Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4332Visninger
AA

16. Changes is good

- Du må ikke kigge, sagde Justin for tyvende gang.

- Nejnej, svarede jeg grinende mens Justin forsøgte at holde mig for øjnene mens han skulle føre mig fremad.

- Hvor er det vi skal hen? spurgte min mor nysgerrigt der gik 2 meter bag mig med Scooters hænder om sine øjne.

- Bare vent og se, sagde Justin og jeg kunne høre at han smilede. Min mor og jeg sukkede i munden på hinanden hvilket fik Scooter til at grine kort. 

- Så er vi her, sagde Justin og jeg prøvede at lytte mig frem til for at gætte hvor vi kunne være. Jeg vidste at vi var i Los Angeles da vi havde gået fra Justins hus, men jeg havde ikke helt fornemmelsen af hvor lang tid vi havde gået. 

- Det her har jeg lovet dig siden vi var 13, hviskede han i mit øre inde han fjernede sine hænder. I samme sekund udbrød min mor et hvin. Jeg åbnede hurtigt mine øjne og skulle vænne mig til lyset kort, men jeg kunne tydeligt se hvad der stod foran os.

Et hus på 2 etager med sort tag og hvide mure tårnede frem foran os. Til huset var den smukkeste grønne græsplæne med det smukkeste hvide hegn udenom. En hvid carport, også med sort tag og hvide mure, hørte også til huset. Det var sådan et hus man altid så i amerikanske film og serier. Et rigtig drømmehus. Det var ikke helt gået op for mig hvorfor vi stod og gloede på det, men det virkede som om min mor var meget glad.

- Hvorfor står vi og kigger på et hus? spurgte jeg dumt og Justin kiggede kækt på mig inden han hev et par raslende nøgler frem fra ryggen.

- Fordi det er jeres, sagde han så og min kæbe faldt og mine øjne blev store. Jeg forstod nu det Justin havde hvisket mig i øret. Jeg huskede nu tydeligt vores samtale dagen inden han rejste:

 

- Katrine? spurgte han endnu en gang og igen kiggede jeg hen på ham. Hans brune øjne kiggede helt ind i mig og en kildren opstod i min mave. En kildren som altid opstod når hans brune øjne kiggede på mig.

- Når jeg bliver kendt og får mange penge… Så køber jeg et hus til dig hvor vi kan bo og så skal vi være venner forevigt, sagde han optimistisk og jeg grinede. Det virkede så åndssvagt at tænke på det når vi kun var 13 år. Jeg kiggede ham i øjnene og smilede.

- Det er en aftale, svarede jeg så og Justin smilede tilfreds.

 

- Er det her en joke? kom det fra min mor mens jeg bare kiggede måbende på nøglerne i hans hænder.

- Nope. Det er en gave til jer fra crewet. Nu hvor du skal arbejde med os er det bedst i bor tæt på mig, forklarede Justin mens jeg stadig stod og måbede. Jeg vidste slet ikke hvordan jeg skulle reagere. 

Min mor hoppede ind i Justins favn og derefter Scooters. 

- Er du okay? spurgte Justin mig da han lagde mærke til min efterhånden underlige stirren.

- Det tror jeg, svarede jeg hvilket fik dem alle tre til at grine. 

- Du skal være glad skat! Det er lige sådan et hus vi altid har drømt om. Åh jeg kan ikke takke jer nok, sagde min mor taknemmeligt mens jeg kunne se at hun var ved at blive rørt. 

- Og huslejen er betalt de næste 6 måneder så du ikke skal bekymre dig om det, sagde Justin med et stort smil og jeg kunne godt mærke nu hvorfor jeg var i tvivl om jeg var okay.

Det betød at vi skulle væk fra Stratford. Væk fra Ryan, Chaz og Lucy.

- Men så skal vi jo flytte væk fra Stratford? tænkte jeg højt og alles blikke blev vendt mod mig. 

- Jamen tilgengæld kommer du til at bo i et virkelig dejligt hus og tæt på Justin også jo, sagde min mor for at berolige mig lidt.

- Ja… svarede jeg tøvende og Justin tog blidt fat i min hånd inden han kiggede hen på Scooter.

- Kan I ikke starte med at kigge jer lidt rundt? spurgte Justin og kastede nøglerne over mod Scooter som greb dem med en hånd.

