One Direction | Behind Closed Doors (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det? Hvad ville du føle, hvis du en dag stod bag lukkede døre og vidste, du var anderledes end så mange andre? - Engang fandtes venskabet mellem Harry Styles og Skye Adams. Efterhånden forsvandt det, men da de mødes ved et tilfælde i Norge, kommer det hurtigt på benene igen. Da Skye takker ja til invitationen om at deltage i en sommerfest, regner hun ikke med, det bliver starten på noget, der i den grad vil ændre hendes liv. Aldrig har hun skænket det en tanke, at hun måske er til sit eget køn. Derfor blomstrer forvirringen vildt, idet hun ser en lyshåret pige, der viser sig at være selveste Perrie Edwards, Zayns kæreste. Mens hun desperat prøver at overbevise sig selv om, det umuligt kan passe, hun har følelser for en pige, mener hun også, der gemmer sig noget mere ved en af drengene. Det bliver en hård sommer for Skye, der byder på både splid, valg, kærlighed, sorg, indre konflikter og ikke mindst; kampen om at tyde sine følelser og finde sig selv.

279Likes
428Kommentarer
22194Visninger
AA

8. To feel unknown things

Jeg indrømmede, at jeg havde tabt det væddemål, som Perrie og jeg havde lavet. Derfor gik vi nu side om side med et håndklæde omkring os og var på vej hen til den isbutik, der lå et godt stykke væk, men det gjorde ikke noget.

Det var hyggeligt, som vi bare gik der side om side og snakkede lidt om alt og intet. Pludselig stoppede Perrie mig op ved at tage fat om min arm, og jeg kiggede forvirret på hende.

”Hvad?” spurgte jeg undrende, da hun løftede sin hånd op mod mit hoved. Jeg kunne ikke rigtig fornemme, hvad det var, hun ville. Hun smilede. ”Jeg skal bare ordne noget af din makeup, ligesom du også ordnede mit før. Vi har vidst lært, at man ikke skal have makeup på, på en strand,” grinede hun.

Da jeg fandt ud af, at det var det, hun skulle, slappede jeg straks mere af og lod hende kom i nærheden af mit ansigt uden at være bange for noget. Der var ligesom før folk, der havde pranket mig eller var kommet til at prikke mig i øjet, men jeg stolede på hende. Hun virkede så rolig altid.

Hendes fingerspidser brændte mod min hud, da hun fjernede den makeup, der for some reason var endt på mine kinder. Jeg kiggede op på hende, da hun ikke gnubbede sin finger mod min kind, og mine øjne mødte hendes smukke, helt klare blå øjne.

Sådan stod vi og kiggede lidt på hinanden uden at sige et ord. Det varede, indtil jeg trak mig væk med rynket pande. Jeg forstod ikke, hvad det her var for noget, men jeg var faktisk en smule skræmt af det.

”Lad os få den is. Har du besluttet dig for, hvor mange penge jeg skal afgive til dig?” drillede jeg og begyndte at gå for at få stemningen fra før en smule væk. Perrie smilede.

”Ja, og jeg lover dig for, at jeg udnytter min vinderposition til det yderste,” forsikrede hun mig om blinkede kort. Jeg grinede, før jeg kiggede ned på mine fødder, der var blevet godt og grundigt varmet op af det glohede sand, imens vi gik.

”Det er jeg ikke i tvivl om, at du gør,” svarede jeg hurtigt tilbage. Isbutikken, som vi jo var på vej hen til, kom til syne, og jeg kunne ikke lade være med at speede en lille smule op for at komme hurtigere frem. Jeg var efterhånden også begyndt at komme rimelig meget i ishumør, så det kunne ikke gå hurtigt nok med at få en is.

Vi kom hurtigt hen til butikken, og jeg registrerede hurtigt, at der stod omkring 10 personer derhenne og spiste is også. Da vi kom helt derhen, var der flere blikke, der rettede sig mod os, og jeg var godt klar over, at det ikke var på grund af os, men på grund af Perrie. Jeg fik lige en reminder om, at hun var kendt, for det virkede slet ikke sådan, når jeg tilbragte tid med hende.

Perrie trådte hurtigt hen for at se, hvilke smager af is, isbutikken var i besiddelse af, og jeg studerede hende kort imens. Jeg var allerede klar over, at jeg bare skulle have en softice, så jeg behøvede ikke ligefrem at kigge på det.

