Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4310Visninger
AA

11. Bad news

Jeg vågnede op til lyden af en masse der skreg og sang. Jeg åbnede forvirret mine øjne og kom så i tanke om hvor jeg var. Justin lå ved siden af mig og jeg kunne høre skrig og sang fra gaden, som kaldte på Justin. 

Vores skænderi fra igår kørte stadig rundt i mit hoved og jeg glædede mig lidt til at komme tilbage til de trygge omgivelser i Stratford. Heldigvis havde jeg en flybillet til tidligt så jeg ikke skulle gå op og ned af Justin hele dagen. Jeg havde brug for lidt tid til at tænke over tingene. Efter i går var jeg blevet i tvivl om hele situationen med Justin og jeg. Var jeg overhovedet klar til at træde ind i hans liv igen? Det hele var gået så stærkt at jeg havde glemt mig selv i farten. 

Jeg listede så stille jeg kunne ud på badeværelset i et forsøg på ikke at vække Justin. Jeg lukkede døren efter mig og tog mit nattøj af og smed på gulvet. Jeg kiggede over på det ur der stod på vasken og det viste at klokken kun var lidt over 8. Tænk at fansene allerede var dukket op så tidligt. Mit fly gik først klokken 11 så jeg havde tid til at nyde et varmt bad. Jeg tændte for vandet og ventede til det var varmt inden jeg trådte ind under bruseren og lod vandet skylle mine tanker væk i et kort øjeblik. 

Jeg nød de varme stråler der blidt masserede mine skuldre og fik mig til at slappe af. 

Efter at have skyllet balsammen ud slukkede jeg for bruseren og tog et håndklæde om mig inden jeg trådte ud på de kolde fliser som badeværelsesgulvet var belagt med. Jeg tog mit beskidte tøj i hånden og listede ud af badeværelset og hen mod min taske med tøj i. Justin sov stadig kunne jeg høre på hans tunge vejrtrækning der næsten var en snorken. Jeg tog et par trusser på og en enkel hvid bh, inden jeg trak et par stramme sorte jeans op over min numse, og trak en hvid top ned over min hvide bh. Til sidst tog jeg en grå hoodie udenover så jeg ikke ville fryse. Jeg lod mit hår være glat som det plejede men tog hætten over mit hoved. Jeg lagde et tyndt lag mascara da mine vipper allerede var mørke i forvejen. Jeg friskede mine kinder lidt op med noget blush inden jeg vendte mig mod min taske for at lukke den. Jeg placerede mine solbriller i panden inden jeg gik hen mod sengen for at give Justin et kys på kinden. Jeg kunne ikke tillade mig bare at gå uanset hvor sur jeg var. Jeg plantede blidt mine læber på hans kind, hvilket fik ham til at røre på sig. Han åbnede langsomt øjnene og kiggede forvirret op på mig med smalle øjne. 

- Hvad skal du? spurgte han bekymret.

- Jeg skal nå et fly, sagde jeg og tvang et smil frem som aldrig nåede mine øjne. Gårsdagens skænderi røg tilbage i mine tanker, da jeg så Justin i øjnene.

- Skal jeg køre dig til lufthavnen? spurgte Justin og rejste sig hurtigt fra sengen så hans bare overkrop blev blottet. Jeg bed tænderne sammen for ikke at smile ved synet og rystede så bare på hovedet.

- Kenny kører. Ellers tak, svarede jeg og smilede sammenbidt. Stemningen imellem os var akavet og føltes helt forkert.

- Men så… farvel, sagde Justin hvilket gjorde situationen endnu mere akavet, men han vidste godt at jeg havde brug for at tænke alene, så han lod mig gå. Jeg smilede kort inden jeg vendte mig om for at forlade hotelværelset. Jeg kunne mærke Justins øjne brænde sig fast i min ryg men jeg kiggede ikke tilbage og gik med beslutsomme skridt ud på hotelgangen. 

