One Direction | Behind Closed Doors (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det? Hvad ville du føle, hvis du en dag stod bag lukkede døre og vidste, du var anderledes end så mange andre? - Engang fandtes venskabet mellem Harry Styles og Skye Adams. Efterhånden forsvandt det, men da de mødes ved et tilfælde i Norge, kommer det hurtigt på benene igen. Da Skye takker ja til invitationen om at deltage i en sommerfest, regner hun ikke med, det bliver starten på noget, der i den grad vil ændre hendes liv. Aldrig har hun skænket det en tanke, at hun måske er til sit eget køn. Derfor blomstrer forvirringen vildt, idet hun ser en lyshåret pige, der viser sig at være selveste Perrie Edwards, Zayns kæreste. Mens hun desperat prøver at overbevise sig selv om, det umuligt kan passe, hun har følelser for en pige, mener hun også, der gemmer sig noget mere ved en af drengene. Det bliver en hård sommer for Skye, der byder på både splid, valg, kærlighed, sorg, indre konflikter og ikke mindst; kampen om at tyde sine følelser og finde sig selv.

279Likes
428Kommentarer
22207Visninger
AA

21. To go public

”Vi er der om en halv time, tyve minutters tid – alt afhængig af trafikken” blev der sagt i røret. Johanne havde ringet mig op for at fortælle, at de var taget afsted, fra Harrys lejlighed. Jeg bed mig lidt i læben, før jeg kom i tanke om, at jeg nok burde svare hende. ”Super!” sagde jeg i et toneleje, der var 3 oktaver højere end mit normale. Johanne brød ud i latter, og jeg smækkede røret på.

Som jeg havde været hele denne sommer, var jeg et nervevrag, igen. Vi skulle ud i offentligheden i dag, hvor der ikke blev lagt bånd på mit og Perries forhold. Dog havde vi begge følt, at det var for hårdt at gøre det selv, så vi havde fået Johanne og Harry til at gøre os selskab. De kunne vel også have brug for snart at vise sig offentligt, eftersom jeg havde fået det indtryk, at det var mere seriøst, end hvad de umiddelbart gav udtryk for. Derudover havde de også noget forklaring at gøre sig omkring alt det med Zayn, som de ikke havde forklaret ordentligt på nogen som helst måde, andet end når jeg selv havde spurgt, eller vi kom ind på emnet.

Efter Zayns visit havde en hel ny fornemmelse af frihed lagt sig over os. Han var okay med det, eller det var han ikke, men som han havde sagt, var han uselvisk, og ville hellere se Perrie smile. Den første uge efter var vi stadig gået lidt stille med dørene. Ikke udvist den store hengivenhed offentligt, eller for den sags skyld, blevet set så meget sammen. Det var i privaten, at det først havde taget fart.

Vi var blevet mere åbne omkring det hele overfor familie og venner. Vi snakkede åbent om det og viste vores blomstrende forhold bag lukkede døre - kun for de tætteste. Offentligt var en anden sag. Som sagt havde vi ikke haft modet til at komme ud og vise os frem, hvilket også havde ført til diskussioner imellem Perrie og mig. Ikke om hvorvidt følelserne var der eller ej, for vi var begge sikre i vores sag, men derimod var det det evige spørgsmål, om det var dårlig omtalte, der gjorde, at vi ikke turde. Det mente jeg, at det var, og Perrie mente, at det var skammen. Hun sagde, at hun intet havde imod det, og at hun ikke var gået igennem alt det besvær bare for at blive ved med at holde det skjult, men derimod at det var mig, der var bange for reaktionerne. Efter mange diskussioner omkring det emne, kom vi endelig til en fælles enighed om, at vi begge var usikre og før eller siden måtte stå frem – at vi før eller siden måtte rive plasteret af såret.

Jeg havde ringet bønfaldende til Johanne og meget overbevisende talt min sag om, hvorledes vi burde gå på dobbelt date. Under hele samtalen havde hun bare samtykket med alle bevæggrundene, ikke sagt det store, før hun til sidst havde taget mig på sengen og sagt, at jeg ikke havde behøvedes at finde på alt det for at spørge – hun ville have gjort det lige meget hvad, om så hun skulle tvinge Harry ud af døren. Til det havde jeg blot smilet og husket på, hvorfor hun var min bedste veninde.