Jeg elskede Perries hår, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, hver gang jeg så det. Den der blonde-lilla farve, der var, var bare så flot. Overraskende flot. Jeg havde aldrig selv rigtig skænket tanken om at have en vild og anderledes hårfarve, men efter jeg havde mødt Perrie, havde jeg haft vendt tanken. I sær fordi jeg også havde fundet ud af, at hendes gruppe, altså Little Mix, også havde hårfarver som blå fx, og det var virkelig flot. Det gav bare et look af selvtillid, fordi de turde være dem, de var. Jeg elskede det.

”Okay,” Perrie rev mig ud af mine tanker, og jeg kiggede opmærksomt på hende, ”jeg har besluttet mig,” annoncerede hun så. Jeg nikkede ivrigt og trådte et skridt tættere på.

Isdamen kom hen til os. ”I har beslutter jer?” spurgte hun om med et sødt smil. Jeg nikkede til hende, og hun kiggede afventende på os. Perrie var den første, der brød isen. ”Jeg skal have en med fire kugler og flødeskum og syltetøj og en flødebolle,” sagde hun. Hun blinkede til mig, da hun havde sagt det, og jeg var overbevist om, at hun kun valgte så stor en is for at kunne genere mig og udnytte det faktum, at hun havde vundet.

Blærerøv alligevel.

”Det er godt, du kan udnytte din position,” grinede jeg til hende, og hun nikkede med store, uskyldige øjne. ”Jep, I know, det er mit talent,” drillede hun tilbage.

”Ja lige oven i det faktum, at du sådan set lever af at synge,” påpegede jeg. Hun sagde en ”pff” lyd for at slå det hen, som var det normalt, og jeg grinede igen. Hvornår grinede jeg ikke, når jeg var sammen med hende?

Mine kinder gjorde snart ondt af al den smilen og grinen, for det skete ikke altid så meget, som det gjorde nu.

Perrie fortalte damen, hvilke slags is hun skulle have, hvilket var pistacieis, chokoladeis, lakridsis og stracciatellais. Jeg kunne ikke lade være med at glo på isen med store øjne, da den var færdig, og Perrie gjorde det samme. Noget sagde mig, at hun nok ikke havde regnet med, at den ville være helt så stor, som den var.

”Nu hænger du på den og bruger mine penge, så skal du også spise den!” befalede jeg. Det var det mindste, hun kunne gøre, når hun var opsat på at udnytte hendes vindersituation så meget.

Hun sukkede dramatisk. ”Tror du virkelig, at jeg kan have alt det i mig, når vi også skal have aftensmad?” udbrød hun højlydt. Dog resulterede det ikke rigtigt i noget: Alle kiggede på os alligevel.

Da jeg havde fået min is og skulle til at gå, blev Perrie hevet tilbage, så hun gav et overrasket hvin fra sig. En udenlandsk udseendet pige stod med et papir og en kuglepen fremme.

”Perrie, må jeg ikke få din autograf og et billede?” spurgte hun nervøst om. Det lignede, at hun ikke rigtigt kunne forstå, at Perrie stod foran hende, og det fik mig til at smile lidt. Der var noget specielt over øjeblikke som det her, det var helt sikkert.

Hurtigt nikkede Perrie. ”Selvfølgelig! Love, kan du lige holde den her?” det gik først op for mig, at Perrie henvendte sig til mig, da hun holdt sin is hen foran mig.

Hurtigt tog jeg isen for hende. Vent, havde hun lige kaldt mig love? Af en eller anden grund reagerede min hjerne på det, mine tanker kredsede ubevidst om det, selvom det, sjovt nok, ikke var meningen. Jeg burde slet ikke tænke over det.

Jeg studerede Perrie, alt imens hun skrev en autograf. Derefter stillede hun sig hen ved siden af pigen, der holdt sin iPhone frem, så hun kunne tage et billede af de to. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over, at pigen rystede en del på hånden. Det måtte være, fordi det var så urealistisk og fantastisk at møde sit idol, at hun reagerede sådan. Selv havde jeg ikke prøvet det, for jeg havde ikke rigtig nogle idoler like that.

