Mørkefrygt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2013
  • Opdateret: 17 maj 2013
  • Status: Færdig
Det er ikke mørke jeg er bange for. Jeg frygter kun Mørket.
Et oneshot om at være bange
(dette er også grunden til at jeg er bange for mørke)

0Likes
0Kommentarer
223Visninger

1. Mørkefrygt

Jeg løber. Hurtigt. Jeg kan ikke standse. Det er for farligt. Jeg sætter farten op. Mørke silhuetter af krogede træer spærrer min vej. Hvilken vej, hvilken vej? Jeg er desperat. Træernes krogede fangarme strækker sig langsomt ud efter mig. River og flår i mig. Det er ude efter mig. Mørket.

Jeg er ikke bange for mørke. Det rører mig ikke. Det er Mørket, jeg er bange for. Dette kulsorte intet, bestående af tomhed og ondskab, prøver at få mig med i sin skare af tjenere.

Flere grene der ihærdigt prøver at fange mig. Jeg skriger ikke. Det giver kun Mørket mere næring. Men frygten er ved at tage over. Det venter kun på, at jeg giver op, så det kan besætte mig. Træerne er blevet hurtigere. En får fat i min arm. Jeg kæmper. Jeg kæmper for mit liv. Hvis bare solen ville stå op. Jeg river min arm til mig og flygter videre. Træerne spærrer min vej. Adskillige gange bliver jeg ramt af grene. Nu vender træernes rødder sig også imod mig. Alt er kulsort. Selv skyerne over mig. De dækker for alt. Som et stort, sort gardin, der er lagt hen over en kasse. En kasse som jeg er fanget i. Fanget sammen med dette kæmpemæssige, sorte uhyre.

En rod har hævet sig over jorden, griber fat i mit ben og slynger mig til jorden. Træer griber fat i mine arme. Jeg prøver at komme fri. De er for stærke. Mørket har magten over dem. Mine kræfter er sluppet op. Min krop er træt efter nattens lange flugt. Jeg har kunnet mærke det i flere dage. Det er kommet nærmere for hver nat, og i nat sker det.

Det kommer nærmere. Strækker sine sorte fangarme ud mod mig. Jeg er nu lammet af frygten. Jeg prøver at kæmpe. Det er nytteløst. Jeg er fanget. Som en fugl i et bur. Mørkets fangarme lægger sig omkring mig. Jeg er fortabt. En følelse af mørk tomhed sniger sig i ind på mig.

Så mærker jeg det. Roden om mit ben bliver svagere. Solen. Den er ved at stå op. Lettelsen strømmer igennem mig. Mørket opløses. Roden og træerne mister deres kraft. Jeg rykker mine arme til mig. Ser på de afrevne grene. Ser på træerne. Det er synd for dem, tænker jeg. De kan ikke gøre for det, Mørket havde magten over dem. Mørket forsvinder i takt med at solen rejser sig i horisonten. Til sidst er der kun skyggerne og et gråt slør over verden. Med sine sidste kræfter og sin sorte intethedsstemme hvisker Mørket til mig, og jeg har på fornemmelsen det har ret. „Du vandt denne gang, menneske, i morgen vinder jeg.“

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...