Justin Bieber | The one I hate the most (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 20 jun. 2013
  • Status: Igang
Katrine og Justin har været bedste venner siden de var 8 år, men da Justin bliver opdaget på youtube af hans manager, Scooter Braun, forlader Justin de trygge omgivelser i Stratford og rejser mod Atlanta. Uden overhovedet at tage kontakt til Katrine, forsvinder Justin langsomt ud af hendes liv.
Med hendes bedste veninde, Lucy og hendes to bedste venner, Chaz og Ryan lever Katrine livet videre som en almindelig teenager.
Hendes liv er som det skal være, trods de økonomiske problemer hende og hendes mor lever under. Katrines far døde i en bilulykke og siden da, har moren haft svært ved at forsøge Katrine, men hun gør det så godt som hun kan, og Katrine er mere end tilfreds med det liv hun har.
Men en vis Justin Bieber ændrer det hele, da de en aften støder ind i hinanden igen efter 5 års adskillelse. Kan Justin rette op på de mange år han har været væk fra Katrine? Og vil Katrine lukke Justin ind i sit liv efter alle de år?

56Likes
63Kommentarer
4310Visninger
AA

4. Asking you for one more chance

Jeg smed mig udmattet ned i min seng efter at have stået op under hele koncerten. Jeg var træt og sur og vred og irriteret. Hvordan kunne han tro at alting bare var okay? Jeg fnøs for mig selv og trak dynen over mig. Lucy havde været helt oppe og køre da jeg kom tilbage og jeg havde måtte forklare hele vores samtale efterfølgende. Lucy havde siddet med store øjne og en hånd foran munden, og havde flere gange spurgt hvorfor jeg ikke bare havde kysset ham. Hun var skør. Jeg ville aldrig sætte mine læber på hans. Det ville jeg engang. Rigtig gerne faktisk. Uden Justin havde vidst det havde jeg været forelsket i ham, fra første gang jeg så ham. Der var bare noget over ham der gjorde mig glad, men alt det var væk nu… Flere og flere tanker kørte rundt i mit hoved, alle sammen omhandlende Justin hvilket også irriterede mig. Hvorfor skulle jeg tænke på ham? Argh, hvor han irriterede mig. Jeg vendte mig frustreret om på den anden side og prøvede at tænke på alt andet end Justin, men det var svært. Han blev ved med at poppe op i mine tanker, og med Justin i mine tanker (ad, det lyder klamt og alt for kærligt, hvilket det absolut IKKE er) faldt jeg i søvn.

*

 

Lucy kiggede medfølende på mig efter jeg havde siddet og stirret ud i luften i flere minutter. Og gæt hvem jeg havde tænkt på? Jeps, Justin Drew Bieber. 

- Hvad? spurgte jeg Lucy og lod som ingenting. Hun smilede bare medfølende og lagde en hånd på min. 

- Jeg ved godt at det er 10 år siden idag, Katrine, sagde hun med en blid stemme, som næsten gav mig kvalme. Men hun havde ret. Jeg havde været mut og irriteret hele dagen fordi det idag var præcis 10 år siden Justin og jeg først mødtes. Underligt at tænke på. Vi var begge 8 da vi mødtes første gang, faktisk var der kun 6 dage mellem vores fødselsdage, hvor han var ældst, hvilket han altid havde drillet mig med. Det var en hård dag for mig. Uanset hvor meget jeg hadede ham, betød den her dag så meget for mig, fordi vi havde så mange planer for dagen.

Jeg sukkede.

- Jeg ved godt du hader ham, men jeg ved også hvor mange planer I havde for den her dag, så idag behøver du ikke at spille hård og lade som om du hader ham… Jeg ved hvad han betød for dig, sagde Lucy og kærtegnede blidt min hånd. Jeg smilede skævt til hende som tak.

- Jeg synes du skal tage derud alligevel, sagde hun så, denne gang med en lidt gladere tone. Jeg kiggede tøvende på hende.

- Det er der vel ingen grund til er der? spurgte jeg ligegyldigt og stak min gaffel i en hård kartoffel.