Folk havde været meget søde og forstående omkring os. Resten af pigerne i Little Mix havde jublet, men det anede mig, at de havde vidst det i forvejen, ligesom Johanne havde gjort hos mig. Harry havde været forvirret omkring, hvad han skulle synes, men endte med at kunne lide ideen, efter at vi havde fortalt, at Zayn havde givet sin accept. Vores familier havde intet ondt at sige og var kun glade for den lykke, vi havde fundet – alt var i skønneste orden hos de vigtigste personer i vores liv.

Men nu kom turen til offentligheden og som sædvanlig, tænkte jeg for meget over det. Jeg var direkte bange for reaktionerne. I situationer som disse ville jeg ønske, jeg havde fundet en ”normal” pige at kaste min kærlighed over og ikke en, der var indlemmet under offentlighedens søgelys. Flere spørgsmål tog plads i mit hoved, og jeg kørte mig selv helt op. Hvis ikke det havde været for Perrie og hendes rolige og glade sind, så havde jeg været fuldstændig hysterisk. Hun tog det hele så roligt, lod tingene gå sin gang, og hvis hun var nervøs, viste hun det ikke.

Jeg gik uroligt frem og tilbage mellem alle lejlighedens rum, fordybet i tanker om, hvad der kunne gå galt. Jeg udstødte i ny og næ nogle høje suk og frustrerede lyde. Da en arm blev lagt om mig, gik et chok igennem mig, og jeg kiggede op for at se Perrie smile beroligende til mig.

”Tag det nu roligt! Det hele går! Vi er flere om det, og de starter nok med at fokusere på Harry og Johanne, bare lad som om, at vi er hjemme og til middag” forsøgte hun, og det hjalp en smule. Men det beroligede mig stadig ikke. Jeg var ikke en, der kunne glemme, at offentlighedens søgelys var på os, og ignorere de blændende blitzlys fra paparazziernes kameraer. Derudover havde jeg også svært ved at ignorere de mange telefoner, der blev stukket op i hovedet på en (mest Harry, jeg havde ondt af Johanne over det).

”Du har ret, du har ret – men jeg er altså nervøs, jeg kan ikke slukke mine tanker” udbrød jeg i en lettere frustration, og viklede mig ud af Perries greb. Hun kiggede medlidende på mig, ikke så det provokerede, men fordi hun forstod.

”Synes det er svært, virkelig. Jeg er så bange for at ingen kan lide det, og at alle vil hade mig, og at det hele bare går galt, og så må du ikke være sammen med mig, og hvad ved jeg”. Jeg plaprede i et væk. Jeg havde brug for det, for at komme ud med det hele, så der kunne blive plads til rationelle tanker i mit hoved, frem for de skræmte og nervøse, der optog mit sind, og gjorde mig noget så ustabil.

Perrie gik endnu en gang hen til mig og lagde armene om mig. Jeg lod hende gøre det og blev straks beroliget. Hun sagde ikke noget, men alt i hendes kropssprog fortalte mig, at det var okay. Ja, det var svært, og ja, det var intimiderende, men det hele ville blive okay.

Dørklokken ringede for at melde Harry og Johannes ankomst, og hev os tilbage til virkeligheden. Perrie meddelte dem ind i dørtelefonen, at vi ville komme ned, alt imens jeg samlede mig selv, og tog en tynd jakke, og sko på. Jeg greb min taske, og stillede mig klar. Perrie kiggede afventende på mig, jeg nikkede som svar, og så var vi ellers ude af døren.

***

Selvom Perrie ikke kendte hverken Harry, eller Johanne specielt godt, var hun alligevel gået med til denne her dobbeltdate, da hun havde påtaget sig rollen, som den rolige og fornuftige. Hun havde ladet mig gøre mine ting og gjort alt, der kunne afhjælpe min skræk for offentligheden. Jeg gættede på, at hun alligevel var hærdet og dermed ikke så skræmt. Eller også var det bare for at vise, at der intet var at frygte og være et godt eksempel.