- Jo da! sagde de i munden på hinanden. Min mor gav mig et beroligende smil inden Scooter og hende gik hen imod hoveddøren.

- Hvorfor er du ikke glad? spurgte Justin og stillede sig foran mig.

- Det er jeg også, prøvede jeg at forsikre ham om.

- Jeg er altså ikke fuldstændig dum, sagde Justin med et kort grin og jeg kiggede op på ham.

- Det bliver bare underligt at skulle forlade Stratford og Ryan og Chaz og Lucy, forklarede jeg og mit blik fandt mine fødder der blidt sparkede til en sten der lå på fortovet.

- Kom her, svarede Justin og trak mig ind i et kram. 

- Du kan invitere Lucy herhen så meget du vil og det samme med Chaz og Ryan. Så kan vi alle sammen hænge ud, sagde Justin og trak sig ud af krammet for at kysse min pande beroligende. Hans ord hjalp faktisk og tanken om at flytte var ikke ligeså slem som jeg i starten havde troet.

- Lover du mig det? spurgte jeg mens jeg kiggede med store øjne op på Justin.

- Hvis det er er dit forsøg på at lave hundeøjne, må jeg sige det ikke virker, sagde Justin flabet og jeg slog ham på skulderen hvilket fik ham til at grine.

- Men selvfølgelig lover jeg dig det mus, sagde han så og blev kærlig igen. Han lagde sine hænder på mine hofter og trak vores kroppe tættere sammen.

- Me love yoooou, sagde Justin med en babystemme og fik mig til at grine.

- Me love you baaaaack, svarede jeg med den samme stemme og Justin kyssede mig smilende på munden.   

- Vil du ind og se dit nye hus eller vil du stå herude forevigt? spurgte Justin og kiggede flabet på mig. 

- Flab, sagde jeg grinende mens jeg tog fat i hans hånd og trak ham hen imod huset, for at kigge indenfor i mit nye hjem.

*

 

Tårerne væltede endnu en gang frem i mine øjne da jeg kiggede over på Lucy. Hun stod med et halvhjertet smil på læberne og vinkede svagt til mig. Jeg vidste at det ikke var sidste gang jeg skulle se hende, men det gjorde stadig ondt på mig at skulle forlade hende. 

Hun sendte mig et kort luftkys og jeg lod som om jeg greb det og puttede det i lommen. Det fik os begge to til at grine, og også til at tude endnu mere. Chaz lagde en arm om hende og kyssede hende beroligende i håret. Jep guys. Nyt forhold på banen. Lucy og Chaz. Ryan og jeg havde begge fået et kæmpe chok da vi fandt ud af det. De havde åbenbart gået rundt og kysset hemmeligt over en længere periode, og jeg må da indrømme jeg var en smule skuffet over at de ikke havde fortalt os noget. Det samme var Ryan. Så Ryan og jeg havde brugt et par aftener på at bitche over dem, men det var altid endt med at vi havde grint over det til sidst. De var pisse cute sammen og Lucy havde allerede planlagt en dobbeltdate imellem Justin og mig og Chaz og Lucy. Ikke at det undrede mig, for det var typisk Lucy. 

- Vi bliver nødt til at gå nu skat, sagde min mor blidt og hendes ånde mod mit øre gav mig kuldegysninger. Jeg havde ikke lyst til at gå men jeg vidste godt at jeg ikke havde noget valg. Jeg mimede: I love you til Lucy inden jeg sendte dem alle tre et luftkys. Jeg vendte ryggen til dem og tog en dyb indånding inden jeg fulgte efter min mor hen mod flyet. Jeg turde ikke vende mig om. Jeg kiggede bare ligeud mens tårerne trillede lydløst ned af mine kinder. 

En forholdsvis stor mand tog imod vores kufferter mens vi gik op af trappen til flyet. Min mor krammede mig kort midt på trappen.

- Det skal nok gå skat, hviskede hun og kyssede mig i panden. Jeg nikkede. Det vidste jeg godt. Det var bare hårdt at sige farvel til alt det jeg var vant til.

Vi trådte ind i det lune fly og straks lå der to stærke arme om mig. Justin pressede mig ind mod hans krop og kyssede mig i håret. Jeg smilede mod hans bryst mens jeg tænkte på hvor taknemmelig jeg var for at have ham. For at han altid vidste hvornår han skulle kramme mig. Og for at han altid vidste hvornår han skulle trøste mig og gøre mig glad.

