Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4331Visninger
AA

15. It's time to have the talk

Jeg meldte mig ved check-in skranken og oplyste mit navn og cpr-nummer så den blonde pige bag skranken kunne finde den billet Fredo, havde bestilt til mig. Jeg kiggede op på den blonde pige, som sandsynligvis var på min egen alder, måske et par år ældre. Hendes hestehale sad helt stramt omme i nakken og hendes øjenvipper var falske, lagde jeg mærke til. Hun havde en lille næse og nogle smalle læber, og hun var faktisk rigtig smuk. Det var et udseende som hende man altid sukkede efter at få. Hun kiggede smilende op på mig og blottede et helt hvidt tandsæt. Jeg smilede skævt tilbage og ventede på at hun ville meddele mig om hvor jeg skulle gå hen. 

- Der står her at det er en meget hemmelig billet og at du skulle have et form for kodeord før vi kan udlevere billetten, meddelte hun med hendes helt lyse stemme, mens hun kiggede undrende på skærmen for at være sikker på at hun havde læst rigtigt. 

- Jamen jeg har ikke fået noget kodeord, sagde jeg så og kiggede undrende på hende.

- Der står her at en herre ved navn, Alfredo har oplyst et kodeord, sagde hun så mens hun læste op fra skærmen.

- Ehhhh, mumlede jeg mens jeg stod og tænkte på hvilket kodeord han kunne have oplyst.

- Oreo? spurgte jeg så, meget underligt, men jeg vidste hvilken kærlighed Fredo havde for oreos, og det ville ikke undre mig hvis det var det.

- Her har du din billet, sagde hun med et stort smil om munden og jeg kiggede overraskende på hende.

- Var det rigtigt? spurgte jeg, næsten helt stolt over at jeg kunne. Hun nikkede bekræftende og jeg grinede kort. Jeg tog imod billetten og forlod skranken for at finde gate 5. Jeg skulle helt klart drille Alfredo med det kodeord. Jeg grinede lidt for mig selv mens jeg fandt min vej hen til gate 5. 

Ligesom sidste gang stod Fredo og ventede på mig ved gaten. Han stod og snakkede med 2 piger, begge lyshårede, nogle år yngre end mig så det ud som om. Jeg gik smilende hen mod dem og Fredo smilede stort da han så mig.

- Nu skal jeg desværre gå piger, sagde Fredo flirtende og jeg kunne ikke lade vær' med at grine af ham. Det var typisk ham at charmere sig ind på Justins fans.

- Hils Justin og sig vi elsker ham! sagde de lige da jeg trådte hen ved siden af Fredo. De spærrede begge deres øjne op da de så mig og jeg smilede kort til dem.

- Skal vi gå? spurgte Fredo mig og jeg nikkede.

- Vi ses piger, sagde Fredo, inden vi vendte ryggen til dem for at gå ud mod flyet.

- Omg, det var Katrine. Tag et billede, kunne jeg høre de hviskede bag os og jeg kom til at smile igen. Det var så underligt at der var så mange der kendte mig nu. Det var lige noget man skulle vænne sig til.

- Nå, hvad så? spurgte Fredo mens vi trådte udenfor og ned på flyvepladsen for at gå de få meter hen til jettens trappe.

- Ikke så meget. Jeg tænkte bare på om du måske havde nogle oreos? spurgte jeg flabet for at hentyde til det kiksede kodeord Fredo havde brugt. Han kiggede først forvirret på mig men langsomt gik det op for ham hvad jeg mente. Han brød ud i grin og jeg kunne heller ikke lade vær'.

- Det var sguda et godt kodeord, og jeg vidste at du ville kunne gætte det! forsvarede han sig selv og jeg rystede grinende på hovedet af ham.

- Du seriøst så kikset, sagde jeg mens vi gik op af flyets trappe. 

- Jaja. Men du gættede det! sagde han og løftede en pegefinger mens jeg bare rystede på hovedet af ham igen. Vi trådte ind i det tomme fly og smed vores ting på flysæderne. Jeg satte mig tungt ned i sædet ved siden af Fredo og sukkede højlydt. 

- Savner du Justin? spurgte han pludselig om og jeg vendte mit hoved mod ham.

- Ja, svarede jeg, efter en kort tænkepause.

- Han savner også dig, sagde han så og jeg kunne mærke mit smil brede sig. 

- Jeg kan godt fornemme du ikke gider snakke om det lige nu, så jeg lader dig være, sagde han halvgrinende og jeg trak på skuldrene.

- Det er fint nok, svarede jeg. Selvfølgelig var det lidt akavet at snakke med Alfredo om mine og Justins problemer, så jeg ville egentlig helst have at han lod vær'.

- Jeg lader alligevel vær', sagde han så og lagde sit hoved tilbage på sædet. Jeg svarede ikke, men efterlignede ham og lagde mit hoved tilbage, mens flyet langsomt begyndte at trille ud på startbanen.

