Jeg er fantastisk jeg ved det bare ikke endu

Emma er en helt almindelig pige på 14 år, der prøver at passe ind, men det kan være svært når man er ordblind

0Likes
0Kommentarer
145Visninger
AA

1. Jeg er fantastisk jeg ved det bare ikke endu

Jeg er fantastisk jeg ved det bare ikke endnu

 

Jeg kigger på et hvidt stykke papir. Kender tusinde ord og har hundrede tanker, men ikke en passer sammen.

Følelsen af at tiden står stille. Man mærker presset kryber sig længere og længere ind i huden til presset når ned i maven og maven slår knuder .Når op til øjnene, der næsten ikke kan se for de små krystaller der løber om kap ned af min kind .Væk fra de tusinde ord og de hundrede tanker. Ned på det støvede tastatur og forsvinder langsomt ned i en sprække mellem

H og J. Jeg hører min far terpe med min storebror 2 år til og jeg sidder hvor han sidder nu på min fars kontor . Øver nat og dag til studenter Eksamen. Presset kommer helt ind til knoglerne og følelsen om at være fortabt dukker frem.

Idet mindste har han en chance for at bestå. Ikke ligesom mig det er blevet født dum eller som andre ville sige det ordblind.

Det er kun mig, min bror og mine forældre der ved jeg er ordblind .Min klasselærer fandt hurtigt ud af det .Jeg skammer mig over hvor dum jeg er og har aldrig fortalt det til nogen, ikke engang min bedste veninde Anja.

 

Det hele startede for en måned siden, hvor vi skulle til at have karakter for første gang.

Det var dansk og vi skulle have en diktat.

 

”Ro i klassen ro i klassen.” Jeg fandt hurtigt min plads nederst i klasseværelset ved siden af Anja, jeg fumlede med min taske og prøvede at finde mine dansk bøger med det slidte bog bind og gamle klistermærker som snart falder af. ”I dag skal vi have diktat, så frem med blyanter og viskelæder.” Der går et lyn igennem mig. Ikke diktat alt andet en det Jeg kigger ned på bordet og hører Jonas spørger om vi kan få fritime. Ligesom alle andre timer han lærer aldrig at svaret er nej.

”Herfra og indtil sommerferien skal I have karakter for jeres fine arbejde ,så i kan se hvordan det er at gå i 8 klasse”

jeg hører en masse brokke, men frk. Inger har allerede truffet sin beslutning, desværre diktat var allerede svært nok i forvejen. Frk. Inger begyndte at læsse en historie op om en dreng og hans hund klassen er muse stille og skriver efter.

Jens ælsker at gå med hunen

det er forkert hunden nej hunnen jeg har øvet mig hundrede gange, tænk tænk med et går der en klap ned for min hjerne og jeg kan ikke tænke en klar tanke. De andre er allerede langt foran. Det stikker i brystet og svir i øjnene. Mine hænder ryster og kan ikke holde blyanten stille så ordende på papiret ligner mere og mere små kruseduller.

Jeg må bare prøve. Håber på det bedste men forventer det værste.

 

Efter diktatten retter Inger vores diktater igennem, mens vi læser i vores frilæsnings bog .

Jeg kigger ud i den tomme luft og håber og krydser fingre for at jeg ikke har så mange fejl

”Anja kan du være sammen efter skole” hvisker jeg

”nej det svære jeg skal lave lektier”

Det skal siges Anja var den lille perfekte engel. Lærere elsker hende og hun har aldrig en sygedag og afleverer altid sine lektier.

 

Frk. Inger afleverede vores diktater. Igen så jeg ned på papiret .Fejl efter fejl efter fejl.

Det var som en mavepuster.

4 det kan ikke være rigtigt jeg ved jeg er dårlig, men 4. De andre piger farede frem i stor flok. Se hvad jeg har fået. Hvad har du fået af karakter. Vifter deres parpier op i hovedet på hinanden som om de aldrig har fået anerkendelse for noget i verden. Anja dansede rundt let på tå og viftede med hendes nye 12 tal

”Emma Emma se kun en fejl, men det var en sjuske fejl jeg glemte at bla bla bla....... Sådan fortsatte hun i jeg ved ikke hvor lang tid . Jeg nikkede og smilede indtil min værste frygt kom. Hun pegede den over på mig.

hvad fik du?

Øhmm..... det er privat, svarede jeg og kunne mærke at alles øjne pegede over på mig som en flok løver der kigger på en stor klump kød.

