Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4328Visninger
AA

14. Maybe it's about time

Et sug fløj igennem min mave da flyet lettede fra Californiens jord. Jeg lukkede mine øjne i og tog en dyb indånding. Mine øjne var stadig hævet efter at have grædt mig selv i søvn i nat. De sidste par dage havde været de værste i mit liv.

Hurtigt havde Pattie opdaget forsiden på bladet, i og med at billederne var overalt, alle steder. De havde snakket sammen i flere timer og da Justin og jeg ikke just var på talefod, havde jeg ikke fundet ud af hvad de havde talt om, andet end at jeg kunne se at Justin's øjne var røde da han forlod rummet de havde snakket i. Få timer efter havde Scooter ringet og havde indkaldt til et akut-crewmøde, hvor Justin efterfølgende kom hjem og løb op og smækkede med døren. Det gjorde ondt på mig at se ham sådan og jeg havde flere gange haft lyst til at gå op og bare trøste ham, da jeg vidste at han havde brug for mig, men jeg lød være. Han skulle vide at det han havde gjort ikke var okay og at det den her gang var alvorligt, da hele verdenen nu vidste det. Alt jeg vidste var at crewet havde aftalt at holde fuldstændig kæft om det indtil videre indtil historien var faldet lidt til jorden.

Det værste skete så igår, da min mor fortalte mig, grædende, at vi skulle tilbage til Stratford og holde jul selv, da Justin havde brug for tid alene uden os rendende rundt. 

Det havde knust mig, da jeg vidste hvor meget den her ferie betød for hende og hvor meget hun havde glædet sig. Det gjorde mig også samtidig så vred, at Justin havde ødelagt det for hende. Ødelagt hendes chance for at holde den jul, hun altid havde ønsket.

En tåre trillede langsomt ned af min kind ved tanken om min mors ansigt da vi forlod huset. Hun havde ikke stoppet med at græde før vi havde checket ind. En hånd blev lagt på min og jeg kiggede op på min mor som sad i sædet ved siden af mig. Hun smilede skævt og klemte min hånd kort.

- Det skal nok gå skat. Vi holder en rigtig hyggelig jul, bare os to, sagde hun for at prøve at opmuntre mig, men nok også lidt hende selv. Jeg kunne godt se at hendes smil ikke nåede hendes øjne. Jeg smilede kort tilbage, da jeg godt vidste hvilken slags jul det ville blive. Min mor og jeg. Uden juletræ. Sidde og spise pizza. Ligesom vi plejede. Jeg kommenterede det ikke, da jeg vidste at jeg bare ville sige noget negativt, som ville gøre os begge i endnu dårligere humør. Jeg besluttede mig for at læne hovedet tilbage for at se om jeg kunne indhente lidt af den søvn jeg ikke fik i nat. 

 

*

Vores jul blev som forventet, dog fik min mor skaffet et juletræ som vi fik pyntet med de ting vi nu kunne finde rundt omkring i huset. Det var en meget primitiv jul og vi gik begge tidligt i seng, mest fordi vi bare gerne ville have at dagen skulle være ovre.

Nytår havde været højdepunktet i mit liv siden jeg forlod Los Angeles. Lucy havde holdt en kæmpe fest for hele byen og det havde været en af de vildeste fester nogensinde. Jeg lod alle mine bekymringer gå og var bare mig selv for en hel aften. Det føltes godt endelig at lade det hele gå væk og bare slappe fuldstændig af. Juleferien var slut og 2. semester var startet. 

Jeg sad på Lucys seng med hendes computer foran mig, for at skrive den biologirapport vi havde for, færdig. 

- Hvordan går det med at få huset solgt? spurgte Lucy, der sad i sin sækkestol foran fjernsynet, mens et eller andet dårligt mtv-program kørte. Jeg rev mig ud af mine tanker om dna'ets opbygning og kiggede over på hende.

- De har taget det af igen fordi det har stået i over 2 uger uden nogen har været ude og se det, så vi skal finde en ny ejendomsmægler, svarede jeg og kom til at tænke på min mors opgivende suk, som efterhånden kom ud af hende hvert minut. 

- Hun har stadig ikke fundet et job? spurgte Lucy og jeg rystede på hovedet. Inden Lucy kunne nå at svare vibrerede min mobil på sengen og jeg tog den op til mit øre.

- Hallo? sagde jeg ind i telefonen og ventede på svar.

- Heyy, det er Fredo! svarede en super energisk stemme i den anden ende. Jeg kom til at smile stort ved lyden af hans stemme. Jeg havde virkelig savnet ham.

- Hvad så? spurgte jeg mens Lucy kiggede nysgerrigt på mig, for at finde ud af hvem jeg snakkede med. 