 

*

Alfredo satte mig af ved Justins hus og jeg vinkede smilende farvel til ham. Jeg kunne ikke finde ud af om jeg var nervøs. Jeg var kun i tvivl om hvad jeg skulle sige. Hvordan jeg skulle starte. Jeg trykkede koden på porten og den åbnede kort tid efter. Jeg traskede op af indkørslen og slog smutvej hen over græsset. Tusinde tanker kørte igennem mit hoved. Skulle man kramme ham hej? Skulle jeg spille kold eller være sød? Hvordan ville han reagere på mig? Jeg gik op af de få trin op til hoveddøren og bankede på. Mit hjerte bankede hurtigt mens mine håndflader blev svedige. Jeg var måske lidt nervøs alligevel. Døren blev åbnet og jeg fik næsten et helt chok, da jeg havde stået i mine helt egen tanker. Justin havde en sort bandana på som faktisk klædte ham utrolig godt. Han havde et par sorte bukser på med rød lynlås og en sort trøje med en cowboyvest udenover. Han så virkelig godt ud og han sendte mig et varmt smil. Hans øjne så trætte og udmattet ud og hans smil nåede aldrig helt hans øjne. Det gjorde ondt på mig at vide at det var min skyld han havde det dårligt. 

- Hej, sagde han kort og jeg smilede sødt til ham.

- Kom indenfor, sagde han og trådte til side så jeg kunne træde ind. 

- Tak, mumlede jeg, men højt nok til at han kunne høre det.

- Vil du have noget at drikke? spurgte han, mens en akavet stilhed langsomt kom snigende. 

- Nej tak, svarede jeg, da jeg helst ikke ville trænge mig på.

- Skal vi sætte os udenfor? spurgte han og jeg nikkede kort inden jeg fulgte efter Justin ud i haven. Vejret var fint, dog en smule køligt. Vi satte os på havestolene og kiggede ud over poolen. Vi sad lidt og bare kiggede uden nogen sagde noget. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle starte.

- Hvordan har du det? spurgte han så og jeg kiggede over på ham.

- Fint, svarede jeg, som efterhånden var blevet mit eneste svar til alting.

- Hvad med dig? spurgte jeg og Justin sukkede kort.

- Jeg har haft det bedre, sagde han kort og endnu engang gjorde det ondt på mig.

- Undskyld, mumlede jeg. Jeg havde brug for at sige undskyld for at have såret ham, selvom jeg godt vidste at han selv var skyld i det.

Han kiggede hurtigt hen på mig og rynkede sine bryn.

- Hvorfor siger du undskyld? spurgte han undrende. Jeg vidste at han ville spørge.

- Jeg har bare gjort dig så ked af det og det gør ondt på mig at se dig sådan, sagde jeg og kiggede op på ham, mens jeg kunne mærke mine øjne blive våde. 

- Det er min egen skyld, sukkede han som svar.

- Jeg skulle aldrig have rørt det lort, sagde han og det lød mest som om at han skældte sig selv ud. Jeg svarede ikke hvilket fik Justin til at kigge hen på mig.

- Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at få dig tilbage… sagde han og kiggede med triste øjne på mig. De brune øjne som engang var fyldt med livsglæde og overskud, var nu erstattet med træthed, sorg og udmattethed.

- Jeg kan bare ikke glemme alle de gode ting vi har lavet sammen, sagde han så og kiggede igen over på mig med hans triste øjne. De var begyndt at blive våde og jeg kunne mærke tårer finde vej op i min øjenkrog også. 

- Kan du? spurgte han så og hans stemme var blevet skrøbelig og uigenkendelig.

- Nej…. Men jeg kan heller ikke glemme alle de dårlige ting og alle de gange du har skuffet mig, svarede jeg og tvang mit blik ned i mit skød, da det gjorde for ondt at se smerten i hans øjne. 

- Hvis du hellere vil ryge en joint en gang imellem, vil jeg ikke stå i vejen for dig, selvom det betyder at jeg mister dig, sagde jeg og en tåre dryppede ned på min håndoverflade.

- Det vil jeg ikke! sagde han, lidt for hårdt tror jeg, for han tog en dyb indånding for at køle sig selv ned.

- Her, sagde han så med et blidere tonefald og lagde et stykke papir på bordet foran mig.

- Læs det her, sagde han så inden han rejste sig op og lod mig sidde alene og forvirret tilbage.

Jeg skævede hen til papiret på bordet og tog det så i hånden. Jeg foldede det ud og jeg kunne hurtigt genkende Justins skæve håndskrift på det hvide A4-papir.

 

Min smukke pige,

 

Jeg ved ikke hvordan jeg vil fortælle dig det her uden at komme til at græde, så derfor har jeg skrevet det ned. Du må gerne kalde mig for pussy, tøsedreng eller hvad du nu vil, for det passer. Jeg er den største tøsedreng på den her planet. Så stor en tøsedreng at jeg ikke engang turde være ærlig overfor dig fordi jeg vidste hvordan du ville reagere. Jeg vidste at jeg havde dummet mig og jeg vidste at du ville forlade mig. Tanken om ikke at have dig ved min side fik mig overtalt til at lade vær' med at sige noget. Men så dum som jeg er, endte det selvfølgelig i bladene. 

