Secrets n' Lies // One Direction

Hvordan ville du havde det hvis din søster var blevet myrdet? Og hvad så med hvis morderen vender tilbage til skolen? Hvad nu hvis at det du troede var sandheden, slet ikke er sandheden? Men løgnen? Sådan er det for Aya.
***
Så, denne novelle er rigtigt en skole opgave, som jeg så har skrevet om. Så jeg beklager at tingene går så hurtigt, men 12 sider er kind'a the limit for vores lærer. Han er gammel i ve'. Anyway, enjoy. :)
- AU - Fanfiction -

4Likes
19Kommentarer
603Visninger
AA

4. The house of Secrets.

06 August 2013

 

Skolen har været forfærdelig. Selvom at både Perrie og Jade støtter mig, kan jeg ikke holde min vrede tilbage for Sasha og Eleanor. Og hvem ved, måske var der endda flere? Perrie har fortalt mig at jeg ikke skal lade Sasha vide at jeg ved hun også var med, for så vil Sasha gøre alt for at skjule sandheden. Så bliver tingene bare endnu mere komplicerede. Nå, men testen i skolen i dag...var svær. Maden var snasket. Timerne alt for lange. For stille på gangene. Skolen var blevet godt rystet af Eleanors tilbagekomst. Men hvad havde vi regnet med? At hun ville blive i fængslet for altid? Selvfølgelig ville hun komme tilbage. Jeg tror bare aldrig man kan være rigtigt forberedt.

,,Så, skal vi ikke tage hen på Ennies Café?”, afbryder Perrie min dybe tankegang. Jeg løfter ikke blikket fra jorden, og trækker kun på skuldrene. Jeg kan næsten mærke deres blikke på mig. De er bekymrede. Det er jeg vel også. Jeg er bekymret for hvordan sandheden egentlig er.

,,Ja, eller vi kunne tage ind i biografen og se hvis at der er kommet nogle nye f...” Jeg kigger op, da Jade stopper i sin sætning. Jeg ser Sasha og hendes håndlangere komme gående. Jeg skynder mig at trække pigerne om bag en busk, og holder øje med Sasha.

,,Hvad laver vi?”, spørger Jade. Jeg tysser hurtigt på hende, og bider mig i læben. De er lige gået forbi Sashas hus, så hvor skal de hen? Da de er drejet om hjørnet, rejser jeg mig hurtigt op. ,,Aya! Jeg ved godt du gerne vil vide sa...”

”Shhh!”, afbryder jeg hurtigt Jade. Perrie virker lige så nysgerrig som jeg, men Jade er lidt tilbageholden. ,,Kom nu...”, siger jeg lavt og følger forsigtigt efter Sasha og de andre. Hvor er de på vej hen? De er på vej ud af byen? Hvorfor dog det? Pigerne går bag mig, og jeg må indrømme at Perrie måske også er blevet lidt mere tilbageholden.

 

Efter lidt tid, ser vi dem stoppe op. Jeg kigger lidt nærmere, og ser at de er stoppet foran  et stort hus. Det ser utroligt gammelt og råddent ud. Hvad vil en pige som Sasha dog der inde? De skubber den store knirkende port til side, og forsvinder ind i den store forhave. Jeg kigger lidt på Perrie og Jade, og bider mig i læben. De nikker begge to, og så træder vi frem. Vi går hen til lågen, og ser Sasha og de andre forsvinde ind af hoveddøren.

,,Det er virkelig gyseligt det her”, nærmest hvisker Jade. Perrie nikker, men jeg står bare og kigger på porten. Jeg skubber lidt til den, og hører den knirke. Jeg klemmer mig ind, og synker da jeg ser haven. Vandet der engang løb ud af springvandet, er nu grønligt og slimet. Eller sådan ser det ud. Græsset er...ja, ikke rigtigt græs længere. Det der er tilbage er gulligt, ellers er der bare hård jord. Træerne er nøgne, og er dækket til at slyngplanter der har taget over. Jeg mærker Perrie tage fat i min arm, og så Jade tage min hånd.

