One Direction | Behind Closed Doors (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det? Hvad ville du føle, hvis du en dag stod bag lukkede døre og vidste, du var anderledes end så mange andre? - Engang fandtes venskabet mellem Harry Styles og Skye Adams. Efterhånden forsvandt det, men da de mødes ved et tilfælde i Norge, kommer det hurtigt på benene igen. Da Skye takker ja til invitationen om at deltage i en sommerfest, regner hun ikke med, det bliver starten på noget, der i den grad vil ændre hendes liv. Aldrig har hun skænket det en tanke, at hun måske er til sit eget køn. Derfor blomstrer forvirringen vildt, idet hun ser en lyshåret pige, der viser sig at være selveste Perrie Edwards, Zayns kæreste. Mens hun desperat prøver at overbevise sig selv om, det umuligt kan passe, hun har følelser for en pige, mener hun også, der gemmer sig noget mere ved en af drengene. Det bliver en hård sommer for Skye, der byder på både splid, valg, kærlighed, sorg, indre konflikter og ikke mindst; kampen om at tyde sine følelser og finde sig selv.

279Likes
428Kommentarer
21283Visninger
AA

17. To get an explanation

Min mobil vibrerede for hvad der syntes som 117. gang, mens displayet oplyste hele min taske som et andet lysshow. Jeg øjnede min taske ud af øjenkrogen, og prøvede at gennemtænke en plan for hvordan jeg kunne få den slukket, uden at det ville forstyrre min og Nialls date.

Niall havde svaret tilbage med det samme på min besked, med et forslag om at gå ud, og spise den følgende dag. Han havde spurgt om jeg foretrak noget bestemt, hvortil jeg havde forslået den mest prangende restaurant, jeg kunne komme i tanke om.

Jeg prøvede hele tiden at overbevise mig selv om, at det var fordi maden på den restaurant var ekseptionelt god, og at det var af alle de rigtige grunde, at vi skulle ud og spise. Det lykkedes ikke, og jeg havde hele tiden min skjulte dagsorden i baghovedet, om hvordan vi nemmest kunne fanges og blive set, af pressen.

Det var udnyttelse på højt plan, og jeg vidste det egentlig godt, men jeg ville stadig ikke indrømme det overfor mig selv. Grunden var også klar nok. Det var for at vise Perrie, at hun intet betød for mig, og få en form for hævn over hende. Men det ville jeg heller ikke indrømme overfor mig selv, og jeg fik det igen pakket ind, i form af undskyldninger over, at det kun var for Niall, at jeg var her.

”Du må godt kigge på den” sagde Niall. Han havde selvfølgelig set hvordan jeg hele tiden, selvom jeg havde prøvet at holde det diskret, kiggede over på min taske. Men den var desuden heller ikke svær at overhøre, og det blinkende lys fra min taske, gik ikke ubemærket hen. Jeg sukkede kort, og greb ud efter min taske.

Jeg rodede rundt efter den vibrerende mobil, og fik endelig fat på den. Jeg tog den kun hurtigt op, for at kaste et blik på displayet, og se hvad jeg havde forventet. En milliard beskeder, og opkald fra Perrie, og ikke én af dem åbnet eller modtaget. Jeg fik hurtigt slukket min telefon, uden at kigge på beskederne, lagt den ned i min taske, som jeg fik stillet væk igen.

”Sådan, så skulle det ikke forstyrre os mere” sagde jeg med et triumferende smil, og tog en gaffelfuld mad. Jeg havde bestilt en eller anden pastaret, som viste sig at smage ret godt. Niall sendte mig et lidt underligt blik, med et løftet øjenbryn.

”Skal du ikke en gang tjekke hvem det er? Hvad nu hvis det er noget vigtigt?” spurgte han efter en kort pause. Jeg rynkede lidt irriteret på øjenbrynene. Ville han ikke bare godt lade det ligge? Jeg tyggede af munden, inden jeg svarede.

