Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4375Visninger
AA

7. Why are you so perfect?

Koncerten var helt anderledes når man så den fra bag scenen. Folk løb forvirrede rundt med headset og gav ordrer til lys og til røg ude på scenen. Godt det ikke var mig. Jeg havde dog oplevet koncerten fra backstage før, men der fik jeg ikke lov til at stå her, hvor jeg gjorde idag. Alfredo havde taget mig  backstage men vi stod et sted så man også kunne se showet. Der ville være for mange fans hvis vi skulle helt hen foran scenen, og det ville skabe problemer og rygter hvis de så en fremmed pige til Justins koncert. Det var i hvert fald hvad Alfredo havde prøvet at forklare. Dog havde flere paparazzier ventet os i lufthavnen da vi landede, så jeg var rimelig sikker på at det var for sent, men vi ville nødig gøre det værre. 

- Du må undskylde at jeg afslørede for meget om du ved… Justin's følelser osv, sagde Fredo pludselig og jeg kiggede smilende på ham. Det var første gang vi stod alene siden han havde fortalt om, at Justin havde været forelsket i mig.

- Det er lige meget, sagde jeg så. Nu havde jeg jo fået afklaret at han rent faktisk havde været forelsket i mig. 

- Har han sagt andet om mig? spurgte jeg. Jeg var så pokkers nysgerrig.

- Justin har fortalt hele historien med jer. Vi har siddet mange aftener lige i starten af hans karriere og bare snakket om dig, sagde Fredo og jeg kunne ikke lade vær' med at smile ved tanken om at Justin havde fortalt om mig.

- Jeg kan godt forstå hvis du hader ham, sagde han så, næsten så lavt så jeg ikke kunne høre det. 

- Nejnej… Ikke rigtig mere, svarede jeg og Fredo grinede kort.

- Nej men seriøst… Når der engang har været følelser, forsvinder de aldrig helt, sagde han så. Det fik min hjerne til at køre på højtryk. Havde han ret? Var jeg ved at falde for ham igen? Jeg havde elsket ham, det havde jeg virkelig (hvis man som 13-årig kan bedømme hvad det er at elske) men jeg var sikker på, at den følelse Justin gav mig, ikke kunne være andet end kærlighed.

- Ligesom hvis man har elsket en rigtig højt, så vil det aldrig forsvinde helt, sagde Fredo så, som om han havde læst mine tanker.

- Du har nok ret, svarede jeg og kiggede ned på mine fødder. Det var lidt underligt at stå og, delvis, fortælle Fredo at der nok var lidt følelser tilbage imellem os.

- I er altså også søde sammen, sagde Fredo så med et smøret smil. Jeg grinede kort og rødmede en smule.

- Ikke fordi jeg vil blande mig i jeres forhold eller noget, men måske skulle du tage en snak med ham? foreslog Alfredo og jeg smilede kort.

- Nejnej, det er helt fint. Og ja, det burde jeg nok, svarede jeg og Fredo nikkede inden vi begge igen kiggede ud mod scenen, hvor One Less Lonely Girl lige var blevet hevet op. Jeg kom til at grine kort, da jeg mindedes om den aften jeg blev valgt.

Det var den værste dag i mit liv, og så alligevel den bedste. Den dag havde jo trods alt ført mig sammen med Justin igen, og følte jeg mig ikke gladere nu? Justin gjorde mig bare altid gladere. Bare ved at give mig et lille smil kunne gøre min dag god. Okay… Imod alle mine principper var jeg måske ved at falde lidt for Justin. Damn it, Katrine.

Justin tog pigen i hånden efter at have introduceret hende for publikum, og de løb sammen ud af scenen, som endnu engang sendte mine tanker tilbage på den gang jeg var i pigens sted, dog ikke med et så stort smil plantet på læberne, som hun havde.

- Bare så du ved det, er det altså muligt at elske én som man har hadet, sagde Fredo pludselig.

- Og flot ring forresten, tilføjede han og sendte mig et flabet smil inden han gik hen for at tage imod dagens OLLG. 