 

Jeg smed min taske i gangen efter at have taget mit overtøj af. Min mor var ikke hjemme, sandsynligvis på arbejde, så jeg gik med tunge skridt hen til mit værelse. Det passede mig egentlig fint nok at hun ikke var hjemme da jeg så havde tid til at tænke for mig selv. Mit værelse var forholdsvist lille, hvilket også var en af grundene til at jeg aldrig opholdte mig der særlig længe af gangen. Jeg smed mig udmattet i min seng og sukkede højlydt. Jeg nåede ikke at tænke særlig meget, før døren gik op nedenunder og min mors stemme kunne høres.

- Skat, er du hjemme? råbte hun og jeg svarede med et kort "ja" inden jeg kunne høre fodtrin på gangen. Kort tid efter dukkede min mors ansigt op i døren og hun smilede kort til mig. Hun så trist ud. 

- Var det sjovt til koncerten? spurgte hun og prøvede at virke interreseret, men det var som om der var noget andet hun hellere ville snakke om.

- Ja det var fint, svarede jeg. Jeg kunne ikke overskue at skulle snakke med min mor omkring Justin og mine problemer. Specielt ikke når det omhandlede hash.

- Vi skal lige snakke om noget, sagde hun alvorligt, og som jeg havde regnet ud, ville hun snakke alvorligt. Hun satte sig overfor mig i min seng og tog blidt fat i min hånd. Hendes øjne blev blanke og jeg blev pludselig bekymret for hvad hun ville sige.

- Jeg har mistet mit arbejde, sagde hun så og slog blikket ned. Min kæbe faldt og jeg kiggede med store øjne på min mor. Den eneste grund til at vi kunne bo her var den løn min mor fik, som i forvejen var rigtig lav. Hvad skulle vi gøre med huset?

- Skal vi flytte? var det første der faldt mig ind og min mor kiggede op på mig, stadig med blanke øjne.

- Vi må finde ud af noget. Jeg vil jo helst se vi blev boende, sagde min mor og trykkede blidt min hånd. Jeg kunne ikke fatte det. Min mor havde mistet sit arbejde… Mine øjne blev blanke ved tanken om at vi måske skulle flytte.

- Du skal ikke være ked af det skat, sagde min mor opmuntrende og trak mig ind i et varmt kram. Tårerne begyndte langsomt at vælde frem i mine øjne og jeg hulkede mod min mors skulder. Vores økonomiske situation var endelig ved at gå fremad og så skulle min mor fyres. 

- Hvorfor fyrede de dig? spurgte jeg og mine tårer blev straks erstattet af vrede. Det kunne de ikke tillade sig. De vidste garanteret godt hvor fattige vi var. 

- De skulle skære personalet ned og jeg var så desværre én af de andre hundrede der blev fyret, sagde min mor og klemte min hånd. 

- Jamen du havde jo lige fået lønforhøjelse og det gik så godt? spurgte jeg i ren frustration. Hvordan kunne hun forholde sig så roligt, når hun lige havde mistet det der gjorde at vi kunne overleve?

- Man kan aldrig forudse sådan noget. Det kan gå godt og så alligevel blive fyret, sagde min mor beroligende og trak på skuldrene.

- Jeg forstår det bare ikke, sagde jeg. Jeg var frustreret og jeg kunne ikke overskue flere ting lige nu. Jeg følte mig rigtig utilpas lige pludselig og mit værelse blev pludselig meget lille. 

- Jeg går en tur, sagde jeg så og min mor kiggede bekymrende på mig, men hun vidste godt at jeg bedst kunne lide at være alene efter dårlige nyheder. Der var så mange dårlige nyheder jeg havde fået kastet i hovedet de seneste år, så hun var næsten vant til at jeg altid skulle væk bagefter.

