Kampen

De levende døde er ved at overtage. De er ved at bryde igennem de barrierer vi har holdt oppe så længe. Vi har ingen chance mod dem. Eller har vi?

3Likes
0Kommentarer
367Visninger
AA

1. Jeg har ikke rettet stavefejl og stuff, grundet at jeg ikke ved om det her er blevet noget ordentligt... Så i må MEGET gerne kommentere på den, og fortælle hvad i synes indtil videre. :)

''I dag vil de sejre!'' Han holdt en dramatisk kunstpause. ''I dag er de kommet for at dræbe. De vil have hævn. Og hævn - det vil de få. Vi kan ikke holde dem tilbage længere. De vil bryde igennem vores barrierer, som vi har holdt oprejst så længe. I skal frygte dem. I skal søge i skjul eller kæmpe. Der er ikke nogen dør nr. 3! I har gjort det her mod dem, og nu må i bøde. Vær kujoner og gem jer, eller stå ved jeres fejl og kæmp!'' Der blev helt stille blandt publikum. Det var hvad han havde håbet. Stilhed. Hans budskab havde skåret igennem og efterladt frygt. ''Det er derfor jeg står her i dag. På grund af jer. Jeg står her, fordi i er nogle fjolser.'' Han frydede sig. ''I dræbte dem. Og nu kommer de. I dag. Og tro ikke at de vil være sympatiske. Forvent det værste.'' ''Vær beredte mine kære venner.'' Han sluttede talen og trådte tilbage. Han bukkede hovedet og foldede hænderne foran sig. Kort efter fulgte publikum trop. Alle kiggede ned med foldede hænder. I kor mumlede forsamlingen: ''Vi vil være stærke. Vi vil bøde for de ting vi gjorde galt. Syndefald. Synderne vil falde. Den der ophøjer sig selv, han skal ydmyges. Og den der ydmyger sig selv, han skal forblive ydmyget.''

Dem han snakkede om var de døde. Dem alle sammen. Dem vi havde dræbt. I en lang årrække havde vi rejst beskyttende barrierer omkring byen og dens indbyggere, men nu var de ved at bryde igennem. Vi kunne ikke holde dem ude længere. Så nu var vi ved at gøre klar til kamp. Ham der talte var ikke et medlem af byen. Han var udefrakommen. Han var kommet efter krigen. Efter han var kommet, havde han og hans folk ligeså stille taget over. Nu var hele byen under hans kontrol. Ingen vidste hvor han kom fra. Ingen vidste hvem han var. Han var ikke engang særlig gammel. Højst 28. Han havde ikke ændret sig i de sidste 10 år. Overhovedet. Alle undrede sig over det, men ingen snakkede højt om det. De var for skræmte. Et menneske der ikke ældedes? Hvem vidste hvilke mørke og magtfulde krafter vi var oppe mod? Måske var han en af dem... En af de døde... Det var det vi alle tænkte. Men ingen sagde det højt heller, i frygt for konsekvenserne af manglende tiltro til herskeren. Han herskede her. En skam at han var som han var. For han var tiltrækkende. Og mørk. Han skræmte mig. Han skræmte alle. Men, han tiltrak dem også. Det gjorde ham endnu mere frygtindgydende.

