Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5392Visninger
AA

9. Vundet tilbage igen

”Kaptajn.”

Meldte Anna sin ankomst, netop som hun trådte af det sidste trin. Jeg nikkede let, og lod hende vide, at jeg havde set hende komme. Men jeg sagde ikke noget, det måtte hun om. Det var jo hende, som tilsyneladende havde et problem med min livstil.

”Kaptajn, er der en grund til at jeg står her og glor?”

Spurgte hun, ret så respektfuld. Det eneste der reddede hende fra at ryge om bord igen, var at hun sagde kaptajn.

”Du glemmer hvem du taler til, lille Anna. Jeg er stadig kaptajn, så længe du er ombord på dette skib. Glem ikke det!”

Sagde jeg surt og irettesættende. Hun bøjede let hovedet.

”Men det kan let ordnes. Du kan blive sat af i morgen tidligt ved en mindre fiskerby, og så skal du ikke tænke mere på mig.”

Sagde jeg surt, på grænsen til at eksplodere i raseri.

”Jamen…”

Udbrød hun overrasket.

”Det vil jeg slet ikke.”

Sagde hun undrende, og så forvirret på mig. Jeg opgav at koncentrere mig om skibet, og bandt roret igen.

”Hvad?”

Spurgte jeg undrende, mens at mit raseri langsomt aftog.

”Jeg vil gerne fortsat arbejde på Den røde perle under dig som kaptajn, kaptajn. Gerne som førstestyrmand, men jeg er rede til en hvilken som helst stilling. Kaptajn.”

Sagde hun mere respektfuld, end da hun først var kommet herop.

”Jeg kan ikke bruge dig, hvis du ikke vil se mig i øjnene Anna.”

Forklarede jeg mere afslappet. Hun så hurtigt ned i gulvet igen, og undgik mit blik igen.

”Det er bare… det er jo ikke…”

Sagde Anna, og fandt sig tom for ord. Jeg sukkede opgivende, og sikrede mig hurtigt, at der ikke var nogen af besætningsmedlemmerne, som lyttede til vores samtale.

”Jeg begærer dig ikke, Anna. Hverken dig eller nogen fra besætningen.”

Forklarede jeg, så hendes blik straks var ved at ryge op til mine øjne igen. Hendes blik var næsten ved mit. Jeg var ved at vinde hende tilbage.

”Jeg har aldrig begæret en eneste af de kvinder, som jeg har været sammen med.”

Indrømmede jeg. Så langt var jeg aldrig nået i samtalen med Syra, som var den eneste anden, som i brede detaljer vidste hvorfor jeg gjorde det.

”Jeg gør det, fordi at jeg heller ikke begærer mænd. Det eneste jeg vil se i deres øjne, når de ser på mig er frygt, had, sågar vantro. Men det kan jeg ikke få bare sådan. Jeg er tilsyneladende for attraktiv.”

Indrømmede jeg, og kom til at grine ved den sidste sætning. Hvem i alverden kunne finde en enøjet kvinde attraktiv? Anna kom til at smile, men fjernede det hurtigt fra sine læber. Hun vidste godt, at hun ikke var helt populær hos mig lige nu. Men jeg havde vundet hende tilbage igen.

”Og skrub så ned på dækket med dig, førstestyrmand.”

Sagde jeg surt, og var igen blevet den bidske kaptajn.

”Javel kaptajn!”

Sagde Anna, og så mig igen i øjnene. Hun gjorde honnør, men kom til at grine og måtte løbe ned at trappen for ikke at blive smidt over bord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...