- Det skal nok gå skat, sagde hun beroligende mens jeg rejste mig op. Jeg nikkede bare, selvom jeg ikke kunne forestille mig at det hele nok skulle gå lige nu. Jeg var sur på Justin, og jeg anede ikke hvad der foregik med vores forhold. Min mor var lige blevet fyret og vi skulle måske flytte. Flytte hen i et endnu mindre hus, hvis der er overhovedet fandtes et hus der var mindre. Jeg trak min hætte over mit hår og trådte ned i et par vans inden jeg lukkede døren efter mig og gik ud mod egen. Det var det perfekte sted at være alene og at kunne tænke uden at blive forstyrret. 

Jeg trådte ud på marken men da jeg nærmede mig egen, kunne jeg pludselig høre stemmer derfra. Jeg rynkede mine bryn og gik med målrettet skridt tættere på. Jeg kunne nu se at der stod 4-5 piger på toppen af bakken og kiggede sig nysgerrigt rundt, mens 2 fotografer klædt i sort tøj stod sammen med dem og spejdede rundt. Hvad fuck foregik der lige her? En af pigerne fik pludselig øje på mig og begyndte at pege og hviske rundt. Åh nej. Fotograferne fik nu også øje på mig og løb så hurtigt de kunne ned af bakken og mod mig. Fuck, var det eneste jeg kunne tænke. Jeg vendte mig hurtigt om da jeg på ingen måde kunne overskue paparazzier eller fans for den sags skyld. Hvordan fuck havde de fundet vores sted? Vores specielle sted. Det sted som ingen andre end os kendte til, kendte alle pludselig. Kameraerne blev stukket op i mit ansigt mens jeg med faste skridt gik ud på vejen for at prøve at komme væk. 

- Hvor er Justin?

- Katrine hvordan går det med dig og Justin?

- Er det rigtigt I dater?

- Er I barndomsvenner?

Jeg ignorerede alle former for spørgsmål mens jeg bare gik ligeud efterfuldt af paparazzier og flere pigefans der også stak deres mobiler frem for at tage billeder af mig. Jeg kunne ikke gå hjem til mig selv da de så ville vide hvor jeg boede og det ønskede jeg bestemt ikke. Jeg anede ikke hvor jeg skulle gå hen, så jeg gik bare ligeud og håbede på at møde nogen jeg kendte der kunne hjælpe mig. 

Jeg besluttede mig til sidst for at ringe til Lucy så hun kunne komme og hente mig. Jeg trykkede på hendes kontakt og hun tog den efter to bip.

- Hey skat. Hvad så? spurgte hun med en stemme fyldt med glæde.

- Kan du hente mig? spurgte jeg og stoppede op i håb om at de ville gå deres vej. Paparazzierne stoppede også op og det samme gjorde fansene. Det var nok ikke lige så let at slippe af med dem igen.

- Hvad sker der? spurgte hun da hun sandsynligvis kunne høre blitzen gå af i baggrunden.

- Forklarer når du kommer. Er på hjørnet af Kentingtonparken, hviskede jeg ind i telefonen og håbede på at Lucy kunne høre mig.

- Er på vej, sagde hun og jeg kunne høre raslende nøgler inden jeg lagde på. Jeg lagde telefonen tilbage og gik lidt frem og tilbage, stadig med alles øjne på mig. 

- Må jeg ikke få et billede? spurgte den lyshårede af de 5 piger og jeg nikkede kort. En af de andre piger tog et kamera frem og vi stillede os op for at tage billeder. Jeg prøvede at smile så jeg ikke ville virke som Justin Biebers sure kæreste, men det var svært for mig og jeg kunne mærke at jeg snart ikke kunne holde til flere kameraer op i mit ansigt og flere spørgsmål. Jeg var så tæt på at råbe af en af paparazzierne som gik lidt for tæt på, men Lucy's bil som kom kørende rundt om hjørnet, fik mig til at stoppe. Jeg gik med hurtige skridt hen mod bilen og åbnede hurtigt døren inden Lucy ræsede væk.

