Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4317Visninger
AA

3. The one I hate the most

Lucys helt lyse hår kunne ses mens hun kom løbende ned igennem gangen. Hun stoppede op, hivende efter vejret, foran mig. Jeg kiggede spørgende på hende med et smil om munden.

- Dude…. startede hun ud, mens hun støttede sig op af mit skab med den ene hånd.

- Træk vejret, Lucy. Hvad sker der? spurgte jeg halvgrinende, da hendes helt røde ansigt så ret komisk ud.

- Jeg… har fået billetter… til Justin Bieber, fik hun fremstammet og jeg kiggede olmt på hende.  

- Jeg ved godt du ikke gider, men kan du ikke bare gøre det for min skyld? bedte Lucy efter at have taget et par dybe indåndinger så hendes vejrtrækning blev nogenlunde normal.

- Nej. svarede jeg bestemt og knaldede min skabslåge i så det genlød i gangen. Hver gang nogen nævnte Justin kom jeg altid op i det røde felt. 

- Kom nuuuuu. Han kommer jo ikke til at se dig. Han kommer aldrig til at vide at du har været der, plagede hun og jeg rystede bestemt på hovedet.

- Jeg ved at jeg selv har været der, og det er det værste, sagde jeg så og kiggede bestemt på Lucy som stadig stod lænet op af skabene.

Hun kiggede op på mig, da hun var lidt lavere end mig, med hendes store brune øjne, som hun vidste jeg ikke kunne stå for. Jeg sukkede.

- Du ved jeg ikke kan stå for de øjne, sagde jeg så og Lucy lyste op i et stort smil.

- Du er den bedste! sagde hun så og trak mig ind i et kram.

- Jaja, men jeg har ikke tænkt mig at nyde det! sagde jeg så og pegede en finger mod hende, mens hun grinede.

- Nejnej, sagde hun så og jeg tog armen om hendes skulder mens vi gik ned mod døden aka biologi.

- Katrine! var der pludselig en der råbte, og Lucy og jeg vendte os begge rundt. Chaz kom løbende ned af gangen med et stykke papir i hånden. Hans efterhånden lange, brune hår hoppede op og ned på hans hoved i takt med at han løb. Det så ret komisk ud og jeg smilede for mig selv af ham.

- Hvad så? spurgte jeg grinende da han stoppede forpustet op foran mig. Hvad skete der lige for at folk havde så travlt idag?

- Invitation til min 18-års fødselsdag i weekenden, forklarede Chaz og rakte en invitation til både Lucy og jeg. 

- Fedt man! udbrød vi begge og tog smilende imod invitationen. 

- I har bare af at komme! sagde han og pegede anklagende på os begge.

- Okay boss, svarede jeg og trak armene op på siden af hovedet.

- God biologitime. Vi ses, sagde Chaz grinende og løb den anden vej ned af gangen.

- Seeees, sagde Lucy og jeg i kor.

- Nå, lad os få decikeret de fucking frøer, sagde Lucy så og trak mig i armen ned mod biologi. Jeg grinede af hende og vi gik ind i biologi-lokalet hvor døde frøer var blevet lagt på hvert bord. Lucy lavede bræklyde mens vi fandt vores vej ned bagerst i lokalet, hvor Ryan stod smilende og ventede.

- Er I klar til at dræbe frøer? spurgte han grinende om og jeg skævede skeptisk ned til frøen. Den lå helt slimet og slasket på en grå bakke på bordet, og nogle forskellige redskaber lå ved siden af til at åbne frøen og kigge på dens indvolde. 

- Ja Ryan, det bliver dig der holder kniven! sagde jeg bestemt og lagde min taske for enden af bordet, mens jeg kiggede op på Ryan der smilede overlegent.

- Jeg skal nok klare den her, damer, sagde han stolt og jeg slog ham hårdt på skulderen og grinede.

- Fuck hvor slår du hårdt. Har du trænet eller sådan noget? spurgte Ryan så og tog sig ømmende til skulderen.

- Jeg tror bare du er blevet mere slap, svarede jeg flabet og det fik Lucy til at grine.

- Ja okay, den sad, sagde Ryan og jeg grinede af ham. 

 

*

 

Lucy hoppede op og ned foran spejlet mens jeg kiggede grinende på hende. Jeg havde aldrig set hende så overgearet før.

- Fuck jeg glæder mig! sagde hun og jeg rystede bare på hovedet af hende.