Vi havde valgt en afdæmpet restaurant, ikke helt centralt, men det var kun et spørgsmål om tid, før folk fandt os. Det havde de sikkert allerede, men jeg lukkede så vidt muligt al opmærksomheden ude. Det var svære end som så, og jeg beundrede både Perrie og Harry for deres kunnen.

Vores bord lå i en afkrog af restauranten, så vi kunne få lidt fred. Tanken var meget sød, men det kom ikke til at ske, og jeg havde allerede spottet et par telefoner fra de omkring stående borde. Vi sad i par. Harry og Johanne på den ene side, og jeg og Perrie på den anden. Perrie sad overfor Johanne, fordi det var hende, hun kendte bedst, og jeg overfor Harry. Indtil videre gik det hele godt, da vi alle sammen kom godt ud af det med hinanden og derfor havde det sjovt.

En ting jeg især godt kunne lide var, at jeg fik set Harry og Johanne sammen, som jeg havde haft en evig nysgerrighed omkring, siden vi mødtes i Norge. De var søde, og de passede godt sammen, og det var mere seriøst end først antaget. Hvordan det havde gået min næse forbi, viste bare hvor fokuseret jeg havde været på Perrie og mig og vores lille verden.

”Jeg vidste absolut intet, før Zayn trængte ind og begyndte at råbe helt uhæmmet af os! Det var noget af et chok, men jeg må sige, at jeg heller ikke har været så opmærksom” sagde Harry, da vi kom ind på historien, om hvordan Zayn var taget direkte hen til Harry, for at råbe ad ham. Han kiggede hengivent på Johanne ved den sidste sætning, og hun rødmede en anelse og slog blikket ned. De var virkelig søde, så søde at det hvinede i tænderne, og var på grænsen til kliché.

”Ja, det fik jeg så også at høre for bagefter! Men hallo, havde jo ikke regnet med, at han ville putte skylden på dig eller i det hele taget vise sig,” forsvarede Johanne sig protesterende. Harry grinede af hende, en underforstået latter, så mig og Perrie kiggede hjælpeløst på hinanden.

”Men nu ved jeg da, at jeg altid kan stole på dig” medgav jeg til Johannes forsvar, som blinkede til mig. ”Alt for dig skat” sagde hun, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg havde forsømt hende det sidste stykke tid, og det kunne mærkes nu, og et stik af dårlig samvittighed, og savn ramte mig. Det der trøstede mig, var at hun havde haft Harry at se til.

”Hey hey, nu skal du ikke lige pludselig være til piger og lægge an på Skye,” sagde Harry og lagde en arm om Johanne. Det var sagt i sjov, men den stak lidt, så jeg smilede bare en anelse anstrengt, og lod Perrie bifalde hans kommentar med en perlende latter. Jeg var ikke helt nået til det punkt, hvor jeg kunne joke omkring det, det var stadig alt for nyt.

”Rolig nu mulle, jeg tænker kun på dig” svarede Johanne ham tonløst, imens hun fastholdt sit blik på mig. Hun havde set min reaktion, og så godt som hun kendte mig, vidste hun, at den var under bæltestedet, så hun gjorde hvad hun kunne, for at mane den til jorden, uden at træde på nogen. Harry smilede tilfredst og lænede sig ind mod hende, for at give hende et kys, som hun besvarede, med et smil der røbede hendes hengivenhed, og det faktum at hendes ord egentlig var sagt i al seriøsitet.

Jeg ønskede brændende, at jeg turde lege sådan et sødt par, og give slip, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg turde knap kigge på hende eller røre ved hende, så jeg sad helt stift ved siden af hende og takkede gud for, at Johanne og Harry var så godt kørende og opretholdte stemning, og samtale.

Denne date skulle vise, at vi stod ved os selv og ikke var bange, men indtil videre havde den kun bevist det modsatte. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget til Perre. At jeg kunne trække hende til side, og føre en dialog om, hvordan vi skulle angribe hele situationen. Men det kunne jeg ikke, vi var midt i det, og vi burde have lagt en slagplan inden.

Selvom daten var hyggelig, så var den trykkede og nervøse stemning ikke til at undgå. Vi havde allerede spist vores mad og var nu i diskussion, om hvorvidt vi skulle have dessert. Jeg istemte, at vi skulle, så vi kunne købe mere tid, for det var gået så hurtigt, og der var ikke sket nogen forandring. Heldigvis var vi alle enige om, at dessert var det, der manglede, og vi bestilte hver især.

