Roses - Niall Horan (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Roselle 'Rose' Crowley levede sine første 10 år i Irland. Specielt en lille, blond fyr, gjorde stort indtryk på hende, og de blev hurtigt bedste venner. Da Rose skulle flytte tilbage til New York med sin familie, gav fyren hende et armbånd af guld, med vedhæng af små gyldne roser. Selv 8 år efter, synes hun at det ene år i det lille land, var det bedste år i hendes liv. New York er fedt, og hun elsker det over alt på jorden, og dog mangler hun konstant noget i sit liv. En dag kigger hun i en kasse med glemte sager, og finder et lille gyldent armbånd,som hun næsten havde glemt hun havde. Det bliver en fast del af hendes garderobe og hun bliver mere og mere ivrig efter at finde hendes gamle, bedste ven igen. Skæbnen vil at de skal mødes, for Rose løber ind i ham på en af New York Citys gader, og han genkender armbåndet. Han er bare ikke en normal dreng længere. Faktisk er han en del af verdens mest kendte boyband. Hans navn er Niall Horan.

83Likes
60Kommentarer
4181Visninger
AA

3. Breakfast and boys

Jeg kunne godt lide min lejlighed. Jeg kunne godt lide, at vågne op hver morgen og stirre op i det slidte loft, og vide at stedet faktisk var mit. Ingen andres, bare mit eget. Lyden af New York forsvandt aldrig, men det kunne jeg nu også godt lide. Biler og mennesker – Byen der aldrig sov. Jeg rakte ud efter min telefon, der lå på det lille natbord ved min seng, da noget raslede om mit håndled. Jeg kiggede undrende på det smukke armbånd, og blev så helt varm inden i. Jeg havde helt glemt at jeg havde taget det på. Med et skævt smil, satte jeg mig op i sengen og pustede alle de dårlige tanker ud. – Ikke for at lyde som en flippet hippie, men det er altså en god måde at starte dagen på; bare at puste de dårlige energier ud, og når man så suger luft ned i lungerne, skal det være alt det positive. For eksempel valgte at jeg have positive tanker om min fridag. I dag havde jeg ikke andet at lave end at passe mig selv. Jeg kunne nå at pakke ud, lave god frokost og måske endda shoppe eller tage på café med en af mine veninder. De negative ’vibes’ var noget lig med: ”Lad være med at tænke på Christopher og Matthew, lad være med at tænke på Chris og Matt, lad være med at tænke på Chris og Matt.” Måske burde netop den tanke forklares nærmere.

Christopher og Matt er begge to fra min gamle high school. Begge fyre ville date mig, og jeg havde meget bestemt takket nej til begge to, men den begrundelse at ’jeg ikke kunne vælge mellem dem.’ Det tog de ikke så pænt, og nu var Matt begyndt at ringe til mig konstant. Det var faktisk blevet en smule freaky, og jeg var ekstremt utilpas omkring det.

Jeg rejste mig op, og traskede hen til mit mangelfulde køkken, for at se hvad jeg havde af mad. Med et skulende blik ind i køleskabet konstaterede jeg, at jeg ikke havde noget af særlig stor interesse, og jeg besluttede mig hurtigt for, at spise morgenmad ude. Det var en af frynsegoderne ved at bo i Amerika; restauranter var billige. Jeg var ikke voldsom stor fan af steder som Starbucks, men til gengæld ejede en af mine veninder en hyggelig, lille café – der gik jeg hen, og fik en morgensandwich og en smoothie.

”Hvad får du så dagen i dag til at gå med, frøken ”jeg-har-ikke-et-job”?” Spurgte min veninde, Jess, mens hun tørrede bordet ved siden af mig af. Jeg var tæt på at tjatte til hende, men gjorde det ikke, fordi hun havde glas i hånden.

”Jeg tror jeg skal have ordnet de sidste småting i lejligheden,” klukkede jeg, og sendte hende et opmuntrende smil. Hun elskede sit job, men hadede at det tog så meget tid at holde en café. Hun smilede fåret igen, og jeg rystede leende på hovedet.

”Cheer up, mate!” Sang jeg med irsk accent – en accent jeg havde gemt væk siden, jeg kom til Amerika.

Hun rystede grinende på hovedet, og skulle til at komme med en eller anden flabet bemærkning, dømt ud fra hendes hævede øjenbryn, da døren til caféen gik op. Hun himlede med øjnene mod mig, og jeg undertrykte et grin, før hun forsvandt hen for at servicere dem. Jeg fulgte hende med øjnene, og vendte mig så halvt om i stolen, for at se hvem der var kommet ind af døren. En gruppe på 6-7 drenge stod og snakkede om hvad de ville have og … Jess lavede store øjne til mig, og pegede på drengene i smug mens hun mimede ordene ’OH MY GOD’. Jeg hævede langsomt et øjenbryn, og himlede så med øjnene. Jess havde en kæreste – faktisk var de vidst nok forlovede, men det var ikke noget de gik og råbte op om – så det undrede mig, at hun gik sådan amok over nogle drenge. Ja, de så da udmærket ud. Mine tanker stoppede, da jeg fik øje på en masse krøller i mængden. Var det ikke ham jeg var stødt ind i, i går?

Jess lænede sig flirtende ind over bordet, mens hun snakkede med en mørklødet fyr, der havde overraskende mange tatoveringer, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Lidt for højt måske. Drengene vendte sig mod mig, og jeg viftede af dem, for at sige ’tag jer endelig ikke af mig’, da ham den krøllede fyr slog en hæs latter op.

