One Direction | Behind Closed Doors (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 27 jul. 2013
  • Status: Igang
Hvordan ville du have det? Hvad ville du føle, hvis du en dag stod bag lukkede døre og vidste, du var anderledes end så mange andre? - Engang fandtes venskabet mellem Harry Styles og Skye Adams. Efterhånden forsvandt det, men da de mødes ved et tilfælde i Norge, kommer det hurtigt på benene igen. Da Skye takker ja til invitationen om at deltage i en sommerfest, regner hun ikke med, det bliver starten på noget, der i den grad vil ændre hendes liv. Aldrig har hun skænket det en tanke, at hun måske er til sit eget køn. Derfor blomstrer forvirringen vildt, idet hun ser en lyshåret pige, der viser sig at være selveste Perrie Edwards, Zayns kæreste. Mens hun desperat prøver at overbevise sig selv om, det umuligt kan passe, hun har følelser for en pige, mener hun også, der gemmer sig noget mere ved en af drengene. Det bliver en hård sommer for Skye, der byder på både splid, valg, kærlighed, sorg, indre konflikter og ikke mindst; kampen om at tyde sine følelser og finde sig selv.

279Likes
428Kommentarer
21883Visninger
AA

14. To be overwhelmed

Torsdag havde nærmet sig med hastige skridt, så jeg blev nærmest overrasket, da det gik op for mig, at det var torsdag den dag i dag. Jeg tog mig selv i flere gange at sidde og være stensikker på, det var onsdag, men så var det torsdag.

Johanne havde i øvrigt lavet noget super lækker mad til mig, da jeg havde været til middag hos hende. Man kunne sige meget om hende, men hvis der var noget, hun kunne finde ud af, så var det at lave mad.

Lige nu rendte jeg frem og tilbage med et håndklæde rundt omkring min krop, imens jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg skulle tage på.

Det var ikke så meget for mine forældres skyld, at jeg ville tage noget flot på, for de var nok rimelig ligeglade – det var mere, fordi jeg ikke havde lyst til at se dum ud foran Perrie.

Jeg havde lagt flere forskellige slags outfits frem i løbet af dagen, men havde valgt at vælge så mange fra, at jeg til sidst havde to tilbage: et outfit bestod af et par sorte bukser og en helt normal langærmet trøje, som viste lidt af min mave for neden. Det andet outfit var en skater kjole med et billede af en løves hoved på overkroppen. Jeg elskede faktisk den kjole vildt meget.

Et suk undslap mine læber, for jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad der var bedst at tage på. Kendte jeg Johanne godt, ville hun nok tage en blåstribet maxikjole på og måske endda lidt mascara, hvis hun havde lyst til det.

Med tanke på det faldt mit valg på min skater kjole, som jeg hurtigt iførte mig. Som det næste punkt på listen kastede jeg mig over min makeup, som jeg altid gik med – på den måde var jeg forskellig fra Johanne, for størstedelen af tiden tilbragte hun uden makeup, hvilket langt fra var grimt.

Mit blik gled hen på uret, der hang på min væg, og det fik mig straks til at speede mere op i fart. Perrie kunne praktisk talt komme hvert øjeblik, fordi klokken allerede var 18, og vi skulle være hos mine forældre halv seks. Dermed havde jeg rimelig travlt, for det tog omkring de tyve minutter at komme hen til mine forældre.

Hurtigt fandt jeg det makeup frem, som jeg normalt gik med; lidt foundation, rouge, eyeliner og mascara, og så gjorde jeg også mine øjenbryn en lille smule mere tydlige med en øjenbrynsblyant.

Lige da jeg havde lagt det sidste tilbage i min makeup pung, ringede det på døren, og fordi jeg var klar over, at det var Perrie, der kom, kunne jeg ikke lade være med at få sommerfugle i maven big time. Bare ved tanken.. oh god.