- Katrine… sagde hun, næsten bedende og jeg sukkede og smed kartoflen på tallerken.

- Okay, fint… sagde jeg opgivende, men faktisk havde jeg lyst til at tage derud. Jeg havde været derude hver dag siden Justin forlod mig. Selvom han aldrig kom tilbage blev jeg ved med at løbe ud til vores eg. Det var blevet en vane selvom jeg havde svært ved at se hvad skyerne forestillede uden Justin. Der var tomt derude, men alligevel blev jeg ved. Måske mest for at holde fast i det Justin og jeg havde en gang. Åndssvagt I know, men det føltes rigtigt at gøre. 

- Hvis du sidder alene derhjemme i aften og sørger, så har jeg is i fryseren, sagde Lucy så og jeg grinede.

- Deal, svarede jeg og vi grinede i munden på hinanden. 

 

Jeg løb ud mod egen lige efter skole. Jeg kunne mærke at i dag ville jeg have let ved at græde. Jeg kunne mærke at det med Justin tog rigtig hårdt på mig lige nu, og jeg fortrød lidt at jeg havde snakket så grimt til ham i går. Jeg savnede ham, og det var forfærdeligt at savne en man hader.

Jeg stoppede brat op, da jeg så en silhuet stå oppe ved egen. Jeg stivnede fuldstændig. Det var Justin og mit sted. Ingen andres. Jeg stod i et stykke tid og bare kiggede på silhuetten, inden jeg tog mig sammen til at gå op af bakken og hen mod den person der så frækt, havde taget vores sted. Jeg gik med langsomme skridt op af bakken mens silhuetten blev tydeligere og tydeligere. Jeg stoppede brat op endnu en gang. Mit hjerte hoppede et slag over og mit blod stivnede. Kunne det her passe? Jeg sank den store klump der efterhånden havde samlet sig i min hals. Personen stod med ryggen til men jeg kunne nemt genkende ham. 

- Justin? spurgte jeg usikkert og personen vendte sig straks om. Synet af hans ansigt fik min mave til at trække sig sammen. Han havde et par sorte hængerøvs-bukser på og en hvid tank top som afslørede hans trænede overarme og nogle tattoveringer hist og her. Hvorfor var han her? Efter mine meget grimme ord i går dukkede han alligevel op… 

- Hej, sagde han så og smilede skævt til mig. Vi stod i et kort øjeblik og bare kiggede på hinanden uden at sige noget, inden jeg så besluttede mig for at finde ud af hvorfor han var dukket op.

- Hvorfor er du her? spurgte jeg med afsky i stemmen, som jeg hurtigt fortrød, da det kom ud lidt hårdere end det var meningen. Justin sparkede til det grønne græs og kiggede så op på mig.

- Jeg har jo lovet dig noget på den her dag, sagde Justin så og smilede kort til mig. Han kunne huske det. Han vidste det var 10 år siden idag, og han kunne huske hvad han havde lovet den sidste dag vi lå under egen som 13-årige.

 

- Når vi om 10 år stadig ligger her ikke? spurgte Justin og jeg svarede med et "mhh."

- Så vil jeg give dig en diamantring, så stor at du næsten ikke kan bære den, sagde han så og fik mig til at grine.

- Og så laver jeg den lemonade du elsker. Det lover jeg! sagde han og jeg vendte mit hoved smilende mod ham. 

 

Jeg kom til at smile og jeg kunne se det gjorde Justin mere afslappet. 

Justin stak en hånd i sin lomme og hev en lille blå æske frem. Min mave boblede og jeg kunne ikke lade vær' med at smile, selvom jeg hadede ham så meget.

Justin rakte æsken til mig og jeg tog tøvende imod den. Jeg smilede kort til Justin inden jeg åbnede æsken og en ring dukkede frem. Der var dannet et J på ringen, som formodentlig stod for Justin og på J'et var der små diamanter.

