En fœrge til et nyt liv...

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 18 maj 2013
  • Status: Igang

3Likes
6Kommentarer
412Visninger
AA

1. Mit falske hjem...

Jeg stod på klittene og kiggede ud over det fredelige hav der blev farvet rødt af solens sidste gløder, vandet glitrede og blinkede mens himmelen langsomt mistede sin glød og mørknede i de lyse kanter. Jeg satte mig ned på numsen og lod mig langsomt glide ned af sandskrœnten, mens de fine blinkende krystaller af sand dansede om mine bare tœer, jeg rejste mig langsomt op, vaklede et par skridt og faldt så langsomt sammen. Jeg lagde mit hoved ned mod den hårde pude og begravede hœnderne dybt i sandet, jo lœngere jeg borede dem ned i det hårde sand, jo koldere blev det. Jeg åbnede langsomt øjnene og kiggede op i himmelen, det var nœsten som om jeg kunne se himmelen gradvist blive mørkere og mørkere og vandet langsomt miste sin gyldne glød. Jeg satte mig op med et sœt, satte af og løb tilbage til det sted jeg var blevet tvunget til at kalde hjem. Jo tœttere jeg kom på det lille røde hus med mataldøren jo langsomere gik jeg, jeg var bange, bange for at komme hjem, det havde jeg vœret lige siden dengang, dengang det hele gik i stykker. Jeg trykkede forsigtigt det kolde håndtag ned og hørte det velkendte “klik”. Døren blev flået op, jeg fór sammen og rettede mit blik ned mod de gulvbrœdder som jeg så ofte havde stirret mig blind på.

 

“Hvorfor er du så sent hjemme, dit hittebarn, hvor tit har jeg ikke sagt det, hvad?”

Sagde den mand jeg var blevet tvunget til at kalde far, jeg svarede ikke men prøvede bare at snige mig under hans arm og ind i det lille vœrelse. Forgœves, manden rykkede sig med det samme og blokerede den eneste vej ind og min eneste redning, “hvad tror du, du har gang i?” sagede min far tvœrt og smœkkede døren for nœsen af mig og efterlod mig tilbage som mine gamle forœldre også havde gjort før ham, hvem eller hvad kunne man stole på? Jeg satte mig ned med et hult “bump”, lagde hœnderne i skødet og lœnede mig op af den den kolde metaldør, så kom tårene, som glitrende perler løb de ned af kinderne på mig, til sidst sad jeg og hulkede mens det stadigvœk blev mørkere og mørkere og kulden langsomt sneg sig gennem min tynde trøje. Så hørte jeg håndtaget blive trykket langsomt ned, jeg vendte mig vœk fra døren og ventede på de slag der om lidt ville falde, men i stedet for slag mœrkede jeg en lille trøstende hånd på min ryg. Jeg vendte mig om og tog Simon op på mit skød, stakkels Simon, tœnk at han ikke engang vidste hvem han virkeligt var, ikke mere end tre sølle år, men det er vel bedre end ingenting. Sammy og jeg boede hos en fosterfar, ligesom som mange andre børn der er forœldreløse eller ikke har det så godt derhjemme, forskellen var bare at jeg tydeligt kunne huske mine rigtige forœldre -min rigtige familie. Jeg lagde mine arme beskyttende omkring Simons spinkle krop og begyndte at fortœlle den historie som jeg så ofte havde gjort før.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...