- Så speciel er han altså ikke… sagde jeg og lagde det sidste lag mascara på mine vipper, undrende over hvordan hun kunne flippe så meget ud over ham. Lucy sukkede og kiggede så på mig.

- Selvom han aldrig kom tilbage, så er det jo ikke sikkert han har glemt dig, sagde Lucy, helt ligesom hun havde sagt hundrede andre gange, og som altid kiggede jeg skeptisk på hende. Jeg var sikker på at han havde glemt mig. Han var rejst for 5 år siden og han havde aldrig nogensinde taget kontakt til mig igen, og nu da han var blevet kendt og havde råd til hele verdenen, betød hans bedste veninde fra Stratford ingenting længere. Absolut ingenting. Jeg sukkede.

- Han har glemt mig okay? Jeg har lært at leve med det, sagde jeg og trak ligegyldigt på skuldrene.

- Piger, så kører vi! råbte Lucys mor ude fra gangen og afbrød vores diskussion om hvorvidt Justin havde glemt mig eller ej. Vi tog vores ting og gik så ud i gangen, hvor Mrs. Parker stod smilende og ventede med bilnøglerne i hånden.  

 

Allerede en kilometer fra selve arenaen hvor koncerten blev holdt løb skrigende piger rundt med tusch i hele ansigtet. Jeg havde godt hørt om hans såkaldte beliebers der var totalt crazy og ville gøre alt for ham (tsk, I skulle bare vide, hvor ligeglad den dreng er med alt.. Okay, måske havde jeg ikke lært at leve med det, but who to blame? Det var Justin der bare forlod mig.) men jeg havde aldrig set dem i virkeligheden. Det var endnu vildere end på de videoer jeg havde set på youtube (ja, jeg havde stalket Justin på youtube…Bare grin.) og jo tættere vi kom på arenaen, jo vildere blev det og jo flere fans kom der. Skrigende fans.

Mrs. Parker stoppede bilen op og Lucy og jeg skyndte os at stige ud, så hun kunne komme væk fra kaoset. Skrigende fans var på alle sider af mig og jeg kunne ikke lade vær' med at grine lidt af dem. Helt ærligt? Forgude en dreng som egentlig bare var ligeglad? Tsk. 

Jeg blev hevet i armen af Lucy og blev trukket afsted efter hende mod arenaen. Vi stod i kø i ti minutter mens jeg bare stod og lyttede til de utallige samtaler om hvor dejlig Justin var og hvor lækker han var. En stor mand stod i døråbningen og Lucy afleverede storsmilende vores billetter til ham, mens han rev dem over og gav os resterne. Vi fulgte med strømmen af piger ind mod selve salen og jo tættere vi kom på, jo varmere og larmende blev der. 

- Jeg skulle have taget ørepropper med, sagde jeg til Lucy som kiggede spørgende på mig.

- Hvaaaaad? råbte hun og jeg rullede øjne. 

- Min pointe, sagde jeg for mig selv, mens vi fandt vores pladser, som kun var 2 rækker fra scenen. Jeg havde aldrig siddet så tæt på scenen til en koncert før, og at det skulle spildes på en af Justins koncerter, gjorde mig irriteret. Så hellere en Bon Iver koncert. Ikke Justins. 

Vi satte os ned imellem de mange andre piger som sad, ligesom Lucy, med tårer i øjnene og svedige håndflader. Vi sad og ventede i noget der virkede som en 40 minutter. Var han også sent på den? Flot Justin freaking Bieber. Lige da jeg havde tænkt tanken gik et lysshow igang og høj musik bragede ud af de mange højtalere rundt omkring i salen. På storskærmene begyndte de at tælle ned fra 10. Lucy skreg med ligesom resten af salen og de dannede et helt kor. Da tælleren nåede 0, stoppede lysene og en masse røg stod op alle vegne. Et spotlight ramte et par store vinger der strakte sig over scenen. I midten af vingerne var en dreng hæftet fast. Selvom han havde solbriller på og noget helt andet (og dyrere) tøj på end da jeg kendte ham, kunne jeg straks genkende ham. Selvom jeg ikke ville, kom jeg til at smile ved synet af ham. Jeg skyndte mig at surmule igen, inden nogen opdagede at jeg stod og smilede over Justin.

Hele salen skreg og jeg blev nødt til at holde mig for ørerne for ikke at vågne op døv næste dag. Musikken begyndte og han løsrev sig fra vingerne og begyndte på nogle, må jeg desværre indrømme, fede dansemoves. Hele salen hoppede med og den gode (og larmende) stemning steg. Selvom det var imod alle mine principper om at være ligeglad med Justin, som han havde været med mig, kunne jeg ikke lade vær' med at danse lidt med på sangene. Lucy så det og begyndte at grine og jeg kiggede surmulende på hende.