Jeg ved ikke hvad jeg har tænkt på det tidspunkt. Jeg har nok slet ikke tænkt, for hvis jeg havde, ville du stadig være ved min side. Uanset om du tror mig eller ej, kunne jeg aldrig finde på at lave den fejl en til gang, da jeg ved hvad konsekvensen er. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig. Jeg kan ikke finde ud af at smile uden dig. Jeg kan ikke finde ud af at være mig selv uden dig. Jeg kan ikke engang finde ud af at optræde uden dig ved min side.

Uanset hvor patetisk det end lyder, har jeg brug for dig. Det er dig der altid har kunnet få mig til at smile og det er dig, der er min motivation til at fortsætte.

Du kan spørge alle omkring mig, og de vil sige jeg ikke har været mig selv den sidste måned. Og jeg ved det godt selv. Og jeg ved godt hvorfor. Og det ved du også. Baby, jeg har brug for dig. 

Min egen Katruntepige… Jeg ber' dig. Jeg elsker dig mere end noget andet og det håber jeg du ved. Jeg har aldrig stoppet med at elske dig og det vil jeg aldrig! Jeg ber' dig precious. 

Jeg elsker dig.

 

Forever and ever

 

Justin

 

Tårerne væltede ned af mine kinder, mens jeg læste brevet igen og igen. Jeg begravede mit hoved i mine hænder mens jeg prøvede at stoppe tårerne, men det ville min krop ikke. Der blev ved med at løbe tårer ned af mine kinder. Det var svært at beskrive hvad jeg følte ligenu. Jeg havde aldrig fået et så smukt og følelsesladet brev før. 

Jeg lagde det tilbage på bordet og prøvede at tørre mine øjne. Jeg havde heldigvis valgt ikke at tage mascara på, da jeg vidste at jeg måske kunne ende i tårer, dog ikke så ekstremt som nu. Jeg rejste mig fra stolen og gik lidt frem og tilbage mens jeg tog dybe indåndinger for at tage mig sammen. Jeg havde brug for Justins arme om mig. Jeg havde brug for ham til at trøste mig. Hvor var han egentlig blevet af? Jeg gik hen mod den dør vi var kommet ud af tidligere, og trådte ind i stuen. Jeg kiggede mig rundt men her var helt tomt. Jeg fortsatte ud i køkkenet og kiggede automatisk ud af vinduet hvor jeg kunne se at hans hvide batmobile ikke længere stod i indkørslen. Jeg sukkede for mig selv og endnu en tåre trillede ned af min kind, da jeg vidste at han havde kørt væk.

Jeg havde siddet på barstolen i køkkenet med mit hoved begravet i mine hænder i 10 minutter, da jeg pludselig kunne høre en bil køre op af indkørslen. 

Jeg vendte nysgerrigt mit blik ud mod vinduet og blinkede et par gange for at få de slørede tårer væk. Det var Justins bil og jeg skyndte mig så hurtig som muligt at rejse mig fra barstolen og flå hoveddøren op. Justin kiggede overraskende op på mig med en buket lilla roser i hånden. Jeg løb på bare tær' over gruset, med tårerne væltende ned af mine kinder og hoppede ind i Justins åbne favn. Han lagde trygt sine arme om mig og jeg hulkede ned i hans skulder. Han holdte mig helt tæt uden at sige noget, præcis sådan et kram jeg havde brug for. Han kyssede mig i håret mens han hviskede beroligende ting i mit øre.

- Jeg har aldrig…. nogensinde… fået sådan et brev, sagde jeg mens jeg prøvede at få vejret ordentligt igen. Justin fjernede en tot hår fra mit ansigt og smilede beroligende til mig.

- Undskyld at jeg fik dig til at græde, sagde han mens han blidt tog fat i min hånd. 

- Jeg er stadig pisse sur på dig, men jeg ved godt at vi ikke fungerer uden hinanden, sagde jeg og min stemme var blevet nogenlunde rolig igen. Justin tog mit ansigt i hans hænder og kiggede mig dybt i øjnene. Han kørte sin tunge over sine læber for at fugte dem og jeg kunne ikke lade vær' med at smile skævt.

- Må jeg? spurgte han smilende og jeg grinede kort. Det mindede mig om vores første kys.

Jeg nikkede grinende inden Justin plantede sine fugtige læber på mine. Min mave kildede mens han tunge blidt kørte over min. 

- Jeg er virkelig ked af det og jeg elsker dig højere end noget andet, sagde han mens han pande stadig lå mod min.

- Jeg elsker også dig, hviskede jeg og endnu engang blev vores læber forenet.

 

***

Har glædet mig så meget til at I skulle læse det her kapitel omg!!!! I wanna know what you think! Skriv hvad I synes, er ved at dø over at høre hvad I mener!? Selvfølgelig skulle de finde sammen - soulmates ya' know. Synes I ikke også bare det brev var det sødeste nogensinde? Åh Justin dog, so romantic

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...