One Direction | Behind Closed Doors (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det? Hvad ville du føle, hvis du en dag stod bag lukkede døre og vidste, du var anderledes end så mange andre? - Engang fandtes venskabet mellem Harry Styles og Skye Adams. Efterhånden forsvandt det, men da de mødes ved et tilfælde i Norge, kommer det hurtigt på benene igen. Da Skye takker ja til invitationen om at deltage i en sommerfest, regner hun ikke med, det bliver starten på noget, der i den grad vil ændre hendes liv. Aldrig har hun skænket det en tanke, at hun måske er til sit eget køn. Derfor blomstrer forvirringen vildt, idet hun ser en lyshåret pige, der viser sig at være selveste Perrie Edwards, Zayns kæreste. Mens hun desperat prøver at overbevise sig selv om, det umuligt kan passe, hun har følelser for en pige, mener hun også, der gemmer sig noget mere ved en af drengene. Det bliver en hård sommer for Skye, der byder på både splid, valg, kærlighed, sorg, indre konflikter og ikke mindst; kampen om at tyde sine følelser og finde sig selv.

279Likes
428Kommentarer
21890Visninger
AA

19. To see things differently

Johannes synsvinkel

Min hånd strøg op og ned ad Harrys ryg. Han lå halvt ovenpå mig, med hovedet hvilende på mit bryst, imens vi så tv. Det var saligt, og utrolig rart. Hvordan han ikke kunne blive forstyrret af min øgede hjertebanken, var mig dog en gåde. Den første gang vi havde ligget sådan her, havde han kommenteret på det, og jeg var blevet en anelse pinlig berørt. Dog havde jeg bare svaret ham noget så tørt som ”det er det, du gør ved mig”, og så var den ikke længere. Nu påstod han, at han kunne lide det, og at det var en hyggelig lyd. Jeg havde grinet af ham, da han havde sagt det.

Harry bevægede sig en smule, for at lægge sig til rette, og nussede sit hoved mod mit bryst, som fungerede som hans hovedpude. Jeg elskede når han gjorde det. Det så sødt ud, og jeg faldt endnu mere for ham, ved de små ting. Jeg skiftede over til at nusse ham i håret, og en tilfreds lyd kom over hans læber.

”Det er det bedste det her” sagde han, og jeg kunne antyde et svagt, og tilfredst smil om hans læber. Når han smilede, kunne jeg ikke selv lade være med det. Det var så utroligt dumt, men jeg kunne virkelig godt lide ham.

”Virkelig, der findes intet bedre end at lave ingenting, og når man så finder et andet menneske der er med på legen, bliver det ikke meget bedre” erklærede jeg, og han kiggede op på mig, med et drillende smil, spillende om sine læber.

”Jeg forstår ikke hvordan jeg nogensinde kan have mødt dig, når du er så mega asocial” sagde han drilsk. Jeg himlede med øjnene, af den bemærkning.

”Jeg forstår ikke hvordan jeg nogensinde kan have mødt dig, når du er så mega social” gav jeg igen, og han kunne ikke lade være med at grine. Han trak sig længere op mod mit ansigt, og støttede sin hage på mit bryst.

”Jeg er ikke mega social - jeg er en tilpas mængde social! Og desuden har du haft den virkning på mig, at jeg nu godt kan lide at være hjemme og stene, og ikke lave en skid” påpegede han. Jeg vidste godt, at han havde ret. Jeg var kongen af at gøre folk asociale, og det var noget af det, folk altid beskrev mig med: ”Johanne, det er så skønt, at man aldrig laver noget sammen med dig!”. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle tage det som en god, eller dårlig ting.

”Har du et problem, eller hvad?!” spurgte jeg retorisk, i et frontende tonefald. Han grinede af mig, og ormede sig op, for at kysse mig. Jeg kunne ikke lade være med at smile. ”Du er sådan en lille lort” mumlede jeg under kyssene. Han smilede, og grinede så meget som tilladt, når han havde sin mund på min.

