Secrets n' Lies // One Direction

Hvordan ville du havde det hvis din søster var blevet myrdet? Og hvad så med hvis morderen vender tilbage til skolen? Hvad nu hvis at det du troede var sandheden, slet ikke er sandheden? Men løgnen? Sådan er det for Aya.
***
Så, denne novelle er rigtigt en skole opgave, som jeg så har skrevet om. Så jeg beklager at tingene går så hurtigt, men 12 sider er kind'a the limit for vores lærer. Han er gammel i ve'. Anyway, enjoy. :)
- AU - Fanfiction -

4Likes
19Kommentarer
634Visninger
AA

7. The Truth.

09 August 2013

 

Fredag morgen, og vinden er dejlig frisk. Jeg er på min vej til skole, og er kommet mig nogen lunde over Harry i går. Jeg er lidt forvirret omkring Louis og jeg, men jeg håber at han endelig forstår. Jeg tror bare ikke at i går var nok. Nu må vi se. Jeg ankommer til skolen, og ser Perrie og Jade. Jeg skynder mig hen til dem, og krammer dem hurtigt.

,,Hey!”, siger jeg hurtigt. Jeg smiler kærligt til dem, men kan se at Jade er trist. Jeg bliver bekymret, og tager hendes hånd. ,,Hvad er der galt Jade? Er det det med dine forældre?”, spørger jeg og ligger hovedet på skrå.

,,Nej, jeg fortalte hende om dig og Harry.”, indrømmer Perrie. Eller indrømmer og indrømmer, Jade skulle jo vide det. Jeg hører hende, og sukker så.

,,Han er afskyelig.”, hører jeg Jade mumle. Jeg mærker hende så kramme mig, og jeg smiler bare kærligt. Åhh, hun er så dejlig. Jeg trækker mig så fra krammet, og kigger på hende.

,,Det er okay nu.”, siger jeg kærligt. Jeg kigger så på Perrie, som nu smiler omsorgsfuldt. Vi bevæger os nu ind på skolen, og går hen til vores skabe. Jeg har egentlig ikke set så meget til Eleanor? Mærkeligt. Nå. Jeg finder mine bøger frem, og mærker så en prikke mig på skulderen. Jeg vender mig rundt, og ser så Eleanor. Haha, sjovt. Jeg tænkte lige på dig. Urgh. Jeg smiler ikke, men kigger stadig på hende.

,,Pas på Aya, de er ude efter jer. Dig.”, siger hun hurtigt. Jeg løfter forvirret et øjenbryn, og ser hende så forsvinde i mængden. Mærkeligt. Jeg smækker mit skab i, og ser at Perrie og Jade ikke hørte noget. Det kan også være lige meget, det hun sagde gav ikke mening.

,,Vi skal havde geografi nu ikke?”, spørger jeg. Jeg ser Perrie nikke, og fugter så mine læber. ,,Okay.” Vi bevæger os så alle tre mod vores klasse værelse.

 

Klokken ringer, og vi har fri. Dagen er gået helt fint, lige bortset fra Eleanors mærkelige advarsel. Jeg bevæger mig ned af gangen med Jade og Perrie, og ud af skolen.

,,Perrie? Kan vi ikke tage hjem til dig, og så gøre os klar til festen? Du bor jo også lige i nærheden af Liam.”, spørger Jade.

,,Jo, okay.”, svarer hun med et smil på læberne. Jeg smiler bare også, og går med pigerne. På vej hjem til Perrie, snakker vi om alt andet end alt dramaet. Det gør vi vel bare for at holde stemningen oppe. Men sådan er vi, og det hjælper faktisk ikke at tænke på det. Vi ankommer til Perries hjem, og træder indenfor. Modsat mine forældre, kommer hendes forældre glade hen, og hilser på os alle. Vi får hængt vores overtøj, og skynder os op på hendes værelse.

 

,,Må jeg ikke låne din prikkede nederdel søde Perrie?”, spørger Jade. Perrie vender sig rundt, og ser den. ,,Selvfølgelig søde Jade.”, svarer hun. Vi griner alle tre, da vi åbenbart har et eller andet med at kalde hinanden ’søde’. Jeg kigger Perries skab igennem, og finder en sød sommer kjole. Jeg tager den ud, og viser den til hende.

,,Må jeg?”, spørger jeg bedende. Hun griner, og nikker. Jeg smiler stort, og ser den kjole Perrie skal havde på. ,,Wow. Hvor meget har du givet for den?”, spørger jeg imponeret. Den er hvid, og har en masse perler og blonder rundt omkring.

,,For meget...”, svarer hun. Vi griner alle tre, og får skiftet tøj. Jeg beholder bare mine Converse på, og det samme gør Jade. Perrie skifter til nogle ballerinaer, og så er vi ellers klar. Vi skynder os ned af trappen, og siger farvel til hendes forældre. Så er vi ellers af sted.