- Den er godt nok ikke så stor så du ikke kan bære den, men jeg håber du kan lide den alligevel, sagde han så og fik mig til at grine kort ved mindet. Sommerfuglene fløj rundt i min mave på en ikke-hadende måde, som forvirrede mig helt vildt. Det gjorde mig så glad at han faktisk huskede vores 10-års-venskabs-dag, mest fordi jeg var overbevist om at han havde glemt den. Det hjalp lidt på det sår som han havde efterladt i mit hjerte da han rejste, at han kunne huske det. Jeg tog ringen på og den passede helt perfekt. Justin smilede tilfreds. Den var virkelig smuk! 

- Tak, mumlede jeg mens jeg studerede den virkelig smukke ring. Jeg måtte indrømme at han havde overrasket mig.

- Må jeg godt forklare nu? spurgte Justin så og kiggede bedende på mig. Jeg nikkede langsomt og kiggede afventende på Justin. Jeg kunne ikke sige nej, nu hvor han faktisk var dukket op OG han havde taget sig tid til at købe en ring til mig… Hvorfor skulle han være så sød og betænksom nu?

- Den dag jeg rejste var den værste dag i mit liv, men også en ny åbning til et nyt og bedre liv… startede Justin ud og jeg lyttede opmærksomt med. Jeg vidste hvor fattig ham og Pattie havde været, da jeg selv stadig var i den samme situation. 

- Jeg havde det forfærdeligt med at forlade dig, men det var en kæmpe chance for mig. Da vi ankom til Atlanta kunne jeg ikke tænke på andre end dig, og min mor gjorde alt for at få mig på andre tanker, men du er altså ikke lige en man glemmer, fortsatte Justin og jeg smilede ned i jorden, lidt forlegen over hans kompliment. 

- Sandheden var at jeg var bange for at hvis jeg ringede eller du kom på besøg ville jeg savne dig endnu mere når du var væk igen, og det kunne jeg ikke holde ud. Derfor kontaktede jeg dig ikke, og da jeg så en dag ville kontakte dig, turde jeg ikke, fordi jeg var overbevist om at du havde glemt mig, forklarede Justin. Jeg kiggede ned i jorden og rodede lidt rundt i græsset med min sko. Hans forklaring gjorde det hele lidt klarere for mig, men det hjalp ikke på 5 års skuffelse.

- Og jeg ved godt at det var totalt egoistisk og jeg ved at du hader mig. Men jeg er kommet i dag for at gøre det godt igen. For at vinde din tillid og dit venskab fordi de år jeg var sammen med dig, var de bedste i mit liv, og jeg er villig til at begynde forfra… hvis du er, sagde Justin og jeg blev faktisk helt overrasket over at han spurgte om en chance til. Det havde jeg ikke regnet med og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare.

- Da jeg så det var dig i går, kunne jeg slet ikke tro det. Det var helt surrealistisk at du rent faktisk var der. At Katrine var der. Hende med de skinnende blå øjne der kan få en hver dreng til at blive blød i knæene, bare ved ét øjekast, sagde Justin og jeg kunne mærke mine kinder blev varme. 

- Da du var gået kunne jeg mærke at jeg virkelig savnede dig, og at jeg blev nødt til at vinde dig tilbage… På den ene eller den anden måde. Jeg havde det så dårligt med mig selv efter du var gået og jeg følte bare ikke at jeg var færdig med at forklare, men jeg håber du forstår det hele lidt bedre.. Ikke nødvendigvis tilgiver mig, men forstår, sagde Justin og jeg nikkede svagt. Jeg forstod det, men jeg var langt fra tilgivelse. 

- Jeg har også din yndlingslemonade med, sagde Justin så og jeg grinede. Han havde bare altid haft den evne til at få mig til at grine. Som en af de eneste.

- Men hvad så når du rejser igen? spurgte jeg, fordi jeg vidste at hvis jeg gav ham en chance til, betød det også at jeg lagde mit hjerte i hans hænder endnu en gang og hvis han knuste det en gang til, tror jeg ikke jeg ville kunne bære det.