Anja havet heldigvis lidt situations fornemmelse og stoppede med at spørger ind, mens de andre piger var lige begyndt.

 

Hvorfor vil du ikke sige hvad du fik?spurgte Sofie ,den populære i klassen der skal vide alt om alle og skal dominere andre ,så hun ser bedre ud.

Fordi det er min diktat og kan du ikke være ligeglad med hvad jeg fik svarede jeg stille, men fortrød den sidste del af samtalen med det samme da hun blev rød i hovedet og fik følelsen luk .Ingen skal sætte mig på plads

 

Hun rev papiret ud af hænderne på mig og flækkede af grin. Et fire tal, Seriøst, du fik et 4 tal .Der var lidt forskellig stemning blandt pigerne. Nogle grinede, andre kom bare trøstende over til mig men de fleste kiggede bare ud i luften ,turde ikke at reagere overfor Sofie og lod som ingen ting var sket.

Drenge, sagde Sofie hørte i det. Emma fik 4.

Frk. Ingrid var allerede gået til frikvarter. Ingen hjælp at hente og under 30 sekunder vidste alle i klassen min karakter. Jeg følte mig som verdens største taber. Jeg stormmede ud i klassen. Anja og nogle andre piger var lige i hælene på mig, indtil jeg var ude for skolens grænser på vej hjem.

 

Frk. Inger ringede lidt senere og fortalte mine forældre hvad der var sket ovre i klassen og hun ville gerne til samtale med os. Min far blev rasende og begyndte at fortælle om da han var dreng der var der ikke noget der hed pjække en historie ingen gider at høre og min mor der prøvede at forstå en situation hun aldrig kunne sætte sig ind i. Jeg sagde ikke noget den aften jeg gik bare direkte i seng og lod natten svøbe mig ind i dens store tæppe af mørke.

 

Næste dag kom jeg ikke i skole. Jeg sagde til min mor at jeg ikke havde det så godt ,

.selvom vi begge vidste at det ikke passede. Jeg læste hele dagen. Skrev svære ord ned øØede mig til næste diktat .

Jeg ved ikke hvorfor det var så vigtigt med den diktat. Jeg var god til en masse andet .Jeg tror bare jeg stræber efter at være ligesom alle andre ,selvom alle andre er forskellige.

Senere den dag tog vi til samtale .Jeg krydsede bare fingre for der ikke var nogen jeg kendte ovre på skolen .Så vidste de at jeg havde pjækket. Mine forældre snakkede mest jeg svarede bare på et par spørgsmål ”hun er jo en fantastisk elev” hørte jeg frk. Inger sige et par gange og ordet ”svagheder” dukket også op et par gange indtil frk. Inger sagde noget der gjorde mig lysvågen

”Har I nogen sinde overvejet ordblindeskole”

og værre var da mine forældre svarede.. Ja.

 

Jeg sagde ikke noget den aften. Jeg gik bare op på mit værelse og lukkede alle ude og her er jeg så med mine hundrede tanker og tusinde ord foran en gammel computer med en blank side. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig. Men en tanke kom frem selvom den var den mest simple var den også den sværeste tanke. Mine tanker blev til to,tre og tilsidst blev det til min Dansk stil..

En personlig stil der fortæller hvem jeg er. Og jeg er fantastisk.

 

Der var helt stille i klassen ef. Jeg gik ned til min plads med hovedet højt . Alles øjne fulgte mig, men jeg var underligt nok ligeglad fordi jeg har intet at skjule ,ingen hemmeligheder og er ikke mere være bange for at skille mig ud, bare være mig. Da så jeg en håndfuld hænder eller to stikke i vejret med spørgsmål men de var ikke så meget til min tekst

 

”Er du ordblind?”

”Hvad er ordblind?”

”<Hvordan blev du ordblind?”osv....

 

Resten af timen gik på min stil og til min lettelse var der ingen medlidenhed men respekt.

Frk. Inger var helt paf med store øjne og åben mund og sagde at hun var nød til at give mig 12 og en masse ros for min opgave ,men det eneste jeg rigtig hørte var 12 tallet runge i mine ører og glæden der fyldte hele min mave.

Man kan diskutere om det var det dummeste jeg nogensinde havet gjort eller det klogeste .

Jeg er blevet mere populær end jeg nogensinde har været fordi jeg tør at være mig selv.

