One Direction | Behind Closed Doors (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det? Hvad ville du føle, hvis du en dag stod bag lukkede døre og vidste, du var anderledes end så mange andre? - Engang fandtes venskabet mellem Harry Styles og Skye Adams. Efterhånden forsvandt det, men da de mødes ved et tilfælde i Norge, kommer det hurtigt på benene igen. Da Skye takker ja til invitationen om at deltage i en sommerfest, regner hun ikke med, det bliver starten på noget, der i den grad vil ændre hendes liv. Aldrig har hun skænket det en tanke, at hun måske er til sit eget køn. Derfor blomstrer forvirringen vildt, idet hun ser en lyshåret pige, der viser sig at være selveste Perrie Edwards, Zayns kæreste. Mens hun desperat prøver at overbevise sig selv om, det umuligt kan passe, hun har følelser for en pige, mener hun også, der gemmer sig noget mere ved en af drengene. Det bliver en hård sommer for Skye, der byder på både splid, valg, kærlighed, sorg, indre konflikter og ikke mindst; kampen om at tyde sine følelser og finde sig selv.

279Likes
428Kommentarer
21906Visninger
AA

20. To get a resolution

”You got me down on the floooor” sang jeg højt. Jeg hoppede rundt i mit køkken, og lavede morgenmad. Sangen var ikke nødvendigvis den der talte mest til mit humør, og jeg havde egentlig ikke en speciel stor forståelse for teksten, men jeg var så glad, at selv de sørgeligste sange, eller vildeste rockballader kunne gå an, og skulle synges med på.

Der kom et mellemstykke i sangen, hvor jeg ikke kunne synge med, så jeg nøjedes med at nynne uforståelige ord, før den nåede klimaks igen, og jeg skrålede med på den, af mine lungers fulde kraft. Jeg gav den hele armen, og lagde stor følelse i min sang, hvilket sikkert var til stor irritation for mine naboer, da klokken kun var 10 om morgenen.

Mit æg havde kogt færdigt, og jeg anrettede det pænt sammen med min yoghurt. Jeg havde taget tid til at lave en god morgenmad til mig selv, for det kunne kun blive en god dag, og en god dag fortjente en god start. Jeg betragtede mit kunstværk af en morgenmad: et blødkogt æg, en skål med yoghurt, hvor jeg havde puttet en smule honning og granola på, og en lille tallerken med frugt ved siden af. Der var også en kop dampende te, og et glas med juice.

Morgenen syntes at gå utrolig langsomt, hvilket også var en af grundende til, at jeg havde brugt så lang tid på, at lave morgenmad. Jeg tog min anrettede bakke med ind i stuen, og satte mig ved bordet, frem for at sidde i sofaen, som jeg yndede at gøre. Jeg havde taget en bog med, til at fordrive tiden, og for at forhindre mig i at kigge på min mobil, konstant.

Perrie og jeg havde ikke set hinanden, siden vi aftalte at snakke med hver vores respektive partner, om vores forhold. Vi havde med vilje ikke afsløret alt for meget, da Perrie havde sagt, at hun helst foretrak at snakke om det, under to øjne, og ikke gennem en skærm. Jeg kunne ikke tyde om hun mente det som noget godt, eller dårligt. Jeg håbede på det første, selvom det anede mig, at det snarere var det sidste, at dømme ud fra hendes åndsfraværende tone, når vi snakkede om det i telefonen.

I starten havde jeg ikke sagt meget om min, og Nialls samtale. Jeg vidste ikke om jeg burde flage med, at den havde gået godt, og at vi endte med at tilbringe hele to dage sammen, efterfølgende. Da Perrie så havde spurgt ind til det, havde jeg fortalt hende, at det var gået bedre end forventet, at det var en positiv ting, og at det måske kunne opveje for hvordan Zayn, åbenbart, havde reageret. Hun havde ikke svaret noget konstruktivt, men hurtigt skiftet emne. Hun ville virkelig ikke snakke om det, over telefonen.