- Jeg lover…. af hele mit hjerte at jeg aldrig nogensinde vil forlade dig som jeg gjorde dengang. Bare giv mig en chance, selvom det er skørt, sagde Justin så og jeg sukkede. Det var et sindssygt sats. I går havde jeg hadet ham som pesten, og her stod han og spurgte om en chance til. Justin kiggede på mig med sine store brune øjne og fik min mave til at boble endnu en gang. Jeg havde så pokkers svært ved at modstå de øjne. Justin var rejst hele vejen til Stratford for at se mig og bede om en chance til. Uanset hvor skuffet og hvor meget jeg hadede Justin, kunne jeg ikke bare lade ham rejse tilbage. Jeg måtte gribe chancen og så tage tingene som de ville komme. 

- Så lad os prøve… sagde jeg så mumlende og jeg kunne næsten mærke hvor lettet Justin blev. 

- Tusind tak, og jeg lover at jeg aldrig vil forlade dig på den måde! sagde Justin og tog blidt fat i min hånd. Det gjorde mig forskrækket og jeg kom til at hive min hånd til mig. Det kan godt være at jeg havde givet ham en chance, men det ændrede ikke på noget. Han var stadig en tabernar i mit hoved indtil han beviste det modsatte. Justin ignorerede at jeg havde trukket min hånd tilbage og satte sig så ned på bakken.

- Sæt dig ned. Vi har 5 års snakken vi skal have indhentet, sagde Justin halvgrinende og jeg kunne ikke lade vær' med også at fnise lavt. Jeg satte mig tøvende ned på jorden ved siden af Justin. Han smilede tilfreds til mig og kiggede så på mig.

- Okay, jeg ved godt at du måske ikke har lyst til at fortælle en eller anden fremmed dreng om hele dit liv, men jeg spørger dig ikke som Justin Bieber, ham der sangeren, men som Justin, ham der engang var din bedste ven, sagde Justin så og jeg nikkede forstående. Faktisk havde jeg ikke noget imod at skulle fortælle ham om mit liv. Han havde trods alt været en del af det i 5 år. 

- Hvad vil du vide? spurgte jeg og Justin trak på skuldrene.

- Bare alt, lige fra jeg rejste til jeg dukkede op igen, sagde Justin så og jeg nikkede inden jeg rømmede mig. Nu hvor Justin havde forklaret, kunne jeg også ligeså godt komme ud med alt om hvordan jeg havde haft det da han rejste.

- Lige da du var rejst var jeg knust. Jeg havde mistet alt der betød noget for mig. Efter et halvt år uden du overhovedet havde taget kontakt blev min sorg lavet om til vrede og jeg begyndte at hade dig. Mit had blev kun værre jo mere kendt du blev, fordi jeg var overbevist om at du ikke gad din bedste veninde fra Stratford, fordi du havde fundet andre "kendte" venner… startede jeg ud og Justin lyttede opmærksomt med og nikkede på de rigtige tidspunkter. Det føltes rart endelig at kunne fortælle ham om hvordan jeg egentlig havde følt.

- Jeg startede på en ny skole da jeg blev 15 og mødte Lucy, min bedste veninde. Jeg husker tydeligt det år fordi det var også der hvor min mor fik et job og hun begyndte at tjene penge så vores økonomiske situation blev en smule bedre. Lucy kommer fra den lidt mere velhavende del af Stratford så hun har hjulpet mig rigtig meget igennem hårde perioder hvor jeg ikke havde råd til skoleture osv, fortsatte jeg. Jeg havde besluttet bare at fortælle alt. Hvad havde jeg at miste? Selvom mit had var så stort (selvom det var blevet lidt mindre efter Justins forklaring og den fine ring... Suk) følte jeg stadig at jeg kunne stole på ham.

- Selvom du ikke var her mere, besøgte jeg vores sted hver eneste dag. Det var ligesom mit frirum hvor jeg kunne komme væk fra alting og bare lade mine tanker flyve. Det var svært i starten da det her sted bare rummede med minder af dig. De fleste gange har jeg grædt. Selvom jeg ikke ville indrømme det…. savnede jeg dig hele tiden, indrømmede jeg så og jeg kunne se det rørte noget inde i Justin. Jeg var også selv overrasket over at jeg sad og fortalte ham det her. Jeg havde ikke engang fortalt det til Lucy. Mit hjerte bankede hårdt mod mit bryst, mens jeg fortsatte.

