Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4317Visninger
AA

6. I loved her

Justins synsvinkel

Flere piger stod nu om mig men jeg hørte ikke rigtig efter hvad de sagde. Måske en smule uhøfligt men jeg ville gerne finde Katrine. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig havde en så stor trang til at tale med hende, men efter jeg havde set hende igen, kunne jeg bare ikke tænke på andet. Faktisk havde Scooter anbefalet mig ikke at tage afsted, da festen helst ikke skulle handle om andre en Chaz, nu hvor det var hans fødselsdag, men tanken om at se Katrine fik mig overtalt, og Chaz havde også insisteret på at jeg dukkede op. Jeg havde på en eller anden måde tiltrukket en masse piger og specielt den storbarmede blondine foran mig, kiggede meget interreseret på mig, mens hun forsøgte at føre en samtale. Hendes ansigt var rigtig køn, og hun var det vi drenge kalder for: hot, men det der røg ud af hendes mund, var bare uintelligent efter uintelligent og ærlig talt var hun lidt for omklamrende.  

Jeg kiggede mig diskret rundt og fik så pludselig øje på Katrine, på vej hen imod mig. Hun havde sat hendes brune hår op i en hestehale, og havde et par sorte, stramme jeans på med en farvet top til som studsede lidt, hvilket blottede hendes flade mave. Hun så godt ud. 

- Undskyld d'damer, sagde jeg høfligt og maste mig ud af cirklen og gik mod Katrine. Jeg så det som et godt tidspunkt at slippe væk fra blondinen, og jeg havde faktisk glædet mig lidt til at snakke med Katrine. Hun vaklede hen mod mig og gik direkte ind i mig, så hun var ved at vælte ned på gulvet. 

- Er du fuld? spurgte jeg så og hun kiggede op på mig. Hendes øjne kørte rundt og hun kneb dem lidt sammen. Hun kunne slet ikke fokusere. Jeg tog fat om hendes skuldre og grinede kort.

- Nejnej, sagde hun så, tydeligvis en løgn, da hun næsten ikke kunne stå på benene og hun mumlede helt vildt. Hun snublede over sine egne fødder og røg ind i mig igen.

- Jeg tror vi skal lidt udenfor, sagde jeg så med et smil om munden. Jeg havde aldrig set hende være fuld, og jeg må indrømme at jeg morede mig lidt. Jeg trak hende med mig udenfor, væk fra den høje musik. Jeg placerede hende på en bænk i Chaz' have, hvor der var lidt mere roligt og ingen mennesker, og satte mig ned ved siden af hende, stadig med armen over hende. Hun begyndte pludselig at grine og jeg kunne ikke lade vær' med at grine kort.

- Hvor meget har du lige drukket? spurgte jeg så, stadig med et smil om munden. Hun lagde sit hoved mod min skulder, og jeg ville lyve hvis jeg ikke synes det var lidt hyggeligt at have hende liggende.

- Bare vodka, sagde hun og smilede helt vildt.

- Det har du nok ikke så godt af, grinede jeg så og Katrine grinede bare fjoget som svar.

- Justin? spurgte hun pludselig.

- Ja? svarede jeg nysgerrigt og hun kiggede op på mig, så hendes blå øjne kiggede lige ind i mine. Min mave kildede på en boblende måde og jeg kom til at smile skævt.

- Min far er ikke rigtig rejst væk, sagde hun så som om det ikke helt var meningen det var det hun ville sige. Hun virkede lidt overrasket over det der røg ud af hendes mund.

- Det ved jeg godt, svarede jeg så og hun satte sig op og kiggede undrende på mig. Da jeg spurgte ind til hendes far forleden dag, havde jeg godt kunne se at hun havde løjet om det.

- Jeg kender dig så godt at jeg godt ved hvornår du skjuler noget, sagde jeg og Katrine trak på skuldrene og lagde sig tilbage på min skulder.

- Han døde i et trafikuheld, sagde hun så og det lød som om hun var lidt forbavset over hvorfor hun fortalte mig det. Det stak i mit hjerte at vide at Katrines far var død. Han havde været den rareste mand på den her jord og han havde altid været så sød mod min mor og jeg. Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes lår og hun fjernede den ikke, hvilket gjorde mig varm indeni. 