Det kan være svært at være en pige på 14 år fordi man har lyst til og være ligesom alle andre,

men man må bare ikke glemme sig selv under vejs .

 

Jeg er fantastisk jeg ved det bare ikke endnu

 

Jeg kigger på et hvidt stykke papir. Kender tusinde ord og har hundrede tanker, men ikke en passer sammen.

Følelsen af at tiden står stille. Man mærker presset kryber sig længere og længere ind i huden til presset når ned i maven og maven slår knuder .Når op til øjnene, der næsten ikke kan se for de små krystaller der løber om kap ned af min kind .Væk fra de tusinde ord og de hundrede tanker. Ned på det støvede tastatur og forsvinder langsomt ned i en sprække mellem

H og J. Jeg hører min far terpe med min storebror 2 år til og jeg sidder hvor han sidder nu på min fars kontor . Øver nat og dag til studenter Eksamen. Presset kommer helt ind til knoglerne og følelsen om at være fortabt dukker frem.

Idet mindste har han en chance for at bestå. Ikke ligesom mig det er blevet født dum eller som andre ville sige det ordblind.

Det er kun mig, min bror og mine forældre der ved jeg er ordblind .Min klasselærer fandt hurtigt ud af det .Jeg skammer mig over hvor dum jeg er og har aldrig fortalt det til nogen, ikke engang min bedste veninde Anja.

 

Det hele startede for en måned siden, hvor vi skulle til at have karakter for første gang.

Det var dansk og vi skulle have en diktat.

 

”Ro i klassen ro i klassen.” Jeg fandt hurtigt min plads nederst i klasseværelset ved siden af Anja, jeg fumlede med min taske og prøvede at finde mine dansk bøger med det slidte bog bind og gamle klistermærker som snart falder af. ”I dag skal vi have diktat, så frem med blyanter og viskelæder.” Der går et lyn igennem mig. Ikke diktat alt andet en det Jeg kigger ned på bordet og hører Jonas spørger om vi kan få fritime. Ligesom alle andre timer hvor han lærer aldrig at svaret er nej.

”Herfra og indtil sommerferien skal I have karakter for jeres fine arbejde ,så i kan se hvordan det er at gå i 8 klasse”

jeg hører en masse brokke, men frk. Inger har allerede truffet sin beslutning, desværre diktat var allerede svært nok i forvejen. Frk. Inger begyndte at læsse en historie op om en dreng og hans hund klassen er muse stille og skriver efter.

Jens ælsker at gå med hunen

det er forkert hunden nej hunnen jeg har øvet mig hundrede gange, tænk tænk med et går der en klap ned for min hjerne og jeg kan ikke tænke en klar tanke. De andre er allerede langt foran. Det stikker i brystet og svir i øjnene. Mine hænder ryster og kan ikke holde blyanten stille så ordende på papiret ligner mere og mere små kruseduller.

Jeg må bare prøve. Håber på det bedste men forventer det værste.

 

Efter diktatten retter Inger vores diktater igennem, mens vi læser i vores frilæsnings bog .

Jeg kigger ud i den tomme luft og håber og krydser fingre for at jeg ikke har så mange fejl

”Anja kan du være sammen efter skole” hvisker jeg

”nej det svære jeg skal lave lektier”

Det skal siges Anja var den lille perfekte engel. Lærere elsker hende og hun har aldrig en sygedag og afleverer altid sine lektier.

 

Frk. Inger afleverede vores diktater. Igen så jeg ned på papiret .Fejl efter fejl efter fejl.

Det var som en mavepuster.

4 det kan ikke være rigtigt jeg ved jeg er dårlig, men 4. De andre piger farede frem i stor flok. Se hvad jeg har fået. Hvad har du fået af karakter. Vifter deres parpier op i hovedet på hinanden som om de aldrig har fået anerkendelse for noget i verden. Anja dansede rundt let på tå og viftede med hendes nye 12 tal

”Emma Emma se kun en fejl, men det var en sjuske fejl jeg glemte at bla bla bla....... Sådan fortsatte hun i jeg ved ikke hvor lang tid . Jeg nikkede og smilede indtil min værste frygt kom. Hun pegede den over på mig.

hvad fik du?

Øhmm..... det er privat, svarede jeg og kunne mærke at alles øjne pegede over på mig som en flok løver der kigger på en stor klump kød.

Anja havet heldigvis lidt situations fornemmelse og stoppede med at spørger ind, mens de andre piger var lige begyndt.