- Ja, hvad så? spurgte han og jeg grinede kort.

- Ikke så meget, svarede jeg, ligesom man altid gør når nogen spørger: Hvad så?

- Hvordan har du det? spurgte han så, og hentydede nok til Justin.

- Fint, svarede jeg kort. Sandheden var at jeg savnede ham hvert minut. Der var ikke gået en eneste aften hvor jeg ikke havde gennemblødt min hovedpude med tårer, fordi jeg savnede hans nærvær. Hver eneste dag havde jeg måtte putte et smil på mine læber og lade som om overfor alle andre end Ryan, Chaz, Lucy og min mor, at Justin og jeg stadig var et lykkeligt par. Medierne holdte øje med vores forhold hele tiden og heldigvis troede de stadig at vi var sammen, selvom de ikke havde fået billeder af os sammen i en måned. Det var ved at blive svært at holde den kolde facade og lade som om jeg var ligeglad, for det var jeg ikke. Jeg havde brug for at snakke med nogen. Og den nogen skulle helst være Justin. 

- Hvorfor ringede du? spurgte jeg smilende selvom han ikke kunne se mit smil.

- Jeg har to ting, sagde han så.

- Jaaa? svarede jeg for at få ham til at fortsætte.

- Jeg snakkede med Justin forleden dag og han fortalte at din mor mangler et job? startede han ud og jeg kunne mærke min mave begyndte at sitre.

- Ja? svarede jeg.

- Så jeg snakkede med Scooter og han har skaffet hende et job, sagde han så og jeg kunne mærke glæden boble i mine blodårer.

- Mener du det? spurgte jeg, næsten råbende. Lucy kiggede nysgerrigt på mig, men jeg ignorerede hende.

- Ja! Og i og med at hun har erfaring som telefonsælger, er hun blevet ansat som førende sælger af believetour-billetterne! sagde han med en glad stemme og jeg hvinede kort.

- Ej hvor vildt! svarede jeg. Det betød måske at vi kunne blive boende. Min glæde kunne ingen ende tage. Jeg måtte ringe til min mor med det samme.

- Jeg har også lige en ting til, sagde han så og hans tonefald blev pludselig mere blidt og medfølende.

- Jeg snakkede med Justin forleden…. startede han ud og jeg kunne allerede mærke hvordan det her ville ende. 

- Han savner dig rigtig meget og jeg har aldrig set ham så ked af det før… Han ryger bare længere og længere ned. Jeg ved ikke om du har set det, men hans koncerter bliver værre og værre fordi han bliver beskrevet som: ikke til stede. Han har virkelig brug for dig. Jeg tror du er den eneste der kan få ham tilbage på sporet og uanset hvor sur og skuffet du er, synes jeg alligevel du skulle komme. Bare lige for at snakke med ham i det mindste, forklarede Fredo og jeg kunne mærke skyldfølelsen bombardere min krop.

- Lad mig lige tænke over det, svarede jeg så. Jeg anede ikke hvad jeg ville og jeg var bange for at jeg ville tage det forkerte valg hvis jeg svarede med det samme. 

- Bare tag den tid du skal bruge! sagde Fredo beroligende og jeg smilede kort for mig selv.

- Men be' din mor om at ringe til Scooter! Jeg sender dig lige nummeret, sagde han og den glade tone kom frem igen. Jeg havde lige et kort øjeblik glemt min mors store mulighed ved alt den snak om Justin. 

- Super, svarede jeg kort inden jeg lagde telefonen fra mig.

- Okay, jeg kan ikke finde ud af om det der var gode nyheder eller dårlige nyheder du lige fik, konstaterede Lucy og kiggede undrende på mig. 

- Nok lidt begge, sagde jeg sukkende og Lucy kiggede afventende på mig for at få mig til at fortælle mere.

- Vil du have den gode eller den dårlige først? spurgte jeg og skævede over til Lucy der kiggede spændt op på mig.

- Giv mig den gode først! sagde hun, næsten ivrigt. 

- Okay… Min mor er blevet tilbudt et job som førende sælger af billetterne til Justins tour, startede jeg ud og da ordene forlod mine læber kunne jeg godt mærke hvor spændt jeg var på min mors vegne. 

- Ej hvor godt, hvinede Lucy højt og jeg smilede af hende og nikkede ivrigt.

- Åh nej, hvad er den dårlige? spurgte hun så og jeg grinede kort af hendes nedladende tonefald.

- Fredo vil have mig til at snakke med Justin, sagde jeg og sukkede. Lucy kiggede på mig med sammenbidte tænder og trak så på skuldrene.

- Måske er det en meget god idé, sagde hun så og jeg kiggede skrækslagent på hende.