”Nej nej, det er intet vigtigt, det er jeg sikker på, at det ikke er”. Jeg prøvede at sige det så sødt og kontrolleret som muligt, men sandheden var, at hans spørgsmål faktisk havde irriteret mig. Alt irriterede mig lige i øjeblikket, og jeg havde en svag mistanke om hvorfor.

Jeg ved ikke om Niall kunne fornemme et eller andet, eller om det bare var den paranoide side af min hjerne, der fik mig til at tro det, men jeg syntes, at han blev ved med at sende mig underlige, og spørgende blikke - som jeg smukt prøvede at ignorere, mens jeg snakkede om alt muligt ligegyldigt. Alt sammen i et toneleje der måske lige var en anelse for højt, og med tilhørende grin der var lige påtagede nok.

Middagen forløb sådan resten af tiden – med de påtagede, høje grin, og de ligegyldige samtaleemner. Jeg var næsten 100% sikker på, at vi var blevet set, og lagt mærke til. Jeg kiggede diskret rundt i lokalet, og så få blikke der smugkiggede på os. Perfekt.

***

Vinden blæste en smule, da vi kom udenfor, og jeg forbandede mig selv for ikke at have taget en jakke med. Jeg skuttede mig under min tynde trøje, mens jeg gned mig selv op og ned ad mine arme. Et øjeblik efter, blev en jakke lagt om mine skuldre. Det var selvfølgelig Nialls, for som den gentleman han var, ville han ikke lade sin date fryse. Jeg smilede op til ham, og mumlede et ’tak’. Han var en sød dreng, og en snert af dårlig samvittighed skød igennem mig.

”Hvad så nu?” spurgte han. Han kiggede ned på mig, afventende, for at høre om aftenen sluttede nu, eller hvordan vi gjorde. Aftenen sluttede ikke nu. Jeg blev nødt til at bruge lidt mere offentlig tid med ham, inden vores veje skiltes.

”Lad os gå hen og få en is, inden du følger mig hjem – jeg giver!” erklærede jeg, og begyndte at gå, inden han kunne protestere.

Mens vi gik, søgte jeg rundt i min hjerne, efter den mest offentlige isbod, jeg kunne komme i tanke om. Jeg skiftede retning et par gange, før jeg havde helt fat på, hvilken en, vi skulle have vores is fra.

Den jeg havde valgt, lå omkring Hyde Park, ved Oxford Street, som var et stensikkert sted at blive genkendt ved, selvom jeg igen prøvede at få overbevist mig selv om, at det kun var fordi det var en god iskiosk. Det gjorde det også lidt bedre for min samvittighed at vide, at det var den rette vej mod mit hjem. Det ville være dumt af mig at påstå, at jeg ikke havde set de kameraer der var rette mod os. Og det ville også være dumt af mig, at prøve at overbevise mig selv om, at jeg ikke gjorde mig til, overfor dem.

Vi havde fået vores is, og gik nu side om side, rundt i Hyde Park. Jeg havde taget min selskabslatter på, så de billeder der kom i kassen, ville fremstille os som et lykkeligt par, der havde det hylende morsomt. Hvis Niall havde lagt mærke til noget var han for høflig til at påpege det, for han lod mig gøre mine ting.

Selvom mine skjulte planer egentlig havde været at udnytte Niall, for at give Perrie tilbage af samme skuffe, havde jeg faktisk hygget mig. Nogle gange var latteren ægte, og nogle gange blev samtalen højlydt af sig selv. Han var fantastisk selskab, og under alle andre omstændigheder, ville jeg faktisk gerne bruge tid med ham, oprigtigt.

Samvittighedskvalerne prøvede jeg så vidt muligt at begrave, mens vi gik og spiste is, på vej mod min lejlighed. Hvilket også var derfor, at jeg ikke inviterede ham med op, da vi stod ude foran min opgang. Jeg gav ham heller ikke et kys på munden. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til det.