Jeg nåede knap at opfatte hvad der skete, før Harry havde fjernet sig fra mig, og et voldsomt spektakel lød. Forvirret kiggede jeg rundt, for at se hvad der var galt, da Zayn trådte ind i stuen.

Han så ikke særlig venlig ud, og derfor forblev jeg tavs, men satte mig dog op. I forvejen havde jeg et lettere anstrengt forhold til ham, grundet alt det med Skye og Perrie, som han selvfølgelig intet vidste om.

Jeg blev pludselig meget opmærksom på, at jeg intet tøj havde på. Eller jeg havde en af Harrys t-shirts på, men det var så også det. Diskret lagde jeg en af sofapuderne til rette over mine lår. Jeg kiggede over på Harry med et spørgende blik, som han gengældte. Vi kiggede væk på samme tid - op på Zayn - og ventede på, at han ville fortælle, hvad han lavede her. Han sagde ikke rigtigt noget, og kiggede mere vildt på Harry, som jeg kunne mærke, følte sig utryg.

”Og det er derfor jeg fortryder, at I drenge har fået nøgler til min lejlighed” mumlede han, i et forsøg på at lette stemningen, og for at få Zayns giftige blik, væk fra sig. Det forløste et eller andet inde i Zayns hoved, for endelig talte han.

”Hvorfor helvede… Skulle du også… Møde Skye, igen?” spruttede han arrigt, og begyndte at gå voldsomt frem og tilbage, i stuen. Han snakkede kun til Harry, som om han ikke havde opfattet, at jeg også var der. Jeg kiggede bare ned på puden, og sad så stille som jeg kunne, for ikke at tiltrække mig unødvendig opmærksomhed. Det her lod ikke til at blive en rar, hyggesnak, og jeg havde en svag mistanke om, hvad udfaldet ville blive.

”Hvad mener du?” spurgte Harry svagt, og en anelse forsigtigt. Han yndede klogt i denne fremgangsmetode, for selv jeg var bange for, at Zayn ville bide hovedet af ham. Jeg fortsatte min stirren, ned på puden.

Jeg havde fortalt meget til Harry, da jeg allerede stolede enormt meget på ham, og fordi han var god til at lytte, og komme med en konstruktiv dialog efterfølgende. En ting jeg holdt for mig selv, var balladen omkring Skye og Perrie. Det var ikke min ting at dele, og det ville skabe en masse problemer, hvis jeg havde delt det med ham.

Zayn kunne ikke komme til orde. Selvom jeg ikke kunne se på ham, fornemmede jeg hvordan han kæmpede med at komme frem, til en sammenhængende sætning. Han udstødte nogle underlige lyde, trak vejret højlydt gennem næsen, alt imens han gik frem og tilbage, foran sofaen, hvor Harry og jeg sad.

”Jeg havde det så godt, uden hende. Vi havde det så godt, uden hende. Hun ødelagde alt!” var det eneste han kunne få frem. Det var en meget forvirrende forklaring, for dem der ikke vidste bedre, og kendte hele historien – ligesom undertegnede.

Skye havde fortalt mig, at hun havde lavet en aftale med Perrie om at fortælle deres situation, til henholdsvis Niall og Zayn. Hun havde bare ikke fortalt hvornår, men det anede mig, at det havde været for nylig. I hvert fald for Perries vedkommende.

Jeg bad inderligt til, at Harry ikke ville bede mig om hjælp til at forstå. Jeg turde end ikke at kigge over på ham, så mit blik fastholdte jeg på puden. Det virkede dog ikke som om, han havde tænkt den tanke endnu, heldigvis, for så ville de begge pludselig vide, at jeg havde vidst noget om det. Hvilket ville være forfærdeligt. Jeg rystede bare af at forestille mig, Harrys skuffede blik, og takkede indtil videre gud for, at de havde glemt min eksistens.