Imens jeg stod ude i entréen og ventede på hende, lod jeg blikket køre over de lidt for mange sko, jeg havde stående derude. Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad jeg skulle tage på, men for det skulle se lidt cool ud, ville det nok ende med at være vans eller new balance, jeg tog på.

Et sug i maven kom, da jeg kiggede ud i opgangen og så Perrie komme til syne, da hun gik op af den sidste trappe.

Hun smilede kæmpestort til mig, og det ville være løgn, hvis jeg påstod, at jeg slet ikke gjorde det samme. Hvordan kunne man lade være, når hun smilede på den måde? Hun var fandeme for skøn.

”Hey,” sagde jeg og hostede en enkelt gang for at få min stemme helt på plads. ”Hej, Skye,” svarede hun. Hun lod et vurderende blik glide over mig, før hun nikkede, ”du ser godt ud,” fortsatte hun så, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede. Uheldigvis.

”Tak,” svarede jeg akavet og kiggede på hende. Hun havde noget tøj på, der var i stil med det outfit, som jeg havde fravalgt; bukserne og trøjen, der afslørede lidt mave. Udover trøjen havde hun en læderjakke med nitter over skuldrene. ”Du er heller ikke så værst selv,” grinede jeg, og hun smilede.

”Jo tak,” hun tog sine sko af, som var et par centimeter høje, sorte sko, ”Hvad tid er det, vi skal være hos dine forældre?” spurgte hun. Hun gik forbi mig og videre ind i min lejlighed, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med. Den sidste person, jeg havde kysset, var Niall, og hvis jeg skulle være ærlig, så savnede jeg Perries kys. Selvom jeg ikke engang havde oplevet det særlig mange gange.

”Perrie, jeg synes, du mangler noget,” sagde jeg genert. Jeg ville godt have fuldt det helt ud ved ikke at lyde så genert og usikker, som det lød, men det kunne jeg ikke. Hun vendte sig om med og så forvirret ud et kort øjeblik, før det ligesom gik op for hende, hvad jeg mente.

”Well, Niall var måske ikke god nok?” drillede hun og gik hen til mig. Da hun var så tæt på mig, havde jeg det som om, jeg dybt seriøst fik sværere ved at trække vejret, fordi hun havde den effekt på mig.

Jeg lukkede øjnene i det øjeblik, hun pressede sine læber mod mine, og der blev om muligt vækket endnu flere sommerfugle til live, end der var før. Jeg var ikke klar over, at det var muligt at have det sådan her, men det var nok, fordi det var så.. anderledes. Det var noget nyt. Ikke?

Hun trak sig væk med et smil. ”Svar mig nu på, hvornår det var, vi skulle være hos dine forældre – halv syv eller syv?”

Jeg rystede kort op i mit stadigt fugtige hår.

”Vi skal være der halv syv, jeg skal bare lige have tørret mit hår, og så skal vi gå,” svarede jeg og gik ud på badeværelset, hvor min hårtørrer befandt sig. Jeg redte kort mit hår igennem, før jeg tændte for den og begyndte at tørre mit hår.

Ærlig talt var jeg lidt nervøs for, om mine forældre ikke ville bryde sig om Perrie, men modsat var jeg godt klar over, at de var nogen af de mest åbne mennesker, der praktisk talt elskede alle, der snakkede pænt til dem, og det var jeg ikke i tvivl om, at Perrie ville. Faktisk var jeg mere end overbevist om, at de ville komme godt ud af det med hinanden – præcis som Johanne og mine forældre.

”Uh. Har du tænkt dig at gøre noget særligt ved dit hår?” spurgte hun nysgerrigt og kiggede på mig i spejlet, imens jeg tørrede mit hår. Jeg rystede på hovedet.

”Tror bare, jeg vil tage lidt hårspray i det, så det ser lidt større ud, end det oprindeligt er. Men det er rimelig tykt og langt i forvejen, så der skal ikke så meget til igen,” jeg slukkede for hårtørreren, da mit hår var nogenlunde tørt.