Det eneste jeg gjorde, var at takke for i aften, fortælle ham at det skulle gentages, og kysse ham på kinden. Han smilede lidt vagt, og ventede med at gå, før jeg var sikkert inde i min opgang.

***

Jeg traskede tungt op ad trapperne, og følte mig alt andet end succesfuld. Faktisk følte jeg mig nedtrykt, og yderst ubehageligt til mode, over hvad jeg lige havde gjort. Mine planer var nu at spise mig følelsesløs, foran fjernsynet.

Elendig til mode, nåede jeg min dør. Jeg skulle til at åbne døren, da jeg hoppede tilbage i et næsten-hjerteanfald. Perrie sad op ad døren, og ventede på mig.

Jeg fik hurtigt samlet mig, uden at udvise større tegn på chok og følelse i mit ansigt, over hendes tilstedeværelse. Jeg sendte hende et så koldt blik, som jeg kunne mønstre, og hun rykkede sig, så jeg kunne låse mig ind.

Jeg burde nok spørge hvad hun lavede her, men ordene ville ikke komme over mine læber. Uden videre låste jeg mig ind, lod døren stå åben, så hun kunne følge med, og forklare sig selv. Egentlig ville jeg ønske, at jeg var standhaftig nok til at fortælle hende, at hun skulle gå, men jeg kunne ikke. Jeg var 1. nysgerrig, og 2. ville jeg have hende hos mig, også selvom jeg skulle forestille at være sur på hende.

Hun forstod hentydningen, og fulgte med mig indenfor, hvorefter hun lukkede døren til. Hun gjorde alle de samme ting, som jeg gjorde; tog sine sko af i entréen, smed sin tynde trøje over en knage, og stillede sin taske fra sig, på gulvet. Vi sagde stadig ikke noget til hinanden. Jeg førte an, hun fulgte efter.

Endelig satte jeg mig ned i sofaen, mens jeg kiggede afventende på hende, og hun blev stående på gulvet. Jeg havde nået at være en tur forbi køkkenet, og hente alt den mad jeg havde brug for senere, når hun var gået, for at begrave mine følelser. Det lå på sofabordet nu, og mens jeg ventede på at hun skulle begynde, begyndte jeg at sætte det i orden, og stille det klar til at blive spist.

”Du svarer mig ikke” var det første hun sagde. Jeg gjorde ophold i min mad-organisering, og stirrede tomt op på hende.”På mine smser, og opkald” fortsatte hun langsomt, som forklarede hun det til et uforstående barn.

”Jeg ved godt hvad du mener” fnøs jeg. Jeg blev nødt til at holde mine hænder beskæftigede, for at bevare min fattede attitude, som var tæt på at krakelere, og vise mit indre kosmos. Mad blev stablet, sat ned, åbnet, lukket – igen og igen.

Hun satte sig hen ved siden af mig, tog mine hænder, og tvang mig til at kigge på hende. ”Du bliver nødt til at give mig en chance for at forklare” sagde hun i et roligt tonefald, og fremtvang et pædagogisk smil.

Det gjorde mig en anelse irriteret, og jeg rev mine hænder til mig igen. Jeg rejste mig op, og begyndte at trave frem og tilbage i stuen, for at gøre et eller andet.

”Der er ikke så meget at sige Perrie..”. Det gippede i hende da jeg sagde hendes navn, og hun kiggede vildt op på mig, lettere forvirret. Hun havde mistet den fatning, hun havde været så god til at holde fast på. ”.. Vi burde ikke ses mere, du forlader jo nok ikke Zayn, og især ikke til fordel for en pige – jeg kan jo godt se, at det er karriere-selvmord” afsluttede jeg oprevet, og skulle anstrenge mig for at få min vejrtrækning kontrolleret igen. Jeg lagde trodsigt armene over kors.