 

Vi ankommer til Liams hus, og hvor at der allerede er godt gang i den. Chris Brown spiller på anlægget, og atmosfæren er lidt trængt. Jeg havde faktisk ikke troet at der ville komme så mange. Men ja, Liam er jo både en køn og populær dreng, så hvorfor skulle folk ikke komme? De her klikker, er ved at drive mig til vanvid. Forstil dig lige en verden uden klikker. Wauw... Men det sker nok ikke lige foreløbigt. Det kommer nok bare ikke til at ske.

,,Hey Aya!” Jeg høre nogle sige mit navn, og kigger mig lidt omkring. Jeg ser så Liam vinke, og regner med at det er ham.

,,Hey!”, svarer jeg ham med et vink. Han kommer hen til os, og krammer os kort. Jeg har altid været gode venner med Roses venner. Men kun sådan at vi hilste, og snakkede en gang i mellem.

,,Godt I kunne komme! I ser forresten...fantastiske ud!”, siger han med et stort smil. Jeg hører ham, og griner lidt. ,,Nå, men nyd festen! Jeg må videre...” Vi smiler bare til ham, og ser ham så forsvinde i mængden igen. Han var nok min søsters nr.2 bedste ven. Louis var hendes bedste ven. Det er bare så synd at han aldrig fik fortalt hende om hans følelser for hende. Jeg bider mig lidt i læben, men sukker så bare for at prøve at tænke på noget andet.

,,Skal vi ikke danse?”, spørger Jade. Vi hører hende, og nikker. Vi går ind på danse gulvet, og begynder at danse til en eller anden ny sang. Vi er ligeglade hvilken sang det er, bare den er god. Haha.

 

Efter at havde danset en hel del, tager jeg lige en pause. Jeg er glad for at jeg ikke har hæle på, for så ville mine fødder være døde lige nu. Jeg tænker at jeg lige vil finde et sted med ro, og finder deres udestue. Der er to andre piger, men jeg er lidt ligeglad. Jeg skal lige havde en pause for musikken og det hele. Jeg sætter mig på en af stolene, og kigger bare ud af vinduet. Jeg indånder den dejlige duft af skov de har her ude, og slapper af. Men alt afslapningen i mig forsvinder straks, da jeg mærker to hænder på mine skuldre. Jeg stivner, og spænder i hele kroppen.

,,Kan du ikke lide musikken lille Aya?” Jeg genkender straks Harrys stemme, og rejser mig op. Jeg kan ikke holde ham ud. Jeg ignorerer ham bare, og holder mit blik ud af vinduet. Men han giver ikke op så let. Jeg mærker hans ånde i min nakke, hvilket sender kuldegysninger ned af min ryg. ,,Har du ikke savnet mig?”, tilføjer han med et skævt smil. Jeg fnyser bare, og sukker irriteret. Men nok mest for at skjule, at jeg er så bange. ,,Aya...come on...” Jeg mærker hans hænder om min talje, og trækker mig lynhurtigt. Jeg vender mig så rundt, så jeg kan se ham i øjnene.

,,Hold dig væk Harry.”, snerrer jeg af ham. Pigerne der sad her før, er gået. Argh. Jeg hader at være alene med en psykopat. Ikke så mærkeligt vel?

,,Smukke...”, siger han bare, og træder tættere hen til mig. Jeg skubber ham væk, og kan ikke holde det inde længere.

,,Harry, jeg ved godt at du var med til at myrde Rose. Jeg ved at du, Hannah, Eleanor, Tiffany, og Sasha var med til det.”, siger jeg koldt. Han stivner kort, men smiler så lumsk. Han tager så en af mine hårlokker mellem sine fingre, og snurre den lidt rundt.

,,Så det var dig der lurede her i tirsdags.”, siger han med et grin efter. ,,Ved du hvorfor vi gjorde det?” Han træder nu helt tæt på mig, og har hans mund ved mit øre. ,,Fordi jeg havde gjort noget ved hende, og hun truede med at fortælle det til politiet. For jeg blev ved. Ligesom med dig smukke Aya.” Jeg stivner i hele kroppen, og skælver nærmest. Han...Harry havde...han havde...jeg kan ikke engang tænke på det. Jeg har ikke engang hørt døren gå op, men så står Sasha, Hannah og Tiffany også her inde.

,,Selvfølgelig også fordi at hun truede med at fortælle om båden. Men det ved du jo sikkert allerede Aya.”, siger hun med en kold klæberisk stemme. Jeg spænder i hele kroppen, og kan godt huske det de snakkede om i det gamle hus. ,,Men du ved jo lidt for meget nu, så er det ikke bedst bare at gøre det af med dig?” Jeg hører Sasha, og bliver på en måde vred. Hun skal ikke regne med at hun bare kan dræbe alle dem der står i vejen for hende.

,,Nej Sasha, lad mig lige nyde hende lidt endnu...”, hører jeg Harry sige lavmælt. Jeg skælver, og føler mig kvalt. Jeg hører Sasha’s fnys, og mærker så Harrys læber mod min hals igen. Jeg har det virkelig som om at jeg bliver kvalt.