Og hvad hentydede han lige til der? Han kunne da ikke bare forlade mig efter at have totalt hentydet til at enten Justin eller jeg elskede den anden? OG være totalt flabet omkring min ring, som han helt sikkert havde set var et J, og vidste at jeg havde fået af Justin. Ugh, Fredo, you suck.

Justin kom frem på den anden side af porten med pigen, som i dag var lyshåret og havde shorts på. Det eneste jeg lige kunne se, fra hvor jeg stod. Han spejdede kort rundt inden hans blik landede på mig og vi fik øjenkontakt. Han smilede kort og fik min mave til at boble. Jeg smilede tilbage og rødmede en smule. Vi opførte os som to der slet ikke kendte hinanden, selvom jeg vidste alt om Justin ligesom han, næsten, vidste alt om mig.

Fredo tog fat i pigens arm og førte hende væk fra Justin for at føre hende tilbage til hendes plads. De passerede mig og pigen gav mig elevatorblikket efterfulgt af et forholdsvis misundeligt blik, inden de forsvandt. Hun havde nok de vildeste tanker om at jeg nok var Justin's lover eller sådan noget, og der ville nok heller ikke gå særlig lang tid før medierne ville opfinde historier om Justin og jeg, hvis jeg blev ved med at dukke op sammen med ham offentlige steder.

 

*

Jeg satte mig tungt ned i sofaen der var placeret i rummet og kiggede over på de meget lækre kager der stod på bordet op af den anden væg. Præcis samme indretning som i det rum Justin og jeg havde snakket sammen første gang efter 5 år til koncerten i Winnipeg, hvor jeg praktisk talt, havde svinet ham til. Jeg skulle lige til at rejse mig fra sofaen for at prøve et stykke af chokoladekagen, men jeg blev afbrudt af døren der blev åbnet. Ind trådte ingen andre end Justin, med sved på panden kun iført en hvid tanktop og et par cowboy-bukser. Hsfhsgfsdjd, han var lækker svedig. Omfg. Stop teasing, Justin. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troede at jeg ville kalde Justin for sexet, men holy moly. 

- Hvad så? Du ville snakke sagde Fredo, sagde Justin og kørte et hvidt håndklæde rundt i sit hovedet. 

- Okay, vær' forberedt på at det kommer til at lyde vildt kikset og sikkert kommer ud helt forkert, startede jeg ud med og Justin grinede kort inden han slog sig ned i sofaen ved siden af mig. 

- Jeg er forberedt, sagde han smilende og jeg smilede tilbage.

- Okay.. Jeg ville bare høre hvad der sådan foregår mellem os? spurgte jeg så og det lød endnu mere kikset end jeg havde regnet med. Justin så ud til at være lidt overrasket over spørgsmålet men så alligevel ikke. Hans blik var ikke helt til at tyde.

- Hvad mener du? spurgte han dumt. Præcis det spørgsmål jeg havde frygtet.

- Du ved godt hvad jeg mener, svarede jeg og Justin smilede skævt inden han smed håndklædet på gulvet. 

- Jeg kan godt lide at være sammen med dig, sagde Justin så og trak på skuldrene. Jeg kiggede afventende på ham for at få ham til at fortælle mere.

- Du gør mig glad, ligesom du altid har gjort, sagde han og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg rødmede og kom til at grine på en vildt akavet måde. Pludselig kunne jeg mærke Justins hånd ligge sig under min hage og føre mit ansigt op så jeg kiggede ham direkte ind i hans helt magiske brune øjne.

- Må jeg? spurgte han med et skævt smil og jeg kiggede først undrende på ham, men da hans blik hele tiden skiftede fra mine læber til mine øjne, vidste jeg godt hvad han ville.

- Er du sikker på det er smart? spurgte jeg usikkert og trak mig lidt tilbage. Justins hånd faldt ned fra min hage og landede på mit lår, som han blidt nussede.

