Roses - Niall Horan (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Roselle 'Rose' Crowley levede sine første 10 år i Irland. Specielt en lille, blond fyr, gjorde stort indtryk på hende, og de blev hurtigt bedste venner. Da Rose skulle flytte tilbage til New York med sin familie, gav fyren hende et armbånd af guld, med vedhæng af små gyldne roser. Selv 8 år efter, synes hun at det ene år i det lille land, var det bedste år i hendes liv. New York er fedt, og hun elsker det over alt på jorden, og dog mangler hun konstant noget i sit liv. En dag kigger hun i en kasse med glemte sager, og finder et lille gyldent armbånd,som hun næsten havde glemt hun havde. Det bliver en fast del af hendes garderobe og hun bliver mere og mere ivrig efter at finde hendes gamle, bedste ven igen. Skæbnen vil at de skal mødes, for Rose løber ind i ham på en af New York Citys gader, og han genkender armbåndet. Han er bare ikke en normal dreng længere. Faktisk er han en del af verdens mest kendte boyband. Hans navn er Niall Horan.

83Likes
60Kommentarer
4188Visninger
AA

7. Irish Charm

Jeg fik slet ikke tid til at snakke med ham. Niall. Harry var allerede ved at hive mig med ud på scenen, for at lave en af mine store drømme til virkelighed. For første gang i New York var der dog en ting jeg hellere ville, end at stå på den forbandede scene. Heldigvis var tårerne i mine øjne erstattet med ren chok. Imens jeg blev hevet afsted af et hav af krøller, overvejede jeg hvor vidt jeg havde hørt forkert. Havde han heddet Kyle? Niall lød lidt som Kyle, gjorde det ikke? Eller Lyle? Måske endda -

"Så er det her," hviskede Harry ud for mig øre, og jeg spjættede forskrækket. Hans muntre grin fyldte gangen ud, og jeg smilede fåret til ham. Okay. Så var det nu. Jeg pustede ud, og Harry åbnede døren. 

Det var så meget større end jeg havde regnet med.

"Jeg..." Mere kunne jeg ikke sige. Tavs af ren ærefrygt, gik jeg ud midt på scenen, og betragtede de hundredevis af tomme sæder. Jeg kunne mærke bare en brøkdel af den følelse de drenge måtte føle, når de stod foran alle sæderne - blot med mennesker siddende, ventende, råbende, skrigende, piftende, syngende, smilende.

Harry nikkede bare. Han smilede skævt, og pegede så over mod bandets pladser, hvor en af de ensklædte drenge, der havde været med Niall, stod og satte instrumenterne op. Så begyndte jeg at ligge mærke til alle menneskerne, der løb rundt og hjalp. Vagter ved dørene, kvinder der snakkede i telefon med sidste minut-forberedelser og mænd der fiflede med lyd og lys på scenen. Alt gik stærkt, og alle havde tydeligvist prøvet det før. 

"Det er fantastisk," sagde jeg med en klump i halsen. Harry nikkede. 

"Bare vent til alle menneskerne kommer," hviskede han. Jeg nikkede for mig selv, i fuld gang med at forstille mig det. Han grinede for sig selv. "Niall og Liam bliver altid helt stille før vi skal på - så man kan høre alle dem der råber vores navne. Det er... Det er virkelig noget for sig," sagde han så. Jeg kiggede op på ham.

"Er Niall fra Irland?" Spurgte jeg stille. Harry kiggede lettere undrende på mig, men nikkede så.

"Hans accent er ellers tonet ret meget ned, det er overraskende at du kan høre det," sagde han med et skævt smil. Jeg smilede tomt tilbage. 

"Vil du m-"

"Josh, please nej!" En irsk stemme.

"Niall, du lovede mig, du ville hjælpe!" En ny stemme.

"Nialler!" Endnu en stemme.

"OKAY SÅ!" Irsk.

Ud fra en af scenedørene trådte Niall, Josh og en anden fyr, der fortsatte over mod instrumenterne. De stoppede op, da de fik øje på mig og Harry. Josh og fyren nikkede som hilsen, og gik ellers hen til deres band-gut, der allerede var igang med instrumenterne. Niall kiggede kort på mig, og gjorde så mine til at vende sig om.