”Det ser også altid godt ud,” indrømmede hun, og det fik mig til at rødme en anelse. Jeg var den værste til at tage i mod komplimenter, det gjorde faktisk lidt ondt indeni, at det var så slemt.

 

 ***

 

Jeg ringede på døren til mine forældres hus, som lå lidt udenfor selve central-London. Det slog mig, hvor nervøs jeg egentlig var for, at Perrie skulle møde dem, for ja, jeg var bange for, at de fik skræmt hende helt væk af en eller anden grund. Det ville være.. forfærdeligt.

Kort efter blev døren åbnet op af min smilende mor. I samme sekund, som det kom til syne, forsvandt alle mine frygter for, om de skræmte hende væk. Det ville de ikke.

”Hej mor!” udbrød jeg glad og gav hende et kram med det samme. Hun krammede mig hurtigt tæt tilbage, så jeg ikke var i tvivl om, at hun havde savnet mig. Vi så heller ikke hinanden særlig tit, efter jeg var flyttet hjemmefra.

Da jeg havde hilst, trådte jeg til side, så Perrie kunne række hånden frem.

”Hej. Det er mig, der er Perrie,” præsenterede hun, og min mor smilede over hele hovedet. ”Hej, Perrie. Jeg har hørt en hel del om dig. Jeg er Deborah,” hilste hun, og Perrie nikkede, før hun kiggede hen på mig med et skævt blik. Jeg vidste godt hvorfor; det med, at hun havde hørt om hende. Typisk min mor at gøre opmærksom på det, men altså. Nu kendte hun selvfølgelig heller ikke situationen mellem Perrie og jeg, så hun var undskyldt.

”Peter er lige i gang med at dække bordet helt op, og Johanne er her allerede, så der er bare mad. I kan bare gå ind og sætte jer, når I har fået smidt jeres overtøj,” smilede hun sødt, og jeg nikkede hurtigt. Hvor havde jeg dog savnet at være hjemme.

Hurtigt tog jeg min jakke af og hængte både den og Perries op, før vi begge stillede vores sko ind til siden.

”Skal jeg lige hilse på din far?” spurgte Perrie mig, da vi gik ind mod spisestuen, og jeg kunne fornemme nervøsiteten i hendes stemme. Var hun nervøs for at møde min far?

”Ham siger du bare rigtigt hej til, når vi har sat os. Det tager de ikke særlig tungt,” forsikrede jeg hende om. Jeg kunne ikke lade være med at ligge en hånd på hendes ryg for at få hende guidet det korrekte sted hen.

I det samme, som vi trådte ind, fik jeg øje på Johanne, der sad placeret i den sædvanlige stol. For ja, sådan en havde hun herhjemme, fordi hun havde været her så meget, da jeg stadig boede hjemme.

”Heeeeeeeeeeeej, piger!” hilste hun og trak det med vilje ud, imens hun hævede et øjenbryn. Hun vidste nok, at der var noget i mellem os, ingen tvivl der, selvom jeg ikke havde sagt det til hende.

”Hey,” svarede Perrie og jeg tilbage, stort set i kor, og det fik os til at stirre forbløffede på hinanden over det. Kort efter brød vi ud i latter over det, og Johanne kiggede lidt på os, imens hun rystede på hovedet.

”Ja, underligt skal det være..” var hendes eneste kommentar. Perrie og jeg tog plads ved siden af hinanden, så jeg kunne sidde overfor Johanne og derved nemmere føre en samtale med hende.

Dog nåede der ikke at komme nogen samtale i gang, før mine forældre kom bærende ind med mere mad end det, der er i forvejen stod. Hvordan vi som fem personer skulle kunne spise al det mad, kunne jeg ikke helt forstå, men der var ingen tvivl om, at det så helt vildt lækkert ud, og hvis jeg kendte mig selv ret, ville jeg nok ende med at spise mere, end jeg egentlig kunne rumme.