- Det er jeg ked af, sagde jeg mens jeg forsigtigt kørte min tommelfinger over hendes lår.

- Det skal du ikke være, svarede hun og den her gang lød hun næsten ædru. 

Vi sad lidt og bare nød hinandens selskab. Det føltes rart bare at sidde med hende igen, selvom meget havde ændret sig. Vi havde begge fået ny omgangskreds og vi var blevet mere modne og voksne, men mine følelser for Katrine havde aldrig ændret sig. De havde ligget under overfladen i mange år, men da jeg så hende igen, væltede de alle sammen frem igen. Som en vulkan i udbrød, og de gjorde mig ærlig talt forvirret. 

- Har du nogensinde været forelsket i mig? spurgte hun pludselig og jeg grinede kort, da jeg lige selv havde siddet og tænkt over det. 

- Nej, seriøst har du? spurgte hun insisterende. 

- Ja, svarede jeg så. Jeg havde været helt og aldeles forelsket i Katrine da vi var mindre, men jeg havde været overbevist om at hun kun så mig som ven, så jeg havde aldrig turde sige noget.

Hun kiggede smilende op på mig og hendes smil gjorde mig blød i knæene. Jeg smilede tilbage og hendes blik var ikke længere koldt og fyldt med afsky. Det var fyldt med glæde. Noget jeg virkelig havde savnet at se.

- Jeg hader dig altså ikke, sagde hun så og jeg grinede kort.

- Det er jeg glad for, svarede jeg og den dejlige rolige stemning fra før, bredte sig imellem os igen, og gjorde mig afslappet og glad. Glad, ligesom jeg havde været dengang. Sådan, Katrine-glad.

- Jeg har faktisk også været forelsket i dig, sagde hun så pludselig og jeg kunne ikke finde ud af om hun mente det, eller om det var fuldemands-snak. Men noget sagde mig at hun måske mente det, og det fik en varme til at brede sig i mig endnu en gang. Jeg smilede sødt ned til hende.

- Hvad synes du så om mig nu? spurgte jeg efter nogle minutters stilhed.

- Du er irriterende sød, svarede hun med et grin som jeg hurtigt grinede med på. Jeg tog det som et kompliment. Det føltes så rart at grine og pjatte med hende igen. Selvom hun var fuld, føltes det bare godt og rigtigt.

- Katrine? En pigestemme rev mig ud af mine tanker og en lyshåret pige stod foran os og kiggede undrende frem og tilbage imellem os. Katrine satte sig hurtigt op og jeg tog min arm til mig. 

- Justin, det her er Lucy, præsenterede Katrine mig for hende og jeg smilede venligt til hende. Lucy, som Katrine havde forklaret mig forleden dag var hendes bedste veninde, vinkede akavet til mig. Hun var måske en fan. Jeg kunne ikke lade vær' med at være en lille smule irriteret over at hun havde afbrudt os. Det havde været så rart og trygt og godt.

- Jeg skrider, så kan I tale, sagde Katrine pludselig og rejste sig op. Hun mistede balancen lidt men formåede at holde sig på benene. Jeg havde lyst til at tage fat i hendes arm og bede hende om at blive, bare lidt længere, men hurtigt var pladsen taget af Lucy, mens jeg bare kunne kigge efter Katrine, der vaklende fandt vej ind i Chaz' hus igen. 

 

*

Katrines synsvinkel

Jeg traskede ud mod egen tidligt på dagen. Jeg havde aftalt med Justin at vi skulle mødes inden han tog tilbage til Usa. Jeg havde haft det rigtig underligt siden Chaz' fest. Vi havde begge været ærlige overfor hinanden og havde fortalt at vi havde været forelsket i hinanden. Jeg havde siddet op af ham med hans arm om mine skuldre og han havde været den der havde passet på mig. Selvom jeg var fuld, havde jeg ment hvert eneste ord og uanset om jeg ville indrømme det eller ej, havde han virkelig fået mig til at føle noget, jeg helst ikke ville overfor ham. Jeg hadede slet ikke Justin mere. Eller jo, på en måde gjorde jeg. Mine følelser var så blandede og jeg anede ikke hvad der skulle ske. Jeg ville tage det som det kom og så se hvad der ville ske. 