- Jeg forstod bare ikke hvorfor du aldrig kontaktede mig? Var det noget med mig eller var det fordi du ikke kunne lide mig mere? De spørgsmål har kørt rundt i mit hoved utallige af aftener hvor det endte med at jeg græd mig selv i søvne… Jeg forstår ærlig talt ikke hvordan det kan lade sig gøre, at elske og hade en person på samme tid… Fordi det gjorde jeg de første år, indtil jeg var sikker på du havde glemt mig. Så holdte jeg helt op med at tænke på dig og jeg hadede dig kun, sagde jeg med et smil om munden, fordi det føltes helt underligt at sige direkte til Justin at jeg hadede ham. 

Han smilede skævt tilbage til mig.

- Det var egentlig det… sagde jeg så og Justin nikkede. Jeg tog en dyb indånding. Det havde været vildt underligt at fortælle, næsten alle mine følelser omkring ham. Jeg havde dog udeladt at jeg havde været forelsket i ham… Den måtte vi gemme til en anden, mindre upassende, gang. 

- Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, sagde Justin så og stirrede ud i luften. 

- Du behøver ikke at sige noget…. Bare fortæl om hvad der er sket i dit liv, sagde jeg så og prøvede med min stemme af opløfte den lidt triste stemning der nu var opstået. Justin grinede lavt inden han satte sig op og kiggede på mig. Han begyndte at fortælle om alt hvad der var sket for ham, og jeg var faktisk overrasket over hvor meget success han havde fået på så kort tid. Jeg var næsten…. stolt af ham.

- Wow, var det eneste jeg kunne sige til sidst. Det var helt vildt hvad han havde været igennem.

- Er det ikke vildt irriterende at have et kamera i hoved og røv konstant? spurgte jeg så og Justin grinede kort af mit ordvalg.

- Jo. Det kan godt blive ret irriterende, men det er en del af mit liv så jeg kan ikke rigtig løbe fra det, sagde Justin og trak på skuldrene.

- Du er da løbet ret godt fra det lige nu, er du ikke? spurgte jeg flabet og Justin nikkede sig enig med et smil om læben.

- Det er meget rart for en gangs skyld, sagde han så og kiggede sig lidt omkring mens han indsnusede den friske luft der omgav os.

- Men var det ikke noget med at du havde din gode lemonade med? spurgte jeg kækt og Justin grinede.

- Gode gamle kække Katrine, sagde Justin så og rejste sig op, for at hente limonaden han havde stilt et stykke væk fra hvor vi sad.

Vi sad i flere timer og snakkede og drak den virkelig gode lemonade, som Justin købte et hemmeligt sted, han aldrig havde fortalt mig om. Det var hyggeligt, men jeg havde det meget underligt med at snakke til én jeg næsten ikke kendte. I hvert fald ikke mere. Men jeg måtte indrømme at det var hyggeligt lige at få opsummeret de sidste 5 år. Da det var ved at blive køligere og solen var ved at gå ned for enden af marken kiggede jeg hen på Justin. Solen afspejlede sig i hans brune øjne og fik dem til at skinne. Han havde virkelig markeret kæber, og enkelte steder kunne jeg se små skægstubbe. Hans lange hår var helt væk og i stedet havde han sat det tilbage så det strittede. Han så flot ud. Sådan virkelig flot. Han havde altid været den upopulære fyr i skolen med langt hår, skæve tænder og gammelt tøj, men nu var han blevet verdenskendt, havde (virkelig!) lækkert hår, helt lige tænder og spritnyt tøj. Jeg havde altid synes Justin havde haft noget over sig, men det var da i hvert fald blevet ganget med tusinde nu. Justin tog mig i at stirre på ham og han grinede kort.

- Hvad gør vi så nu? spurgte jeg og holdte øjenkontakten med ham. 