Derfor glædede jeg mig, til at se hende i dag. Selv ikke udsigten til at hun havde dårlige nyheder, kunne få min glæde til at falde et par grader. Alt ved denne dag var godt; jeg ville se hende, efter mange dage uden hendes selskab, og denne gang frit, uden bekymring for andre. Katten var ude af sækken, og der var ingen rigtige bekymringer – indtil videre.

Jeg smilede for mig selv hele morgenen. Det kunne ikke tages af mit ansigt. Selv ikke da min yndlings person i min bog døde, og heller ikke da jeg væltede min tekop. I badet sang jeg i vilden sky, og da jeg gjorde mig klar, følte jeg mig som jordens lækreste kvinde. I det øjeblik, var jeg fuldstændig lykkelig.

***

Jeg praktisk talt hoppede ned ad gaden, hen mod Perries lejlighed. Turen derhen havde været i min egen tåge, imens jeg talte hvert skridt tættere på at være i Perries arme. Jeg var i en blandet sindsstemning. Nervøsiteten blev overgået af glæden, hvilket var til min fordel, da jeg havde for vane at blive et nervevrag. Men jo tættere jeg kom på, jo mere fremtræden stod den. Hun fik mig til at blive blød i knæene, hvilket kun kunne antyde, at det var det rigtige, vi havde gang i.

Med lettere, rystende fingre ringede jeg på, og en summen fra døren lod mig fortælle, at døren nu kunne åbnes. Jeg skubbede den op, og trods mine gelé ben og dårlige kondi, havde jeg aldrig nogensinde været så hurtigt oppe af trapperne, som nu.

Perrie stod i døren, og trippede nervøst. Jeg vidste ikke hvorfor vi altid blev så generte, men det havde vel noget at gøre over den usikkerhed, en forelskelse medførte. Hun var tættere på nu, og de sidste trappetrin tog jeg i store skridt. Endelig, før jeg kunne mærke at jeg var forpustet, stod jeg i hendes arme. Hun omfavnede mig tæt, og jeg faldt hen i hendes arme. Det var den bedste følelse, jeg nogensinde havde oplevet – den fik mig til at føle, at jeg kunne klare alt.

Hendes bløde læber var på mine, efter et kort øjeblik, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hun trak mig med indenfor, og vi gik direkte ind i stuen, hvor hun havde stillet te, og kage op. Jeg nåede knap nok at få mine sko af, men alt var ligegyldigt lige nu, for den her genforening var den bedste hidtil. Den var fri, for der var intet at skjule mere. I hvert fald ikke for mit vedkommende, men det så ud til, at hun mente det samme.

Vi satte os i sofaen, klods op og ned ad hinanden, uden at kunne lade hinanden være. Den første time gik med latterudbrud, og ligegyldig samtale. Vi vidste begge to, at vi måtte komme med hver sin udlægning, af hvordan samtalerne mellem henholdsvis Niall og Zayn var forgået, og for mit vedkommende var det heller ikke noget problem. Men i takt med at vi nærmede os emnet, kunne jeg mærke Perries nervøsitet, ved dette.

”Hvordan tog Niall det?” spurgte hun pludseligt. Spørgsmålet kom en anelse bag på mig, da jeg troede at det var mig, der skulle finde en måde at komme ind på emnet, og starte samtalen vedrørende dem. Jeg havde det sidste kvarter, siddet, og funderet over, hvordan jeg blidest kunne stille spørgsmålet. Men nu var det her, og det kom brat, og ud af det blå, som om hun ikke kunne holde det inde længere. Jeg havde ikke en gang afsluttet min forhenværende sætning, før hun spurgte.

Jeg stoppede brat op, og kiggede undrende på hende, men tog mig så i det. Som sagt skulle vi tale om det før eller siden, og sammenligne notater, så hvorfor ikke bare rive plasteret af såret, og gøre det nu. Desuden var det intet problem for mig, men udelukkende Perrie, som ikke brød sig om det.

”Helt fint, vi brugte faktisk resten af weekenden sammen, og havde det vildt hyggeligt. Han sagde at det havde anet ham, og at han ikke selv havde handlet meget bedre, fordi han også, på en måde, havde brugt mig” svarede jeg. Ved det begyndte Perrie at bide sig i læben, som om hun havde en indre krig kørende. Det var tydeligvis ikke det hun forventede, og hun fortsatte ikke samtalen, men gik nærmest ind i en form for trance.