- Holy shit. Hvad foregik der lige der? spurgte Lucy og kiggede i bakspejlet tilbage mod kaoset. Jeg trak på skuldrene da jeg kunne mærke at mine tårer snart ville springe frem i mine øjne. 

- Er du okay? spurgte hun og jeg nikkede bare kort mens jeg holdte mit blik på mine sko. 

- Vil du hjem? spurgte hun og jeg rystede straks på hovedet. Hun prøvede virkelig at hjælpe men lige nu havde jeg brug for at snakke med Justin. 

- Bare kør lidt rundt. Jeg har brug for luft, fik jeg frem og Lucy nikkede forstående. Efter 10 minutter havde jeg fået trukket vejret og fået taget mig sammen til at fortælle Lucy hvad der var sket.

- De dukkede op ved egen Lucy…. startede jeg ud og Lucy's mund åbnede.

- Seriøst? Omg. Jeg kører tilbage og smadrer dem, sagde hun og fik mig til at trække på smilebåndet.

- Ej men fuck det pisser mig af! råbte Lucy og slog hånden ned i bilrattet. Sådan var hun altid, og lige i den her situation føltes det rart at hun blev sur på mine vegne.  

- Jeg tror lige jeg ringer til Justin, sagde jeg så og tog min mobil frem. Jeg var glad for at Lucy støttede mig i det her, men det var mit og Justins sted og han skulle vide hvad der var sket, selvom vi var uvenner. Jeg havde ikke fortalt Lucy om Justin og jeg endnu, men lige nu kunne jeg ikke overskue at snakke med andre end ham.

- Jaja. Skal jeg bare køre rundt stadig? spurgte Lucy og jeg nikkede mens den ringede op til Justin. Efter fire bip tog Justin den.

- Hey, sagde han kort og lyden af hans stemme fik mig til at savne ham.

- Justin? spurgte jeg. Jeg kunne ligeså godt komme lige til emnet.

- Hvad sker der? spurgte han og lød nu meget bekymret.

- Paparazzier og fans er dukket op ved egen, startede jeg ud og jeg kunne høre Justin bevægede sig i den anden ende af røret.

- Lige nu? spurgte han og jeg kunne høre at han var oprevet.

- Mhh, svarede jeg og Justin sukkede.

- Det er løgn! Det er jeg virkelig ked af… Jeg er ked af alt. Gid jeg kunne kramme dig lige nu, sagde han sukkende og jeg smilede kort. 

- I lige måde, sagde jeg lavt og sukkede også. 

- Skal jeg arrangere et fly herud? spurgte han og jeg trak på skuldrene. Jeg havde virkelig brug for ham. Det havde jeg.

- Ja… svarede jeg så efter en kort tænkepause og jeg kunne høre Justin råbe noget til en eller anden.

- Fredo er i gang, sagde Justin.

- Min mor er blevet fyret, sagde jeg så. Han kunne ligeså godt få det hele at vide. Lucy vendte hovedet mod mig og kiggede spørgende på mig med åben mund. Hov, havde glemt at fortælle det til hende. Jeg nikkede for at bekræfte at det var rigtigt og jeg kunne se medfølelsen skinne ud af hendes øjne. 

- Prøv at hør. Det skal nok gå, selvom det ikke ser sådan ud lige nu. Vi er på vej til lufthavnen for at tage jetten og når du så kommer her så skal vi nok gøre dig glad. Det lover jeg! sagde Justin opmuntrende, og overraskende nok, hjalp det lidt på mit humør. 

- Det håber jeg, svarede jeg. Jeg var så trist at jeg ikke engang orkede at lade som om jeg var glad. 

- Jeg elsker dig okay? sagde han og jeg nikkede for mig selv.

- Jeg elsker også dig, svarede jeg og det lød som om Justin smilede.

- Vi ses snart. Sender en sms når vi er landet. Der går nok en time, sagde Justin og jeg nikkede endnu en gang.

- Okay. Vi ses, svarede jeg inden jeg lagde på og Lucy vendte sit hoved hurtigt mod mig.