Hun sad lidt og tænkte, inden hun svarede. Man kunne se hvordan tankerne gled ind og ud af hendes hoved, kludrede sammen, og blev filtret ud igen. Et væld af følelser gled over hendes ansigt, inden hun åbnede munden for at svare. Hun rejste sig også op.

”Okay Skye..” abede hun efter, hvilket gjorde at hun slog mig ligeså meget ud af fatning, som jeg havde gjort med hende. ”.. Du kan ikke bestemme hvad jeg tænker, og tillægge mine handlinger betydninger de ikke har. Bare fordi du er så skide usikker, er det ikke ensbetydende med at jeg er”.

Hendes ord var hårde, og de gjorde ondt. Jeg forholdt mig tavs - ventede på at hun ville fortsætte, eller komme med en forklaring omkring hendes afsluttende sætning.

”Åh gud, undskyld Skye, jeg blev vred, jeg mente ikke..” begyndte hun, og nærmede sig, for at give mig et kram. Jeg rykkede mig ud af rækkevidde. ”Nej, du har ret” fnøs jeg. Jeg var en anelse sur over hendes ord, men om det var fordi de var sande, eller fordi de var lede, vidste jeg ikke.

Hun dumpede opgivende ned på sofaen, og begyndte at pille ved maden på sofabordet. Jeg blev stående, med armene omkring mig selv, og kiggede afventende på hende.

”Jeg kan godt se hvordan det kan have set ud for dig, men du må forstå, at det er en standard ting at sige, for man skal beholde det romantiske billede om sit forhold udadtil” begyndte hun. Jeg kiggede stadig på hende. Ventede på, at der kom mere. ”Men det ved du godt, så jeg kan ikke begribe du skaber de scenarier i dit hoved, for du ved godt, at det er dig jeg vil have”. Hun kiggede op på mig ved de sidste ord, for at se min reaktion.

Jeg lod mine arme dumpe ned langs siden, og gik over i sofaen, for at sætte mig hos hende. ”Perrie..” begyndte jeg, så hun kunne kigge op på mig. ”Ja, jeg ved godt at du skal sige de ting, men ligefrem at fortælle, at du ikke kunne ønske nogen anden i verden, får mig til at tvivle…”. Jeg lod resten af sætningen hænge i luften, så den kunne nå at dæmre i Perries hoved, og så jeg kunne nå at tænke yderligere over den, så det ikke blev kludret sammen.

”Altså, det at du siger en ting til mig, og en anden ting til resten af verden, gør, at jeg føler mig dum. At det her, vi har, er indbildning – ” jeg gestikulerede mellem mig og hende. Hun kiggede indgående på alle mine bevægelser, og fulgte dem nøje. ”- og at det aldrig nogensinde kommer til at ske, men kun er en leg. Jeg lægger en del i det her, det ved du, og du siger, at du gør det samme. Men hvorfor så sige så stærke ord om jeres forhold? Du kunne have angrebet det på en anden måde, du kunne have slået det hen meget nemmere. Du siger, at du ikke er usikker, men det virker som om du er direkte bange” afsluttede jeg, og afventede nu hendes svar og reaktion.

Hun sad med rynkede bryn, imens hun behandlede de oplysninger, jeg havde givet hende. Der gik så lang tid, før hun svarede, at jeg stillede spørgsmålstegn ved, om hun overhovedet havde hørt efter, og forstået hvad jeg havde sagt.

”Du har ret. Måske er jeg bange, og det er ikke fair for mig at sige, at det er dig der er usikker, når jeg selv er ved at skide i bukserne over det her. Jeg kunne angribe det nemmere, og knap så smertefuldt, ja, men min underbevidsthed må have fortalt mig en anden ting, af ren og skær frygt” svarede hun endelig. Men hun var ikke færdig: ”Jeg er bange for hvordan det påvirker min karriere, jeg er bange for hvordan folk vil tage imod det, og jeg er bange for at give mig hen til dig” sluttede hun af. Hun kiggede hjælpeløst op på mig.

