En morgens lys.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 2 jun. 2013
  • Status: Igang
Amelias er en ung positiv pige, med mod på livet, men da hun på hendes arbejde, for til opgave at skrive en ny artikel, bliver det livs ændrende for både hende og hendes nærmeste.
Dette er Amelias kamp for at finde sig selv og finde sine mål og drømme.

8Likes
16Kommentarer
532Visninger
AA

1. En ny morgen.

Amelia vågnede op til en ganske almindelig morgen. Intet havde forandret sig siden i går aftes, da hun lagde hovedet på sin pude, og havde ladet trætheden vinde. Men nu var hun frisk og klar til endnu en dag.

Glad sprang hun op af sin seng, og nærmest dansede hen til sit enorme tøjskab. Skabet var af mørkt egetræ, men inden i var der ikke mørke farver at se, kun en masse farverige ting. Alt Amelias tøj var i pastelfarver.

Imens hun stod og overvejede hvad der i dag skulle pryde hendes unge, slanke, og smidige krop, flakkede hendes øjne ud af vinduet. Solen skinnede, og lige uden for vinduet, på en æblegren, sad en lille fugl og sang så smukt, en velkomsts vise til solens første stråler.

I et ganske kort øjeblik stod hun bare der. Med lukkede øjne og nød fuglens sang. Nød solens varme stråler, der skinnede ind igennem vinduet. Nød hendes liv. Det var så godt som perfekt. Selvfølgelig var der stadig ting hun gerne ville gøre. Ting hun ville se. Ting hun ville opleve, men det var Amelia ikke bekymret for. Hun havde masser af tid, til at opdagede og udforske sit liv.

Ud af skabet trak hun en lang regnbue-mønstret nederdel og en lyseblå top med teksten: ’Smile!’. Et typisk valg for hende. De lyse farver og de lange, flagrende, løse kjoler var på mange måder en af de ting der allermest, var et kendetegn ved hende.

Stille iklædte hun sig tøjet, og gik med lange skridt og et smil på læben over til det lyse sminkebord. Helt modsat af tøjskabet var hendes sminkebord lyst. Patineret i en hvid farve, som fik det til at passe så godt til hendes personlighed. Over bordet hang et enormt spejl, med en hvid kant. Rundt langs kanten af spejlet var lyslilla glimmer drysset ud til et smukt sirligt mønster.

Et pust parfume senere, var hun klar. Klar til hvad, vidste hun ikke helt bestemt, men bare klar. Klar til en ny dag, med nye oplevelser og opgaver der skal udforskes og klares.

Med lette skridt, vimsede Amelia ud af sit lyse soveværelse. Hun nynnede og smilede. For ingen dag, var så dejlig som denne.

Ned af trappen, ud i den lyse gang forneden af den, til højre ind af en lys træfarvet dør, igennem den lyse stue, der ligesom hendes soveværelse var præget af lyset. Klare lyse stråler skinnede ind igennem det enorme vinduesparti i ende vægen.

Indtil hun nåede sit mål. Køkkenet. Til venstre for den dør hun kom ind ad, sad en dreng på hendes egen alder med ryggen til, og skramlede med en ske imod sin dybe tallerken, i det han fiskede de sidste havregryn op af bunden.

Hans lyse hår krøllede og strittede ud i alle retninger, og spidserne af dem, nåede kun lige ned i nakken på ham. Igennem den tynde, hvide T-shirt, kunne man tydeligt se hvor muskuløs hans ryg og skuldre var.

Hun lagde hendes slanke arme rundt om ham, og puttede sit ansigt ind til hans nakke.

”Godmorgen Melli” Sagde han imens han klukkede. Amelia svarede ikke, men blev bare stående med armene om ham og nød øjeblikket.

Hurtigt rejste han sig og vendte sig om. Hans store brune dådyr øjne, kiggede ned i Amelias skinnende øjne. De smillede begge to og han tog rundt om hende og holdte hende ind til sig i et kort kram, før han trak hende lidt væk så han kunne se hendes smukke ansigt.

”Du er lidt sød, ved du godt det?” Grinede han ned til hende.