,,Stop...”, får jeg klemt ud mellem mine læber. ,,Harry. Stop...” Men han stopper ikke. Han bliver bare ved, og ved. ,,Lad mig være Harry! Stop det!” Jeg prøver at råbe, men jeg kan ikke. Også selvom at jeg er desperat efter at komme væk. Jeg hører så døren blive åbnet, og ser så Louis træde ind. Først er han forvirret, og så ser han så Harry og jeg. Harry trækker sig endelig, og vender sig rundt for at se hvem det er. Jeg er vildt lettet over at han har sluppet mig, og skal til at skynde mig væk, da han griber fat i min arm. ,,Slip mig!, råber jeg nu. Jeg ser så Louis komme hen til Harry, og have et skuffet og chokeret udtryk i ansigtet.

,,Hvad fanden...Slip hende Harry!”, siger Louis vredt. De står nu truende tæt på hinanden, men Harry griner bare.

,,Du troede virkelig at jeg var din ven Louis? Du burde lytte lidt mere til Aya en anden gang. Tøsen er ikke helt dum.”, siger han koldt. Louis står i fuldstændigt chok, og bliver bare vred nu. Han hæver næven, og giver Harry et slag. Harry giver lidt efter, men strammer bare grebet hårdere om min arm. Jeg mærker smerten skyde frem i min arm, og bider mig hårdt i læben.

,,Slip hende Harry.”, siger Louis iskoldt. Harry griner bare, men får så endnu et slag fra Louis. Bare dobbelt så hårdt. Harry giver nu slip på mig, og tager sig til sin kind. Jeg trækker mig hurtigt om bag Louis, og gnider det røde mærke på min arm som Harry har efterladt. Jeg hører døren gå op, og  vender mig rundt. Det er Jade og Perrie.

,,Hvor har du været Aya, vi har ledt efter dig ove...”, siger de. Men stopper da de ser hvad der sker. Perrie og Jade bliver pludseligt skubbet til side, og ind kommer fem politi mænd. De griber straks Harry, Hannah, Tiffany og Sasha.

,,SLIP MIG!”, skriger Sasha. Hun går virkelig amok, så der er to der er nødt til at holde hende. Jeg står sådan lidt i chok, men så kommer Eleanor og stjæler min opmærksomhed. Hun holder et usb i hånden, og smiler tilfredst.

,,Fik du dem anholdt?”, spørger jeg næsten smilende.

,,Selvfølgelig, jeg har jo beviser for at de var med den aften.”, svarer hun tilfredst. Jeg står bare der, i fuldstændigt chok. Jeg er så glad, at jeg ikke kan sætte ord på det. ,,Du kan takke mig en anden gang.”, tilføjer hun, og blinker til mig. Hun går derefter, og jeg vender mig rundt. Jeg krammer Perrie og Jade, og mærker bare tårerne falde. Jeg er så overvældet, at jeg ikke engang kan sætte ord på det. Pigerne trøster mig bare, og tørrer mine tårer væk.

,,Skal vi ikke komme hjem ad?”, foreslår Perrie og smiler kærligt. Jeg nikker, og følger med dem udenfor.

 

Da jeg kommer ud, ser jeg Louis stå for sig selv under en af gade lygterne. Jeg fugter kort mine læber, og kigger på Jade og Perrie.

,,Kan I vente lidt? Jeg må lige snakke med en.” Jeg smiler kærligt, og ser dem begge nikke. Jeg smiler lidt bredere, og går så hen i mod Louis. Jeg tøver lidt, men går så helt hen til ham.

,,Louis jeg...jeg er virkelig ked af det.”                   

,,Aya, JEG er ked af det.”, afbryder han mig. Han vender sig, og kigger nu på mig. ,,Hvorfor var jeg så dum?”, tilføjer han. Jeg sukker stille, og smiler lidt.

,,Du var ikke dum Louis. Du troede bare på det bedste...”, svarer jeg ham. Jeg smiler lidt, og klemmer blidt hans skulder. Jeg hader at se den smerte i hans øjne. ,,Og tak, fordi du kom ind og stoppede Harry.”, tilføjer jeg så. Jeg ser hans smil komme frem, og jeg smiler lidt bredere.

,,Jeg troede aldrig jeg skulle ende med at slå ham...”, siger han grinende. Jeg griner også med, og sukker så.

,,Nå, men jeg bliver nødt til at gå Louis. Vi ses...” Jeg smiler kærligt, og vende mig rundt for at gå.

,,Aya...”, hører jeg ham sige, og stopper op. Jeg bider mig i læben, og tøver lidt. Jeg kan ikke rigtigt stoppe mig selv, men jeg vender mig hurtigt rundt og placere mine læber på hans. I dette kys er der ingen ubehagelige kuldegysninger, ingen følelse af at blive kvalt, intet ubehageligt. Han gengælder mit kys, og jeg smiler lidt mod hans læber. Jeg trækker mig derefter, og smiler kærligt til ham.

,,Vi ses Aya...”, siger han så. Jeg griner lidt, og nikker. ,,Vi ses.”, svarer jeg ham. 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...