- Kom smukke, hviskede han i mit øre mens han flettede sine fingre ind i mine. Han trak mig igennem flyet mens jeg fik medlidende blikke fra Kenny, Fredo og Scooter som var de andre udover min mor, Justin og jeg selv, som var på flyet. Jeg smilede svagt tilbage til dem. Justin åbnede en dør bagerst i flyet og vi trådte ud i et virkelig lyst rum. Jeg kiggede rundt og opdagede at hele taget i den her del af flyet var lavet af glas så man kunne kigge op i himmelen.

- Gæt hvad vi skal, sagde han smilende og lagde sig pludselig ned på gulvet. Jeg kiggede spørgende på ham hvilket fik ham til at grine.

- Kigge på skyer, sagde han så og klappede på gulvet ved siden af ham. Jeg smilede stort da det gik op for mig hvad han havde arrangeret. Jeg lagde mig ned ved siden af ham med et kæmpe smil om munden.

- Hvordan har I fået lavet det der glas? spurgte jeg, da jeg vidste det ikke altid havde været der.

- Det sørgede Kenny for, sagde Justin og flettede sine fingre ind i mine inden han vendte blikket mod himmelen. 

- Jeg ved godt det ikke helt er det samme som vores eg, men det var det bedste jeg kunne gøre, sagde han og jeg vendte mit hoved mod ham. 

- Det er helt perfekt, sagde jeg smilende og plantede mine læber på hans.

- Men Justin? spurgte jeg mens jeg prøvede at kvæle et grin.

- Mhh, svarede han og vendte hovedet mod mig.

- Når vi begynder at flyve, flyver vi jo op over skyerne og så tror jeg at det bliver pænt svært at se på skyer, sagde jeg flabet og kunne ikke lade vær' med at grine over Justin's mislykkedes forsøg på at være romantisk. Han kiggede flabet på mig og inden jeg kunne nå at reagere, havde han sat sig ovenpå mig og holdt mine hænder mod gulvet, så jeg ikke kunne bevæge mig.

- Hvorfor er du så flabet i dag Katrine? spurgte Justin, mens jeg ikke kunne stoppe med at grine og endelig brød Justin også ud i latter, da han godt selv kunne se, at det ikke var helt gennemtænkt. Han faldt ned ved siden af mig igen, og jeg lænede mig ind over ham og lagde en hånd mod hans kind mens jeg kiggede ham i øjnene.

- Det er tanken der tæller ikke skat, sagde jeg flabet og Justin rystede grinende på hovedet af mig, inden han lagde en arm om min hofte.

- Du elsker mig, sagde Justin så inden han nev mig i siden og et hvin forlod mine læber. Vi grinede begge to igen, inden jeg lagde mig tilbage ved siden af Justin.   

- Vi kan kigge på skyer indtil videre. Det der ligner en pære, sagde Justin mens han prøvede at vise mig hvor. Jeg grinede og rystede på hovedet.

- Hvilken slags pærer er det du spiser? spurgte jeg grinende, da det mest af alt lignede et meget tykt æble og ikke en pære. Justin grinede og strammede grebet om min hånd.

- Må jeg spørge om noget? spurgte jeg mens jeg stadig kiggede op mod himlen.

- Nu har du jo spurgt, svarede Justin kækt inden han vendte et flabet blik mod mig. Jeg grinede af hans flabethed og daskede ham i siden.

- Elsker du mig? spurgte jeg så og kiggede hen på Justin der mødte mit blik. Han kiggede forvirret på mig. 

- Jeg elsker dig højere end højest, svarede han og jeg smilede.

- Forever and ever babe, ikke? sagde han så og kyssede min hånd blidt. Jeg smilede inden vi begge vendte vores blik mod skyerne og så dem forme sig. Præcis som vi altid havde gjort. 

 

***

Fortæl hvad i synes? Elsker jeres kommentarer, i er de sødeste! Føler at det er alt for tidligt at sige det her - men dette var det sidste kapitel, men har dog stadig en epilog til jer som også bliver postet snart! Åh gud nej... Gid den aldrig ville slutte, men jeg håber I kan lide kapitlet og "slutningen". Epilogen er jo mere eller mindre den ordentlige slutning hvis man kan sige det sådan! Laver også et "indlæg" hvor jeg takker jer efter epilogen. Møsser til jer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...