- Hvis du ikke har lyst, er det fint nok, sagde Justin så og jeg kunne ikke lade vær' med at bide mig i læben. Jeg ville jo gerne kysse ham. Bare for at se hvordan det føltes, og om det føltes rigtigt. Jeg kiggede op på ham og denne her gang var det mig der førte mit hoved tættere på hans, og vores læber mødtes i et ømt kys. Ligesom man hører i alverdens kærlighedshistorier, føltes det faktisk som om fyrværkeri sprang i min mave og vores læber passede helt perfekt sammen. Uanset hvor kliché og romantisk det lød, passede det. Det føltes mere end rigtigt. Mens vores læber lidenskabeligt udforskede hinanden, opdagede jeg hvor meget jeg havde ventet på det her kys.

Lige fra første gang jeg så ham under egen på bakken, havde jeg ventet på det her øjeblik. Selv da han havde været væk havde jeg ventet, måske uden jeg helt selv havde været klar over det. Da han så kom tilbage og bedte om en chance til, opfattede jeg hvor meget jeg havde savnet ham og hvor meget jeg havde lyst til at tilbringe min tid med ham, for han… Ja, han gjorde mig glad. Og uanset hvor meget jeg prøvede at fortælle mig selv at Justin var en nar, passede det ikke mere. Jeg havde ikke turde indrømme det over for mig selv, fordi han havde såret mig så meget, men nu.. Nu kunne jeg umuligt ignorere det længere. Alfredo havde ret. Jeg havde hadet ham men mit had var væk og nu…. Ja, nu… 

- Det havde jeg ventet på længe, sagde Justin og afbrød mine tanker. Han kiggede smilende på mig og fjernede en tot hår fra mit ansigt om bag mit øre. Hele min mave boblede af spænding og jeg sad bare og smilede til ham. 

Jeg kunne høre fodtrin ude på gangen og jeg rykkede mig automatisk væk fra Justin, måske mest en vane. Døren blev kort tid efter åbnet og Kenny stak hovedet ind.

- Vi ruller, sagde han inden han igen lukkede døren. Vi rejste os begge op og jeg gik over mod døren, men jeg blev hevet i håndleddet af Justin der trak mig tilbage.

- Giv mig lige et sidste kys, så jeg kan overleve natten, sagde han med et smil om munden og jeg kyssede ham smilende på munden. 

- Tak, sagde han og smilede sødt inden vi begge forlod rummet. 

 

Jeg havde svævet på en lyserød sky siden Justin og mit kys og jeg havde faktisk følt mig… Ja, jeg havde følt mig helt vildt glad. Mere end jeg plejede. Justin gjorde mig glad. På den måde han plejede, og på den måde jeg aldrig troede at jeg ville blive glad på igen. 

Jeg vågnede op fra mine tanker da en bold blev smasket lige i mit hoved og jeg faldt langsomt til jorden. Jeg var svimmel et kort sekund, men fik så åbnet mine øjne og set Justin og Ryan stå og kigge bekymrende på mig. 

- Er du okay? spurgte Ryan, der sandsynligvis havde kastet bolden. Jeg blinkede et par gange med øjnene og nikkede så.

- Jaja, min næse gør bare virkelig ondt, sagde jeg og satte mig op, mens min næse dunkede.

- Du var bare så fraværende og så ville jeg kaste bolden mod dig så du ville vågne op, men..

- Men Ryan kaster så dårligt at han kom til at ramme dig i hovedet, afsluttede Justin hans sætning og fik mig til at grine, og Ryan til at slå ham hårdt på skulderen.

Ryan og jeg var blevet fløjet ud til en af Justin's koncerter, og i skulle have set Ryan's ansigt da jeg fortalte ham at Justin og jeg var blevet gode venner igen. Han smilede mere end jeg nogensinde havde set ham smile og han blev ved med at forsikre mig om at han hele tiden havde vidst at vi en dag ville blive venner igen. Han vidste bare ikke at vi faktisk var blevet så tætte igen, at vi havde kysset. Justin og jeg havde heller ikke snakket om det, og vi havde bare opført os normalt overfor hinanden, som om ingenting var sket, hvilket egentlig også gjorde mig forvirret.