”De er sammen. De er fucking sammen” fortsatte Zayn, gennem sammenbidte tænder. Hans vage hentydninger, var endnu ikke faldet ind i forståelse fra Harrys side, og jeg blev mere og mere sikker i min sag. Jeg var faktisk 100 % sikker. Han vidste alt om Skye og Perrie.

Harry svarede ham ikke, og jeg gættede mig til, at han sad med et forvirret ansigtsudtryk i hovedet, og rynkede bryn. Og forståeligt, hvordan kunne han forstå, det gav ingen mening, for andre end dem der kendte historien.

”Hun har slået op med mig” sagde Zayn olmt, og konklusionen kom nærmere. Jeg var paralyseret af angst, for hvornår det ville gå op for dem begge, at jeg vidste en del mere, end jeg burde. De ville vide det, ligeså snart Harry havde regnet ud, hvad Zayn snakkede om.

”Men..” var det eneste Harry kunne få frem, før han opgav. Han havde ingen ide om, hvad han skulle sige til det, for der var mere i det, og man kunne ikke snakke og råde folk til noget, man ikke vidste noget om.

”Skye… Er sammen… Med Perrie” afsluttede Zayn indædt. Fuck. Nu ventede jeg bare på, at helvede ville bryde løs, i takt med at det hele dæmrede for Harry. Jeg rykkede mig diskret, og stjal mig til et blik hen på Harry, der sad fordybet i sine tanker. Men det var ikke Harry der adresserede mig først.

”Hvad ved du om det her, Johanne?” spørgsmålet var direkte, og stemmen var hård som sten. Jeg kiggede forsigtigt op, og mødte Zayns ulmende øjne. Jeg kunne ikke lyve. Det var min svaghed, lige så vel, som det var min styrke. Endnu en gang kastede jeg et blik over på Harry, der nu havde rettet sin opmærksomhed mod mig, og afventede mit svar.

Jeg rømmede mig, inden jeg svarede. Fumlede rundt med sofapuden, og købte mig selv tid, jeg ikke havde til rådighed. Zayn skulle man ikke løbe om hjørner med nu, og jeg gættede på, at han ingen tålmodighed havde. Min hjerne arbejdede på højtryk, for at finde ud af, hvor jeg skulle begynde, og hvordan jeg nemmest kunne svare på hans spørgsmål, uden at komme alt for meget i unåde.

”Alt” svarede jeg hæst, og rømmede mig endnu en gang. Min hjerne havde forrådt mig. Der var intet kommet op, andet end det åbenlyse svar, jeg havde valgt at give ham. Det eneste positive var, at det var neutralt. Man kunne intet hente fra det, da det var sandheden, i én kontant vending.

Jeg rejste mig op med et sæt. Min nakke værkede, efter min statue-lignende stilstand, men jeg var ligeglad. Jeg havde brug for en cigaret lige nu, selvom jeg vidste at Harry hadede det, og jeg så vidt muligt undlod at ryge, når jeg var hos ham. Jeg gik hen og fiskede en pakke cigaretter op af min taske, og fortsatte ufortrødent ud mod den lille altan.

”Skal du med?” spurgte jeg Zayn om, kort for hovedet, og holdt min pakke op i vejret. Jeg kunne ikke undgå at bide mærke i hans, lettere forvirrede ansigtsudtryk, med munden halvt åben, som var han i gang med at sige noget. Jeg lod hurtigt mit blik glide hen mod Harry, som så lige sådan ud, bare med et mere såret udtryk i øjnene. Jeg kiggede væk. Det kunne jeg ikke holde ud at se på.

Zayn fulgte efter mig ud på altanen, hvor jeg slængede mig i en, af de to stole der stod om et lille cafébord. Han fulgte mit eksempel og satte sig også ned. Jeg rykkede askebægeret tættere i mellem os, og tændte en cigaret, hvorefter jeg lod pakken glide hen mod ham. Han tog en ud, og jeg rakte ham lighteren, så han kunne få ild. I noget tid sad vi stille, og pulsede på hver vores cigaret, inden han kom sig over, hvad der lige var sket, og talte.

