vente udenfor. Folk ville tro jeg var en eller anden lille særling, som var håbløst forelsket i ham. Det kan vi ikke have. Jeg sætter mig på en bænk, og venter bare. Jeg når at tænke et par mærkelige tanker, før at jeg ser Louis og hans venner komme ud. Åhh nej, jeg kan vist ikke undgå at ligne en håbløst forelsket særling. Hvilket jeg ikke er, men i hans venners øjne gør jeg sikkert. Jeg rejser mig, og går hen til ham. Drengene kigger straks på mig, og jeg smiler akavet. Jeg er så dårlig til det her.

,,Ehh, Louis. Kan vi ikke lige snakke?”, spørger jeg hurtigt.

,,Hey! Louis!” Åhh nej. Harry. Hvorfor skal han lige afbryde min ’må-jeg-lige-snakke-med-dig’ – scene? Jeg ser Louis kigge lidt frem og tilbage på os, og får så et klap på skulderen af Harry.

,,Hey!”, svarer han med et skævt smil. Nu står jeg bare her. Hmm, tingene kan vist ikke blive mere akavet hva’? Eller jo...

,,Nå, jeg lader jer to sludre...”, siger Harry med en drillende tone. Han blinker hurtigt til mig, og jeg kan bogstaveligt talt mærke de sure opstød. Jeg synes engang at han var lækker, men nu kan jeg ikke se andet en bogstaverne LØGNER i hans ansigt. Jeg griner bare kort, hvor at Louis bare ryster på hovedet med et smil på læberne. Han er så venlig. Han kan jo godt se at jeg synes alt det her er akavet. Suuuuuuper akavet.

,,Så eh, du ville snakke?”, siger han kort. Jeg hører ham, og nikker.

,,Vi kan jo bare snakke på vejen hjem.”, svarer jeg ham. Han bor tre huse væk fra mig, så vi er næsten naboer. Vi er tribbel naboer. Haha. Ej.

,,Okay.”, svarer han mig med et smil. Da jeg slet ikke aner hvordan jeg skal starte den her samtale, går jeg bare ned af gaden med ham. Jeg lader mine sko flader skrabe mod jorden mens at jeg går, og bider mig hårdt i læben.

,,Så, er det her bare en undskyldning for at følges hjem, eller vil du virkelig snakke med mig?”, hører jeg ham sige. Jeg kigger op, og griner lidt.

,,Nej, jeg ville snakke med dig om Harry.”, siger jeg hurtigt. Urgh. Jeg har virkelig ikke lyst til at tage denne her samtale. Bare tanken om hvor meget Harry lyver over for Louis, giver mig væmmelser. Jeg modtager et undrende blik fra Louis, og bider mig i læben.

,,Er du vild med Harry?”, spørger han mig. Jeg løfter et øjenbryn, og ryster kraftigt på hovedet.

,,NEJ!”, svarer jeg ham hurtigt. Jeg skubber lidt til ham, og griner. Nej, jeg ville aldrig falde for en idiot som Harry. Urgh. Han griner også, og kigger så på mig med et skævt og nysgerrigt smil.

,,Hvad er det så?”, spørger han. Mit smil falmer lidt, og jeg bider mig lidt i læben. Jeg tager en dyb indånding. Jeg prøver at forme nogle ord, men det er lidt svært.

,,Harry var indblandet i mordet på Rose.” Sådan nu var det sagt. Men jeg tror ikke at jeg gjorde tingene bedre. Jeg ser ham stoppe op, og jeg stopper også. Jeg vender mig rundt, og står nu foran ham. Han er i chok. ,,Jeg er ked af det Louis, men du var nødt til at vi...”

”Det er ikke muligt.”, siger han kort og bestemt. Jeg ryster på hovedet, og sukker stille.

,,Louis, du kan ikke stole på ham.”, siger jeg bekymret. Han ser virkelig chokeret ud. Måske skulle jeg bare havde ladet være med at fortælle ham det? Så at Louis kunne blive ved med at være ’bedste venner’ med Harry? Nej.

,,Jeg tror ikke på dig Aya.”, siger han hårdt og holder blikket i jorden. Han skubber mig til side, og går nu med hurtige skridt ned af vejen.

,,Louis! Du må ikke gå! Jeg beder dig...”, siger jeg med en skælvende stemme. Han stopper op 5 meter fra mig, og vender sig rundt. Jeg kan bare se smerten i hans øjne, men jeg var jo nødt til at fortælle det.

,,Aya. Han var den der hjalp mig igennem det med Rose. Han ville aldrig gøre noget så forfærdeligt.”

