Roses - Niall Horan (PÅ PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 maj 2013
  • Opdateret: 9 dec. 2013
  • Status: Igang
Roselle 'Rose' Crowley levede sine første 10 år i Irland. Specielt en lille, blond fyr, gjorde stort indtryk på hende, og de blev hurtigt bedste venner. Da Rose skulle flytte tilbage til New York med sin familie, gav fyren hende et armbånd af guld, med vedhæng af små gyldne roser. Selv 8 år efter, synes hun at det ene år i det lille land, var det bedste år i hendes liv. New York er fedt, og hun elsker det over alt på jorden, og dog mangler hun konstant noget i sit liv. En dag kigger hun i en kasse med glemte sager, og finder et lille gyldent armbånd,som hun næsten havde glemt hun havde. Det bliver en fast del af hendes garderobe og hun bliver mere og mere ivrig efter at finde hendes gamle, bedste ven igen. Skæbnen vil at de skal mødes, for Rose løber ind i ham på en af New York Citys gader, og han genkender armbåndet. Han er bare ikke en normal dreng længere. Faktisk er han en del af verdens mest kendte boyband. Hans navn er Niall Horan.

83Likes
60Kommentarer
4186Visninger
AA

2. A Golden Bracelet

”Jimmy, søde, prøv at vende penslen rigtigt,” hviskede jeg med et skævt smil til en af de yngre elever. Tre piger i nærheden begyndte at fnise, og jeg kiggede strengt på dem, for at lade dem vide, at man ikke burde grine hånligt af hinanden.

”Vi skal til at slutte for i dag, venner!” Annoncerede jeg lidt højere, og fik straks alle 18 børns opmærksomhed. De havde været i mit atelier i lige præcis 50 minutter, og deres forældre eller barnepiger burde snart komme og hente dem, så de skulle rydde op først. I dag havde vi malet blomster; det var lige blevet forår i New York, og jeg havde brugt formiddagen på at plukke lidt blomster i en af de nærliggende parker.

”Frøken Roselle?” Spurgte Jasmine, en af de mindste piger, og kiggede usikkert op på mig. Jeg smilede venligt, og satte mig på hug foran hende.

”Ja, Jas?”

”Må… Vil du ikke se mit billede?” Spurgte hun så. Jeg nikkede energisk, og fortalte at jeg da selvfølgelig meget gerne ville se hvad hun havde malet, så hun greb fat i min hånd med sine små fingre, og hev mig over på siden af langbordet børnene havde siddet ved. Mit atelier var ikke det største, men det var pænt i forhold til mange andre steder i den store by; faktisk havde jeg været ualmindelig heldig med stedet, som en af mine veninders gode venner havde lånt mig til mine malerier. Der var ikke gået lang tid, før jeg havde besluttet mig for at bruge det til at lære noget af kunsten fra mig, og jeg havde været utrolig glad for de 18 børn og deres forældre, der havde valgt at støtte op omkring projektet og ladet mig beholde deres børn i en times tid hver torsdag.

Jasmine havde valgt at tegne en solsikke. Jeg havde vis hende et billede, Van Gogh havde malet af de smukke blomster, og hun var blevet grebet af stemningen og den smukke, glade, gule farve.

”Hvor er det smukt, Jasmine!” Roste jeg, og nikkede anerkendende. ”Hvem skal have det, når det er færdigt?”

Den lille pige med de store, brune øjne, kiggede genert ned i jorden, og smilede. ”Min nanny,” svarede hun, og jeg klukkede for mig selv. Mange af børnene var næsten mere knyttede til deres barnepiger end til deres travle forældre.

”Det bliver hun minsandten rigtig glad for, kan jeg love dig,” Sagde jeg, og betragtede hvordan hendes øjne lyste op af glæde. Noget rabalder bag mig, fik mine tanker flyttet fra det fine solsikke-maleri, og jeg vendte mig om.

”Hey!” Sagde jeg højt, og gruppen af drenge kiggede uskyldigt på mig. ”Ikke nogen vandkamp i dag, drenge.” Drengene sukkede modløst, og gav sig ellers til at rydde op pænt og nydeligt.

To timer efter forlod jeg mit atelier, og begyndte at gå hjem ad. Jeg kendte mange, der ikke brød sig om storbyens larm og konstante bevægelse, men jeg elskede det. Jeg elskede at betragte alt livet, og tænke over hvad menneskerne omkring mig skulle. Havde de en god eller en dårlig dag? Smilede de til mig? Hvad mon de skulle? Og så slog det mig, at jeg aldrig kom til at vide det, men at det var okay. Jeg kunne godt lide forskellighederne i New York; der var plads til alle. Og så var der selvfølgelig aldrig kedeligt, hvilket er skønt for en pige som mig, der konstant søger nye eventyr. Jeg hadede at kede mig, og hvis det stod til mig selv, ville jeg lave noget konstant. Derfor var mit atelier også kun lige præcis 10 minutter fra mit hjem – på den måde kunne jeg altid gå der hen, når jeg kedede mig.

