Roses - Niall Horan (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Roselle 'Rose' Crowley levede sine første 10 år i Irland. Specielt en lille, blond fyr, gjorde stort indtryk på hende, og de blev hurtigt bedste venner. Da Rose skulle flytte tilbage til New York med sin familie, gav fyren hende et armbånd af guld, med vedhæng af små gyldne roser. Selv 8 år efter, synes hun at det ene år i det lille land, var det bedste år i hendes liv. New York er fedt, og hun elsker det over alt på jorden, og dog mangler hun konstant noget i sit liv. En dag kigger hun i en kasse med glemte sager, og finder et lille gyldent armbånd,som hun næsten havde glemt hun havde. Det bliver en fast del af hendes garderobe og hun bliver mere og mere ivrig efter at finde hendes gamle, bedste ven igen. Skæbnen vil at de skal mødes, for Rose løber ind i ham på en af New York Citys gader, og han genkender armbåndet. Han er bare ikke en normal dreng længere. Faktisk er han en del af verdens mest kendte boyband. Hans navn er Niall Horan.

83Likes
60Kommentarer
4182Visninger
AA

1. Prolog

Hun grinede. Han smilede og strøg hende forsigtigt over håret, og fik hende til at grine en kildevandsklar latter. De lå omgivet af græs, de to unge, græs og andre vilde planter, og solen stod højt på himlen. De lå i skyggen, hendes hoved i hans skød, og ham, der lænede sig op af en stor bøg, der skyggede for den brændende sol. Der var anemoner, så det var forår og ikke sommer, selvom vejret godt kunne tyde på det.

Han betragtede hende med et svagt smil, mens hun plukkede en lille, hvid anemone fra græsbunden ved siden af hende. Han skilte blidt hendes fingre ad, og tog den sarte blomst fra hende. Et øjeblik så hun forvirret op på ham, men han smilede beroligende til hende, og lod den lille blomst glide ind i elastikket, der holdt hendes fletning samlet ved hårspidserne. Hun smilede skævt, og lod ham hive hende til sig, så hun nu lå op ad ham, med hans arme omkring maven. Hun smilede lykkeligt.

Så lå de i stilhed. Ikke en akavet stilhed. Hans blonde hår og hendes røde krøller stod i fin kontrast til hinanden, men deres øjne var næsten ens. Helt lyseblå og krystalklare. Hun havde svage fregner, han havde let skæve tænder, og sådan havde de deres forskelligheder. Han var ikke den højeste, faktisk var han ret lav, men hun var ligeglad, for hun var lige præcis en centimeter lavere end ham. Hun var lige blevet 10, han var stadig 9, og de havde gået i parallelklasse sammen i snart 4 år.

De var venner. Bedste venner i hele verden. Som søskende for hinanden. Drengen havde en storebror, pigen havde en storesøster, så de havde begge to manglet noget andet, og det tomrum fyldte de begge to godt ud. De kunne ligge sådan i timevis, med armene om hinanden, og bare kigge. På stjerner, på planter, på vand, på luft. Vind og vejr var ligegyldigt. Stedet gjorde heller ikke noget, for det, der gjaldt, det var selvskabet. Det var det, at de havde hinanden.

”Vi skal være sammen for evigt, ikke, Niall?” Sagde pigen, og drengen pustede ned i hendes røde krøller, så de dansede omkring hendes skuldrer. Hun smilede svagt.

”For evigt og altid, Rosie” Sagde han, og hun nikkede, endnu engang fyldt af tryghed og varme. Noget hun ikke fik hjemmefra. Noget han fik masser af. Sådan var de så forskellige, og alligevel så ens. ”Hvis vi bliver 40 uden at have fundet en kæreste, Rose, så gifter vi os, ikke også?” Lød hans stemme klukkende, med en stærk, Irsk accent. Hun grinede med ham, og nikkede energisk.

”Så flytter vi ud i skoven, så vi kan sidde sådan her hver dag” Sagde hun, og kunne mærke hvordan han nikkede bag hende.

”Og vi skal have en hund” Vedblev han. Hun bed sig i læben og trak på skuldrene.

”Og en guldkaret, et springvand, en enhjørning og et tårn på størrelse med Rapunzels” Sagde hun og prøvede på ikke at grine. Han puffede grinende til hende, og hun lod sig falde tilbage ind i hans arme.

”Alt for dig” Sagde han så, og hun fnes.

”Lige over” Hviskede hun, og lukkede øjnene. Han smilede, og rykkede lidt på sig, før han selv lukkede øjnene.

”Hver dag?” Spurgte han så efter lidt stilhed, og hun grinede endnu engang.

”Måske ikke hver dag, men når vi har lyst” Svarede hun, og fik ham til at smile.

”Så bliver det nok hver dag alligevel” Sagde han, og smilede bredere ved lyden af hendes klukkende latter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...