”Gud, undskyld!” Sagde han højt, og formåede på en eller anden måde både at få en stemme, der var næsten lige så lys som min, og en stemme der næsten lød amerikansk. Der gik lidt sekunder før det gik op for mig, at det var det jeg havde sagt til ham da vi stødte ind i hinanden på gaden. Ordret. Min hjerne kæmpede kort med at huske hvad han havde svaret mig.

”Det er helt okay,” sagde jeg og prøvede at lyde britisk. Dog lød jeg nok nærmere irsk, men alle drengene vendte sig overrasket mod mig alligevel. En fyr, der havde vildt fede, bordeux shorts på, lagde hovedet på skrå mens han betragtede mig.

”Kender du hende, Hazza?” Spurgte han så, og vendte sig mod den krøllede. Hazza? Jeg kneb læberne sammen for ikke at fnise over det mærkelige kælenavn. ”Hazza” trak på skuldrene.

”Stødte ind i hende i går” Svarede han, og kiggede på mig med et internt smil. Bogstaveligt talt var vi jo ’stødt’ ind i hinanden.

Jess slog ud med hænderne.

”Rosie! Du kan ikke bare møde kendisser og lade være med at snakke om det?” Udbrød hun, og så næsten fornærmet ud. Jeg rynkede undrende øjenbrynene sammen i en spørgende grimasse, og kiggede på hende som om hun var mærkelig. Kendisser? Jess var lige ved at tabe kæben.

”Sig det er løgn,” mumlede hun og trak på skuldrene. Jeg grinede for mig selv, og vendte mig så mod min morgenmad. Min smoothie var gudeskøn – jordbær, banan, mango og hvid chokoladeis og et strejf af noget syrligt. Måske hindbær eller lemon? Under alle omstændigheder smagte det virkelig, virkelig godt. Jeg vendte mig om, for at sige det til Jess, og ramte en eller anden med min albue.

Hurtige reflekser kommer automatisk af at have vokset op med en kat, holdt styr på børn med malerpensler og kørt på skateboard siden jeg var lille, med jeg havde aldrig forstillet mig at jeg havde gode reflekser. Det blødkogte æg på personens tallerken gled ud over kanten, da han bukkede sig ned for at ømme sig, og jeg greb ægget i luften.

”Gud, undsky-” længere nåede jeg ikke, før det gik op for mig, at det var ham med krøllerne. Jeg spærrede øjnene op, da det gik op for mig, at han holdt sig for skridtet. Havde jeg ramt ham der?! Der kom et forskrækket udbrud fra mig, før jeg rejste mig og tog hans tallerken og satte på mit bord så han ikke ville tabe alt den lækre mad. Jeg kunne høre drengene grine i baggrunden, og jeg kunne ikke lade være med selv at smile en smule.

”Det er helt… Okay,” mumlede han, og satte sig ømmende ned på stolen ved siden af mig. Han pustede ud, før han sendte mig et smil som for at sige at han var ’okay’. ”Du skylder næsten en drink,” sagde han med et hæst grin. Jeg smilede flabet.

”Jeg greb da dit æg, come on!” Prøvede jeg, og gestikulerede mod hans urørte mad. Han nikkede med et skuldertræk, og kiggede så en smule nysgerrigt på mig.

”Må vi sætte os her?” Spurgte han så. Jeg blinkede et par gange. Normalt prøvede fyre ikke at flirte med mig, så jeg kunne ikke helt finde ud af om det var det, der skete. Flirtede han? Var han bare venlig?

”Du sidder vidst allerede,” sagde jeg med et smil, og vendte mig om for at vinke de andre drenge hen. Da de havde sat sig ned, kunne jeg få et ordenligt kig på dem. De var 5. Tydeligvist var de alle sammen fra England, for de havde meget kraftige accenter. Der var ham med krøllerne, så var der en lidt mørkere fyr(Der så sindssygt godt ud, skal vi ikke bare holde det der? Rauw!), fyren med de pæne shorts(han havde også sindssygt pæne øjne, og virkelig nice hår!), en fyr uden så meget hår, der lidt havde en Justin Bieber-vibe og så var der en blond fyr. Jeg kiggede ekstra godt på den blonde fyr. Så kiggede jeg på dem alle sammen igen. Jeg havde altså set dem før. Helt ærligt. Jeg prøvede at huske hvad Jess havde sagt om at de var kendisser, men jeg anede ikke hvem de var alligevel. Jeg havde set dem før. Jeg vendte igen blikket mod den blonde fyr. Alle de andre snakkede med munden fuld af mad, men den blonde fyr sad bare og kiggede. Jeg fulgte hans blik, og endte ved min arm. Jeg havde stadig armbåndet på, og jeg kom endnu engang til at smile svagt ved synet af det.

”Hvor har du fået det fra?” Spurgte han stille. Jeg kiggede op og fik øjenkontakt med den blonde fyr. Han havde smukke øjne – meget blå. Jeg smilede skævt til ham, og pillede ved en af roserne.

”En ven gav mig det for lang tid siden.” Forklarede jeg.

”Rose, vil du ikke ha’ en smoothie mere? Jeg har lidt til overs!” Kaldte Jess, og viftede med en kande hen til mig. Jeg viftede med hånden som et ja, før jeg vendte tilbage til den blonde fyr, der sad og kiggede på mig med et sært blik.

”Rose,” gentog han, som for at smage på navnet. Jeg nikkede, og kiggede undrende på mit armbånd.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...