”Hvor dufter det godt,” betroede Perrie til mine forældre, da de også havde slået sig ned. Det gode ved hendes måde at sige det på var, at hun ikke lød som om, hun sagde det for at få de til at kunne lide hende, men bare fordi det var det, der faldt hende ind, og fordi hun mente det.

Min far smilede stort. ”Hej. Lad mig præsentere mig – jeg er Peter, Skyes far, hvis du var i tvivl,” han rakte hånden indover bordet, da han sad overfor Perrie. Lidt akavet måske, men det var okay.

”Ja, jeg er Perrie, Skyes nye veninde. Hvis du var i tvivl,” det sidste tilføjede hun med et alt for dejligt glimt i øjet, og i et svagt øjeblik fik jeg lyst til at ligge armene om hende og kysse hende på panden. Heldigvis for mig selv, kunne jeg godt kontrollere mig selv, så jeg gjorde ikke andet end at klappe hende kort på låret, som jeg tit gjorde med folk.

”Lad os komme i gang med at spise,” annoncerede min far så, og jeg var hurtig til at skubbe gryden med ris hen til Johanne. Den regel med at give gæsterne først var en, som jeg rent faktisk altid gjorde brug af, for ellers følte jeg mig uhøflig.

Der gik ikke længe, inden alle sad med mad på deres tallerken, der bestod af ris med chili-chokoladesovs. Min mors specialitet, som hun havde lært mig. Dog var den altid bare lidt bedre, når det var hende, der lavede den, og jeg elskede det. Det var nok også derfor, hun havde lavet det her til middag – det var trods alt også ifølge dem en fødselsdagsmiddag til ære for mig.

”Nå, Perrie, nu kan jeg jo ikke lade være med at være nysgerrig, når min datter sige, at du er en kendis. Hvordan er det gået til?” spurgte min mor. Det gjorde mig glad, at de to initiativ til at føre en samtale, for jeg vidste, at man ikke ville kunne få meget ud af Johanne og jeg – vi havde for det meste for travlt med at koncentrere os om at spise, når der var mad på bordet.

”Det startede faktisk med x-factor, som jeg meldte mig til som soloartist. Så blev jeg sat i en gruppe sammen med tre andre piger, og vi vandt rent faktisk det hele. I 2011, for resten. Og nu er vi så begyndt at slå igennem i USA også, så det bliver bare større og større,” forklarede hun med et smil på læben. Jeg elskede, hvordan man bare kunne se på hende, at hun elskede det, hun lavede. Man kunne bare se det på den strålende effekt, der med det samme lå over hende. Det var sødt.

”Hvor er det spændende. Og jeg kan forstå, at du har en kæreste, som er en af.. Harrys venner? Er det sådan, det hænger sammen?” min mor kiggede hen på mig for at søge bekræftelse, og jeg nikkede: ”Jep. Harry er jo i bandet One Direction nu, og Zayn er også en del af det band, sååå,” fik jeg hurtigt forklaret hende.

”Det er jo sjovt. Det er også sjovt, at du løb ind i Harry i byen. Pudsigt. I sær, når I har været så gode venner før i tiden, og du var overbevist om, at du aldrig ville få noget venskab med ham igen,” nu brød min far ind. Johanne spiste stadig i stilhed.

”Det er sjovt. Men det er rart at snakke med ham igen. Jeg har savnet ham,” jeg trak på skuldrene i håb om, at de ikke ville bringe det mere op. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte mig underligt tilpas ved at snakke om kendisser og kærester, og hvad ved jeg.

Maden blev i ro og mag og under rolige snakke spist, og roen varede, indtil min mor rejste sig.

”Ja, vi valgte jo, at vi ville købe en lille gave til dig, nu når vi ikke er hjemme på din fødselsdag, og jeg ved jo ikke, hvornår vi kommer til at se dig igen,” forklarede hun og vendte sig om mod reolen, der var bag hende.

Hun vidste, at jeg ikke var særlig god til at tage i mod gaver, men alligevel havde hun fået mig overtalt til at sende hende en ønskeliste, meget mod min vilje.