''Katherine!'' Jeg vente mig om og fik øje på Damon. ''Katherine! Du må finde et sted du kan gemme dig!'' Jeg rynkede brynene. ''Hvad fanden snakker du om? Jeg har ikke tænkt mig at gemme mig! Jeg har tænkt mig at kæmpe!'' ''Du må være sindssyg!'' Jeg lagde armene over kors. ''Damon. De har tænkt sig at dræbe alle i hele Mysterious Falls for at få hævn. Lige meget om jeg gemmer mig eller ej, vil de stadig dræbe mig. Vi kan ikke gemme os. Det er du klar over ikke? Så jeg kan i det mindste dø med værdighed, i stedet for at gemme mig, og dø som en kujon.'' Damon kiggede på mig med det blik jeg kendte så godt. Han vidste at jeg havde ret, men nægtede at indse det. Han var stædig. Til tider alt for stædig. ''Damon de vil dræbe alle. Ikke kun os, men alle andre.'' Han kiggede stift på mig. Med brysk stemme sagde han: ''Jeg er ligeglad med alle andre.'' Han kiggede sig over skulderen, og derefter på mig igen. Han sænkede stemmen til en svag, men bestemt hvisken. ''Hvis der er bare den mindste chance for, at du vil overleve det her, så vil jeg gøre alt hvad der står i min magt til at sørge for at du overlever. Om det så koster mig livet, så vil jeg i det mindste dø i vished om at du er i sikkerhed. Jeg tror på at der er en udvej.'' Jeg fik tårer i øjnene, og skyndte mig at blinke. Han skulle ikke se hvor svag jeg var. ''Hvis jeg overlever, og du dør, så er du udemærket godt klar over, at jeg ikke vil være i sikkerhed. Jeg vil gå fra forstanden. Det er du fuldstændig klar over, så vi kan lige så godt droppe den her diskussion, og bruge vores sidste timer på noget mere festligt, end at diskutere hvor vidt den ene af os skal dø eller ej.'' Damon greb mig hårdt i armen og trak mig længere væk fra forsamlingen. '' Kat, jeg ønsker ikke at dø. Og det ved jeg at du heller ikke gør. Så kan du i det mindste ikke love mig, at du ikke vil ofre dig for nogen. Hvis du ser den mindste mulighed for at slippe væk og overleve, så skal du ikke give den til nogen andre. Forstår du det?'' Jeg nikkede stift. ''Lover du mig det samme Damon?'' Han vendte hovedet. Jeg vidste hvad det betød. Han ville ikke se mig i øjnene. ''Damon!'' ''Kat, hvis jeg ser en mulighed for at slippe væk, så giver jeg den til dig.'' Jeg rystede på hovedet. ''Det giver jo ikke nogen form for mening din store spade! Hvis der er en mulighed, så tager vi den begge to. Er det forstået?'' Han kiggede længe på mig, inden han tog mig ind til sig. Han kyssede mig blidt i håret. Jeg viklede mine arme omkring ham, og ønskede at han aldrig ville give slip. Han tog fat om mit ansigt og vendte det op mod hans. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene.

Jeg kiggede ned på Kat. Jeg havde hendes ansigt mellem mine hænder. Jeg kunne føle hendes bløde hud, og dufte hende. Så lænede jeg mig ned mod hendes læber, og vi mødte hinanden i et lidenskabeligt kys fyldt med kærlighed og længsel. Jeg kunne smage hendes salte tårer da hun begyndte at græde, og jeg følte hendes angst. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun ikke ønskede at jeg skulle se hende græde. Jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun nu havde givet efter. Jeg vidste at hun nu gav det frit løb. Tårerne havde nedbrudt hendes barrierer. Hun kunne ikke holde det inde længere. ''Det er okay. Bare græd.'' Nu hulkede hun. Jeg fjernede mit ansigt fra hendes, og fandt hendes hår. Jeg trak hende ind til mig og holdt om hende, som en far holder om sine børn. ''Jeg elsker dig Kat.'' Hun begyndte at græde endnu mere. Jeg var splittet. Jeg havde altid været den stærkeste af alle. Jeg havde altid været den hårde og kolde. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være en beskytter. Jeg var den onde. Jeg havde aldrig ladet folk se min bløde og kærlige side. Ikke før jeg mødte Katherine. Hun tændte noget i mig. Et lys. Et lys fyldt med kærlighed og gavmildhed. Før jeg mødte Kat, var jeg direkte ond. Jeg havde været igennem for mange hårde ting som barn. Jeg lukkede af, og blev til et monster. Et frygteligt monster. Jeg var ligesom ham. Kol. Jeg var det, alle hadede. Den person alle var bange for og undgik. Men jeg havde ændret mig. For hendes skyld havde jeg ændre mig. Jeg kunne stadig få udbrud. Jeg kunne stadig gå helt i sort. Når det skete, havde jeg ingen kontrol. Jeg kunne finde på alt. Men hver gang det skete, var der et lille bitte lys der glødede svagt inde i mig. Mindet om Kat. Tanken om, at hun var der for mig. Tanken om at hun elskede mig. Ligemeget hvad jeg gjorde. Jeg elskede hende. Men det fik mig til at føle mig svag. Svag og sårbar. Og jeg hadede det.

