Piraten - Skyggens Datter

Plankerne drev tættere mod os. Endeligt kunne jeg tydeligt se hvad jeg førhen havde troet var et stykke sejl. Det var en kjole, og der var nogen, som havde den på. Det var højst sandsynligt ikke en mand, så jeg råbte til mit mandskab: "Kvinde over bord!" Som en velsmurt maskine blev der aktivitet på dækket, og der blev gjort klar til at hale hende om bord. Jeg stod ved roret, og fik skibet tættere på hende. Jeg kunne tydeligere skimte hende nu. Taljelangt kulsort hår, en hvid delikat hud og en slank skikkelse. Hendes kjole var våd og laset. Hun måtte have drevet rundt længe. Jeg havde ondt af hende, og håbede at jeg havde opdaget hende i tide. Rebet blev kastet ud, og ramte perfekt, men der var ingen reaktion. Så lynhurtigt sprang min første styrmand over bord, og fik fat i både reb og kvinden. De blev hurtigt halet ombord. "Hun er bevidstløs." Meddelte min første styrmand, og lagde hende fra sig på dækket. "Hun nåede at fortælle sit navn. Elisabeth."

19Likes
17Kommentarer
5425Visninger
AA

39. Vi er hurtigere end Vindulven

Endeligt kom der liv i mit skib efter så lang tid, og det føltes herligt. Det var som et helt nyt skib, men det skulle vel også passe til kaptajnen. Jeg følte mig som en helt anden person efter at have mødt Erak. Jeg holdt af ham, rigtigt meget, men jeg vidste ikke om jeg var klar til at elske ham.

”Kaptajn, inden du falder i staver, skulle vi måske stikke til havs før de andre?”

Foreslog Anna med et grin. Jeg rakte tunge af hende, hvilket forbavsede hende noget videre. Så fik jeg mit skib til at fylde, lige præcist nok til at vindulven ikke kunne komme fordi. Erak kunne måske klemme sig fordi gangbroen og mit skib, men han ville ikke risikere at få skrabet noget af sin maling af. Det vidste jeg. Han var ømskindet over for sit skib, lige så meget som jeg.

”Kom så i gang, som havde i ilden i røven!”

Råbte jeg. Besætningen grinede bare, langt foran mig. Og så gled vi stille ud af havnen. De sad allerede klar, ventede bare på at vi kom langt nok væk fra havnen til at kunne løsne sejlene.

”Vent til vindulven er oppe ved siden af os, de damer.”

Beordrede jeg. De smilede ned til mig og nikkede. De havde forstået min plan. Et kapløb, om hvem der kunne komme først ud til havet.

Så de ventede tålmodigt, mens at vindulven listede op ved siden af os. Men heller ikke et sekund længere, og sejlene blev sat fri. Vindulven var kun få sekunder bag efter, og så tog vinden til. Perlen strøg af sted, som om at den var ivrig efter at bevæge sig efter at have stået stille så længe. Vindulven lå langs vores side et kort øjeblik, mens så tog fordelen i at have et lille skib til, og vi begyndte at tage føringen. Vi strøg lystigt af sted over vandet, og lagde flere meter imellem vindulven og perlen.

”Det ser ud til at den skandiske kaptajn ikke kan få fingrene i vores, når vi er på havet.”

Sagde Anna med et bredt grin, da hun kom op af trappen. Jeg var fristet til at sparke hende overbord, men da hun sikkert bare ville svømme i land, ødelagde det lidt formålet i det. Så jeg lod være, og koncentrerede mig om at holde skibet i den helt rigtige vinkel, så der kom en masse afstand imellem vindulven og perlen.

”Det ser ud til at vi taber dem. Oberjarlen har vist opgivet at indhente dig.”

Kommenterede Anna, og jeg vendte skibet rundt. Det bremsede os betydeligt ned, og vindulven fik lov til at indhente os.

”Tag lige roret, Anna.”

Bad jeg. Hun nikkede, og overtog. Så kunne jeg liste ned på dækket, og vente på at Erak dukkede op langs siden på perlen.

”Jamen det var jo morsomt.”

Råbte jeg drillende. Erak rullede opgivende med øjnene, og Svengal var færdig af grin. Erak var vist ikke helt tilfreds med at jeg var sluppet fra ham.

”Kaptajn!”

Råbte Anna pludseligt, og alene panikken i hendes stemme fik mig til at snurre rundt. Jeg fik øje på hvad hun så, og vendte mig imod Erak igen og råbte:

”Sorte Jill angriber!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...