- Din skyld, sagde jeg bebrejdende og Lucy grinede endnu mere. 

 

Efter en pause på fem minutter vendte Justin tilbage på scenen, denne gang iført et par sorte bukser og en hvid tank top. Musikken begyndte igen og Lucy skreg mig ind i øret.

- Omg, omg, omg, skreg hun og hoppede op og ned. Jeg kiggede undrende på hende, men opdagede så at hele salen stod og kiggede sig håbefyldt omkring.

- Hvad sker der? spurgte jeg Lucy og hun kiggede med våde øjne på mig.

- Det er i den her sang han vælger sin One Less Lonely Girl! skreg Lucy ind i mit øre. Skulle jeg vide hvad det betød? Jeg trak ligegyldigt på skuldrene og ventede spændt på hvad der ville ske. 

- Hun kommer herhen, kunne jeg høre folk hviskede rundt omkring mig og jeg kiggede mig nysgerrigt omkring. 

Uden jeg nåede at opfatte noget blev jeg hevet i armen af en forholdsvis buttet kvinde med brunt hår. Jeg kiggede spørgende på hende da jeg havde regnet med at hun ville spørge om vej or something. 

- Vil du være The One Less Lonely Girl? spurgte hun storsmilende om og jeg kiggede bare spørgende på hende. Lucy skubbede mig mod damen, men jeg forstod ingenting. 

- Hvad? spurgte jeg om, men inden jeg nåede at protestere, blev jeg trukket efter den brunhårede kvinde. Jeg kiggede tilbage mod Lucy der sad og kiggede smilende efter mig. Hun gav mig tommel-up, men jeg fattede stadig ikke hvad der var ved at ske. Misundelige blikke fra næsten alle piger vi gik forbi, blev sendt i min retning. Vi gik forbi flere sikkerhedsvagter og til sidst førte hun mig bag et stort sort forhæng. Bag forhænget var der overraskende stille, kun afbrudt af de svage skrig fra salen og fodtrin fra de mænd der gik stressende rundt med headsæt på.

- Okay, ikke for at lyde blank eller noget, men hvad er det jeg skal? spurgte jeg og lød endnu mere blank end jeg ville. Den brunhårede dame kiggede grinende på mig.

- Du er da en sjov én, sagde hun så og gik ud fra at jeg jokede med hende.

- Nej, seriøst. Hvor er vi egentlig? spurgte jeg seriøst og kiggede mig forvirret omkring. Jeg hadede ikke at have overskud, og jeg havde ikke lyst til at følge efter en fremmed kvinde uden at vide hvad jeg skulle.

- Du skal da op på scenen og blive sunget til af Justin, selvfølgelig, sagde hun så som om jeg var den dummeste på den her jord. Da hans navn blev nævnt stoppede jeg op og kiggede måbende på hende.

- Kom nu. Vi er sent på den, sagde hun så og gik længere frem. Skulle jeg…. op på scenen…. og blive sunget til... af fucking Justin!?

- Ehm… Kan i ikke vælge en anden? spurgte jeg nervøst og løb op på siden af damen. Hun grinede endnu en gang uden at svare mig. Kunne hun slet ikke tage noget seriøst?

Hun førte mig op af en trappesats hvor to mænd stod og kiggede afventende på mig. 

- Der kommer den heldige pige jo, sagde den ene af mændene som var forholdsvis ung. Jeg rynkede på næsen. Heldig? Snarere uheldig. 

- Vi tager den herfra Allison, sagde den anden af mændene og smilede sødt til damen som åbenbart hed Allison. Jeg stod og lignede en forvirret kylling imellem de tre mænd som alle kiggede afventende på mig.

- Glæder du dig? spurgte den unge af mændene. Han virkede ret flink, så for at være sød og ikke skabe forvirring nikkede jeg bare sammenbidt. Jeg kunne høre Justin på den anden side af scenen og jeg vidste bare at om kun få minutter skulle jeg se, ham jeg hadede mest, i øjnene. Hvor store var odds'ene lige for det? 