Andre piger havde fundet mod til at træde hen til Perrie, fordi hende den første gjorde det, og pludselig lod der til at være piger over det hele, der ville have billeder med hende og autografer.

”Kan jeg ikke tage et gruppebillede med jer fire, der er tilbage? Eller.. jeg ved ikke, om der er flere tilbage, men jeg har Skye stående der og vente på mig, og jeg vil ikke lade hende vente hele dagen. Min is smelter også,” endte Perrie med at sige, da det blev en smule for meget.

Hun smilede til mig imens, og jeg skyndte mig at gengælde det. Selvom jeg ikke brød mig om det, blev jeg nødt til at slikke på hendes is for at hindre isen i at smelte ned over mine hænder, for det magtede jeg simpelthen ikke. Det var også så ulækkert.

Pigerne nikkede forstående til Perrie og stillede op ved siden af hinanden med Perrie. En pige, der havde fået et billede med hende, stillede sig op og tog billedet fa dem alle sammen, og Perrie skyndte sig at sige farvel til dem, så hun kunne komme hen til mig.

”Tak,” sagde hun, da hun tog isen ud af min hånd igen. Jeg rynkede på panden. ”Tak for hvad?” spurgte jeg så.

”Ja for at have tålmodighed til at vente. Jeg burde ikke være startet på at skrive autografer og tage billeder, for det bliver altid vildere og vildere,” forklarede hun og nippede lidt til sin is. Jeg fejede det hen med en håndbevægelse.

”Det var altså virkelig okay, så slemt er det ikke. De er også dine fans, du kan ikke bare ignorere dem, det fortjener de ikke. Og jeg blev glad af at kigge på det,” forsikrede jeg hende om, imens vi begyndte at gå tilbage til der, hvor vi kom fra.

”Sikker?” hun lød ikke overbevist, men jeg skyndte mig blot at nikke. ”Hundrede. Det er okay, jeg føler mig også selv helt famous, når jeg er sammen med dig. Måske bliver jeg opdaget som sanger med den stemme, jeg ikke har,” grinede jeg og tog en lille bid af min is. Det fortrød jeg dog hurtigt, da kulden var for meget for mine tænder, og det føltes som om, de var ved at fryse til is, da jeg gjorde det.

”Isning, isning, isning, forfrysning!” messede jeg dumt ud, da det skete, og jeg kunne ikke lade være med at lave et lille underligt hop. Jeg håbede for guds skyld ikke, at der var nogen paparazzier, der så det.

”Du tog en bid af din is?” gættede Perrie med et grin, som hun lige akkurat ikke kunne holde tilbage. Med et smertefuldt blik nikkede jeg, før jeg kort slikkede mig over tænderne (hvor dumt det end lød), og det hjalp heldigvis en del. Kort efter var det stort set ikke til at mærke, at det var sket.

”Så har du lært af det – aldrig spis din is, medmindre det er noget, hvor du kan bide chokolade af eller sådan. Du dør bare i forsøget, og det kan vi jo ikke have, vel?” hun smilede. Vores lille sted, hvor vi sad, kom til syne foran os.

”Jeg vil helst ikke dø,” mumlede jeg dumt, imens jeg satte mig ned på håndklædet. Det blev med det samme fuldstændig varmt på min numse, fordi mit håndklæde var sort, og solen havde bagt lige på, imens vi havde været væk.

En vagt havde holdt øje med vores ting, men han gik med det samme igen, da vi kom, for at give os vores space, og det gjorde mig glad. Jeg elskede, når vagterne kunne finde ud af at holde sig i baggrunden og kun blande sig i nødsituationer.

Vi sad lidt i stilhed, før jeg kiggede hen på Perrie, der ikke var kommet særlig langt med sin is endnu. Jeg kunne ikke lade være med at grine. ”Hva’, går det godt fremad med den is, eller kniber det lidt?” grinede jeg, fordi jeg godt var klar over, at hun umuligt ville kunne spise den hele.

Hun skulede ondt til mig. ”Det går fint, tak,” mumlede hun så og tog endnu mere af den. Jeg smilede bare, før jeg selv tog noget af min langt mere overskuelige is.

”Hvordan er det egentlig, når dig og Zayn er på tour på samme tid eller bare en af gangen? I er jo væk fra hinanden konstant?” spørgsmålet røg ud af mig, før jeg nåede at tænke mig om eller få det stoppet.