”Mor..” begyndte jeg protesterende, men Perrie daskede mig tyssende i side, hvilket overraskende nok fik mig til at holde min mund med det samme og ikke protestere mere.

Min mor rakte en høj, firkantet pakke hen til mig, og jeg rynkede på panden. Jeg kunne ikke se, hvad det skulle være, jeg havde ønsket mig, der kunne ligge i en kasselignende pakke. Ærligt måtte jeg indrømme, at jeg blev nysgerrig.

Jeg tog fat i pakken og fik på bedste barnemanér revet gavepapiret op. Til syne kom to bøger, og da jeg fik kigget nærmere på navnene på dem, gik det op for mig, hvad det var for nogen; Divergent 1 og så fortsætteren dertil.

”Oh my god, tak!” udbrød jeg med et kæmpe smil. Jeg var en stor fan af at læse bøger, når de endelig bed mig, men der skulle så også tit noget til, før de gjorde det. Derfor var det også lidt et stort sats, at de havde købt de her, men på den anden side havde jeg også haft en stor lyst til at læse dem, siden jeg først hørte om dem. Der skulle vidst også være en 3’er til, eller også ville den udkomme snart – jeg var ikke sikker.

”Der er mere,” sagde min far, og det fik mig mod min vilje til at ligge bøgerne, som jeg havde lyst til at kaste mig over, fra mig, før jeg kiggede ned igen. Helt mundlam blev jeg, da jeg hev en anden pakke op, fik åbnet den, og så, hvad det var.

Et ur. Og jeg kunne med det samme sige, at det ikke var et helt billigt et af slagsen. Mundlam kiggede jeg fra uret, op på dem, hen til Johanne, så Perrie og så hen på dem igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige.

Ganske rigtigt ønskede jeg mig det og ville godt have det, hvilket jeg havde nu, men jeg havde ikke skrevet det på nogen liste. Hvordan, de vidste det, var mig en gåde.

”Wow! Ej wow, tusind tak!” udbrød jeg, da jeg endelig fik taget mig sammen til at svare dem og ikke lade mit blik køre rundt over det hele, på alle beskeder. De smilede blot.

Perrie rømmede sig. ”For at være ærlig har jeg også en gave til dig. Jeg ved ikke, om du vil kunne lide den, men jeg købte alligevel gaven. Jeg kan altid tage dem selv, hvis du ikke vil,” sagde hun og en svagt lilla farve indtog hendes kinder.

”Oh my, mener du det? Det er ikke engang min rigtige fødselsdag!” udbrød jeg panisk. Perrie skulle da ikke give mig nogen gave, det var komplet åndsvagt. Hun var alt for sød overfor mig.

”Det ved jeg. Jeg køber en anden gave til dig der. Altså.. fordi ja, det her var et spontant køb,” indrømmede hun. Det var det modsatte, jeg ville have ud af hende – at hun ikke skulle købe en gave til mig overhovedet, men det nåede jeg ikke at sige, før jeg fik kastet en anden stor kasse i hånden.

Helt overvældet åbnede jeg den, og da jeg så, hvad der var nede i, lukkede jeg med det samme lovet i igen. Det var for sygt det her.

”Perrie, det kan jeg ikke tage i mod,” var jeg hurtig til at sige. Hun grinede. ”Hold din mund, okay? For mig – ikke for at lyde bedre end jer – er det ikke noget problem, hvis det er pengene, du tænker på. Jeg er sikker på, de vil klæde dig!” opmuntrede hun.

Det var et par freaking sorte Jeffrey Campbell med nitter på over det hele. Man skulle tro, at den pige var inde i mit hoved, for jeg elskede lige præcis dem.

”Jeg er overvældet,” var det eneste, jeg endte med at sige.

----------------------------------------------------------------------------------------------

Okay soooo, her er der et andet kapitel! 

jeg tager hjem fra london, snøft :( men om 6 dage er jeg på festival, hell yeah!!!!

Mirah.x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...