- Så det nu, sagde den unge af mændene og den sorte port åbnede sig foran mig så tusindvis af skrig mødte mig, og jeg blev blændet af de mange spotlight. De to mænd fra bag scenen var åbenbart dansere for de dansede med mig ind på scenen, men jeg kiggede mig bare nervøst omkring. Jeg opfattede intet. Jeg følte mig lammet i sekundet og inden jeg kunne nå at opfatte det sad jeg på en form for stol på scenen. Jeg var i panik og stirrede bare ud i luften. Jeg prøvede at fremtvinge et smil så jeg ikke så fuldstændig dum ud foran så mange mennesker. Efter et stykke tid kom jeg lidt til mig selv og var faktisk begyndt at acceptere at Justin skulle synge en eller anden lorte kærlighedssang til mig. Jeg kiggede mig rundt for Justin var ingen steder at se. Han kom gående ned af en trappe mens han sang mod publikum. Jeg kunne mærke en knude danne sig i min mave ved synet af ham. Tanken om den dag han forlod mig havde aldrig forladt mig og det gjorde ondt at se ham. Gad vide om han ville kunne kende mig? Sikkert ikke. Jeg var jo så ligegyldig. Tsk.

Han begyndte nu at gå hen imod mig og jeg kiggede hurtigt ned mod mine fødder. Jeg ville undgå øjenkontakt og på den måde undgå at han måske ville genkende mig. Jeg kunne nu se hans sko og jeg kunne mærke en arm der blidt kærtegnede min ryg. Selvom jeg ikke ville indrømme det (hvilket jeg så gør alligevel nu) så begyndte min mave at opføre sig underligt da Justin rørte mig, og jeg kom til at savne hans kram...

Jeg spændte i alle muskler jeg havde i kroppen og kiggede bare stift ned i jorden. En hånd blev pludselig lagt under min hage, og selvom jeg gjorde alt for at undgå det, førte Justin mit hoved op så vi fik øjenkontakt. De hasselbrune øjne kiggede dybt ind i mine og tusinde sommerfugle fløj pludselig rundt i min mave. Præcis ligesom første gang jeg så ham.

 

Bladene var i alle regnbuens farver og jeg smed mig lykkeligt ned i dem. Jeg elskede at lege ved træet. Det var mit frirum hvor jeg kunne lege uden nogle voksne der skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre og ikke gøre. Jeg storsmilede mens jeg rettede mit blik mod den blå himmel, som var dækket af nogle enkle skyer. Efter et stykke tid blev skyerne dannet til alverdens dyr. En elefant, en skildpadde, en hund. Min fantasi havde ingen grænser. Pludselig hørte jeg en lyd. En lyd som jeg aldrig havde hørt herude før. Lyden af blade der blev trådt på. Jeg satte mig forundret op og kiggede hen mod lyden. En dreng på min egen alder , med lyst hår og helt brune øjne kiggede spørgende på mig. De brune øjne fortryllede mig et kort øjeblik. Der var noget over dem. Noget anderledes. Noget der sagde at jeg kunne stole på ham. Noget der sagde at jeg skulle dele det her forunderlige sted med ham. Jeg smilede til drengen og klappede i bladene ved siden af mig, som tegn på at han skulle ligge sig ved siden af mig. Han smilede tilbage og uden et ord lagde han sig ved siden af mig. Ikke et eneste ord blev sagt, men jeg vidste at vi ville blive venner. 

 

Justin's synsvinkel

Jeg sang ud mod publikum og blev mødt med tusindvis af skrig. Jeg gik ned af trappen og skævede over til dagens heldige pige som sad på en stol på scenen. Hun havde langt, krøllet brunt hår. Et par højtaljede shorts og en oversize t-shirt. Jeg kunne ikke se hendes ansigt, men udfra hendes tøj og hår, så hun godt ud. Jeg trådte ned af det sidste trin på trappen og gik så syngende hen mod den brunhåret pige. Hun kiggede ned på sine fødder, hvilket undrede mig lidt. Alle piger sad altid med tårer i øjnene og kiggede spændt på mig, mens jeg gik hen imod dem. Men hende her var anderledes. Jeg stod nu helt tæt på hende og jeg kunne dufte hende. Noget virkede bekendt ved duften, men det var nok bare noget jeg forestillede mig. Pigen kiggede stadig på sine fødder så jeg lagde forsigtig min hånd under hendes kæbe, nysgerrig over hvordan hendes ansigt så ud. Jeg tvang hendes ansigt mod mit og vi fik øjenkontakt. De øjne… Jeg havde set dem før. Jeg stivnede et kort øjeblik og glemte noget af sangteksten, da det gik op for mig, hvem den heldige pige var.