- Hej smukke, sagde Justin som allerede stod oppe på bakken. Det generede mig ikke mere hvis Justin lige hurtigt tog min hånd, eller lige hurtigt kaldte mig smukke eller andet. Det gjorde mig glad nu, hvilket også forvirrede mig. Jeg burde da hade det? Jeg burde få kvalme af bare at kigge på ham? På kun meget få dage, havde jeg gået fra at han var den jeg hadede mest, til at være en jeg faktisk glædede mig til at se. 

- Halløj, sagde jeg smilende mens jeg gik op af bakken og op under træet. Det var køligt og det blæste en del. Vi var også i midten af oktober så det ville ikke undre mig hvis sneen snart kom.

Justin kiggede utålmodigt på mig som om at han havde virkelig travlt.

- Hvad sker der? spurgte jeg og stoppede en meter foran ham. Han så godt ud igen. Han havde et par sorte, løse sweatpants på, en hvid t-shirt med mønster og en grå hoodie ud over. Han havde et par lilla vans på og et par stribede sokker trukket langt op, og selvfølgelig bar han et par solbriller og en kasket. Næsten alle de gange jeg havde set ham havde han haft solbriller på, selvom solen ikke engang skinnede. Han så godt ud, selvom han bare havde slagger-tøj på. 

- Jeg har ikke tid til at blive her særlig lang tid. Alfredo og Kenny venter i bilen. Vi skal nå et fly, sagde han så og smilede skævt til mig.

- Selvfølgelig, sagde jeg skuffet, nok mest fordi jeg gerne ville tilbringe tid med Justin. Uanset hvor sindssygt det lød, så nød jeg at være sammen med ham.

- Men du skal med, sagde han så og lyste op i et smil. Jeg kiggede overraskende op på ham.

- Mener du det? spurgte jeg og Justin nikkede.

- Jeg bliver nødt til at være der første gang du skal ud og flyve, sagde Justin grinende og jeg smilede stort. Jeg havde aldrig været ude og flyve før, af den simple grund at vi ikke havde råd til at tage ud og rejse. Nu var jeg blevet inviteret med til freaking staterne! Det var surrealistisk, men jeg prøvede at spille cool overfor Justin, så jeg ikke virkede alt for spændt. 

- Jeg skal nok sørge for at du kommer tilbage til skolen på mandag, sagde Justin og jeg nikkede. Det var faktisk også det jeg mest bekymrede mig om, men det virkede som om Justin havde styr på det.

- Skal vi gå? spurgte Justin og jeg nikkede. Vi gik sammen ned af bakken og tilbage mod byen over marken. En sort range rover (jaja, hun kan alligevel godt lidt om biler, huh?) stod parkeret op af kantstenen. Justin åbnede døren ind til bagi og jeg satte mig smilende ind. Alfredo og Kenny vendte deres hoveder samtidig mod mig da jeg satte mig ind.

- Hej Katrine, sagde Alfredo og jeg smilede til dem begge.

- Hej, sagde jeg venligt og de smilede til mig. De var så flinke og var virkelig gode til at få en til at føle sig godt tilpas. Justin satte sig ind ved siden af mig på bagsædet og vi kørte mod lufthavnen. Jeg tog min mobil (hvis man kan kalde en nokia med smadret skærm en mobil) op af min lomme og skrev en besked til min mor.

 

Til: Moar

Tager med Justin til hans koncert. Er hjemme igen mandag

 

Jeg fik hurtigt svar.

 

Fra: Moar

Justin? Din Justin?

Kys mor

 

Jeg kunne ikke lade vær' med at grine lidt lydløst for mig selv.

 

 

Til: Moar

Han er altså ikke min Justin. Men ja. Vi ses mandag

 

Jeg vidste at min mor elskede mig og ville gøre alt for at jeg havde det godt, men hun havde så mange ting om ørerne så hvis hun også skulle til at lave en masse regler for mig, ville det slet ikke være til at overskue. Derfor plejede jeg aldrig at fortælle min mor når jeg skulle noget, fordi hun var vant til at jeg tit var væk, og det havde jeg det fint med. Plus jeg var 18 og juridisk set, kunne hun ikke bestemme over mig mere. 

 

*

Min mave trak sig sammen da flyet begyndte at trille. 

- Er du nervøs? grinede Alfredo ved siden af mig.