- Er din mor blevet fyret? råbte hun og kiggede med åben mund på mig.

- Jep. De skulle skære ned på arbejdet, svarede jeg, denne gang ikke så hysterisk da jeg efterhånden havde vænnet mig lidt til tanken.

- Skal I så flytte? spurgte hun febrilsk og jeg trak bare på skuldrene.

- Vi ved det ikke endnu. Vil du køre til lufthavnen? Jetten kommer og henter mig om en times tid, sagde jeg og Lucy nikkede svagt. Jeg tror lige hun skulle sluge alle de informationer hun fik ind. Jeg tror ikke hun rigtig vidste hvad hun skulle gøre, men jeg bebrejdede hende ikke. Jeg havde faktisk ikke lyst til at snakke lige nu, så det passede mig fint at hun ikke sagde noget. 

- Skal jeg tage med eller..? spurgte hun og jeg rystede på hovedet.

- Har brug for at komme helt væk. Det håber jeg er okay? svarede jeg og Lucy nikkede hurtigt.

- Selvfølgelig, det kan jeg godt forstå! sagde hun og jeg smilede. 

- Husk at jeg altid er her hvis du har brug for at snakke! sagde hun så og jeg kiggede smilende over på hende. Det betød rigtig meget at jeg vidste at hun altid var der.

- Tak Lucy, svarede jeg og hun sendte mig et kort smil inden hun lagde sit blik på vejen igen. Vi kørte mod lufthavnen i stilhed.

 

Lucy satte mig af ved lufthavnen og jeg takkede hende mange gange for liftet og for hendes støtte. Jeg havde intet med mig, hvilket nok virkede en smule mærkeligt når jeg var i en lufthavn. 

Min telefon vibrerede i min lomme, og jeg tog den op og så at Fredo havde skrevet.

 

Fra: Fredo

"Hvor er du? Du skal til gate 8"

 

Jeg kiggede op for at lede efter en form for skilt men kunne ingenting se.

 

Til: Fredo

"Prøver at finde det."

 

Jeg lagde min mobil tilbage i lommen og kiggede rundt for at finde en der kunne hjælpe mig. En mand gik rundt i en orange vest og lignede en der arbejdede her så jeg prikkede ham blidt på skulderen. Han vendte sig om og kiggede afventende på mig.

- Ved du hvor gate 8 er? spurgte jeg og manden nikkede hurtigt.

- Bare lige ud den vej så kommer den på højre side, forklarede han og pegede den modsatte vej af hvad jeg var kommet. Jeg takkede ham smilende inden jeg gik den vej han havde fortalt mig. Et stort skilt med gate 8 på dukkede frem foran mig og jeg gik målrettet mod skranken hvor Fredo dukkede op. Han smilede stort og jeg løb ind i hans udfoldede arme.

- Hej smukke, sagde han smilende som jeg hurtigt gengældte. 

- Kom, sagde han og trak mig hen mod den trappe vi skulle ned af for at komme ud til flyvepladsen. Jeg kunne se Justin's private jet stå på flyvepladsen og jeg kunne mærke hvor meget jeg savnede ham.

- Nåede du ikke at få noget med? spurgte Fredo og kiggede nysgerrigt ned af mig for at finde en form for taske.

- Nope, svarede jeg mens vi gik hen til flyets trappe. 

- Damerne først, sagde Fredo med et grin og lod mig gå først op af trappen. Jeg grinede af ham og trådte ind i flyet. Varmen omfavnede mig og gav mig kuldegysninger. Jeg kiggede straks rundt og så at der var helt tomt bortset fra Justin der kiggede smilende på mig få meter fra mig. Med de grå joggingbukser, de trefarvede strømper, den hvide tanktop, hans pjuskede brune hår overdækket med en gul cap, hans hvide tænder og hans brune øjne indså jeg hvor meget jeg havde savnet ham, på så kort tid.