 

Min far var lige kørt ud af vores indkørsel, efter han igen havde aflyst vores aftale. Jeg havde brug for at komme ud og lege. Væk fra alle, hvor ingen skulle fortælle mig hvad jeg skulle gøre og ikke gøre. Jeg løb med mine små fødder ud på en mark der lå nogle meter bag vores hus. Jeg havde aldrig gået så langt, men en bakke kom pludselig til syne og på toppen stod et træ. Jeg var nysgerrig og gik langsomt op af bakken. Bladene var faldet af træet og lå nu spredt rundt omkring i regnbuens farver. Det var et virkelig smukt sted. Jeg fik et mindre chok da  jeg pludselig så der lå en pige imellem bladene og kiggede op på skyerne. Da hun hørte bladene blev trådt på under mine fødder satte hun sig op, og kiggede forundrende på mig. Hendes blå øjne fik tusinde af sommerfugle til at flyve rundt inde i min mave. Hun var virkelig smuk. Ligesom dette sted. Jeg kiggede spørgende på hende. Hun smilede stort til mig og klappede i bladene ved siden af hende, så jeg skulle ligge mig ved siden af hende. Jeg tøvede ikke et sekund. Hendes øjne strålede og fik hendes brune hår til at skinne. Hun var en skønhed.

Jeg lagde mig ved siden af hende, uden at sige noget, og vi kiggede op på skyerne sammen. Jeg vidste at hun ville komme til at betyde alting for mig. Det vidste jeg bare… Og jeg havde ret.

 

Katrine's synsvinkel

Han stivnede pludselig i kroppen og glemte nogle ord i teksten. Han vidste det var mig. Han kunne genkende mig. Efter bare at have forladt mig, kunne han faktisk genkende mig. Han smilede skævt til mig, men jeg havde på ingen måde tænkt mig at gengælde hans smil. Han så skuffet ud da jeg ikke smilede tilbage, men hvad havde han regnet med? En af danserne kom dansende hen med en krone lavet af noget blomsterværk og Justin satte den på mit hoved mens han sang til mig. Jeg havde smilet indtil videre, men alle mine had-følelser røg op i mig igen og jeg kiggede bare olmt på ham. Jeg kunne se at han prøvede at ignorere det, men jeg kendte (havde kendt… Datid you know) ham så godt at jeg vidste at det gjorde ondt på ham. Men igen… I don't give a flying fuck. Det er hans egen skyld. Jeg tog mig selv i at sidde og trippe på stolen, fordi jeg bare ventede på at sangen ville slutte. Til mit held fik jeg undgået Justins øjne resten af sangen, og da sangen sluttede kiggede Justin tvivlende på min hånd. Måske var det meningen at han skulle tage min hånd nu og vi skulle løbe ud hånd i hånd, på en totalt antiromantisk måde… Fuck nej om jeg skulle holde ham i hånden.

- Hvad er dit navn? spurgte han så i mikrofonen og jeg startede med at kigge dumt på ham, men opfattede så at publikum jo ikke vidste mit navn.

- Katrine, sagde jeg og jeg kunne se at Justin's tanker om at det var mig, blev totalt bekræftet da jeg sagde mit navn.

- Gi' Katrine en hånd, sagde Justin så inden jeg rejste mig selv fra stolen og fulgte efter Justin bag den sorte port, uden vores kroppe havde nogen form for kontakt. 

Min mave boblede af vrede, savn og nervøsitet da porten lukkede bag os og skrigene blev dæmpet. Skulle jeg tale med Justin nu? Mine håndflader blev svedige ved tanken. Damen der havde hentet mig fra publikum og bragt mig i den her lortesituation aka Allison kom gående hen imod mig og smilede stort. Justin stod og skiftede hans trøje. Jep, bar mave foran mig. Jeg prøvede så godt jeg kunne at kigge væk, men jeg blev nødt til at indrømme at hans mave var flot. Veltrænet og pæn. Hvorfor skulle han være blevet så pokkers lækker? 

- Var det som du havde regnet med? spurgte Allison og trak mig ud af mine alt for forkerte tanker om Justin.

- Det kan man vist godt sige, svarede jeg sammenbidt og jeg kunne se Allison kiggede undrende på mig, men valgte ikke at spørge videre ind til det.