”Hvorfor sagde du ikke noget?” spurgte han, lettere bidsk, og kiggede indgående på mig. Jeg tog et langt hvæs af min cigaret, pustede den inhalerede røg ud, inden jeg gav mig i kast med at svare ham.

”Det er ikke min opgave, at fortælle dig sådan nogle ting” sagde jeg nøgternt. Det kunne godt lyde lidt koldt, men ikke desto mindre var det sandt, og jeg var ikke kendt for at pakke tingene ind i vat, for at skåne folk.

”Men…” sagde han. I samme stil, som Harry før havde gjort. Han lod sætningen hænge i luften, da han ikke kunne afslutte den. Der var heller ikke meget at sige til det, og det var mere eller mindre en ledsætning, for at komme til kernen af min begrundelse.

”Jeg kender ikke dig, eller Perrie. Jeg kender Skye, og jeg kender Harry. Men fordi jeg kender dem, er det ikke ensbetydende med, at jeg også kender jer, ligegyldigt hvor tætte i er med dem. Det vil sige, at jeg ingen ret har, til at sige det videre, eller blande mig ufortrødent i en sag mellem jer tre..” sagde jeg, og pustede en stor røgsky ud. Zayn skulle til at åbne munden for at sige noget, men jeg afbrød ham, ved at holde en finger op foran ham.

”Ja, jeg ved godt, at det er vildt hårdt at se sin kæreste skifte seksualitet, og at det gør ualmindelig ondt på stoltheden, og god knows at jeg ville have reageret på samme måde som dig, og føle mig forrådt af alle dem, som jeg bare kendte lidt til, der havde vidst noget om det” afsluttede jeg. I situationer som disse, kom min ærlighed mig også til gode. Jeg kunne redegøre for mine handlinger rationelt, og få et andet perspektiv prakket på modparten. Det var ikke så meget en retfærdiggørelse, men mere mit eget syn på sagen, og min holdning der omkring.

”Du har jo intet begreb skabt dig om denne her situation. For ja, det gør ondt, men hvad der gør endnu mere ondt, er, at det her vil blive alment kendt på et tidspunkt” sagde han, og var nu skiftet over til en mere opgivende version, af sig selv.

”Nej, selvfølgelig, du har helt ret. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor pinligt det er at være ’holdt for nar’ på den måde, og at det hele skal ske offentligt” erklærede jeg mig enig, og skoddede min cigaret, inden jeg tændte en ny. ”Men derfor har du stadig ingen ret til at gøre nogle af os andre til synderen, for vi har intet at gøre med det, og vi er ikke en del af denne sag. Måske er du frustreret, og vil gerne have det ud, og værsgo, bare kom med det, men at angribe os på denne her måde, er ikke rart for nogen. Det er bare hændt at vi –” jeg gestikulerede ind til Harry, der sad som et stort spørgsmålstegn, mens han stirrede tomt ud på os, ”- er venner med Skye, og dig, og udover det, har vi intet andet at gøre med det. Kemi kan ingen løbe fra, eller forhindre, husk på det” afsluttede jeg endeligt, og håbede at han kunne se meningen, i det jeg sagde.

Zayn nikkede tænksomt ved mine ord, og slappede tilsyneladende lidt mere af. Han nikkede spørgende mod mine cigaretter, og jeg nikkede bekræftende. Han tog en ud, og tændte den så, med den lighter jeg stak i hånden på ham.

Vi sad i stilhed, og røg cigaret nummer 2. Zayn så ud til at gøre sig en del tanker, mens jeg bare afventede en reaktion fra ham, som jeg håbede ville komme som følge af min talestrøm. Jeg betragtede ham, men der kom stadig intet, selv ikke da vi synkront slukkede vores cigaret, og begyndte at bevæge os indenfor.