”I en verden som denne, er der intet at være bange for ved karrieren. Du skal mere være bange for One Directions fans, men det klarer du snildt, og så har du jo altid mig, og vi er to om det!” fortalte jeg hende, og lagde en arm om hende, hvorefter hun puttede sig ind til mig.

”Jeg ved godt, at du ikke kan sige til et blad når de spørger, at du er sammen med en pige, inden du har snakket med Zayn, men hvis du virkelig mener det her, så er det det der skal gøres, og snart. For jeg holder ikke ud at være hende den skjulte, der kun må udvise hengivenhed privat, og se på at du skal være forelsket i en anden hele tiden” sagde jeg til hende. Endnu en gang lyttede hun opmærksomt efter, og overvejede det hele en ekstra gang, inden hun gav sin mening til kende.

”Jeg mener det, det her er seriøst – og jeg vil vise dig at det er det, det vil jeg virkelig, og det er kun mig der spænder ben for det hele..”. Jeg afbrød hende, og fortalte hende straks at det altså ikke kun var hende, men at vi var lige gode om det.

”Jeg bliver nødt til at snakke med Zayn” mumlede hun stille.

”Jeg bliver nødt til at snakke med Niall” medgav jeg, og Perrie sendte et, lettere forvirret, blik i retning af mig. ”I har da ikke noget specielt kørende da?” spurgte hun ligeså forvirret, som hendes blik var.

”Det sørgede jeg for, at det lignede her til aften, kan vi vidst roligt sige”. Jeg gik til bekendelse, og fortalte hende et rodet sammendrag, af aftenens hændelser. Der gik et øjeblik, hvor Perrie opfattede hvad jeg havde sagt, inden hun brød ud i højlydt latter.

”Du gik ud med Niall, for at gøre mig jaloux? Jesus Christ Skye” sagde hun mellem sine små fnis, og perlende latter. Det eneste jeg kunne tænkte på, var om det ville have virket, men jeg turde ikke spørge. Vi grinede begge to, inden vi tvang os selv til at komme med en konklusion, om hele vores situation.

”Så det vi gør, er, at du snakker med Niall, og jeg snakker med Zayn?” spurgte Perrie endeligt. Jeg kiggede overvejende på hende, imens jeg tænkte på, hvordan jeg billigst kunne slippe fra at krybe til korset, men måtte indse, at der ingen let vej var, ud af det her rod.

Jeg nikkede, for at erklære mig enig.

__________________________________________

Hej gutterne

Så er det mig (Johanne) der har overtaget historien, eller overtaget og overtaget, men i hvert fald skriver jeg de sidste kapitler, og det håber jeg, at i er okay med!

And i am pretty excited to do this, det er mit vildeste adrenalinkick i laaaaang tid (and currently im on fire!)

Anyways, der er to ting jeg lige skal skrive, bare til en info, so here goes:

1. Jeg har med vilje valgt ikke at blive medforfatter, da det ikke er min ide oprindeligt, og aldrig har været det. Ideen er udelukkende udarbejdet af Mirah, jeg formidler det bare ned på ord, fordi hun ikke har tid, og ikke vil lukke historien/sætte den på pause (hvilket også ville være synd)

2. Jeg havde noget andet jeg også skulle skrive, men har nu glemt det, så det er rigtig godt gået.

Ok så; kudos til Mirah for at turde lade mig skrive fra hendes profil, og for at lade mig "overtage" hendes historie.

Skriv hvad i synes, jeg håber i er tilfredse, og jeg håber at storyline er i den retning i håber!

We're gonna have so much fun ;)

- Johanne/Elisabeth Dawson (bare så I ikke går rundt og tænker, hvad fuck det er for en douche der går og kommenterer, på jeres kommentarer)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...