it's gonna be alright. 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 16 maj 2013
  • Status: Igang
Det er i 1940, Harry og Darcy kommer på et vildt eventyr da tyskerne angriber Darcy's forældre og dræber hendes far.

4Likes
0Kommentarer
352Visninger
AA

2. LØB UNGER, FLYGT.

Harry sidder og kigger lidt forvirret på mig.

”Hvad så, er du okay?” spørger han endelig.

”Ja, jeg tænker bare lidt.. Det kan da ikke passe at de bare skal have lov til at stjæle vores land, dræbe vores venner og familie og behandle folk som slavere.” svare jeg med vrede i stemmen.

 

”Nej, men der er jo ikke rigtigt noget vi kan gøre ved det Darcy. Hvordan skulle vi kunne gøre noget?” Siger Harry, og giver min hånd et klem.

” Det kan godt være vi kun er to teenager på seksten og atten, men der må da være noget vi kan gøre? Jeg vil ikke bare sidde her hjemme og se hvordan de ødelægger os Harry, det må du da kunne forstå”

” Ja, jeg forstår! Men hvad fanden skal vi gøre Darcy? Vi fatter jo ingen ting af det der sker.” nærmest råber Harry.

Jeg mærker hvordan tårerne presser sig på, og mine øjne løber i vand. Jeg siger intet, lader bare mine tårer strømme ned af mine kinder og lader mine tanker slippe fri.

 

”Darcy. ” siger Harry kort inden han tager mig indtil ham og holder hans varme arme omkring mig.

” det skal nok gå alt sammen. Bare vi har hinanden og står sammen, så kan vi klare alt” siger han med medlidenhed i stemmen hvorefter han kysser mig i håret.

Der er et øjebliks stilhed indtil jeg høre døren nedenunder bliver sparket op.

”Løb unger. FLYGT! ” Råber min far lige inden vi høre et skud, hvorefter min moders skrig skære gennem rummet.

Jeg ver som forstenet. Hvad var det lige der var sket? Var det min far der blev skudt? Hvorfor ham? Hvad skal vi nu gøre?

En helt masse tanker og spørgsmål som jeg ikke kan svare på, flyver gennem mit hoved, indtil jeg bliver afbrudt af Harrys hånd som tager om min.

” kom nu Darcy, skynd dig ” siger han og trækker mig ud af bagdøren.

”Hvor tager vi hen ” spørger jeg helt forpustet imens vi løber gennem Københavns gader.

 

”Bare følg med! ” råber han og strammer sit greb om min hånd.

Vi har løbet i et godt stykke tid og er endelig begyndt at komme i sikkerhed og Harry sænker farten. Vi går ned af en smal gade med faldefærdige bygninger. Det er et lidt fattigere kvarter end der jeg kommer fra. Gaden er stille og der er ingen mennesker.

 

” den her vej ” siger Harry og skubber mig blidt ind igennem en dør, ind i et lille faldefærdig hus, som så mere end tom ud.

”min bedsteforældre bor her, eller nærmere boede” fortæller Harry.

” hvor er de nu?” spørger jeg.

Harry kigger såret ned i jorden, og jeg kan se hvordan han holder sine tårer tilbage.

” det gør mig ondt ” siger jeg og aer blidt hans kind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...