- Hvis du følger med Alfredo derovre, så kan du få lov til at snakke med Justin i fem minutter! sagde Allison med en stemme fyldt med spænding, sikkert ment på mine vegne. Snakke med ham? Jeg havde absolut intet at sige til den dreng… Jeg kiggede olmt på hende, men smilede hurtigt da jeg ikke ville virke mere underlig end jeg allerede havde været omkring Justin. Allison pegede på en sorthåret ung mand, og jeg gik med tøvende skridt mod ham. Han smilede et stort varmt smil til mig som gjorde mig lidt mere tryg end jeg havde været i forvejen. 

- Justin, du skal snakke med your girl nu, sagde manden sarkastisk, og jeg var næsten ved at grine. Jeg havde været hans pige. Engang… Ikke som i kærester, men som i eneste ven. 

Jeg kiggede ikke en eneste gang på Justin mens vi gik ned af en lang gang, formodentlig for at finde et rum vi kunne snakke i, men jeg kunne flere gange mærke Justins blik hvile på mig, hvilket gjorde mig endnu mere utilpas. 

- I kan gå derind, sagde den unge mand som vist hed Alfredo og jeg smilede takkende til ham, kun for at være flink, for der var absolut intet at takke over. En sofa var placeret op af en af rummets fire vægge og overfor den væg stod et bord fyldt med mad og drikkevarer. Alfredo lukkede døren da vi begge var gået ind i rummet. Der blev helt stille. Jeg kiggede bare ned i jorden og regnede med at han ville sige noget, og det gjorde han så også.

- Hvor er det vildt, sagde han, næsten med en glad stemme. Jeg kiggede for første gang, siden vi var på scenen, op på ham, og rynkede på næsen for at vise at jeg absolut ikke synes det var vildt, snarere forfærdeligt. 

- Hvordan går det? spurgte han så og jeg kunne ikke lade vær' med at fnise. Han kiggede undrende på mig og jeg rystede bare på hovedet af ham. Jeg var så vred på ham.

- Efter 5 år uden du har kontaktet mig, er det eneste du kan sige: Hvordan går det? spurgte jeg irriteret og Justin kiggede sukkede ned i jorden.

- Du har helt ret til at være sur på mig. Jeg forstår det godt, sagde han og kiggede hen på mig.

- Jep, det har jeg, svarede jeg koldt og flabet. Jeg var fuldstændig ligeglad med om jeg behandlede ham ondt, det var intet i forhold til hvordan han havde behandlet mig.

Der gik et stykke tid uden nogen af os sagde noget, så jeg satte mig i sofaen og prøvede at virke afslappet, selvom jeg var totalt nervøs og vred.

- Altså, dine fem minutter er snart gået hvis du vil have en chance for at forklare dig selv, sagde jeg flabet og kiggede på det armbåndsur jeg havde om mit håndled. Justin grinede kort. Et sødt grin. Et grin jeg havde savnet, men det irriterede mig også på samme tid.

- Det er bare underligt at se dig igen. Efter 5 år… Og du må undskylde for den gang, sagde han og jeg kiggede bare olmt på ham endnu en gang.

- Tror du at en undskyldning kan redde at du lod din bedste veninde vente på dig i Stratford i 5 år? Uden overhovedet at tage nogen form for kontakt? spurgte jeg, helt koldt og jeg kunne se det gjorde ondt på ham, når jeg talte sådan til ham. 

- Tror du ikke også det var hårdt for mig at forlade dig? spurgte han og kiggede inderligt på mig. Hans brune øjne borede sig ind i mine og fik mig til at føle en underlig følelse i min mave. En følelse af skam og skyldfølelse.

- Så hårdt at du ikke engang kunne ringe eller skrive til mig? spurgte jeg og havde rejst mig op igen. Min vrede blev bygget mere og mere op jo mere vi snakkede om det.

- Du skal ikke engang prøve at forklare, for det betyder ikke en skid mere, sagde jeg hårdt og jeg kunne se sorgen stråle ud af hans klare, brune øjne, men jeg var ligeglad. Døren blev åbnet og Alfredo stak sit hoved ind og kiggede på os. Jeg tror han blev overrasket over vores intense og vrede øjenkontakt for han rynkede på panden og kiggede frem og tilbage mellem os.

- Du skal på igen Justin, sagde han så.

- Det var så dejligt at møde dig hr. Bieber, sagde jeg sarkastisk og gav ham et flabet klap på skulderen, inden jeg gik hen til Alfredo der stadig stod med et underligt ansigtsudtryk, but I didn't care.

Jeg gik forbi Alfredo uden overhovedet at værdige Justin et sidste blik. Han kunne rende mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...