,,Han lyver...”, svarer jeg men bliver hurtigt afbrudt.

,,Stop. Bare stop Aya...”, siger han med en kold stemme. Jeg ser ham bare vende sig rundt, og begynde at gå.

,,Jeg vil dig jo bare det bedste Louis...”, siger jeg til sidst. Men det er for lavt til at han kan høre det. Han gider sikkert slet ikke lytte til mig. Harry er hans bedste ven, men han er nødt til at vide sandheden om ham. Nu står jeg bare her. Louis gider ikke at høre på mig, og Jade og Perrie er med deres forældre. Jeg gider ikke hjem. Jeg går med slæbende skridt op af vejen, og føler mig som en idiot. Måske burde jeg slet ikke havde fortalt Louis det. Solen brænder på min hud, og mine ben gør ondt. Jeg rækker ud efter min vandflaske i min taske, men mærker så at den er tom. Perfekt. Jeg har ikke noget vand. Jeg sukker irriteret, og ser en pizzabringer komme kørende forbi på sin røde knallert. Og selvfølgelig har han en fuld vandflaske, som han er ved at drikke. Dumme dag. Jeg går videre, og ser så at jeg er i byen. Nå, nu hvor at jeg er her, så kan jeg lige så godt tage på café. Jeg går op til Ennies Café, og sætter mig. Jeg finder min bog frem, og begynder bare at læse.

 

,,Hej Aya, hvor er Louis?” Jeg får et chok, og taber min bog. Jeg samler den hurtigt op, og kigger op. Harry. Jeg sukker dybt, og læner mig tilbage.

,,Vi skulle bare snakke Harry.”, siger jeg kort. Dog smiler jeg efter, for at skjule min væmmelse over ham.

,,Nå okay så.”, siger han med et drilsk smil. Han sætter sig ned, og jeg rykker på min stol. Jeg begynder bare at læse igen, men han VIL absolut snakke. ,,Du ved, din søster var utrolig smuk.”, siger han med et skævt smil på. Jeg hører ham, og spænder i hele kroppen. Hvor vover han at snakke om hende, når han selv var med til at tage livet af hende. Jeg får bogstaveligt talt lyst til at slå ham. Lige i ansigtet. Han fortjener det. Men, hvis jeg gør det, slår han nok tilbage. Og, han er anfører på football holdet, så jeg har ikke lyst til at lægge mig ud med ham.

,,Mmhh..”, mumler jeg kort og læser videre. Jeg fornemmer at han læner sig frem af, hvilket får mig til at spænde endnu mere i kroppen.

,,Men du er smukkere...”, siger han med en hans hæse stemme. Jeg rykker hårdt tilbage, og kigger på ham med et løftet øjenbryn.

,,Nej, Harry.”, svarer jeg hårdt. Han er simpelhent for meget. Jeg rejser mig hårdt op, og tager min taske.

,,Aya, come on. Det var jo bare et kompliment?” Jeg hører ham, og bider hårdt tænderne sammen. Jeg kunne dræbe ham lige nu. Jeg begynder at gå, men selvfølgelig går han efter mig. Og selvfølgelig indhenter han mig. Jeg stopper op, og er nødt til at få ham til at lade være med at følge efter mig.

,,Harry, det er ikke et kompliment at sammenligne mig med min myrdede søster.”, siger jeg hårdt. Jeg skal til at gå igen, men han tager fat i min arm.

,,Aya, ulykken var jo et uheld. Eleanor havde sikkert aldrig haft i tankerne at dræbe Rose.”, siger han irriterende omsorgsfuldt.

,,Harry, hun blev myrdet. MYRDET.”, svarer jeg ham iskoldt. Jeg prøver at hive min arm til mig, men hans greb er stramt. ,,Slip mig!”, råber jeg. Okay, jeg går lidt amok, men jeg kan ikke holde ham ud.

,,Lad nu vær’..”, siger han. Han kan rende mig, jeg ved sandheden. Jeg hiver armen til mig, og går med hastige skridt hjem ad. Da jeg kommer hjem, ser jeg bare mine forældre sidde og se tv. Engang lavede de altid mad sammen, og hørte musik. Men efter Rose’s død, har stemningen her i huset ikke været så god. Jeg kommer op på mit værelse, og smider mig i min seng. Jeg sukker dybt, og ved ikke hvor lang tid jeg kan holde masken over for Harry. Hans løgne driver mig til vanvid. Jeg puster bare dybt ud, og prøver at få styr på hemmelighederne, løgnene og sandhederne i mit hoved. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...