- Altså jeg skal holde en til koncert i Winnipeg i aften. Vil du med? spurgte han og kiggede nysgerrigt på mig. En til koncert med Justin… Don't think so.

- Jeg tror bare jeg bliver hjemme, svarede jeg så og smilede kort. 

- Kom nu. Du behøver ikke at høre på min musik. Vi har ørepropper hvis det er, sagde Justin og jeg grinede kort. 

- Jeg kan faktisk godt lide din musik, sagde jeg, men fortrød det hurtigt da det gik op for mig at jeg lige havde givet ham et kompliment - big time.

Justin smilede stort og trak så på skuldrene.

- Du behøver ikke hvis du ikke har lyst. Jeg tænkte bare det var en god måde at vise dig hvordan mit nye liv er, sagde Justin og kiggede ud mod solnedgangen. Det havde han selvfølgelig ret i. Og jeg havde jo også givet ham en chance til…

- Så tager jeg med, sagde jeg så og Justin kiggede smilende på mig.

- Fedt, sagde han overbevisende og jeg nikkede kort. 

Jeg vidste ikke helt hvad jeg synes om det. Jeg hadede ham virkelig stadig… Eller i hvert fald lidt.

- Så lad os køre, sagde Justin og rejste sig beslutsomt op.

- Har du bil? spurgte jeg, lidt for hurtigt. Selvfølgelig havde den dreng en bil. Sikkert flere. 

- Lige meget, sagde jeg så da jeg godt kunne høre hvor dumt det lød. Justin grinede kort og vi gik ned bakken og over marken for at komme hen til bilen.

 

Da vi nærmede os bilen kiggede Justin nysgerrigt over på mig.

- Skal du ikke lige ind og fortælle din mor eller far at du tager med mig til koncert? Du kommer nok ikke hjem før sent i aften? spurgte Justin og jeg rystede på hovedet.

- Nejnej. Jeg tror hun er ligeglad. Hun er sikkert på arbejde alligevel så det er fint nok, svarede jeg og trak ligegyldigt på skuldrene. Min mor arbejdede meget for at tjene nok penge til mad, skoleting og huslejen. Heldigvis havde hun kun mig at sørge for, så vi klarede den lige. 

Justin kiggede medlidende på mig og jeg grinede kort.

- Du behøver ikke at give mig det blik. Jeg klarer den, sagde jeg og Justin smilede kort. Jeg tror ikke han havde regnet med det svar.

- Hvad med din far? spurgte han så og jeg stivnede kort inden jeg kiggede sammenbidt op på ham.

- Han er ikke hjemme, svarede jeg så og fortsatte med at gå, i håb om at emnet ville blive drejet over på noget andet. Heldigvis spurgte han ikke videre ind til det, men fulgte bare efter mig.

Bilen dukkede op, parkeret op af kantstenen. Den var hvid og meget flad. Den så rigtig dyr ud. Jeg havde aldrig forstået forholdet mellem mænd og biler. Hvorfor bruge så mange penge på en bil? Justin havde selvfølgelig pengene til det, men stadig… Jeg fattede det ikke.

Justin åbnede døren til forsædet så jeg kunne sætte mig ind. Gentleman. God ting.

Jeg satte mig ind på det lyse lædersæde og Justin lukkede døren efter mig, inden han selv satte sig ind bag rattet.

- Må jeg spørge om noget? spurgte han og satte nøglen i bilen. 

- Jaja, svarede jeg og kiggede afventende på Justin.

- Hvor er din far? spurgte Justin så. Hvis der var et spørgsmål jeg hadede over alt på jorden, så var det, det. Alle spurgte når jeg fortalte at min far ikke var hjemme. 

- Han er bare ude og rejse, svarede jeg så og kiggede ned på mine fødder. Det svarede jeg altid, alle. Det var lettest. Justin kiggede kort på mig og jeg vidste godt at han ikke troede på mig, men der var ingen chance for at jeg ville fortælle sandheden til ham. No way. Justin opgav hurtigt at få det ud af mig, og startede i stedet for bilens motor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...