Amelia grinede med, og nød at når hun stod så tæt på ham, kunne hun dufte hans lugt, der virkede så beroligende på hende.

”Nej, det kan vidst ikke passe”, svarede hun tilbage. Han smilede bare ned til hende.

Langsomt løsnede hun hans greb, rundt om hende, og gik med sine elegante, dansende skridt over til køleskabet, hvor hun fandt noget koldskål.

’Lækkert!’ tænkte Amelia og rodede rundt i skabet over hendes hoved, for at finde en dyb tallerken. Den dybe tallerken som hun trak ud, var ikke en af de der nye, moderne nogle nede fra IKEA, nej denne her var en Amelia havde fundet på et loppemarked, som hun engang havde været på da hun var 14.

De stod helt ovre i hjørnet af den store sal som det blev holdt i, gemt under en papkasse. Nok ikke alle ville have fundet dem, men Amelia var en utrolig frisk og nysgerrig pige, som skulle opleve alt, så hun havde følt sig drevet til bare lige at kigge et kort sekund under papkassen.

I det hun kiggede under papkassen og så det flotte porcelæn, der var under den, hørte hun en dyb stemme brumme;

”Nu skal du bare se, mit barn”, det var den ældre herre, der havde den bod, hvor papkassen stod i.

Han gik hen ved siden af hende og løftede papkassen af porcelænet. Stille og roligt trak han ting efter ting frem, og pakkede dem ind i avis papir. Han viste Amelia alle delene, og hver gang han trak en ny del af sættet op, blev hun mere forelsket i det.

Da han havde trukket det hele op, og pakket det ind i avispapir, var der 15 dele; 4 tallerkner, 4 dybe tallerkner, 4 drikkekrus, og 3 kaffe kopper. Den sidste kaffekop, fortalte manden, at den var gået i stykker for mange år siden, og at der derfor ikke var nogen der ville have porcelænssættet, fordi den manglede.

”Jeg vil gerne have det”, havde Amelia glad sagt, men havde så fået et bedrøvet ansigtsudtryk, da hun kom i tanke om at hun ingen penge havde, ”Men jeg har ingen penge” sagde hun derfor skuffet til den ældre herre.

”Ja så.” Svarede han bare, imens han stod og kløede sig i sit lange brune skæg og så ud som om han overvejede, hvad han så skulle gøre.

”Nu ved jeg det!” Havde han begejstret sagt, så højt at de andre på loppemarkedet der stod tættest på, forskrækket vendte hoveder af manden.

”Ja?” Spurgte Amelia nysgerrig. Hendes skinnede øjne, spillede op imod manden, der smilede i hele skægget.

”Jo, ser du. Når det her loppemarked er slut, drager jeg videre til det næste, men jeg kommer altid en dag for sent hen til det næste, fordi mine ting tager så lang tid om at passe ned fordi de er skrøbelige. Du kan få det gamle porcelænssæt, hvis du hjælper mig med at pakke om 2 dage, når det her loppemarked er slut” Havde han forklaret, og i al den tid han stod og forklarede, havde Amelia stået med store øjne og øre og lyttet til hvert et ord som den ældre herre havde sagt.

Og sådan var det blevet. 2 dage efter havde Amelia cyklet ned til loppemarkedet og havde hjulpet med at pakke tingene hele dagen. Om aftenen, da hendes far kom cyklende ned efter hende, for at tage hende med hjem, fik hun porcelænssættet med sig, under armen.

På vej da de to cyklede, snakkede hendes mund ustandseligt om alle de ting, manden havde haft og alle de ting som hun havde set og alle de historier den ældre herre havde fortalt.

”Amelia?” Lød en stemme. ”Amelia. Du falder i staver igen” sagde samme stemme igen kærligt. Arme lagde sig om hendes talje, og med et var hun tilbage i nutiden igen. Smilende rystede hun på hovedet og fortsatte med at lave sin morgenmad.

Da hun havde sat sig ved det runde bord, og gik i gang med at spise, satte han sig ved siden af hende og snakken gik lystigt. De var begge glade, her i deres egen lille boble. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...