”Hvad med dig?” spurgte jeg blidt, og puffede til hendes skulder. Hun kiggede op på mig, lettere rådvild, som om hun havde glemt at jeg var til stede. Hun tog en dyb indånding for at samle sig, og kørte en hånd gennem sit sølvgrå hår.

”Ikke så godt” svarede hun, og sank sammen i skuldrene. Hun så opgivende ud, og jeg kunne ikke lade være med at lægge en arm om hende. Jeg hadede at se hende utilpas, og der havde allerede været alt for mange af de stunder, under vores turbulente forhold. Jeg rokkede hende lidt frem og tilbage, uden at sige ret meget, for at give hende plads til selv at finde ord.

”Han flippede kort sagt, fuldstændig ud” endte hun med at sige. Jeg kiggede ned på hende. Hun så lige ud i luften, alt imens hun pillede fraværende ved sin halskæde. På en måde, havde jeg godt regnet det ud. For hvad ville jeg ikke selv have gjort, hvis min egen kæreste pludselig kom, og fortalte mig, at han havde skiftet seksualitet, eller hvis Perrie, for den sags skyld, ikke havde valgt at tage mine følelser alvorligt, og var blevet hos Zayn.

Jeg kendte ikke Zayn, da jeg havde taget min afstand fra ham, fordi han var min rival. Det turde siges at vi havde et anstrengt forhold til hinanden, og før havde det kun været fra min side af, men nu var jeg sikker på, at det var gengældt. Derudover havde jeg altid været bange for, om han måske kunne se, at der var mere mellem mig og Perrie end som så. Et stik af frygt ramte mig, imens mine tanker kørte derudaf om Zayns reaktion, og hans sindsstemning.

Vi sad i tavshed, og stirrede begge to ud i luften. Perrie, fordi hun sikkert ikke vidste hvad hun skulle sige, og jeg, fordi jeg skulle tage det hele ind, og få orden i mine tanker. Hvad ville det gøre af komplikationer, for vores forhold? Var Perrie kommet på andre tanker? Fortrød hun nu? Skulle det stadig være en hemmelighed? Var vi tilbage, hvor vi startede? Jeg ville så gerne have Perrie til at svare på de spørgsmål, men de sad fast i halsen på mig, og ville ikke forlade mine læber.

”Jeg ved ikke hvad du tænker..” startede Perrie. Jeg kiggede ned på hende, pludselig opmærksom, og klyngede mig til hvert et ord, der kom ud af hendes mund. ”Men det ændrer ikke noget omkring mine følelser for dig, og vores beslutning om at gøre det seriøst” fortsatte hun. Hun gjorde sig fri af min arm, og rettede sig op, så hun bedre kunne kigge på mig.

”Det jeg mener, er, at jeg ikke fortryder noget som helst, og hvad skulle grunden være til at sige det, og gå igennem alt det besvær, for at starte forfra? Så for mig ændrer det sig ikke, og jeg vil stadig fortsætte - sammen med dig” gjorde hun sig endelig færdig. Jeg rynkede brynene en anelse. Hvorfor var hun så, så opgivende? Hvorfor trykkede det hende så? Igen kunne jeg ikke sige noget, og Perrie så ud til at fornemme, at jeg havde fået en hjerneblødning, og pludselig ikke havde ord.

”Det der gør, at jeg bliver ked af det, er hans reaktion. Ja det er ikke fedt for ham, men jeg havde håbet at vi kunne være rationelle, og snakke om det, og komme til en enighed. Ikke nødvendigvis være venner bagefter, men bare få en udbredt forståelse, det skylder han mig da, vi var kærester så længe” sagde hun, og belyste dermed mine uudtalte spørgsmål. Det lød fornuftigt nok, og jeg kunne godt se meningen i det. De havde været igennem meget, de havde været kærester i over et år, og været hinandens bedste venner, så det var klart, at en sådan reaktion, han måtte have haft, slog hende ud.