Inden nogen sagde noget hoppede jeg ind i hans favn og lod hans trygge hænder omfavne mig. Han kyssede mig i håret mens han blidt kærtegnede min ryg. Han plantede sine læber blidt på mine og med det kys lod jeg vores problemer gå. Jeg stolede på ham. Hvis han sagde han ikke havde røget den aften, så havde han ikke. Han så frisk ud idag og det gjorde mig endnu gladere at se ham glad. At han havde fløjet så hurtigt herud viste også bare at intet kunne stoppe os. 

- Jeg stoler på dig, hviskede jeg i hans øre og han trak sig smilende fra mig og plantede igen sine læber blidt mod mine. Jeg kunne mærke at han blev lettet over at jeg stolede på ham.

- Sæt jer ned turtelduer, sagde Fredo og skubbede til Justin så han røg væk fra mig. Jeg grinede og smed min jakke på en af sæderne og satte mig ned ved siden af Justin. Han lagde en arm om mig og kyssede mig på kinden. 

- Jeg har savnet dig, sagde han med et smil. Jeg svarede ham ved at lade ham plante sine læber blidt på mine. Flyet begyndte at trille efter et par minutter og jeg lagde mine fødder op på Justin's lår for at ligge lidt mere behageligt. Justin tog fat om mine fødder og hev dem helt op mod hans mave. 

- Fortæl så hvad der er sket, sagde Justin så og kiggede utålmodigt på mig. 

- Jeg kan ikke love at jeg ikke lytter med, men jeg skal nok holde min kæft undervejs! råbte Fredo pludselig fra den anden ende af flyet og vi kunne ikke lade vær' med at grine af ham.

- Bare du holder kæft så, Fredo! råbte jeg flabet tilbage og vi grinede alle sammen inden jeg besluttede mig for at fortælle alt. Justin fulgte opmærksomt med og nussede langsomt mit ben mens jeg fortalte alt hvad der var sket uden at afbryde indtil jeg kom til det med paparazzierne og fansene der var dukket op ude ved egen. 

- Jeg er altså virkelig ked af at de dukkede op derude! Kan man ikke gøre et eller andet? spurgte Justin og kiggede sørgmodigt på mig. Jeg tror han var mindst ligeså ked af at vores sted var blevet fundet, som jeg selv var.

- Det tror jeg ikke, svarede jeg og trak på skuldrene.

- Hvis de er der næste gang jeg er der, så beder jeg dem om at skride! sagde Justin oprevet og jeg smilede kort af hans måde at reagere på.

- Pas nu på Justin. Du ved at medierne kan finde på historier, sagde Fredo fra den anden ende, som ellers havde været stille indtil nu.

Justin sukkede og vendte så sin opmærksomhed mod mig.

- Kom her, sagde Justin og bankede let på sine lår som et tegn på at jeg skulle sætte mig på ham. Jeg rystede grinende på hovedet af ham men gjorde så, som han sagde og satte mig op på ham, og svingede mine arme om hans hals. Han lagde sin ene hånd om min ryg og den anden flettede han ind i min hånd.

- Jeg elsker dig babe og jeg er ked af alt, hviskede han og kørte blidt sin næse hen over min. Jeg grinede fjoget og kyssede Justin blidt på munden. 

- Jeg elsker også dig og det er mig der er ked af det. Jeg stoler på dig, sagde jeg og Justin smilede lettet inden han igen lagde sine læber ømt på mine.

 

***

Åh ma gaaaaaard. Justin er tilgivet men Katrine's mor har mistet sit job + egen er blevet opdaget af fans og paps :((( *tuder på katrines vegne*

Jeg synes personligt at Fredo er den dejligste i den her historie (udover Jatrine selvfølgelig ;)) Hvad synes I om Fredo?? 

 

TAK FOR JERES LIKES, KOMMENTARER OG FAOVRITLISTER. HVER OG ÉN BETYDER NOGET FOR MIG, SÅ TAK! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...