Roses - Niall Horan (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Roselle 'Rose' Crowley levede sine første 10 år i Irland. Specielt en lille, blond fyr, gjorde stort indtryk på hende, og de blev hurtigt bedste venner. Da Rose skulle flytte tilbage til New York med sin familie, gav fyren hende et armbånd af guld, med vedhæng af små gyldne roser. Selv 8 år efter, synes hun at det ene år i det lille land, var det bedste år i hendes liv. New York er fedt, og hun elsker det over alt på jorden, og dog mangler hun konstant noget i sit liv. En dag kigger hun i en kasse med glemte sager, og finder et lille gyldent armbånd,som hun næsten havde glemt hun havde. Det bliver en fast del af hendes garderobe og hun bliver mere og mere ivrig efter at finde hendes gamle, bedste ven igen. Skæbnen vil at de skal mødes, for Rose løber ind i ham på en af New York Citys gader, og han genkender armbåndet. Han er bare ikke en normal dreng længere. Faktisk er han en del af verdens mest kendte boyband. Hans navn er Niall Horan.

83Likes
60Kommentarer
4260Visninger
AA

5. Madison Square?

Jeg havde aldrig kørt in en limo før i mit liv! Der var plads til os alle sammen, og flere til. Forrest i limousinen sad to mænd i sorte jakkesæt, der så ret vigtige ud. Det var let at sige sig selv, at jeg sagde ja tak til Harrys forslag - Jess havde simpelthen slået mig ihjel hvis jeg havde sagt nej. Stemningen var lidt trykket, hvilket viste at det havde været en beslutning, ikke alle havde været enige i. Jeg kunne høre diskussionen for mig. "Vi kan ikke bare tage dem med!" "Hvorfor ikke?" "Fordi ... Vi kender dem ikke engang?" osv.

"Så... Det her er akavet," sagde Louis, og jeg kom til at grine. Han kiggede over på mig med et skævt smil, som om hans opfattelse af mig havde ændret sig i løbet af de 0.5 sekunder. Jess stirrede bare drømmende på dem, og jeg puffede diskret til hende.

"Pas på du ikke savler," hviskede jeg grinende. Hun lukkede munden og rødmede svagt. Det var mærkeligt at se Jess sidde uden at snakke om alt muligt. Det plejede hun at gøre, og det var dejligt, for så var der aldrig akavet stilhed som den der var i limousinen nu. Liam var den, der tog ordet først.

"Okay.. Så det her var ikke helt planlagt," sagde han, og kiggede undskyldende på mig og Jess - jeg nikkede forstående, "men det er ikke noget problem. Jeg har snakket med Simon, og selvom han ikke virkede ovenud lykkelig for at vi har hevet to 'tilfældige' piger med til en koncert, så er han ikke direkte sur. Vi bliver dog nødt til at tage bagindgangen, fordi der er proppet med paparazzier." Han holdt en pause. Jeg stirrede på ham, og skulle til at sige noget, men så lukkede jeg munden igen. Jeg havde ikke regnet med at de var SÅ kendte. Paparazzier ved indgangen og det hele... Så nikkede jeg, for at vise at jeg havde forstået det. "Så længe i ikke går i vejen, tvivler jeg på, der bliver nogen problemer." Forklarede han med et varmt smil. Han så ud til at have lidt ondt af os. Jeg smilede let.

"Jeg håber I forklarer os hvordan vi ikke går i vejen, for jeg er typen der-"

"Løber ind i folk på gaden?" Afbrød Harry, og jeg puffede drilsk til ham med min fod. 

"Noget i den retning, ja."

Sammen begyndte drengene at forklarer os om at der var flere rum backstage hvor vi kunne hænge ud. De ville selv blive nødt til at gå lidt rundt omkring, skifte tøj, få make-up på, lave lydprøve osv. Imens kunne vi gå imellem de to rum, drikke så meget sodavand vi ville, og ellers snakke med dem når de havde pauser. Det virkede fair nok i mine øjne. Den eneste dreng, der ikke sagde noget, var den blonde. Den eneste, jeg ikke kendte navnet på endnu. 

"Paul," sagde den blonde fyr pludselig, og fyren, der sad på forsædet, vendte sig om. "Kør ad Madison Avenue mod Pensylvania Station, og kør så ned af 7th avenue - mellem 31. og 33. street burde vi kunne komme ind fra et sted uden papz" Så vendte han hovedet, og kiggede ud af vinduet igen. 

Harry og Zayn sad fordybet i en samtale, og jeg så mit snit til at spørge Jess om noget. Inden jeg fik spurgt, fik jeg dog øje på stedet, vi kørte imod, og jeg stirrede vanto på det. 

"Madison Avenue," gentog jeg, og kiggede over på Harry, der også var blevet helt stille og forventningsfuldt. Jeg måbede. "Skal I spille på Madison Square Garden?!" Den blonde fyr kiggede overrasket over på mig, og så sendte han mig et lille smil, der nærmest var sørgmodigt. Jeg glippede med øjnene, og slog så hænderne for munden. "Jeg har drømt om at stå på den scene hele mit liv! Hvor er det vildt, hvor er det bare sindssygt vildt" gispede jeg.

"Så kan du måske hjælpe med at sætte tingene op sammen med Josh?" Forslog Harry med et bredt smil. "Så kan du jo få lov at prøve det?"

Jeg kiggede over på Jess, der smilede til mig.

"Ville det være okay med dig?" Spurgte jeg, og hun nikkede grinende. 

"Vi skal nok tage os godt af Jess," sagde Zayn og blinkede til hende. Jess kom med et pibende lyd, og kiggede på mig med store øjne. Jeg kunne ikke lade være med at grine af ren og skær glæde. Det havde været den mærkeligste, bedste dag i mit liv, og klokken var ikke  engang 14 endnu!

Madison Square Garden's store runde facade tårnede sig op over os, og jeg kiggede ud af vinduet med store øjne. Den lille vej vi kørte ind ad, var omringet af store hegn, men alligevel kunne jeg se de mange fans stå ude foran bygningen. 

Harry rækkede over sædet og lagde en hånd på mit knæ, som han gav et blidt klem. Bilen stoppede, og han kiggede på mig med et bredt smil.

"Velkommen til Madison Square"

Så åbnede dørene til limousinen, og jeg trådte forventningsfuldt ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...