”Han stormede bare ud, under de værste eder og forbandelser, uden at høre et ord mere af, hvad jeg havde at sige” konkluderede hun, for at sætte et billede på reaktionen. Den var så forskellig fra Nialls, og den kom lidt som et chok, for mig. Til dels kunne jeg forstå, at han måtte blive sur, men han kunne da i det mindste høre på hende, og snakke med hende om det. Johanne havde godt nævnt noget om, at han havde været henne hos Harry, men jeg havde ikke givet det yderlig betænkningstid, fordi jeg var så optaget af min, og Perries egen lille verden.

”Altså… Jeg forstår. Men det er jo bare bad luck. Kynisk – jeg ved det, men hvad skal man ellers gøre, og sige? Selvfølgelig ville der være komplikationer, det er jo os vi snakker om!” svarede jeg til sidst, da min hjerne fungerede igen. Det sidste tilføjede jeg med et lille smil, som så ud til at smitte af på Perrie, der lænede sig hen imod mig, med et kærligt blik i øjnene.

”Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor meget jeg holder af dig?” halvt hviskede hun til mig, helt tæt på mig ansigt. ”Jeg har en idé” var mit mumlende svar, før hendes læber lagde sig på mine, og jeg blev indhyllet i den euforiserende effekt, af hendes søde kys. Jeg kunne ikke lade være med at smile samtidig, for det var så fantastisk.

Der lød en hosten bag os, og vi fjernede os straks fra hinanden, som havde vi fået stød. Febrilsk, og forvirret kiggede vi hen mod lyden, kun for at se Zayn, stå midt i stuen. Jeg turde ikke kigge hen på Perrie, for at få hendes reaktion, men jeg håbede den var i samme stilart, som min egen. Jeg var lammet, og stirrede stift på ham, uden helt at kunne skjule min frygt. Jeg var alvorligt bange for ham, for han havde uden tvivl stået der i lidt tid, og sikkert været vidne til vores kys.

Men han så ikke vred ud. Først og fremmest så han forlegen ud, og et par røde pletter på hans kinder, afslørede det. Dernæst så han formildnet ud. Han var sikkert kommet stålsat herhen, med en skjult dagsorden, for hans viljestyrke var stadig at spore - den kunne ikke fjernes, fra hans blik. Han sagde ikke noget, til at starte med. Han så forvirret, pinlig, beslutsom og bedrøvet ud, alt sammen på én gang. Vi sagde heller ikke noget, og det af to årsager: 1. hvad skulle man sige? 2. hvad lavede han her, inde i stuen? Det sidste besvarede han først.

”Døren var åben… Jeg lukkede mig selv ind, nede – ” han fremviste sin nøgle, som forklaring ”- jeg blev bekymret, så jeg gik bare ind, og..” fremstammede han usikkert. Han kiggede udelukkende på Perrie, og ikke så meget, som skænkede mig et blik. Hvilket passede mig helt fint.

”Men hvad laver du her?” spurgte Perrie hæst, og rømmede sig en gang, for at få stemmen på plads. Jeg dristede mig til et blik over på hende, og så at hun sad med armene over kors, og et afmålt blik i øjnene. Okay, hendes reaktion havde måske ikke været den samme, som min.

”Jeg kom for at…” han fumlede lidt rundt i ordene, i krig med sig selv om, hvorvidt han skulle sige sandheden eller ej. Han kiggede overvejende ned på sine nøgler, men valgte så at samle sig selv, og kigge op på Perrie igen. ”For at prøve at overtale dig, til at komme med mig tilbage” sagde han. Perrie skulle til at sige noget, men han holdt en hånd oppe, for at stoppe hende.

”Men det kan jeg godt se nu, ikke ville ske” sagde han, en anelse højt, med fornyet stemmestyrke, og en vis hårdhed i tonen. Uforløst vrede, ville være mit gæt. Jeg sad stadig musestille, og kiggede fra Zayn til Perrie. Jeg turde ikke sige noget, af frygt for at få Zayn på andre tanker, end dem han havde lige nu.