- Er det så tydeligt? spurgte jeg og Justin grinede med. Jeg kiggede rundt i flyet. Det var ligesom at være trådt ind i en dagligstue. En meget fin dagligstue. Der var ikke normale rækker som i et almindeligt fly. Der var sofaer placeret rundt omkring, med en masse borde til. Fjernsyn og playstation var der også og sågar et minikøleskab, hvis nu man blev sulten.

- Jeg vil indrømme at jeg aldrig havde regnet med at første gang jeg skulle flyve var i sådan et her fly, sagde jeg og kiggede mig fascinerende omkring. Justin og Fredo grinede og jeg smilede sammenbidt. Flyet begyndte at køre hurtigere lige pludselig og Fredo rejste sig op.

- Jeg smutter lige over på min plads, sagde han og Justin og jeg nikkede. Han satte sig over i den anden ende af flyet ved siden af Kenny og Scooter. Jeg havde hilst på Scooter og han var en rigtig flink mand. Jeg havde altid hadet ham fordi det var ham der tog Justin væk fra mig, men han var faktisk en helt vildt rar mand. Pludselig satte flyet farten rigtig meget op og min mave trak sig helt sammen og jeg fik kvalme. I ren nervøsitet tog jeg hurtigt fat i Justins hånd og klemte godt til. Jeg kunne mærke han blev overrasket først men slappede så af og nussede langsomt min hånd beroligende mens flyet kørte hurtigere og hurtigere. Min hånd var helt svedig i Justins men jeg var ligeglad lige nu. Jeg kunne høre Justin grine lavt ved siden af mig mens jeg bare spændte i hele kroppen. Min mave kildede da flyet lettede fra jorden og jeg lukkede mine øjne i. Flyet svang lidt fra side til side men stoppede så med at svinge og jeg slappede lidt mere af, mens jeg åbnede mine øjne igen. Jeg slap Justins hånd og kiggede halvsmilende på ham.

- Undskyld for at jeg lige har oversvedt din hånd totalt, sagde jeg halv grinende og Justin grinede med.

- Jeg tror lige jeg klarer den. Det er jo bare dig, sagde han så og hans ord fik mig til at smile, endnu en gang. Vi sad i et kort, magisk øjeblik og kiggede hinanden smilende i øjnene. Vildt filmagtigt og det fik min mave til at boble endnu en gang. Det var så underligt det her. Jeg var så forvirret.

- Var det slemt? Alfredo afbrød vores intense øjenkontakt og jeg kiggede hen på ham.

- Jep, svarede jeg kort og fik de andre til at grine.

 

*

Flyturen var lang og jeg blev mere og mere træt. Justin lå og spillede xbox med Fredo, mens mine øjne langsomt blev tunge og lukkede mere og mere i. Justin så det og smilede kort.

- Er du træt? spurgte han og jeg nikkede smilende.

- Du kan bare ligge dig ned og sove hvis det er, sagde Justin mens han stadig holdte sit blik mod fjernsynsskærmen. 

- Du må gerne ligge dig på mit lår hvis det er, sagde Justin og jeg kunne ikke lade vær' med at smile af hans forslag. Jeg havde hundredevis af gange ligget i hans favn da vi var yngre, så ville det være helt forfærdeligt at ligge sig på hans lår? Nej, det tror jeg ikke, og nu hvor jeg faktisk synes han var lidt sød… Okay, jeg indrømmede det. Justin var sød… Og lidt dejlig.. Ugh, hvor irriterende at jeg ikke bare kunne hade ham. Det var meget lettere. I stedet kørte min hjerne på 100 kilometer i timen og tusinde af tanker fløj rundt. Jeg besluttede mig for at hvile mit hoved på Justins lår. Det føltedes akavet til at starte med, men Justin lagde beroligende en hånd i mit hår kort inden han igen tog hånd om controlleren. Jeg faldt hurtigt i søvn til lyden af Justins vejrtrækning og lydene fra xboxen.

 

 

***

Okay guys! Første gang jeg har skrevet fra Justins synsvinkel! Woop woop. Hvad synes I om det? Og TUSIND tak fordi I har lagt den her historie på jeres favoritliste!!! IT MEANS EVERYTHING!

 

Spørgsmål til jer:

Hvad synes I om Katrine indtil videre?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...