- Du siger jo selv at du savner ham hele tiden! sagde hun så, for at forsvare sig selv. 

- Han sagde også at Justins koncerter var blevet anmeldt rigtig dårligt fordi han "ikke havde været til stede", fortalte jeg og Lucy trak endnu en gang på skuldrene.

- Det kunne vel godt passe, sagde hun og rejste sig fra sækkestolen.

- Lad os tjekke nettet, sagde hun så og hev sin computer hen foran hende inden hun begyndte at trykke på tasterne. Jeg kiggede undrende på hende mens hun kiggede undersøgende på skærmen.

- Her, sagde hun så og vendte computeren mod mig. Jeg kiggede på skærmen og så at hun var gået ind på en online-avis hvor en journalist havde anmeldt en af Justins koncerter. Jeg skimmede kort teksten hvor han forklarede at det hele var meget indøvet og at hans krop måske var der, men hans sjæl var et helt andet sted. Jeg rullede lidt længere ned og fandt så en video. Jeg trykkede nysgerrigt på den og den åbnede en ny fane med youtube. Videoen blev afspillet og den viste en fan-video af Justin hvor han stod på scenen. Den her fan havde zoomet helt tæt på hans ansigt og han stod bare og kiggede ud over publikum. Han sagde ikke noget. Han kiggede bare. Jeg kunne tydeligt se at han var ked af det. Hans blik var tomt. Han smilede kort men det var tydeligt at det var falsk. Jeg blev ked af at se ham sådan og skyldfølelsen vældede endnu en gang op i mig.

- Hvad er det? spurgte Lucy da hun godt kunne se på mig at det rørte mig. Hun vendte computeren mod sig selv og kiggede med store øjne på skærmen. En tåre fandt vej op i min øjenkrog men jeg blinkede den hurtigt væk. 

- Du bliver nødt til at snakke med ham Katrine, sagde hun så og jeg vidste at hun havde ret. 

- I har kendt hinanden siden i var 8. I skal nok komme igennem det her. Han lider virkelig og du ved at du kan gøre ham glad. Måske er det bare et af de tidspunkter i dit liv hvor du må fokusere på alle de ting han har gjort godt og ikke de små ting han har gjort galt, sagde Lucy og kiggede indtrængende på mig. Hendes ord trængte helt ind under min hud og gav mig gåsehud. Det var så rigtigt og det skræmte mig at hun havde ret. 

- Tag afsted, sagde hun og hendes ord havde overbevist mig. Hvad var det værste der kunne ske? 

- Fuck biologirapport, sagde jeg så grinende som hurtigt blev efterfulgt af Lucys klukken.

- Husk på at jeg elsker dig, sagde hun inden jeg rejste mig fra sengen og gav hende et kort kram.

- Jeg elsker også dig! svarede jeg inden jeg sendte hende et luftkys og forsvandt ud af hendes værelse for at løbe hjem. 

 

Jeg kastede mig ind af døren i huset og løb ind i stuen hvor jeg fandt min mor siddende i sofaen. Hun kiggede forskrækket op på mig, mens jeg forsøgte at få vejret. 

- Jeg har… den bedste nyhed… nogensinde, fik jeg fremstammet imellem mine hurtige vejrtrækninger.

- Hvad sker der? spurgte hun med et forvirret udtryk i ansigtet. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og kiggede storsmilende på hende.

- Scooter har skaffet et job til dig på Justins tour som førende billetsælger! sagde jeg så og min mors ansigt ændrede sig til smilende.

- Er det en joke? spurgte hun tøvende og jeg rystede ivrigt på hovedet. Hun hvinede og hoppede ind i min favn mens jeg grinende krammede hende. 

- Ring til Scooter og aftal nærmere, sagde jeg hurtigt og skrev hurtigt hans nummer ned på en seddel der lå på stuebordet. Jeg gav hende sedlen og hun kiggede lidt forvirret på sedlen. Jeg halvløb ned mod mit værelse.

- Hey, hvor skal du hen? spurgte hun og jeg vendte mig kort om for at svare hende.

- Til Justin for at snakke! råbte jeg tilbage.

- Er i blevet gode venner? råbte hun.

- Ikke endnu, råbte jeg tilbage og min mors ansigt ændrede sig til et smil. Jeg vendte mig om igen for at gå ind på mit værelse og pakke nogle småting, inden jeg ville tage mod lufthavnen.

 

 

***

Jeg kan ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at publicere det næste kapitel, omg! Det bliver det vildeste (håber jeg)! Tusind tak for alle jer der har sat den på jeres favoritliste. I er seriøst de bedste læsere til dato. Møs til jer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...