”Jeg er ikke meget for at indrømme det, eller overhovedet ikke, men jeg er mand nok til at gøre det alligevel, og se ud over min egen næsetip”. Hvad snakkede han om? Igen kiggede jeg på Perrie, som så ligeså fortabt ud, som jeg sikkert også gjorde, og følte mig. Vores øjne mødtes kort, i lang tid nok, til at udveksle et tænksomt blik, før de vendte tilbage til Zayn, og hans monolog.

”Jeg er heller ikke din største fan Skye – ” han henvendte sig til mig, og det gippede i mig. Han fangede hurtigt mine øjne, og en anelse frustration var at spore i dem, men ikke i den grad, jeg havde frygtet. ”- og det er jo af åbenlyse grunde, for du er sikkert en sød pige, og Perrie har god smag” sagde han, og hans blik mildnedes igen, da han kiggede over på Perrie, som om det var en indforstået ting i mellem dem. Perrie smilede anstrengt, som svar.

”Når alt det er sagt, så må jeg sige, at jeg aldrig har set Perrie så glad, i lang tid” kom han endelig frem til. Vi svarede ham ikke, og ventede på en uddybelse af meningen, i hans ord. Han forstod, og begyndte at tale igen.

”Det er min yndlings ting at se på – en glad Perrie – og hvis ikke jeg kan gøre det, er det selvfølgelig ærgerligt, men jeg holder så meget af dig Perrie, at det er vigtigere for mig, at du er glad, end mine egne følelser og behov. Og så må det være Skye der gør det, hvor lidt jeg end synes om det, af udelukkende egoistiske årsager. Men fordi jeg holder af dig, Perrie, kan jeg ikke være egoistisk, og at se dig glad er en af mine højeste prioriteter, og største glæder. Jeg ville langt hellere, at du var lykkelig med en anden, end ulykkelig med mig” afsluttede han endeligt. Det var ikke til yderligere diskussion, og det var ikke noget, man satte spørgsmålstegn ved. Det var Zayns måde at give os hans velsignelse, og accept af vores valg, og forhold.

Da der ikke var mere at sige, og stemningen var en anelse akavet, valgte han, befippet, at tage sin afsked. Han lagde sin nøgle til Perries lejlighed, sagde ikke ret meget, ønskede os begge held og lykke, og gav så et halvhjertet kram til Perrie. Af flere grunde ville jeg ikke deltage i det, da det ville være direkte uforskammet, så jeg nøjedes med at nikke høfligt til ham.

Da døren var smækket efter Zayn (og denne gang sørgede vi for, at den var lukket), kom Perrie ind i stuen igen. Først nu kiggede jeg på hende, ordentligt, efter Zayns korte visit. Hun smilede over hele hovedet, og hun havde en lykkelig glød, som ikke var til at spore før, ovenpå alle de forhindringer der havde været. Den smittede af på min, før anspændte, krop og ansigt. Vi stod som to jubelidioter, og smilede dumt til hinanden, før vi endelig, uden ord, kastede os i armene på hinanden.

________________________________________

Hej venner

Nu er vi snart ved vejs ende, og her er det næstsidste rigtige kapitel. Så hvad synes i? De fortjener at det endelig går lidt godt, så det er godt Zayn kan være lidt uselvisk - am i right?!

Jeg er en meget deprimeret dame atm, for jeg er mega forkølet, og ærligt, det er hedebølge, seriøst hvad vil den.

Så nu er jeg flygtet til mit sommerhus, fordi ingen andre familiemedlemmer er hjemme, og jeg har brug for omsorg (jeg er omtrent den mest ynkelige 18-årige på denne jord, ok)

Det næste kapitel kommer først om 4 dage, hvor jeg normalt plejer at poste dem med et 3-dages interval, og det er fordi jeg skal hjem til min veninde i Kalundborg fra i morgen af, og jeg er ikke sikker på hvorvidt jeg har net, eller tid til min computer for den sags skyld!

Anyways, update på mit life osv, og jeg håber at i er flyvende og har en bangeren sommer!

Lots of Love <333

- Johanne/Elisabeth Dawson

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...