Justin tog fat i min hånd og hjalp mig op og stå igen. Mit hoved gjorde lidt ondt og min næse dunkede. 

- Skal jeg hente noget is til din næse? spurgte Justin mens han kiggede på min næse.

- Måske en meget god idé, svarede jeg og Justin nikkede, inden han forsvandt ind af bagdøren.

I hotellets baggård havde vi fået lov til at spille lidt basketball, isoleret fra fans og paps, så det var rart endelig at lave noget sjovt sammen med både Ryan og Justin.

- Tag dig sammen din kylling, sagde Ryan og kastede bolden over mod mig, men denne gang greb jeg den godt nok. Typisk Ryan ikke at vise noget sympati for andre, men bare fortælle at man skulle tage sig sammen. Jeg var vant til det, og det var også derfor jeg elskede den dreng. Not in that way, guys. Ryan og jeg havde altid været gode venner og det kunne intet lave om på. Desuden kunne jeg overhovedet ikke se mig sammen med ham. Overhovedet! Han var den der virkelig drenge-type der kun gik op i store kasser, store røde bøffer, en stor sofa (ja, alt stort faktisk) og sin playstation. 

- Det er da dejligt at Justin og dig snakker igen. Det virker lidt ligesom i gamle dage, sagde Ryan så og satte sig ned ved siden af mig på den bænk der var placeret op af hotellets mur. 

- Ja, vi har snakket ud om alting så alt er fint, svarede jeg og smilede til Ryan.

- Jeg synes stadig I skal date, sagde han så og smilede smøret til mig. 

Dengang Justin og jeg hele tiden var sammen troede alle enten vi var kærester, eller også sagde folk at vi var et perfekt par og at vi skulle blive det. Jeg havde altid siddet med røde kinder mens Justin havde prøvet at snakke udenom. Nu kunne jeg godt se hvad folk mente. Justin og jeg havde været ligesom et kærestepar, bare uden kysseriet osv. Vi havde lavet alt sammen. Det eneste vi gjorde alene var at gå på toilettet. Thank God, for det! 

- Jeg synes I passer perfekt sammen, sagde Ryan lige i samme øjeblik som Justin kom ud med en ispose i hånden.

- Hvem passer perfekt sammen? spurgte Justin der åbenbart havde hørt hvad Ryan sagde. Ryan og jeg udvekslede hurtigt blikke inden vi svarede i munden på hinanden.

- Ingen

Justin grinede kort og gav mig isen, som sendte kuldegysninger igennem hele min krop. 

- Det var det eneste jeg lige kunne finde, sagde han så og satte sig på den anden side af mig, mens han studerede mig sætte isposen mod min hævet næse.

- Det er helt fint, tak, svarede jeg og smilede sødt til ham, selvom det var lidt svært, for isposen blokerede min mund.

- Orrrh, kom det pludselig over fra Ryan, der sad og kiggede frem og tilbage mellem Justin og jeg.

Vi kiggede begge undrende på ham.

- I skulle seriøst overveje at kysse, sagde han så og jeg slog ham på armen.

- Hold kæft, sagde Justin med et smil.

- Klarer du den? spurgte han og kiggede på mig med et skævt smil. Jeg nikkede kort inden han rejste sig op for igen at tage kampen op mod Ryan, mens jeg kiggede på.

Hvis bare Ryan vidste hvad der egentlig var sket mellem Justin og jeg. Jeg kom til at grine for mig selv, og mit blik mødte Justins der kiggede på mig kort. Han smilede og blinkede kort til mig, hvilket fik mig til at grine. Det var lidt morsomt at Ryan overhovedet ikke anede noget.

 

 

***

Åh ma gaaaaarrrd. Det første kys :OOOO Katrine har efterhånden lidt svært ved at skjule sine følelser for Justin, huh? Bliv ved med at like og sætte på jeres favoritlister! I er de bedste <3333333

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...