,,Vi skal der ind.”, siger jeg bestemt og prøver at bevare fastheden i min stemme. Men jeg kan vel ikke lægge skjul på min nervøsitet. Pigerne synker bare, og går med mig gennem forhaven og op til huset. Jeg stopper op foran hoved døren, men åbner den så lidt. Jeg træder forsigtigt ind, og føler mig som en indbrudstyv. Jeg kan hører dem inde fra hvad der må være stuen, og går hen til døren. Jeg står helt stille, og lader bare Perrie og Jade blive henne ved hoveddøren. Jeg kan godt forstå dem. Her er nemlig virkelig klamt. Gulvet er nærmest sprættet op, og malingen skræller af over alt. Der drypper lidt fra regnen i går, og her er helt fugtigt. Lugten er måske det værste. Her lugter af...fugtigt træ, og gammelt maling. Her virker forladt. Glemt. Som om at nogen bare har villet slippe her fra hurtigst muligt. Som om at huset gemmer på en masse, forfærdeligt.Vent, nu begynder de at snakke.

,,Hvad gør vi nu? Eleanor har tænkt sig at fortælle folk sandheden!” Jeg spænder i hele kroppen, og kan godt hører at det er Sashas stemme.

,,Rolig nu Sasha, hun har jo ikke nogle beviser.”

,,Ja Sasha, det eneste de fandt var hendes armbånd?”

Det er sikkert hendes håndlangere der snakker. Forresten hedder de Tiffany, og Hannah. Jeg synker lidt, og hører så en drengs stemme.

,,I skal ikke undervurdere Eleanor, husk lige at det var hende der fik alle til at tro at Michael havde ødelagt familien Pinnocks båd.”

Havde de ødelagt Leigh-Annes forældres båd?! Og så havde de bare skyldt skylden på Michael?! Men, hvem er ham drengen de snakker med? Jeg tøver lidt med at kigge, men tør ikke helt. Hvad nu hvis de ser mig? Jeg holder bare vejret og venter.

,,Netop Harry, vi kan ikke bare lade som ingenting. Eleanor er seriøst ude efter mig. Efter os alle.”, hører jeg Sasha sige med en hård stemme. Harry?! Som i Harry Styles? Han er bedste venner med Louis nu. Men Louis var jo en af ofrene til branden? Altså han døde jo ikke, men han blev såret. Og Louis havde den her kæmpe crush på min søster Rose, så spiller Harry bare for at holde løgnenes tråde på plads? Jeg kan ikke høre på det længere. Jeg skynder mig hen til den store dør, men det knirker uheldigvis. Hvorfor gider den store klamme dør ikke samarbejde?!

,,Her er nogen!”, hører jeg Sasha sige højt. Jade og Perrie skynder sig med mig ud, og vi løber hen til lågen og væk. Jeg løber ind i mellem træerne ved siden af huset sammen med pigerne, og hiver efter vejret. Jeg kan høre nogle gå ud af forhaven, og så ud af lågen. Jeg holder vejret, og ser at Jade og Perrie gør det samme. Hun kommer heldigvis ikke over til træerne hvor vi gemmer os, og vi kan slappe af igen.

,,Så Sasha var helt klart indblandet i branden”, siger Jade med en nervøs stemme.

,,Ja, og Hannah, Tiffany, OG Harry.”, siger Perrie så. Jeg synker lidt, og sukker. Jeg kigger op på himmelen, og ser skyerne trække sig sammen. Vinden er koldere, og her bliver mørkere. Jeg rejser mig, og børster jorden af mig.

,,Skal vi ikke tage hjem?”, siger jeg stille og kigger ned på pigerne. De nikker, og rejser sig også. Vi skynder os hjem, da regnen begynder. Jeg undrer mig kort over hvordan Sasha og de andre kommer hjem, men lader det ligge. Jeg kommer hjem, og låser mig bare inde på mit værelse. Jeg lægger mig sammenkrummet på sengen, og ved ikke helt hvad jeg skal tro længere. Stakkels Louis. Han ved slet ikke hvor falsk Harry er. Jeg er nødt til at snakke med ham. Det fortjener han. Han fortjener sandheden, og ikke løgnen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...