Da den kom på bordet, blev den indtaget i tavshed, indtil Johanne valgte at bryde den. Og ikke følsomt, for hun havde trods alt intet filter til at vide, hvornår hun skulle tie, og hvornår hun skulle stoppe.

”Hvad så i to? Var det ikke meningen, at I skulle vise noget kærlighed? Der er omtrent lige så meget kærlighed i luften imellem jer, som der var mellem Titanic, og isbjerget” sagde hun. Hun kiggede sigende på os, som dristede til at sende et blik til hinanden. Vi sagde stadig ikke noget.

”Altså, der er grænser for, hvor meget kærlighed vi kan byde ind med herovre!” bemærkede hun, og Harry kiggede forarget på hende, og spurgte hvad hun snakkede om, før han overfaldt hende med kys, til at understrege at de havde nok kærlighed for alle. Hun grinede og fortalte ham, hvor dum han var – og at det var svært, når det var som at ramme en uigennemtrængelig mur hos os.

”Jeg troede, I var forelskede” endte hun med at sige og tog det sidste stykke kage ind i munden, som hun ucharmerende tyggede. Ikke hendes stærke side, det med at spise pænt. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne score, når hun egentlig var så ucharmerende og ligeglad, som hun var.

”Det er vi også!” protesterede jeg, men min stemme knækkede og forrådte min stålsatte protest. Jeg rødmede en anelse og kiggede på Perrie, der kiggede bedende på mig. Der skulle gøres noget ved det her, vi kunne ikke strække den længere. Snart havde Johanne tygget af munden, og det var på tide at bestille regningen, og gå.

Akavet rykkede vi tættere på hinanden, men vi så stadig ikke forelskede ud, kunne jeg fornemme. Eller måske gjorde vi, men så var det lidende og undertrykt forelskelse, der udstrålede fra vores adfærd.

Johanne var gået videre og sad nu og diskuterede et eller andet med Harry. Sikkert noget med hendes bordmanerer. Jeg kunne ikke lade være med at beundre dem. De gjorde det hele så let med deres lette omgængelighed, og selvom de ikke rørte ved hinanden, så de forelskede ud – selv nu, hvor de sad og diskuterede.

Håbløst betragtede jeg dem med et svagt ønske om at kunne give slip og opføre mig ligesom dem. Det burde ikke være så svært, slet ikke når de havde tiltrukket sig mest opmærksomhed, for sikkert at gøre det lettere for os. Til sidst kiggede jeg over på Perrie, som så ligeså hjælpeløs ud. Vi måtte komme til en forløsning og den skete uden ord.

Det hele var så pludseligt, og jeg vidste ikke hvem, der gjorde hvad, eller hvem der startede. Det var som en fælles enighed, der blev lagt over os, som om nogen havde sagt at, nu var det nok, nu skulle vi ikke danse om ilden længere. Alle bekymringerne var skubbet til side, alle vores hæmninger det samme, og vi lænede os ind mod hinanden, før det kunne stoppes.

Hendes bløde læber ramte mine, og pludselig var alt ligegyldigt, og hele verdenen kunne bare komme an. Den sikre opmærksomhed, der var rettet mod os var ligegyldig. De kameraer, der sikkert havde fundet vej til os, var ligegyldige. Alle mennesker i hele rummet var ligegyldige. Der var kun os.

Og i det øjeblik vidste jeg, at vi havde valgt rigtigt.

__________________________________

hvorfor er jeg vågen klokken 7.10 om morgenen

hvorfor er min veninde ved at dø af grin inde på mit værelse

hvorfor står der kolde mcnuggets på mit spisebord fra i nat

hvorfor har jeg tømmermænd

hvorfor sejler min lejlighed

hvorfor

 

tilføjelse: græder over at jeg har skrevet de her livsspørgsmål ned, hold nu kæft et bagstivt apparat! har den vildeste optur over det her

og lad mig også lige sige, at kolde mcnuggets der bare står på spisebordet natten over, ikke er noget at råbe hurra for - de var en del bedre i nat, da de rent faktisk var varme, og crispy

jeg elsker mig selv

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...