 

Hvorfor vil du ikke sige hvad du fik?spurgte Sofie ,den populære i klassen der skal vide alt om alle og skal dominere andre ,så hun ser bedre ud.

Fordi det er min diktat og kan du ikke være ligeglad med hvad jeg fik svarede jeg stille, men fortrød den sidste del af samtalen med det samme da hun blev rød i hovedet og fik følelsen luk .Ingen skal sætte mig på plads

 

Hun rev papiret ud af hænderne på mig og flækkede af grin. Et fire tal, Seriøst, du fik et 4 tal .Der var lidt forskellig stemning blandt pigerne. Nogle grinede, andre kom bare trøstende over til mig men de fleste kiggede bare ud i luften ,turde ikke at reagere overfor Sofie og lod som ingen ting var sket.

Drenge, sagde Sofie hørte i det. Emma fik 4.

Frk. Ingrid var allerede gået til frikvarter. Ingen hjælp at hente og under 30 sekunder vidste alle i klassen min karakter. Jeg følte mig som verdens største taber. Jeg stormmede ud i klassen. Anja og nogle andre piger var lige i hælene på mig, indtil jeg var ude for skolens grænser på vej hjem.

 

Frk. Inger ringede lidt senere og fortalte mine forældre hvad der var sket ovre i klassen og hun ville gerne til samtale med os. Min far blev rasende og begyndte at fortælle om da han var dreng der var der ikke noget der hed pjække en historie ingen gider at høre og min mor der prøvede at forstå en situation hun aldrig kunne sætte sig ind i. Jeg sagde ikke noget den aften jeg gik bare direkte i seng og lod natten svøbe mig ind i dens store tæppe af mørke.

 

Næste dag kom jeg ikke i skole. Jeg sagde til min mor at jeg ikke havde det så godt ,

.selvom vi begge vidste at det ikke passede. Jeg læste hele dagen. Skrev svære ord ned øØede mig til næste diktat .

Jeg ved ikke hvorfor det var så vigtigt med den diktat. Jeg var god til en masse andet .Jeg tror bare jeg stræber efter at være ligesom alle andre ,selvom alle andre er forskellige.

Senere den dag tog vi til samtale .Jeg krydsede bare fingre for der ikke var nogen jeg kendte ovre på skolen .Så vidste de at jeg havde pjækket. Mine forældre snakkede mest jeg svarede bare på et par spørgsmål ”hun er jo en fantastisk elev” hørte jeg frk. Inger sige et par gange og ordet ”svagheder” dukket også op et par gange indtil frk. Inger sagde noget der gjorde mig lysvågen

”Har I nogen sinde overvejet ordblindeskole”

og værre var da mine forældre svarede.. Ja.

 

Jeg sagde ikke noget den aften. Jeg gik bare op på mit værelse og lukkede alle ude og her er jeg så med mine hundrede tanker og tusinde ord foran en gammel computer med en blank side. Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på mig. Men en tanke kom frem selvom den var den mest simple var den også den sværeste tanke. Mine tanker blev til to,tre og tilsidst blev det til min Dansk stil..

En personlig stil der fortæller hvem jeg er. Og jeg er fantastisk.

 

Der var helt stille i klassen ef. Jeg gik ned til min plads med hovedet højt . Alles øjne fulgte mig, men jeg var underligt nok ligeglad fordi jeg har intet at skjule ,ingen hemmeligheder og er ikke mere være bange for at skille mig ud, bare være mig. Da så jeg en håndfuld hænder eller to stikke i vejret med spørgsmål men de var ikke så meget til min tekst

 

”Er du ordblind?”

”Hvad er ordblind?”

”Hvordan blev du ordblind?”osv....

 

Resten af timen gik på min stil og til min lettelse var der ingen medlidenhed men respekt.

Frk. Inger var helt paf med store øjne og åben mund og sagde at hun var nød til at give mig 12 og en masse ros for min opgave ,men det eneste jeg rigtig hørte var 12 tallet runge i mine ører og glæden der fyldte hele min mave.

Man kan diskutere om det var det dummeste jeg nogensinde havet gjort eller det klogeste .

Jeg er blevet mere populær end jeg nogensinde har været fordi jeg tør at være mig selv.

Det kan være svært at være en pige på 14 år fordi man har lyst til og være ligesom alle andre,

men man må bare ikke glemme sig selv under vejs .

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...