”Du har ret. Og det må du undskylde, jeg er bare sur, og frustreret, og ydmyget, og ja.. Du har ret” sagde han, lige i det jeg åbnede altandøren, og gik indenfor. Jeg smilede til ham, og trak ham ind i et kram. Jeg måtte indrømme, at det var synd for ham, for det måtte være det rene ragnarok, der brød løs.

Han gengældte mit kram, selvom det var en malplaceret gestus, og vi som sagt, ikke rigtig kendte hinanden. Vi løsrev os fra krammet, og jeg smilede en anelse til ham, mens jeg akavet strøg ham over skulderen.

Han gik hen til Harry, som havde rejst sig, og ind i hans arme, som han holdt udstrakt. Harry måtte have fornemmet, at han var kommet over sit unødvendige raseri mod ham. De holdt om hinanden i lang tid, uden at sige noget til hinanden. Da de brød omfavnelsen, kunne jeg se hvorfor. Zayn havde antydningen af frustrerede tårer ned ad kinderne, og en smule i øjenkrogene.

”Det må du undskylde…” sagde han, mens han febrilsk blinkede sine tårer væk, og tørrede dem af med bagsiden af hånden. Han prøvede at smile, men det mislykkedes fælt.

”Det er okay, fuld forståelse” affærdigede Harry ham, og gav ham et forsikrende klap på ryggen. ”Du må godt blive, hvis du har brug for det?” tilbød Harry, og kiggede forsikrende, og en smule bedende, over på mig. Jeg forstod hentydningen.

”Jeg kan bare gå hjem, hvis det er, intet problem!” forsikrede jeg om, og lagde an til at tage mine ting. Zayn forsøgte sig igen med et tappert smil, og endnu en gang virkede det ikke helt efter hensigten.

”Nej nej, det er fint! Jeg har brug for at tænke, og for at være alene – og hvem ved hvad jeg ellers kunne finde på at beskylde jer for” sagde han prøvende, for at skabe en humoristisk distance til det hele. Jeg smilede svagt, for at bifalde hans forsøg.

Han begyndte at gå ud mod døren, med ludende skuldre, og jeg havde lyst til at tvinge ham, til at blive. Harry blev ved med at spørge, om han var sikker, og Zayn blev ved med at forsikre ham om at, det var han. Vi tilbød begge at køre ham hjem, men han fortalte at han ville gå, for at få klaret tankerne.

Harry gav ham endnu et langt kram, og jeg gav ham et kortere, og mere akavet kram, som afsked. Da vi havde hørt, at han var kommet sikkert ned ad trapperne, lukkede vi døren efter ham. Vi stod i noget tid, og stirrede på den lukkede dør, uden at sige ret meget, men med alle de samme spørgsmål i hovedet.

Efter lidt tid trak Harry mig ind i et kram, og kyssede mig på håret. Jeg elskede at jeg følte mig lille i hans arme, trods min egen højde. Vi stod lidt sådan, og jeg afventede hans dom over mig, som ikke kunne være al for slem, eftersom han stod og holdt om mig.

”Du er fantastisk, ved du godt det? Tak fordi du snakkede med ham” sagde han, og holdt mig ud fra sig, så han kunne betragte mig. Jeg smilede stort til ham. Men lidt for tidligt, for han var ikke færdig;

”Men nu skylder du mig en forklaring, synes jeg. Hvad er historien, og hvad er der helt præcist sket?” spurgte han, med et udefinerbart ansigtsudtryk, som jeg ikke vidste, hvad skulle betyde. Jeg måtte vel give mig i kast med det, og forklare det hele kronologisk, uden yderligere tanker i hovedet, andet end at belyse ham. Hans endelige dom over mine handlinger, måtte vente til senere.

_________________________________

Jeg har kun én ting at sige; dette var meget, meget underligt at skrive..

Lots of Love <333

- Johanne/Elisabeth Dawson

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...