"Ni-"

"Hej Rosie" Mumlede han, og kiggede så på mig igen. Rynkede øjenbryn og et lidt sørgmodigt blik i øjnene. Faktisk blev jeg irriteret. Nej, jeg blev vred. Ligepludselig overmandede vreden mig i en bølge af varme, og jeg trampede hen imod ham.

"Hvorfor sagde du ikke noget!?" Råbte jeg, og slog ud med hænderne. Jeg rystede. "Niall! Niall James Horan!" 

Han greb ud efter mig, og hev mig ind til sig for at give mig en krammer. Jeg lagde mærke til at mine kinder var våde. Med flad hånd begyndte jeg at slå ham på brystkassen.

"Det kan du ikke være bekendt din skid!" Hulkede jeg. Han aede mig forsigtigt over håret. Snøftende rev jeg mig fri af hans arme, og trådte bagud. "SÅ SIG DOG NOGET!" Jeg var ligeglad med at alle pludselig kiggede på os - totalt uforstående. Harry lignede et spørgsmålstegn, og jeg kunne se en forvirret Louis stå nede foran scenen sammen med Zayn, der bare stirrede i åbenlys undren på os. Niall hostede beklemt.

"Jeg-"

"Du hvad Niall!? Jeg skrev til dig! JEG SKREV TIL DIG I 3 ÅR!" 

Han så ud til at være lige ved at græde, men pludselig havde jeg no mercy. De første 4-5 år i Amerika havde været de hårdeste år i hele mit liv, og jeg havde stærkt håbet på at kunne komme igennem dem med hjælp fra Niall - Og så havde han ignoreret alle mails, alle beskeder og alle breve mig og min mor havde kæmpet med at skrive til ham og hans familie. 

"Jeg svarede på hvert eneste brev," sagde Niall forvirret. Jeg rynkede øjenbrynene. 

"Hvad?"

"Jeg svarede på hver eneste brev. Jeg svarede på hver eneste e-mail." 

Jeg åbnede munden for at sige noget, men der kom ikke noget ud. Niall trådte forsigtigt frem, og rakte ud for at tørre en tåre væk fra min kind. Jeg måtte ligne noget der var løgn. Så fik jeg øje på hans arm. Der var et læderarmbånd, men det var ikke det vigtige - de to små sølvvedhæng var det vigtige. Jeg greb fat i hans arm, og kiggede på armbåndet.

 

Pigen kiggede håbfuldt op på sin mor, og så ned i den lille æske igen. Den var fint indpakket og med en stor grøn sløjfe. Pigen havde nissehue på og hendes øjne strålede som julelys, da hun satte sig op til julemanden, og gav ham gaven i hånden. Julemanden klukkede for sig selv.

"Hvad ønsker du dig så til jul?" Spurgte den dybe stemme, og det vide skæg vibrerede og kildede pigen på kinden. Hun grinede en latter, der lød som kildevand.

"Jeg ønsker at min gave kommer frem til Irland. Kan du give den til Niall?" Spurgte pigen. Julemanden kiggede ned på pigens mor, der nikkede umærkeligt, og så smilede han bredt til den lille pige. "Selvfølgelig kan jeg tage den med til Irland. Hvilken Niall er det?" Den dybe stemme fyldte pigen med glæde og varme, og hun smilede bredere end før. 

"Niall Horan. Niall James Horan. Han er min bedste ven, og jeg savner ham virkelig meget," forklarede pigen. 

"Og hvad giver du ham i gave?" 

Pigen kiggede genert ned på pakken. Så viste hun Julemanden sit guldarmbånd - stolt som hun var over det smukke smykke - og pegede så ned på den fine æske. "Han gav mig et armbånd, så jeg gi'r ham en lille rose og et lille kompas til et armbånd. Rosen fordi jeg hedder Rose, og kompasset, fordi vi altid skal kunne finde hinanden."

 

Niall vristede blidt mine fingre af sin arm, med et sammenbidt blik.

"Rosie, øh, det gør lidt ondt" Mumlede han, og jeg slap ham panisk. 

"Fik du det?" Gispede jeg, og slog hænderne for munden. Han nikkede undrende.

"Selvfølgelig fik - Rosie jeg skrev tak?" 

Hvor var jeg dum! Hvorfor havde jeg været sur på ham. Jeg blinkede et par gange, og slog så armene om ham. Min Nini. Han grinede lettet, og aede mig blidt på ryggen.

"Undskyld, Rosie" hviskede han. Jeg nikkede og snøftede."

"Undskyld, Nini."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...