Jeg boede i en lille, beskeden lejlighed, som jeg selv havde betalt for. I starten havde mine forældre hjulpet gavmildt til, men begyndte langsomt at slippe mig. Min far har rejst rundt i verden med sit firma, så vi har aldrig manglet penge, og derfor syntes jeg at det var noget helt specielt, at betale for alle mine ting selv. Jeg kunne godt lide det. Det gjorde, at jeg følte mig voksen og ansvarlig, at jeg selv kunne disponere over tiden og gøre hvad jeg ville.

Jeg drejede om et hjørne, hvor der lå en af de hundrede Starbucks-caféer i New York, men nåede ikke langt, før jeg stødte skulderen ind i én.

”Gud, undskyld!” Udbrød jeg, og kiggede forskrækket op på fyren, jeg havde ramt med min skulder. Han kiggede på mig med et bredt smil – der fik hans smilehuller til at træde kraftigt frem, og jeg kunne ikke lade være med at smile tilbage.

”Det er helt okay!” Forsikrede han, og jeg bed mærke i den hæse, britiske accent. Den mindede mig om min tid i Irland. Vent… Jeg tøvede og rynkede øjenbrynene. Havde jeg ikke set ham før? Fyren nikkede som hilsen, og jeg nikkede forfjamsket tilbage, før han forsvandt i et hav af brune krøller. Jeg stod lidt og kiggede efter ham. Pæne øjne, tænkte jeg med et skuldertræk, før jeg fortsatte min tur hjem.

Min lejlighed var på 4 rum. Et soveværelse, et badeværelse, en stue og et køkken. På trods af den beskedne størrelse, elskede jeg stedet over alt på jorden. Det var mit sted. Mit eget. Og jeg havde kun haft det i 3 uger, så jeg havde ikke pakket det hele ud endnu. Faktisk havde jeg været i gang med at sortere ud i mine kasser, før jeg skulle undervise børnene i billedkunst, og jeg havde fundet en spændende lille boks.

Den var af mørk mahogni-træ, og den havde en rose skåret ind i låget. Den var smuk, og det havde været min mors engang. Hun havde opbevaret alle de smykker min far gav hende igennem tiden, og så havde hun givet den til mig på min 18 års fødselsdag – og jeg havde åbenbart glemt den.

Jeg smed min jakke over en af spisestolene, skubbede mine støvler af og satte mig på hug foran rodet i det, der engang skulle blive til min stue.

Så åbnede jeg boksen.

”Nini!” Klukkede pigen med de store, røde krøller. Den blonde dreng smilede genert. ”Du kom alligevel!” Udbrød pigen, og kastede armene omkring sin bedste ven, så alle de røde krøller dansede omkring dem. Drengen nikkede, og prøvede på at holde tårerne tilbage.

”Vil du skrive til mig, Rose?” Spurgte han. Hun kiggede alvorligt på ham.

”Selvfølgelig, Ni. Selvfølgelig vil jeg det. Hvis du vil svare mig,” Hun tilføjede det sidste i en drillende tone, men drengen kiggede alligevel næsten skræmt på hende. Han krammede hende igen, og snøftede ned i hendes skulder.

”Selvfølgelig vil jeg da svare dig, dit fjols.” Sagde han med en stemme der knækkede over. Pigen tørrede hans øjne.

”Mor siger at vi kan videochatte,” Sagde hun stille, og smilede opmuntrende til den blonde dreng, som hun ville komme til at savne mere end noget andet i Irland. Drengen nikkede med et sørgmodigt smil.

”Jeg har en gave til dig.” Sagde han pludselig. Pigen kiggede interesseret op, og tog imod den lille pakke, som drengen holdt ud foran hende.

”Ni, det behøvede du ik-”

”Rose. Bare så du aldrig glemmer mig, okay?” Afbrød han hende. Hun smilede skævt, og nikkede så langsomt. Pakken var mørkerød med bånd i guld. Hun åbnede den forsigtigt, med ærefrygt, og stirrede forbavset ned på det smukkeste hun nogensinde havde set.

Hun havde lovet sig selv ikke at græde ved afskeden, men alligevel fik hun en klump i halsen ved synet af gaven. Drengen tog den ud af pakken. Et sart armbånd af guld. Det lignede grene, der hægtede sig sammen, og det havde små raslende vedhæng, der lignede roser. Han spændte det forsigtigt omkring hendes håndled, og da han kiggede op på hende, løb små, lydløse tårer ned af hendes kinder. Det var sidste gang de så hinanden.

Jeg kiggede på armbåndet, og det gik op for mig at tårerne strømmede ned af mine kinder. Med en klump i halsen tog jeg det om håndledet. Det passede stadig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...