My love vs. what I love (1D)

Victoria, 18 år, lever sit liv som elitesvømmer i Danmark, men der har hun ikke altid gjort. Som lille boede hun i Irland med sine forældre, men de blev skilt og hun tog med sin mor til Danmark. Da hun var lille var hun venner med en meget speciel person, også kaldet Niall Horan, som senere hen blev en del af bandet One Direction. Selvfølgelig savner hun ham, men hun har ændret sig og kommet videre. Hvad sker der hvis Niall en dag lige pludselig dukker op? Får hun nye venskaber? Og hvad sker der når der sniger sig en forelskelse frem? Kan hun få hele sin hverdag til at fungerer?

14Likes
14Kommentarer
1298Visninger
AA

3. OMG It's you!

Jeg vågnede op med det største smil på læben, min far kom over til mig i dag og jeg skulle ti DM. Men smilet forsvandt lidt igen, da jeg kom til at tænkte på han ville tage en dreng med ved navn Niels. Han ville have haft skrevet hvis han havde adopteret en lille dreng, og det havde han ikke. SÅ enten måtte det være en af hans venner, eller en af mine venner fra dengang jeg boede der som jeg bare ikke kunne huske. Men hvorfor skulle han med, savede han mig?

”Er du klar til at køre?” kom det fra min mor. Jeg havde gjort mig klar, fået tøj på, spist en stor omgang morgenmad jeg skulle jo bruge energi, og pakket taske.
”Det regner jeg med,” svarede jeg hurtigt.
Vi begav os ud til min mors lille blå bil. I den skulle vi sidde i halvanden time for at jeg kunne komme ud og svømme. Jeg satte mig ind i bilen og skruede hurtigt højt op for musikken. Jeg fokuserede bedst ved at høre mit yndlings musik.

Endelig! Fremme ved målet, nu havde jeg 20 minutter til at klæde om før vi skulle i vandet og lave opvarmning. Og jeg klædte om på sådan like 7 minutter højst. Så var der også kun 13 minutter igen.. Hvad skulle jeg lave? Virkelig, der var ikke kommet nogen fra mit hold endnu. Så nu sad jeg bare her.
Hvem fanden var den Niels der skulle komme i dag? Hvordan så han ud, var han mon lækker? Okay hvad hvis han var en eller anden lille nørd, der havde det største crush på mig som lille?!
”Hey Vic.” Min tankegang blev afbrudt af Max fra mit hold, også kaldet, min bedsteven på holdet. Han var næsten den eneste jeg talte med.
”Hej Max! Hvad så?” sagde jeg med et sødt smil på læben. To piger gik forbi os og kiggede med store og jaloux øjne. Ja Max var lækker, faktisk en del. Hvis det ikke var fordi han ikke var min bedsteven, så ville jeg havde taget ham. Alle kendte ham, han havde venner hele landet rundt. Og så var han også bare virkelig pæn, det kan næsten ikke beskrives! Jo vi har haft lidt kørende engang, og vi har kysset, men det er noget tid siden. Vi så bare hinanden bedst som venner, hvilket jeg overhovedet ikke havde noget imod. Han er næsten den eneste ”rigtige” ven jeg har. Skolen har jeg heller ikke rigtig nogen. Hvilke så også kommer af at jeg næsten aldrig er der. Og ved du hvad det værste af det er? Min mor siger ikke noget til det. Hun plejer altid at sige ’Svømning før noget andet’. Så hvis jeg siger jeg ikke kan overskue at tage i skole, så er det åbenbart fuldstændig fint med hende. På en måde er det fint at hun er så ligeglad, men på en måde føler jeg også bare jeg mangler støtte. For jeg vil faktisk gerne have en god uddannelse. Men det er svært når man ikke rigtig ’følger med’. Jeg ville gerne starte på en frisk, et helt andet sted. Ja det ville ikke gøre noget. Et sted hvor ingen kendte mig, og jeg bare kunne være fuldstendig mig selv. 
”Hører du overhovedet hvad jeg siger?” kom det spørgende fra Max. Okay det her var vildt pinligt. Det var jo mig der havde sagt Hvad så til ham, og så har jeg ikke engang hørt på hans svar.. Piiiinligt!
Jeg blev helt rød i hovedet, og det måtte han ha lagt mærke til. For et kæmpe smil bredte sig på hans læber, han var nok også ved at vænne sig til det, det skete nemlig ret tit.
”Undskyld, jeg tåger bare vildt i dag!” ”I dag?” svarede han kækt, ”jeg troede det var noget du gjorde hver dag.” Jeg smilede flabet til ham og satte mig ned med et kæmpe bump, efterfulgt af et suk. Ham Niels gad bare ikke komme ud af mit hoved.
”Heeey, hvad er der galt smukke?” kom det fra Max. Jeg kiggede op og mødte et par omsorgsfulde øjne. ”Ikke rigtig noget,” løj jeg. Jeg hadet når folk bekymrede sig om mig, det var ikke noget jeg var vant til. ”Kom nu Victoria, jeg kan se der er noget,” kom det fra ham. Skulle jeg virkelig fortælle om alle mine problemer med skolen, familien, vennerne. Eller skulle jeg bare fortælle om hvad der irriterede mig? Jeg valgte den sidste. Det var lettest. ”Jo ser du,” startede jeg ud, ”min far kommer i dag og er her hele ugen-” ”Ej hvor fedt!” kom det fra ham, uden jeg nåede at tale ud. ”Ja det bliver dejligt at se ham igen,” sagde jeg med et lille smil på læben. ”Hvad er så problemet?” spurgte han. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle finde på noget andet, men jeg valgte bare at fortælle sandheden, hvad ville det skade? ”Altså det er rigtig fedt han kommer, men problemet er at han ikke kommer alene,” jeg kunne se Max rynkede på panden, som nok hentyd til at jeg skulle forsætte.  ”Han tager en eller anden dreng ved navn Niels, eller sådan noget med.” ”Og problemet?” spurgte han med et spørgende blik. ”Fordi jeg ikke ved hvem denne Niels er! Og det irriterer mig gevaldigt!” udbrød jeg. ”Så din far tager en dreng med til Danmark, som du ikke ved hvem er?”
”Ja, ja det gør han,” sagde jeg trist og lænede mig op ad hans skulder. I noget tid var der en rar stilhed, men den blev hurtigt brudt af en meget skinger og velkendt stemme. ”Heeeeeej Gøtzche” Åh gud! Gå væk med dig. Det er bare ikke nu jeg har lyst til at tale med dig. En person satte sig ved siden ad mig, Ninna. Hun tror hun er venner med ALLE svømmere, og jeg mener ALLE! Hun tror, hvis man har talt sammen en gang, så er man vildt gode venner. Er jeg den eneste der ikke kan fordrage de typer? Men så høflig jeg er svarede jeg hende. ”Hej Ninna,” sagde jeg, og gav hende et falsk smil. ”Gud hvor har jeg savnet dig! Hvad skal du svømme i dag?” Jeg kunne mærke Max rejse sig for at gå væk. Hvilket var forståeligt nok, hendes stemme var så irriterende og skinger. ”Du ved det sædvanlige, 200 fly,” fik jeg svaret hende. Hun sendte mig et stort smil, ”okay, men så ses vi nok,” sagde hun, og trak mig ind i et ret så akavet kram, som jeg nok måske ikke helt gengældte. Hovsa…