”Det er svært. Meget endda. Specielt, fordi der kommer rygter omkring ham, der er mig utro med alle mulige kønne piger, når han er rundt i udlandet, men der er ikke andet at gøre end at stole på ham, selvfølgelig. Og det gør jeg. Men det er virkelig hårdt, når jeg skal undvære ham i næsten flere måneder af gangen. Det er ikke sjovt,” betroede hun mig. Hun var holdt op med at spise af sin is.

Forstående nikkede jeg. ”Altså, du behøver ikke svare, hvis det er, du ikke vil, men.. har du nogensinde tænkt på, om det ville være lettere for dig, hvis du bare fandt en, der ikke var væk konstant. Altså en, der også ville kunne.. tage rundt med dig og sådan?” hvorfor jeg spurgte om det her, anede jeg ikke, men jeg var faktisk virkelig nysgerrig.

Jeg forstod ikke, man kunne få det til at fungere, når man begge to var så kendte og hele tiden var i andre lande. Jeg ville få spat af det til sidst.

”Hmm..” hun så tøvende ud et øjeblik, ”jeg har tænkt tanken, men så kommer jeg til at tænke på, at jeg elsker Zayn, og at jeg ikke vil miste ham, bare fordi tiderne er svære. Det fortjener han ikke, for det er jo ikke hans skyld, vel?” forklarede hun roligt.

Et stik af irritation var måske det, der kunne definere, hvordan jeg følte det, da hun snakkede så kærligt om ham. Jeg anede ikke hvorfor, og jeg var også mere end hurtig til at skubbe det væk igen. Det her var ikke normalt, og jeg ville ikke tænke på noget i den stil, så jeg skubbede det bare væk. Det var højst sandsynligt bare en fase.

”Ja okay. For resten, jeg kom til at tænke på noget,” fortsatte jeg så, da tanken poppede op i mit hoved. Jeg havde gået rundt og tænkt en lille smile på det i løbet af i dag. Perrie kiggede afventende på mig med et sødt smil. ”Jeg kunne ikke en dag komme med til en af dine koncerter vel? Jeg har måske stalket jer lidt og lyttet til jeres musik, og det kunne også være mega awsome at møde Jesy, Jade og Leigh Anne,” konstaterede jeg.

Perrie hævede drillende et øjenbryn. ”Så du kender endda deres navne og alt muligt? Det må jeg sige, jeg er imponeret. Men jo, selvfølgelig kan du det, du kan bare sige til, når du kan. Vi har en del koncerter her over sommeren, så det er jo godt!” smilede hun. Det gjorde hende vidst glad, at jeg interesserede mig for hende og hendes band. Men de var fandeme også gode.

”Fuck, hvor fedt! OG ja, jeg kan deres navne. Jeg er måske en ægte… hvad er det, det hedder? Mi-” ”Mixer?” afsluttede Perrie mig. Jeg nikkede, før jeg brød ud i grin. ”Okay, måske skal jeg arbejde en lille smule på det, før jeg kan kalde mig en Mixer,” indrømmede jeg.

Hun kvitterede med at smil. ”Det er fedt, at du vil med, virkelig. Jeg skriver til dig næste gang, der er en koncert så, skal jeg det? Johanne kan også tage med, jeg har en fornemmelse af, at I er nærmest uadskillelige,” hun smilede stort, så hendes kridhvide tænder blev afsløret.

Hvordan kunne alt ved hende se så skide hamrende perfekt ud? Jeg forstod det ikke, det gav ikke mening. Ikke på nogen måde.

”Super. Tak,” vi smilede akavet til hinanden, og jeg følte mig endnu engang fænget af hendes øjne. Oh dear god, hvad var det med mig? 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

bam bam, jeg hader det her kapitel honestly men I skal ikke vente mere, plus jeg har begrænset med tid for tiden, så jeg bliver nødt til at publicere det, jeg skriver haha suk. 

det er egentlig mest et fyldekapitel, men man begynder nok alligevel at kunne se, at der er nogle forvirringer hos stakkels Skye :((

undskyld for eventuelle fejl, er træt (igen) og selvom jeg stort set har ferie, er jeg så træt, har brug for at sove nu !!! 

nat.x 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...