Endelig stoppede jeg med at tude. Det var bare så typisk. Jeg prøvede altid så ihærdigt at holde mine tårer inde, men i sidste ende gav jeg altid efter. Og så sprøjtede vandfaldet. Jeg hadede det. Jeg viklede mig ud af Damons beskyttende greb og tørrede mine øjne med bagsiden af mine hænder. Det svidede. Mine øjne. ''Jeg tror jeg er allergisk for mine egne tårer...'' Jeg lo falsk. Mit forsøg på at lette stemningen og være sjov kiksede totalt. Damon kiggede på mig med en blanding af morskab og medlidenhed. Han løftede hurtigt armen og fjernede en lang, mørk tot hår fra mit ansigt. Jeg studerede ham. Hans klare blå øjne der skinnede mod mig. Det var dem jeg i første omgang faldt for. Og nu kendte jeg dem så godt. Jeg kunne tyde hvert et udtryk i dem. Og lige nu viste de at han var bange. Tanken om at Damon var bange skræmte mig. Mere end noget andet. Damon var aldrig bange. Han var beskyttende og til tider lidt for pyldret, men han var aldrig dicideret bange. Men det var han nu, og det skræmte mig. ''Du er bange.'' Det var ikke et spørgsmål, men en konstatering. Han nikkede. ''Levende døde Kat. Godt nok er vi en hel by mod dem, men... Levende døde... Det er zombier.'' Jeg trak på skuldrene. ''Eller også er det spøgelser.'' Han rynkede brynene. ''Hvad skulle spøgelser kunne gøre os? De er jo ikke massive?'' Jeg rankede ryggen en smule. ''Hvem har sagt at de ikke er massive? Tænk over det: Det er dem der ødelægger barriererne. De bliver vel nødt til at være massive, for at kunne ødelægge noget der er massivt. Har jeg ikke ret?'' Det var som om noget fuldstændig indlysende gik op for Damon. ''Du har jo ret. Det er ikke diciderede spøgelser vi har med at gøre. I hvert fald ikke som vi tænker spøgelser. Det er nærmest mennesker, bortset fra at de er døde selvfølgelig, men der er jo næsten ingen forskel...'' Jeg tænkte lidt. ''Men hvorfor er Kol så så sikker på at de vil vinde...?'' Damon trak på skuldrene. ''Fordi de er mange, de er hævngærrige og blodtørtige... De har ventet flere år på at dræbe...'' Jeg brød ind: ''Eller også vil han bare skabe frygt... Fordi... Gud i Himlen! Damon! Han er jo et spøgelse! Han er en af dem! Han har filtreret os! Det er derfor, det virker som om han holder med dem! Det gør han! Han er sku en af dem! Det er derfor han ikke ældes.. Spøgelser ældes ikke, vel?'' Damon rystede forvirret på hovedet. ''Nej det tror jeg ikke... Men, han kan jo lige så godt være noget helt andet... Jeg mener, selvom vi ikke har hørt om det, så kan der jo godt findes andre overnaturlige væsner.'' ''Det kunne du selvfølgelig have ret i..'' svarede jeg stille. Jeg var forvirret. Og skræmt fra vid og sans. Hvis et af spøgelserne havde filtreret os, og havde hersket over os i 10 år, så ville de jo vinde. Han havde jo lurret alle vores tricks. Det var ham der havde trænet os. Fortalt os hvordan vi skulle kæmpe. Han havde jo sikkert ledt os fuldstændig på vildspor! ''Damon, vi har ingen jordisk chance for at vinde det her!''

Katherine havde ret. Vi havde ingen chance for at vinde et slag, mod en fjende der havde levet undercover som vores leder i 10 år. Vi havde tabt på forhånd. Det var derfor jeg valgte det jeg valgte. ''Kat... Jeg ved godt at du sagde at du ville kæmpe, men hvis du vil overleve det her... Så må vi bryde Loven.'' Jeg vidste at Loven betød meget for Kat. Jeg var heller ikke selv helt tryg ved tanken om at bryde den 100 år gamle lov. Men jeg måtte gøre noget for at redde Kat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...