****

Stævnet var nu i gang, og jeg stod og varmede op til jeg skulle ind og svømme 200 fly. Der var ikke lang tid tilbage. Jeg var spændt, men jeg havde på fornemmelsen det ville komme til at gå godt! Der var kun ét lille problem… Min far var ikke kommet endnu. Det var så typisk ham, at komme for sent. Men det kunne ikke ændre noget, jeg skulle svømme alligevel.
Jeg stod der og varmede op helt i mine egne tanker, da jeg pludselig blev revet ud af dem. Der lød pigeskrig, og det bredte sig mere og mere rundt i hele hallen. Hvad skete der? Jeg kiggede ned af hvor det startede. En mand kom gående. Han var høj, slank og havde mørkebrunt hår. Han lignede en jeg kendte… Måske alt for godt.
Ja, det var min far… Men hvorfor begyndte alle pigerne at skrige fordi han kom? Det fik jeg hurtigt svar på. Omme bag i ham kom en halvhøj, teenagedreng med rød cap og solbriller på gående. Han var lyshåret.. Stort tandpastasmil, og da han kom tættere på kunne man se hans tænder sad fuldstændig perfekt. De kom længere og længere over imod mig. Det kunne ikke være sandt, det kunne det bare ikke! Han havde ikke taget hele vejen fra Englang bare for at se mig! Det ville ingen andre end min far gøre. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, jeg vidste overhovedet ikke hvad jeg skulle føle. Jeg var så overrasket, men alligevel også så skræmt. Det kunne ikke være ham.
Han kom tætter på mig….. Det var det….
Det var Niall..

 

------------------------------------------------------------------------------

Ikke rettet igennem... :)

Dukkede Niall lige op! Hvad siger i til det?

Ved godt kapitlet er lidt kedelig..! Men ja.. der skulle lige være en optakt!

Seeeeeees!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...